Her sidder vi så i støjen

fra en af vores blæserkølede BSS 366T speaker management systemer, der jo er kontrolcentrene i vores kælderanlæg. Der naturligvis skal læses som korrekt pluralis, selv om ordet “anlæg” jo ellers ikke karakteriseres af særlige anlæg for letforståelighed. Der er faktisk adskillige anlæg i forskellige grader af kampberedskab, et par enkelte kan endda aktiveres blot med en afbryderknap.
Vi plejer dog blot at tænde for et enkelt af gangen, da selv almindelig små-højrøstet tale let overd’ves af den heldigvis faste baggrundsstøj. Det drejer sig således for effektiv støjbekæmpelse mestr om at skrue op, så overdøves støjen ganske overordentligt let, og samtidigt får musik uden dynamik overhovedet en særskilt attraktion. Da man under afspilning af denne musik overhovedet ikke distraheres af nogen støj i svagere passager, da der ligesom ingen er.

Giver det her mening? Naturligvis ikke, det er jo netop disse kolossalt-kapable JBL- biografsystemers absolutte force at kunne levere en aldeles ubegrænset dynamik forenet med et maksimalt lydtryk på over 143 dB.
Nå, måske vi skulle prøve at give den lidt gas engang, det ville jo også permanent og let løse alle støjproblemer (og som ekstra mulig bonus overdøve/(døve) fruens bjæffende ordrer ovenfra, hm., måske det skulle overvejes seriøst…)

Dette er naturligvis formelt ganske forkert, da ingen problemer udover mine egne ville være ændret af den permanente døvhed, men det er dog ganske uomtvisteligt, at ens eget p.t. største problem altid naturnødvendigt er det største problem i den kendte eksisterende verden. Og når eller hvis man så har løst det, så vil den menneskelige indskrænkede skæbnes forbandelse så blot rykke det tidligere næststørste problem op på den nu ledige førsteplads. Der således rent principielt (og det turde vel dagens filosofiske diskurs række) naturligvis aldrig kan være ledig. Uanset hvor lille en undermåler-torsk i en sønderfisket stime ved Newfoundland er, så kan den alligevel sagtens være den største bølle, hvis den altså bare er den støsrste torsk blandt alle de andre dumme småtorsk. Og denne gang vil vi forsøge IKKE at trække paralleller til dagens provinsielle hifi-verden, selv om det altså er både fristende og svært. Hvis det ikke havde været fristende havde det jo iøvrigt heller ikke været svært!

Nå, det er jo ikke fordi det ikke er både nærliggende eller uhyre passende, denne parallellisering. Det er jo ingen trøst for den lille invalide dreng der i landsbyskolegården, at hans mobber også er en stakkel med blot ét forkrøblet ben. Det rækker jo så rigeligt, blot mobbeofret slet ingen ben eller flugtmuligheder har. Der på Endelave Skole, hvor den mindste orm blev spist af en lidt større lillebitte bille uden nogensinde at opdage, at det hele blot var et maskespil blandt menneskelige åndelige undermåler-torsk. Som dette forunderlige fænomen hifi jo desværre så længe har været, i ganske samme kategori som de heller ikke længere på disse breddegrader videre udbredte geologisk-glaciale fænomen “dødisklumpen” Hvor næppe længere blot sporene er tilbage ligeså lidt som musikinteressen i den seriøse hifi-sygdom.

Og hvorfor så alt dette langhalm-sludder i dag? Jo, vi fik i weekenden en hyggelig mail fra en kær gammel skolekammerat fra Endelave Skole, Hans Henrik. Det skal lige her forklarende med, at jeg som jeg husker det fra dengang (og andre muligheder gives jo ligesom ikke her i livet, så det er naturligvis sandheden), var sindsygt misundelig på ham. Fordi det altid var lige ham, som den ellers noget knibske lokale supergodte Berit deroppe i Glud på det uopnåelige fastland godt gad kysse på. Ikke at jeg nogensinde så hende, men hvis jeg havde, havde hun garanteret aldrig set min vej, forgabt som hun var i dumme Hans Henrik. I det hele taget var denne Hans Henrik i ganske urimelig grad velsignet/forfordelt med mere end habilt fodboldmæssige evner (trist), barsk mandigt udseende (æv!), håndværksmæssige færdigheder langt hinsides det rimelige (osse trist) og hvad langt værre var, betydelig intellektuel kapacitet (satans osse, skiderik, heldige pamfilius!)

Hans Henrik var og er i det hele taget en “større end virkeligheden”-figur, der som en “menneskelig dødisklump” er blevet tabt, da renæssancen trak som en gletcher trak sig tilbage. Forinden nåede han dog afgørende at inspirere denne med betydelig ret mere  beskedne skribent til at forsøge det umulige. Nemlig at blive ligeså klog som Hans Henrik-svært når han iøvrigt allerede havde et urimeligt forspring på et helt skoleår, Det forekom umuligt at indhente på samme måde som de tidligere beskrevne frustrationer over IKKE at besidde samme potente Evinrude-påhængsmotor som min barndoms andet absolutte hadeobjekt, Ole Sohn. Der VAR nu osse god tid til at sidde og fundere og hade derude på den lille ø, måske jeg i virkeligheden slet ikke lavede andet? Måske..!

Nå, Ole hadede jeg ikke som til tider Hans Henrik, jeg kunne vist blot ikke lide ham, men nu var jo heller ikke nær så faretruende klog som Hans Henrik, sådan mere en slags “bekvemmeligheds-bløddyr”, et indtryk, han bestemt ikke efterfølgende har kunnet ændre på.
Nå, det lykkedes naturligvis og måske osse en lillebittesmule heldigvis aldrig at blive Hans Henrik, den titel var tydeligvis nødvendigvis arvelig og konkurrencen både urimelig og umulig.

Nå, heldigvis har mennesket jo nærmest uanede ressourcer til at glemme barndommens mere eller mindre indbildte ydmygelser. Og det varer så lige indtil fortiden indhenter en. For Helvede da, sidder dumme Hans Henrik ikke dér og læser mine dybt selvterapeutiske skriverier? Jo, han gør squ så, se blot, hvad han i weekenden skrev til os:

“Køre Poul
Det ville jeg såmænd osse hjertens gerne (besøge os red. min kone må have skrevet en interesseret mail, forbandelsen er tilbage eller..?), kun delvist på grund af lyden, mere på grund af dig, men allermest på grund af din (ifølge dine beskrivelser) usandsynligt smukke kone!
Jeg har kun et par småkommentarer:
Larmikovskys første symfoni var “Vesuv i Udbrud”

Dette er ikke en faktuel fejl, da senere oversættelser ganske rigtigt brugte Jumbojets.
Nå, men ellers har jeg moret mig med mange af dine skriverier, og især dit ikonoklastiske forhold til Hi-Fi interesse. Min egen interesse kølnede på et tidspunkt, hvor jeg modtog en indsigt, som fortalte mig at musik og Hi-Fi var ganske uforeneligt (i hvert fald til en vis grænse, som ikke behøver at overstige særligt mange kroner)

Det har jeg tænkt meget over, blot for at finde ud af, at det har du allerede tidligt indset og beskrevet (!) Og sådan er det nok altid. Men hvad kan man forvente af en mand, som (i en alder af 14 år) foreslår “Platons Moralfilosofi” som sommerferielæsning.
Jeg kommer helt sikkert på besøg! I øjeblikket er jeg bare ikke særligt meget i den del af landet(eller Danmark i det hele taget)
Din ærbødige
Hans Henrik”

Tænk dog blot, hvor forskelligt barndommen kan anskues, selv en så relativt overskuelig og  indskrænket en som ens egen. Og lige i den sidste henseende er det ganske svært at overgå min! Måske Hans Henrik slet ikke var helt så slem som jeg mindes.
Nej, naturligvis var han ikke det, han var blot det uopnåelige drengedrøms-ideal, der som Zenons paradoksale skildpadde tilsyneladende aldrig lod sig indhente af den ambitiøse hare. Og helt umuligt blev det naturligvis af, at vore veje snart skiltes, dræbende for ethvert nok så nobelt væddeløb, nådigt dog for den ellers uundgåelige taber-mig!
Og tak for det, Hans Henrik, du har nok i virkeligheden formet mig og mit liv mere end du aner, vi glæder os usigeligt til at se dig!
OG til I andre derude: Se han siger osse, at hifi og musik ikke har en skid med hinanden at gøre. Kan I da så blot ikke være at lade som om det er musik, det drejer sig om med jeres “kabel/tweak onani” Der er da for helvede ingen sammenhæng mellem kærlighed og almindelig onani, er der?

2 meninger om “Her sidder vi så i støjen”

  1. Fra samme Hans Henrik:"Det lykkedes ikke for mig direkte at kommentere Poul’s sidste udgydelse: hvad fanden skal man gøre for at, i det mindste, give manden noget modspil?

    Det er jo også OK. Kommentaren var:

    ”Revisionisme er vel et for fattigt ord i denne sammenhæng”.

    Jeg vil gerne labbe dine ord i mig, eller måske specielt Berit………

    Nå, men hursomhelst…hvordan f…… kommenterer man direkte på hjemmesiden?"

  2. Sjovt nok var du (og er) også mit forbillede (en fantastisk symbiose, omend en anelse selvsmagende). Så vidt jeg husker fra den efterhånden herostratisk berømte Endelave Skole, var det vel dine stile, jeg efterlignede. Et berømt citat:
    AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHHH!
    Ja, halvanden linie…..
    Jeg genkender ikke så meget af din fine beskrivelse (bortset fra Berit), og allermest sigende må det vel være, at jeg kom til Endelave fra Vendsyssel! Det må godt nok have stået dårligt til!
    M.h.t. besøg: Snak lige om forvægt!!!!!!!
    Nå, men du skal nok blive ladet i fred fra nu af. Mestendels ville jeg bare prøve, om det overhovedet kan lade sig gøre at kommentere dine indlæg 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *