Tak til Vassago-Jensen..

..for en fin og hyggelig  handel omkring M2Tech Evo Hiface med tilhørende strømforsyning, der har løst vores selvforskyldte computerproblem.  Nu spiller det igen, så englene sig måtte fryde deroppe i det høje. Eller måske lige knapt, vi har da måttet konstatere en mere end almindeligt påfaldende forskel i den digitale konvertering mellem den optiske udgang og den elektriske AES/EBU balancerede (naturligvis behørigt galvanisk pulstransformator-adskilt). Til ubetinget fordel for den sidste siger min kone, og så må der vel være noget om det, ellers sagde hun det vel ikke. Hun kender jo heller ikke prisen og er derfor en del mere uhildet i sin dom. Derudover lyder det nu helt fint grænsende til det egentligt fremragende. Særligt salig overlæge Heshes historiske optagelser fra 30-erne og 40-erne står i urokkeligt mono-perspektiv, måske i virkeligheden den eneste rigtigt reelle stereo-test?

Nå, men det er nu herligt at kunne høre musik dagen lang her i kælderen til arbejdet, der i tiden har nærmest slavelignende forhold.  Der er simpelthen utallige kabler overalt, faktisk så mange, at der bliver forfærdeligt god tid til at nyde den til alt held noget dynamikbegrænsede monofoniske gengivelse fra alle de nyligt arvede historiske optagelser. Det er jo ikke ligefrem en nyhed, at musikindustrien har måttet tilpasse deres produkter til brugernes aktuelle teknologiske virkelighed. Det være sig rejsegrammofoner eller mobiltelefoner, “-foner” har åbenbart altid været oppe i tiden. Med garanti for afgjort begrænset lydkvalitet. Og selv om der var et afgjort lyspunkt i lydkvaliteten dengang hifitosserne endnu ikke havde fået den magt, de har i dag, så er gengivelsen fra den bedste pladespiller altså stadigvæk en ren vits i forhold til den oprindelige akustiske begivenhed. OG masterbåndet!

Nå, jeg vil ufortøvet gå videre til dagens presserende dont med at tjene penge til fruens nyligt erhvervede hest. Der naturligvis er hende såre vel undt og da ikke mindst denne strålende morgenstund. Imens jeg så bare vil sidde her og for 117. gang genhøre vedsysselske Jens “Memphis”` mesterværk “Bolværksmatrosen” i state of the art-lydgengivelse fra 1975. Der er tale om stor poesi med obligat spartansk musikledsagelse. Musikalske “søulke” var åbenbart allerede dengang en mangelvare, osse svært at spiller banjo med store barkede hænder. Måske derfor der økonomiseres en del med virtuositeten i musikken, udover at det klæder poesien helt usigeligt. Det er ikke godt nok til at distrahere og det er heller ikke dårligt nok til det! Helt perfekt.
Men alligevel, rene rim og nordjysk kæmpe-kvad.
At han så senere på en senere plade  gjorde sig skyldig i en for os søulke-ætlinge helt katastrofalt diskvalificerende sproglig fejl, vil vi nådigt glemme denne herlige morgen. Men nu var denne skæggede poet jo osse noget af en “damernes Jens” og fik vel osse mere end sin rigeligt topskænkede del af “gibbernakkerne” deroppe, det undskylder vel en del.
Men hvordan kunne nogen idiot dog synge “agten PÅ tværs” …det er der squ da ikke meget “sailor” i…
STOP PRESS!
Jeg blev lige opmærksom på, at en lille hifi-fritidsbutik har re-lanceret en tudsegammel ting, nemlig en antistatisk pistol. Med vanlig tæft for nyheder i denne skønne branche er der naturligvis tale om en “videreudvikling. Som om man på nogen mulig teoretisk måde kan ændre blot det allermindste på det oprindelige koncept, hver en mekanisk påvirkning/”klemning” af en krystal skaber en ion-sky.

Nå, nu er det tydeligvis ikke synderlig teoretisk viden indenfor den selv den mere elementære del af atomfysikken, der plager vor ven dernede i det sydjyske, når han skal beskrive virkningen af den omtalte Zereostat-antistatpistol, der som sagt ellers med nogen margin befinder sig indenfor veletablerede del af  den græske oldtidsvidenskabs grænser.
Zerostat 3 producerer negative og positive ioner der går i forbindelse med de positive og negative statiske ioner på et objekts overflade, og effektivt reducere og neutraliserer dem.” 

Mageløst ævl eller har videnskaben virkeligt bevæget sig så langt siden jeg gik i folkeskolen…?Vi har selv en Zerostat, og derfor kan vi med overbevisning sige, at den har aldeles samme effekt som det har at ånde på pladen et par gange (dårlig ånde ingen hindring her) 
Var dette åndfuldt eller bare “åndet”?

Her tænker du på “Tak til Vassago-Jensen..”

  1. Den var åndet og det han skriver om Zerostaten er ligefrem åndssvagt 🙂 Han tænker nok at kunderne HELLER ikke forstår hvorfor den virker, men en eller anden forklaring, hvor forkludret den end er, skal de jo have – at sige videre 🙂

Skriv et svar til Jakob Levesen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *