Aleksandr Glazunov

Så er vi tilbage i ro og mag her i førerbunkeren. I det mindste er freden relativ, da ikke meget tyder på den kommer til at vare særligt længe, dertil ligger der lige rigeligt mange igangværende projekter. Det er vist sådan det hedder på nydansk, når man ikke rigtigt er blevet færdig med tingene, og det er ihvertfald præcist sådan det ER. Der forekommer at være lidt rigeligt mange løse ender, men det kan vel efter behag vælge at glæde sig over. Ikke mindst fordi den dag, der IKKE er flere løse ender nogen steder, så er det vel egentligt bare enden på alting..?

Nå, dybe tanker til side, dagen er jo alligevel ikke rigtigt til det med solskin og alting. Og derudover skal vi da huske at takke sidste uges gæsteskribent for et gensynets glæde-glimt af en fortid, som man troede man forlængst havde glemt. den må for nutidens hifientusiaster forekomme noget fjern for nu at sige det lidt mildt. Hvor musikken betød så langt det mest og hifi mest var noget man læste og drømte om. Og iøvrigt blot var et nødvendigt middel til opnåelse af det egentlige mål: Musikgengivelse på et fornuftigt niveau. Og når man så var der, så spillede musikken vist bare i årevis inden der igen skete lidt nyt.

Det var dengang man(d) som anstændigt gift anstændigvis og relativt trygt kunne modtage sine uendeligt diskret emballerede brune kuverter med en anden af mænds måske mere naturlige interesser. Hvad der var i ved vel alle vi forlængst midaldrende mænd, og det vidste postbudene tydeligvis osse. Kuverterne var nemlig indpakket så diskret og uden afsender, at alle i den dengang noget mere tyvagtige etat vidste, hvad der var i.

Det kan være derfor, at éns venner (aldrig én selv, det var altid noget, man lånte naturligvis), der abonnerede på disse magasiner med de kun på hveranden side farvelagte og farverige illustrationer af datidens relativt beskedne stade af lagen-akrobatik, for det meste modtog magasinerne nogle dage forsinket. De af magasinerne, der altså overhovedet nåede frem og oftest noget “æselørede” efter tydelig udenoms-postreguleret åbning og “brug” og så skal vi vist ikke gå videre i detaljeringsgraden her. Nå, men man hørte altså osse musik, rigtigt meget. Måske osse fordi der ikke udkom ret mange af disse magasiner, ja det har nok været en medvirkende faktor til musiknydelsen. ikke mindst fordi man jo konstant måtte have et “musik-beredskab” klart hvis det engang imellem lykkedes at lokke en af datidens mere knibske kvindelige modeller med hjem. til obligat afspilning af lidt følsom musik. og der var det jo vigtigt, at musikken klart signalerde, hvilken formidabelt-følsom intellektuel person man nu var. Ak ja, Pink Floyd blev aldrig det samme bagefter..
Nå, dette var mest for at slå en lille ekstra “krølle” på Hans-Henriks skriv fra sidste uge. Men nu var han jo osse lige det ældre end denne skribent men at det ligefrem lykkedes for ham  at komme hjem til Anne-Lise på hendes pigeværelse, DET var nyt., Heldige skiderik!

Alt er så anderledes i dag. Musik er bare noget, man hører mens man laver noget andet, ikke noget nogen længere LYTTER til. Ihvertfald kun alt for sjældent og ALDRIG OVERHOVEDET nogensinde, hvis man er rigtig nutidig hifientusiast. Så er man på evig speed-dating lignende udkik efter næste audiofile  “fix” og når man så som for de fleste flere gange om måneden har anskaffet dette, så må man jo bare i gang med den samme gamle rutine. nemlig at høre alle de velkendte 3 plader for at detektere alle de utallige forskellige forbedringer , der heldigvis altid er, når man har købt noget nyt. At forsøge at bortforklare det er ca. ligeså svært som dengang man(d) af fruen blev fanget på fersk gerning med fingrene i den brune diskrete kuvert, og skulle forsøge at sandsynliggøre forlagets fjumren med at fejlpakke et Weekend -Sex-blad i stedet for det Scientific American, man jo altid havde bestilt. Altid noget besværliggjort af, at det ene var format A5 og det andet format Folio

Og så tilbage til dagens overskrift: Glazunov. Der jo i dag er nærmest glemt, og det er faktisk paradoksalt. Ikke fordi der var særskilt meget uforglemmeligt ved mandens musik. For nok var Glazunov en uhyre kapabel komponist, han komponerede aldrig noget, som var rigtigt godt. Det syntes han iøvrigt heller ikke selv, så det var måske derfor, han fandt et ret tarveligt job på konservatoriet og lidt supplerende glemsel i “det lille vand”, som russere traditionelt har søgt alkoholisk trøst i..
Tilbage til det paradoksale: Den glemte  Glazunov var muligvis det menneske, der nogensinde har haft den bedste musikalske hukommelse. hvis man altså skal tro en af hans elever, den noget dybere komponist Dmitrij Sjostakonitj. Der slet ikke havde samme evne, men til gengæld gaven til at SKABE. Glazunov var i stand til ganske verbatim at afspille et vilkårligt håbløst nykomponeret stykke musik, som en tilfældig elev engang havde forsøgt sig med. Det må have været vildt, at se denne tidligt ældede trivelige småfrustrede  mand sætte sig ned og afspille den musik, man selv havde komponeret. Og forsøgt at komme ind på konservatoriet med for måske flere år siden. Uden held og ér sad Glazunov så bare og spillede resten af det måske timelange stykke af musikalsk makværk. Fordi han kunne huske al den musik han nogensinde havde hørt.

Nå, det var og er vist en særdeles usædvanlig evne, noget sjældnere end den allerede noget usædvanlige osse lidt tvivlsomme “gave” af absolut gehør. Som jeg kun mindes blandt de kendtere komponister Camille Saint-Saëns at have besiddet. Han drev det jo heller ikke vanvittigt vidt. Måske han som Glazunov hele tiden lod sig irritere over musikkens ufuldkommenhed, for intet er vel mindre fast end den absolutte tonehøjde? Glazunovs hoved var måske så fuldt af overflødig information, at det helt blokerede for hans selvstændige og uomtvistelige kreativitet. Måske, dt blev ihvertfald værre med alderen. Og vodkaen. Men selv som ung ville han aldrig have kunnet høre forskel på 20 identiske CD-er af hans egen saxofon-kvartet, han var kun et menneske..

Alt ialt en lidt trist skæbne for stakkels sælsomt begavede Glazunov. Ikke tragisk, han kunne bare ikke rigtigt komme videre end at være en musikalsk encyklopædi og det indrømmede han gerne. Tænk blot, om nutidens såkaldt seriøse hifi-entusiaster ville indrømme, at de ALDRIG NOGENSINDE hører musik. Fordi de naturlig-nødvendigvis HELLER ikke kan. Fordi de altid i deres “speed-dating” er på stadig søgen.
Nå, statistisk brænder langt de fleste af fjolserne sammen før eller siden og forsvinder fra forum-firmamentet. Når man kører afsted i overgear og uden omdrejningsbegrænsning er tiden for en motors og hobbys holdbarhed jo bare talte..

Og så findes der åbenbart alligevel undtagelser fra disse regler, angiveligt endda adskillige. Folk, der i mange dage med total sikkerhed lydligt  kan identificere hver eneste af til eksempel 20 iøvrigt end CD-plader. Eller 50 eller 100. Eller hvordan hver enkelt sikring (og typen) vender i apparaterne og som en selvfølgelig ALT ANDET. Måske lidt mærkeligt, at disse alt-hørende få aldrig taler om at testlytte sikrings-HOLDERE i apparaterne (der er ellers en del derinde), de beskæftiger sig altid kun med ting UDENFOR. Mystisk.

Nu omtalte vi disse vidunderlige mennesker som “angiveligt” undtagelser fra alle os andre mere almindelige mennesker med en videnskabeligt bevist akustisk hukommelse ca. som en akvariefisks dér i sin bowle. Intet er det samme efter få sekunder. Denne skribent bestemt ingen undtagelse. Erfaren lytter, jo tak, men har uforvarende lydforbedringsmæssigt snydt sig selv så mange gange, at troen på egen ufejlbarlighed er rystet.

Nå, anderledes med denne nye mennesketype af “alt-hørende” mennesker. Deres rigs-fører hedder Peter Steffensen, og hvis nogen skulle have yderligere lyst til stifte bekendtskab med denne helt ubegribeligt kompetente super-lytter med de gyldne ører, så læs gerne de senere indlæg i den tråd på nerds.dk, der hedder “Stinker den digitale lyd..” Det er en mand, som denne skribent naturligvis er uendeligt misundelig på, for ham Peter, HAN (og de venner, som han tit citerer for OSSE at kunne høre det umulige) har godt nok nogle gode ører. Indtil videre har vist ingen kunne nævne noget, som han ikke har en sikker auditiv fornemmelse for. Han ved simpelthen ALT om alting. tydeligvis bare OVERHOVEDET ingenting om ganske anderledes almindelige godtkøbskram, som sidder INDEN I alle apparaterne og det uanset pris. Fordi små prutfirmaer jo bare må købe det, som findes på markedet af standardkomponenter.  Alt er simpelthen for lydguden Peter Steffensen her bare udvendige tweaks og pis og andet papir.  ALT kan afgørende ændres udenpå.  Alt det man efterfølgende skal “købe sig lykkelig” i OG fattig! Nå, det gælder så for flere andre i denne hidtil helt uovergåede debat om at høre det umulige, Vi skal lige videregive den advarsel, at denne tråd ikke er spor morsom for folk med naturvidenskabelig viden udover det obligatoriske 7 klasses pensum, snarere tragisk udenfor enhver sammenligning. På samme måde som de forstyrrede psykologer, der engang mente, at børn, der spillede meget computerspil, udviklede en helt ny og forbedret motorik. Indtil ungerne altså efterfølgende skulle lære at gå og der hjalp deres supertrænede spilfingre så sjovt nok ikke,.Mærkelige motoriske teorier, som at maskinskrivning eller knipling skulle være nogen særlig intelligens..Eller evnen til at høre græsset gro..

Vi troede ikke, selvfedmen og troen på egen uendelige ufejlbarlighed og alviden ( og ikke mindst afviklingen af samtlige hidtidigt  etablerede naturlove, man vist ellers konstruerer apparater efter) kunne blive værre, men vi tog fejl. Det var vist blot den  Peter, tak fordi du atter engang har medvirket til at sænke prisen på god gammel hifi!
Hold da kæft, mand, sikke dog en selvudleverende nonsens-underholdning. (ikke den her blog, det siger vel sig selv, dette forhåbentligt  intelligente selvkritiske permanente fyrtårn for selvstændig tænkning er jo i en helt anden liga eller…?.)

Iøvrigt har akustisk hukommelse overhovedet INTET at gøre med MUSIKALSK hukommelse som Glazunovs.  Der hverken besad absolut gehør eller nogen særlig fornemmelse for korrekt stemte instrumenter.
Forskellen på Peter (og hans forhåbentligt få venner) og jeg selv er vist, mest, at jeg godt ved, jeg sommetider er til grin. Når jeg atter engang auditivt bliver stor-snydt. Af mig selv.
Måske bare forskellen på Peters ubestridte super-evner overfor mine mere almindelige er det, der støder mig allermest.. Eller hvem det nu er, der snyder hvem..

14 meninger om “Aleksandr Glazunov”

  1. Jeg forstår simpelthen ikke de folk der er så ivrige for at fremme deres evner at de helt overser at de gør sig selv dybt til grin.
    Og så bliver de tøsefornærmet i en grad der sjældent ses hvis man ikke ligefrem klapper af dem og roser dem.
    Desværre kommer der flere og flere folk på diverse fora som har helt ekstreme superevner.
    Meget synd og ærgerligt for branchen og diverse fora, men det er da så underholdende at de kunne tage penge for at optræde.
    Dog har der i nævnte tråd været skriverier man ikke rigtig ved om man skal grine af eller græde over.
    Jeg nøjes med at ryste på hovedet.

  2. Til Hans henrik. Du tager for en enkelt gangs skyld fejl, Sjostakovitj blev og var og er den allerstørste af de allerstørste!

  3. Ja, mht den håndfuld fjolser incl ugens tvivlsomme helt, Peter Steffensen, der nærmest er den værste af de slemme, de gør da virkeligt en fornyet kraftindsats for at gøre alle os andre mangeårige entusiaster til samfundets pariaer. uha, tænk bare hvis nogen almindeligt interesserede musik-mennesker skulle forvilde sig forbi tråde som denne. Det har da virkeligt accelereret i den seneste tid, og det er ganske utroligt, så meget de alle har tweaket med alverdens ting i utallige år, samtidigt med de alle som én har nydt musikken hele vejen.
    Du har ret i, at der er flere, der springer ud som rene jubel-idioter med en mening om alting. det gode er så, at det absolutte antal kun er en god håndfuld og at de mest færdes på Nerds. Og man føler sig næsten lige så dum ved at sidde og læse deres bræk som de må føle sig alvidende og overlegne ved at skrive det. Og Peter steffensen har da lige sat trumf på ved at starte en tråd om CD-tweaks, et medie denne supermand med superhørelse og universel indsigt i al digital- OG analogteknik jo forlængst selv har kasseret til fordel for computerbaseret afspilning. Forunderligt at der her er principielt helt helt andre problemstillinger… DET fatter jeg ikke, men i disse materier er der så meget, jeg ikke forstår.
    og så alligevel: Jeg så en tråd på hifi4all om placeringen af pladespiller, hvor nogle mente, at der intet måtte stå mellem højttalerne pga "diffraktion" Det er bestemt intellektuelt noget kontroversielt, da lige netop diffraktion er særdeles ønskeligt overalt i et normalt beboelsesrum, mens en refleksion fra den anden højttaler til den anden højttaler OG den nu nøgne bagvæg bestemt IKKE er, hvis der altså ingenting står imellem højttalerne.
    Kunne folk dog ikke blot begrænse deres ordskvalder når de nu INTET aner. Ligesom ham, der mente, at man skulle placere pladespilleren i et punkt, hvor bassen udfasede sig. Jamen herregud, hvad med alle de nærliggende frekvenser, der netop i dette punkt måtte have deres lokale amplitude-maksimum…? Der er jo principielt ikke noget punkt i et rum, der udfaser andet end et særdeles smalt frekvensspektrum med samtidig garanti for at forstærke andre områder…
    Så dumt var det altså ikke for blot et år siden..

  4. Joken er naturligvis død nu, eftersom du ikke selv fattede den. Jeg skal forklare: det er afsindigt svært at stave navnet rigtigt på den komponist. Det kan garanteret staves på flere forskellige måder….og så går det alligevel galt (der, hvor det ikke burde gå galt)…for en, som er velbevandret i Slavisk Filologi…..det er da humor!

  5. Hm, måske jeg skulle læse en smule korrektur nu og da. Og ja, der er ganske mange måder at translitterere den store komponists navn på.

  6. OK, den var også lidt billig…men jeg skal være den første til at indrømme, at min sans for humor ganske ofte er på andres bekostning.

  7. Her er endnu et bud på en måde at stave den store komponist på
    Shostakovitch , den går igen på alle de plader jeg ejer af ham 😉

  8. Det er den alment accepterede anglificerede løsning, der dog ikke efter min smag rammer særligt godt. Ud-lyden i navnet på russisk er meget "blød", nærmest sådan lidt a la "Che" uden "e"

  9. Hvis man kigger på den russiske version " Шостаковича " så er den såkaldt anglificerede version nok den mest korrekte, s kunne erstattes af c
    Chostakovitch.
    Nå, det er nok flueknepperi, hvorom alt er er, det fremragende musik 🙂

  10. Det er faktisk ikke helt adækvat med "C", da begyndelsesbogstavet på russisk næsten svarer til tysk "Sch-" i "Sch-eisse" Du har osse pastet genitiv-formen af hans navn med "-a" til sidst men DEt turde osse være flueknepperi herfra. Musikken taler for sig selv til alle der gider høre..
    God solskinssøndag til jer alle derude og lad endelig være med at læse kroniske idiot-indslag om tweakning af CD-skiver på nerds. Det er squ da galt nok at JEG således sidder og spilder en god søndag med de kvalmende tåbelige indslag fra de (eller måske nærmere DEN) lallende jubelidiot(er), der huserer der for tiden.

  11. Så er det jo godt jeg har det meste af min musik på vinyl 😉
    Gad vide om man også kan tweake lper med magneter og kantskæring ?
    ha ha, det lader til at være en højere videnskab 😉
    Gad vide om mine gamle melodiya Chostakovitch lper kan bestå testen
    nå nej det er jo ikke high end
    Kommer der et indlæg på et tidspunkt fra din side ?

Skriv et svar til Hans Henrik Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *