Barske tider for gamle mænd!

Så overlevede denne ydmyge skribent atter det årligt tilbagevendende tyske “Schnitzel-helvede” i Frankfurt. Det er dog forunderligt, så meget man før en begivenhed som en professionel musikmesse kan glæde sig og så samtidigt bagefter blive så uendeligt træt. Ikke af selskabet med den herlige festabe Niels Riis, uden hvilken der slet ikke havde været hverken fest eller tur, nej, sådan nærmere bare lidt langvarige tømmermænd efter dagevis i uendeligt festligt lag. Især de utallige og hyppigt supplerede whiskysjusser på Tannoys stand var en udfordring for både balance og lever. Man ved, at man er et farligt/rigtigt sted, når det bliver helt normalt at have en sjus i hver hånd samtidigt og ikke mindst hele tiden.. Og selv om wienerschnitzlerne ikke i år helt nåede tidligere tiders hverken størrelse, mængde eller almindelige herlighedsværdi, så var det en fin tur alligevel. Alene selskabet garnaterede det, så om vi desværre ikke mødte denne skribents eneste “branche-hadeperson”, Kenneth Bremer. Man skal naturligvis ikke hade alle sine medmennesker, men det er vel osse sygt at elske dem alle, og det gør jeg så bestemt heller ikke. Kun næsten.

Det var nu ellers ikke fordi vi ikke kikkede efter den lille ligeledes overordentligt trivilige  Bremer, men det har tydeligvis og måske ikke ganske overraskende været lettere for denne lille mand at spotte 2 kæmpestore ganske brede mænd i mængden af lavbenede asiater end det har været at finde ham for os. Jeg har ellers længe drømt om atter at møde ham igen, så jeg endelig kan fortælle ham sandheden. Nemlig at jeg OVERHOVEDET IKKE agter at hilse på ham nogensinde igen. Nå, denne vel i virkeligheden osse noget trivielle og ganske ligegyldige sandhed er åbenbart ilde hørt. Han slap ihvertfald denne gang.

Nå, men ellers var højdepunktet på udstillingen  mødet med Ben og Richard fra ATC. Hyggelige, innovative  og kompetente no-nonsens ingeniører af den helt rigtige støbning. Sådan en slags “Chuck Yeager`e” for ingeniører ligesom udødelige Sam Shepard i sit livs rolle som testpiloten, der blot kunne se de andre astronauter score kassen og berømmelsen i TV. Den slags ingeniører , for hvem alle tweak-fjollerierne derude er lige præcis det de er, nemlig den skinbare selvmorderiske hifibranche-galskab. Noget, betyder naturligvis noget i udviklingsarbejdet, det er blot ikke det, som hifitosserne tror, som disse engelske hædersmænd vantro-hovedrystende bemærker. For når ingen ved noget om nogenting blandt tosserne derude, så er alt lige godt og dermed er absurditeten indtrådt. Som når hifiverdenens fokus for tiden ligger på en forvokset fransk ghettoblaster kaldet Devialet Phantom som den ultimative lyd-generator.

Nå, den slags går heldigvis ikke i den professionelle branche, hvor generel substans i påstandene om et produkt skal kunne underkastes et rimeligt “peer review”, og det udrydder de værste vildskud. Branchens absolut ubetinget kabler er f. eks dem fra mikroskopiske Vovox i Schweiz, hvis for branchen noget astronomiske priser vist mest skyldes scheizerfrancens himmelflugt forenet med et bud på verdens højeste lønninger for kabelmontering. Der er dog alligevel ingen af latterligt overprissatte Vovox` produkter med det karakteristiske flettede bomuldsbetræk, der alligevel til slutbrugeren koster 1000 kr.(naturligvis godt hjulpet på vej af valutane seneste fritstilling med følgende 50% kurshop), men det er lige rigeligt tæt på den reneste skinbarlige galskab synes mange.

Nej, intet er helt så godt og sikkert og trygt, som det var engang, men det er nu alligevel dejligt at opleve en branche som f eks. professionel audio, hvor der hersker en rimelig respekt for både produkt, kunde og almindelig rimelighed. Der forhåbentligt vil forblive sådan min tid ud.
Og med folk som Ben og Richard fra ATC skal det såmænd nok gå, vi er ekstremt stolte over at gøre vores lille “bid” i denne fortsatte kamp..!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *