Fryd og fortrydelse

Da denne skribent var en ganske lillebitte dreng (nu er alt jo relativt, i forhold til de andre drenge var jeg stadigvæk ganske stor), limede jeg som alle andre rigtigt raske drenge Airfix- og Revell-plasticflyvere sammen. Hm., måske man med nogen rimelighed kan skelne mellem de ellers identiske udtryk “rigtigt raske” og “rigtigt RASK” Ganske sundt kan det umuligt have været at sidde og sniffe datidens hyperfarlige plastic-cementlim, og måske en del af mine senere mindre psykiske brister blev grundlagt dengang. Måske jeg skulle konsultere gamle venner og kærester i den retning. Eller måske bedre (ikke mindst for dem), lade være.. Ingen går vel åndeligt-kapacitetsmæssigt ligefrem uforandret eller langt mindre direkte ånds-FORØGET gennem livet, men tænk blot hvad jeg måske kunne have drevet det til uden denne ufrivillige limsnifning. Det obligatoriske kor i baggrunden fra den klassiske græske tragedie-tradition  i baggrunden synger højt og enstemmigt “ikke noget videre”, men mon ikke jeg alligevel snød dem. Jeg snød jo dem alle og  blev jo med Storm P.`s ord SLET ikke til noget.

Tilbage til plasticflyverne. Når lille Poul dengang så stolt og små-skæv og lettere limplettet havde fuldendt bygningen af atter et amerikansk 2. verdenskrigsfly, så viste problemerne sig først for alvor. For hvem pokker skulle man VISE de her ting frem for. Ingen af de andre drenge gad overhovedet det her pjat, som de så ubarmhjertigt betegnede det. I det hele taget er barndommen uendeligt ubarmhjertig og nådesløs, men var vel aldrig værre for denne skribent end denne ydmygelse. Af alt det, der betød allermest for lille Poul, amerikanske plasticflyvere. Nådigt nok vidste jeg jo ikke, at Airfix dengang endnu blev lavet i England, det var sikkert derfor, det passede skidedårligt sammen. Vi er jo her tilbage i storhedstiden for British Leyland og deres Mini-model.

Nå, der sad så lille Poul i sin store umulige krop og kikkede ensomt på sine ellers mange, mange plasticflyvere uden at få blot den allermindste anerkendelse fra de andre drenge. Det var sikkert der, denne skribents senere betydelige egensindighed (man kunne måske ligefrem “runde op” og sige SELVSTÆNDIGHED) blev grundlagt, i den ensomme erkendelse af, at verden alligevel ikke forstod, hvad der VIRKELIGT betød noget. For hvad kunne man dog forvente af omgivelser, som ikke fattede storheden i Airfix og Revell, nej vel? (bemærk det søgte rim her, siden der nu ikke ellers er meget indhold i dagens tekst…

Nu har små-traumatiske episoder fra denne skribents baggrund jo kun uhyre marginal interesse for nogen andre, ja vel næppe engang længere for mig selv. Og så ALLIGEVEL rinder den her barndomstid mig i hu netop nu, hvor jeg offentligt og åbent må krybe til korset og erkende, at der er noget, jeg oprigtigt har FORTRUDT. For denne gang er det vist MIG selv, der har været dum ligesom Leif og Lars Forpagter (med sit Fleischmann-tog, købt som ganske urimeligt ufortjent  trøst efter at en kalv sparkede hans fortænder til hakkemad-og vi have slet ingen kalve selv, snyd!)  og de andre dumme uforstående drenge fra barndommen. (Dumme Leif var endda SÅ dum, at han lavede en Airfix-model af en helt grinagtig ITALIENSK grinagtig bomber, en Savoia-Marchetti SM-79, hvor latterligt var det lige-tal om “dobbelt-dumhed” her!) ITALIENSK!

Tilbage til nutidens fortrydelse. For jeg vil gerne erkende, at jeg har gjort en ANDEN dreng uret. Ham her er ganske vist en meget STOR dreng, ihvertfald udenpå. Jeg har aldrig mødt ham, men jeg ved han hedder Leif uden at han dog er nødvendigvis er så dum som den RIGTIGE Leif. Ham fra Endelave Skole. Den rigtigste er vel den oprindeligste og første uanset hvor forkert alting så var. Under net-pseudonymet “Savklinge” har denne mand i den mere formørkede sydlige del af Jylland som lille Poul dengang købt forskellige relativt tåbelige ting. Og desværre trods udlæggenes betydelige størrelse (læs: hundredetusindvis af kroner) med ca. samme succes. Nemlig ingen.Trods utallige offentlige opfordringer er der simpelthen INGEN, der gider komme og høre på de sære McIntosh-højttalere, som han har købt. Poul med sine omhyggeligt autentisk-malede Airfix-flådefly..Ensomt og trist i det fugtige efterår.

Og så endelig, ENDELIG fortrydelsen. For jeg skrev for et stykke tid siden noget kritisk  om den teknisk temmeligt tvivlsomme løsning, som disse veritable “tårnhøje helveder” af højttalere baseredes på. Nå, om ikke andet spiller de vel som vores egne urimeligt høje JBL 5674-højttalere vel med et HØJT lydbillede. og vel osse med mandens 400 watts McIntosh forstærker fornuftigt højt, selv om det jo er ligemeget, når man bare sidder der mutters alene. Og mutter (hvis hun altså ikke forlængst er løbet skrigende væk eller måske snarere KØRT, afstandene er jo større derude på landet) med absolut statsgaranti er mindst ligeså ligeglad som mutteren her i huset er..
Og hvad er det så, jeg fortryder og har gjort forkert? Formelt ingenting, tilsyneladende har samme Savklinge ånds- og trosfæller dernede i det mørke Sydjylland. For efter lang, lang tids lokken med mad og drikke, så dukker der endeligt et par stykker af “vennerne” op for at lytte. Ikke for at høre musik, begribeligvis, det er slet ikke det det drejer sig om, musikken er jo blot et nødvendigt onde.

Og så er det, at det hele bliver trist og særgeligt og nærmest tragisk. For tænk om gæsterne ikke blot kun er behersket-begejstrede over højttalerne (og det altså endda i fuld “net-offentlighed” på Nerds.dk. At det var ca. det jeg selv forudsagde uden nogensinde at have hørt dem, er blot en ubetydelig  bi-ting her. Nej, hvad MEGET værre er, så havde gæsterne osse medbragt deres egen effektforstærker, som de mente var LANGT, LANGT bedre end stakkels Leif Savklinges. ellers allerede ganske dyre McIntosh. Der trods den sandsynlige anskaffelse i (håndværker)-“jydedollars” jo alligevel har en oprindelig pris på 50k.

Der sidder så stakkels Leif, små-hånet af dumme Poul i Århus og hvad værre er, fuldstændigt “disset” af sine såkaldte hifi-venner for sin håbløse forstærker. Alternativerne for Leif er uendeligt triste. For at få nogen respekt fra de uendeligt få besøgende tosser er det uomgængeligt nødvendigt for ham at skifte sin forstærker. Til en ny, der koster omkring 100k. Hifi-anerkendelse er tydeligvis som haleføring hos han-hunde: Nok havde Leif Savklinge råd til at købe helt urimeligt/uopnåeligt dyre højttalere (vejl. udsp. 300.000), men han skal fandeme ikke tro, at hans hifi er bedre end vores! Nej han skal ej. Ned med halen, Leif, bide bide! Sikke dog venner at have, hvem behøver så fjender..Leif tydeligvis ikke.

Og så sidder stakkels Leif der med sine sydfrugter. Ikke blot har han et par helt usælgelige Montana-højttalere, som han indtil ganske fornyligt ellers var superglad for, han har snart osse en en McIntosh-forstærker til salg. Uden at han på nogen mulig måde nærmer sig nogen mulig lykke. Og herfra skal der i denne triste anledning lyde en betydelig beklagelse og undskyldning fra denne skribent. Jeg kunne virkeligt ikke vide, Leif, hvilke hifivenner du havde/har. Og jeg burde ikke have moret mig på din bekostning.

Jeg kan faktisk kun opfordre dig til som os selv at spille på det, som vi har. Og være glad og ikke mindst være skideligeglad med, hvad andre synes. Og da ikke mindst dine tåbelige illoyale venner. Lykke er selvfølgelig noget, vi allesammen i et vist omfang køber os til, men det her kan vel lære os allesammen, at når man køber det, som få eller ingen andre har råd til, så vanker der bank i “andedammen” Og så ender man trods kolossale investeringer i muddergrøften uden anerkendelse fra andre. Selv den største og dyreste Airfix, julegaven til lille Poul i 1968, en Boeing Superfortress, gav altså det samme, Leif. Ingenting. Glæden skal man finde i sig selv og DEREFTER købe løs..

A propos KØBE, så er der udover dagens store fortrydelse over egne gerninger tillige en vis FRYD. På hifi4all, ville en meget dum mand købe en stor McIntosh-forstærker. Lige i dette tilfælde kan vi uden at have mødt ham sige, at han ER meget dum. Vi har nemlig engang skriftligt pr SMS aftalt både pris og afhentning af lige præcist sådan en forstærker hos ham, som han nu efterlyser. Dengang sprang han trods totalt klart-aftalt handel FRA og sagde, at han havde fortrudt. Idiot, pikansjos, du har ophørt dig fuldstændigt uhørt-en handel er en handel ! Det lykkedes så senere af andre veje at få fingre i hans forstærker. Og nu han så osse fortrudt DET, nemlig at han havde solgt den. Sikke dog en padde.
Ha, dumme Thomas, den står her nu og griner af dig. Og til information for alle, der måtte overveje at tilbyde Thomas en, så vær lige opmærksom på, at vi MEGET gerne selv vil byde  med. Og naturligvis OVER..Synd for Leif og lang næse til dig, dumme utroværdige Thomas!
Det var så dagens tekst om fortrydelse og fryd om drenge og mænds evige drømme om anerkendelse i en verden, der ingenting fatter. Måske meget godt, når nu det bedste man(d) kan komme op med er plasticflyvere og hifi..

5 meninger om “Fryd og fortrydelse”

  1. Hej Poul,
    Der synes jeg lige du rammer "tæt" på! Det med Ravell og Airfix har jeg sgu' også været igennem (har sågu' en halvtreds stykker i en kasse på loftet, hjemme hos mutti, med en C130 som kronen på værket).

    Og nærmest under de samme præmisser, dog ville mit held at min bedste lege kammarat også fiflede med de der plastik dimser mens vi "sniffede" om kap til den gule tube lim.

    Som du så fyldigt beskriver er nu spørgsmålet om een er gået hen og blevet til en helt geek da det med lyden jo også er en form for ekstrem sekmenteret nørderi (kan lige indføje at min bedste lege kammerat også idag nørder vildt med underlige hifi konstruktioner) så der er muligvis uhyggelige eller det er vel egentlig hyggelige paralleller til Airfix/Revell tiden der går igen 😉

    Måtte lige skrive her, under aftensmaden, hvor konen har indtaget det der er tilbage af plads i stuen efter sidste lyd nørderi 🙂

  2. Tjah, det er jo altid en støtte for egen relative normalitetsopfattelse, at der er en mere af samme tvivlsomme slags lige i nærheden (selv plejer jeg faktisk at bruge DIG i denne rolle da jeg kender alt for forfærdeligt få andre fornuftiige folk) Altså fornuftigt for så vidt de spilder al vågen og det meste af sovende tid med hifi. Godt vi begge har hesteinteresserede koner, det mildner vel trods alt vores familie-svigt lidt..

  3. Beklager at den oprindelige dobbelte slåfejl ikke blev bedre af delvis retning, der blev ikke tid til korrektur-som der iøvrigt alt for sjældent gør.

Skriv et svar til Flemming Skov Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *