I dag vil vi indlede med en lærd historie-lektion, ganske vist af tvivlsom og måske ligefrem apokryf herkomst, nemlig den om Ned Ludd. Som måske slet ikke eksisterede, ja måske har der aldrig i verdenshistorien eksisteret nogen, der hed det. Forvirret? Jamen det er der bestemt osse al mulig grund at være, trods alt beskæftiger selv humanistiske “ikke-videnskaber” som altså her historien jo sig trods alt for det meste med visse faktuelle kendsgerninger. Ikke mange og næppe nogen af dem er uangribelige og så er der jo i virkeligheden inegnting tilbage, allermindst almindelige indlysende krav til videnskabelighed…
Nå, således altså ikke her, hvor ingen endnu har fundet positive eller for sags skyld negative af vores nye ven her, Ned Ludd. For som den samlede danske godhedsindustri jo altid har hævdet, så er en fremmed blot en ven, som du ikke har mødt endnu. Om det så betyder, at en fiktiv og dermed vel principielt uhyre fremmed person som altså ned Ludd så ville have været en endnu mere fantastisk ven, hvis han altså havde eksisteret, er vel uvist, men mon ikke det ville have været sandsynligt? “Fremmed” og “ven” må vel kunne nødvendigvis “komparativeres” parallelt? Sikket dog noget sludder egentligt..
Alligevel blev Ned Ludd et symbol uden at have gjort noget strafbart. Så ville han jo osse have ophørt med at være at være-hvis han altså havde eksisteret og HVIS han altså var blevet fanget. For det var faktisk ganske grove ting, der fandt sted i Ludds navn., nemlig fysisk ødelæggelse af produktionsapparaterne for datidens absolutte økonomiske lokomotiv, nemlig tekstilindustrien. Dengang kaldte man blot de faglærte arbejderes fysiske modstand mod indførelsen af nye maskiner for “maskinstormeri” Det er måske et lidt kikset udtryk, da man ikke nøjedes med at stome, man smadrede alt, hvad man kunne. Nå, men historisk hedder det altså traditionelt alligevel “maskin-stormeri”, historikere var tydeligvis heller ikke tidligere ganske upartiske. Ja, måske ca. ligeså lidt som i dag, hvor historien blot skrives af luddovne TV-journalister. Havde de da bare være fuldstændigt fordrukne som for ikke så mange år siden, hvor journalisternes pensionskasse flød over med penge, fordi langt de fleste journalister var døde af druk-relaterede sygdomme længe inden deres pension skulle udbetales. Sådan er det så desværre ikke længere, trods alt gav massivt livslangt misbrug jo som hos Hemingway og Kerouac og utallige andre jo kunstnerisk dybde. Ah, måske lige knapt for Kerouac, Burroughs og Ginsberg og Aksjonov, der vist mest dyrkes af dem, der burde have fundet på noget andet og værdigere, at spilde deres liv på.
Som jo for eksempel denne skribent, der jo udover kærligheden dyrker hifi, bestemt ikke et meget mindre spild af ALTING. Om det er bedre at spilde tiden med sådan noget plat er naturligvis uhyre tvivlsomt, men det kan vel dårligt være værre end at hænge fast i forfatterskaber, der aldrig har fortjent en eneste læser. Jeg kan lige i øjeblikket ikke komme i tanker om nogen bog , som jeg har mere fysisk afsky for i dag end den russiske eksikforfatter Aksjonovs postulerende megalomaniske makmærk “Forbrænding”, mere positivt ligegyldigt bliver litteratur simpelthen ikke. Og det er så osse det eneste positive i denne spildte tid.
Og lige der er vi tilbage ved “luddismen”, som jo osse spildte tiden lidt, og vi skal naturligvis ile med at beklage den lidt flagrende indledning i dag. Vi følte blot, at der skulle lidt baggrund “på” for at begrunde, at denne skribent her i vores kælderstudie har giver al computerbaseret netværks-lyd fingeren! Lige denne gestus har antagelig samme langtidsvirkning som fiktive Ludds arbejde, ja sikke dog et selskab at være i. Det skal dog med, at et påskud er, at netværket her i firmaets beton-bunker fungerer ikke fuldstændigt optimalt, så de 5-10% forringelse i lydkvaliteten i forhold til den kabelbaserede overførsel kunne være acceptabel. hvis lortet altså havde virket. Og det gør det så NÆSTEN og det vil sige OVERHOVEDET ikke!
Derfor har vi taget det drastiske skridt af fjerne alle forbindelseskabler til netværket fra vores lydanlæg. Fra nu af består den daglige øvelse så i at sjoske op i stuen/det centrale hifi-rum (hvor vi alt for sjældent opholder os og aldrig sjældnere end på denne årstid) og dér fiske en bunke LP-er og CD-er med ned i hulen. Hvorfor jeg ikke har tænkt på denne indlysende løsning tidligere er ikke godt at vide.
At man så kommer i selskab med Ned Ludd ved ganske vist på det helt ubetydelige personlige mikroplan at fornægte alle nettes musik-muligheder er så blot en ekstra bonus. Så er man dog noget. Om ikke andet så er man da et fjols ligesom dengang man spildte sin tid med at læse bøger af “The Beat Generation”, men det gik da heldigvis over ganske tjept.
Ligesom fascinationen ved den æterbårne musik er ved at gøre. Tilbage til rødderne og håndend arbejde-med den mekaniske pladestrammer! Leve “luddismen”
Nemlig ja, det er sgu sikkert lige så ustabilt som at prøve at få sine gode lp'er indspillet via ekstern adc for så at konstatere at den lorte usb forbindelse dertil, fuldstændig ødelægger ens elles udmærkede indspilning. ……
Hilsen Flemming