Nej, det er ikke vores egen branche, som vi i dagens skyndsomhed vil behandle. Tidens traditionelt rolige, nærmest begyndende dvale-lignende aktivitet i forbindelse med den kommende ferie er trods alt kun lige begyndt i vores professionelle branche.Det er jo faktisk osse ganske passende, når nu denne skribent af fruen er blevet kommanderet til en smule længe udsat ferie i år. Ikke endnu dog, der er trods alt både et og andet at gøre her i skoleårets sidste dage.
Nej , det er heller ikke slut-dønningerne af den nyligt overståede lærer-lockout. Her i området havde dedikerede ildsjæle (eller hvad man ellers skal kalde dette syge initiativ) blandt lærerne ellers under konflikten indkaldt iøvrigt sagesløse skolebørn (OBS-nej, henvendelsen var ikke til forældrene, ikke at det havde været spor bedre, blot mindre pinligt) til et søndagseftermiddagsmøde på en legeplads. Under det vel ikke fuldstændigt overbevisende påskud af, at de (altså lærerne) savnede eleverne. Overskriften på plakaterne lød iøvrigt (og burde måske stå som en endelig skamstøtte over totalt utilbørlige og helt uanstændige arbejdskamps-metoder) “Savner I os-vi savner jer!) Hvis man synes at det er OK at indrage børnene på denne måde i de voksnes arbejdskamp så er man måske fjernet lige rigeligt meget fra almindelig omtanke og menneskelig anstændighed, sådan noget gør man simpelthen ikke. Måske derfor det aldrig nogensinde er sket tidligere, historieløse paphoveder!
Nå, men nu er ferien her så altså snart, og børnene har givetvis ikke taget skade af lockout-savnet af de lærere, der ellers angiveligt elsker dem så højt. Mærkeligt som ens barndomsminder spiller en et puds, for på trods af et glimrende forhold til de fleste af mine lærere i en ganske langvarig skolegang kan jeg da aldrig huske jeg nogensinde ligefrem savnede dem..? Nå jeg var vist blot mærkelig. Blot underligt, at lærerne ligesom os andre så lidt småtrætte ud ved gensynet efter ferien når eller måske hvis nogen havde savnet nogen så usigeligt meget. Selv om man måske med udgangspunkt i de fra kvantemekanikken så bekendte “heisenbergske usikkerheds-relationer” ikke helt kan udelukke, at den stadige ( og for denne personlige erfarings vedkommende uundgåelige) tilstedeværelse af denne skribent kan have påvirket målingerne..
Som så meget andet i livet, der er så uendeligt smukt og skønt, så er det sandsynligvis løgn. Vi kan naturligvis ikke afvise, at samtlige lærere på den iøvrigt ganske glimrende og priviligerede lokale kommuneskole er brændende ildsjæle. Som så mange andre konspirationsteorier er det jo ganske svært at afvise uden at ligefrem overbevisningskraften af den i denne specielle lærerstab postulerede akkumulerede al-godhed er kolossal. Nå, men det kan den jo blive, for mon ikke disse ildsjæle-kombattanter blandt lærerne i deres usigelige savn efter deres elskede elever vil gen-invitere disse til sommerferie-eftermiddagskomsammen derovre i sandkassen? Det var jo trods alt vistnok så hyggeligt sidst og med udgangspunkt i egne sporadiske erfaringer indenfor kærlighed og savn er det vist noget med, at intensiteten af savnet som funktion af tid er eksponentiel. Det er vist bare hårdt at savne så meget, vi får se hvad der sker. Mon ikke det bedste bud var, at det blot var noget almindeligt selvhævdende “ordskvalderi” det dér med savn..Vi får som sagt se hvor langt savnet går i sommer…Og børn skal ALDRIG indblandes i en arbejdskonflikt på den her måde For når noget aldrig nogensinde har været forsøgt tidligere i langt voldsommere og ikke mindst mere kritiske arbejdskampe, så er det fordi det er indlysende og næsten selvmorderisk dumt.
Nå, nok om det, solen skinner jo derude og selv om selvmordhyppigheden faktisk er ganske høj på denne stralende årstid blandt dem, der ikke har nogen at dele solen med, så er kollektive selvmord heldigvis sjældne. Og sjældent noget man mindes, selvmord er jo principielt mere triste end egentligt heltemodige. Alligevel kommer jeg i disse dage til at tænke på et af de mest spektakulære af slagsen og nej, det er ikke den tidligere ledelse af Dansk Audio Teknik i Klostergade og deres ellers stålsat-beslutsomme selvmorderiske kurs mod bunden af den økonomiske Marianergrav i deres kuldsejlende plimsoller, vi tænker på. Navnet er Garrott. Et ikke særligt almindeligt navn, måske på grund af det rigeligt let-forvekslelige “garrotte/garrotting” For de enkelte uvidende er der tale om en nyligst i Sydeuropa udbredt mekanisk kvælningsmaskine, undertiden suppleret med en spids, dette vistnok angiveligt af humane grunde, gys!
Helt godt gik det heller ikke for de 2 familier Garrott, der ellers i nogle år drev deres lillebitte familievirksomhed indenfor ombygning af pickupper. Og så har vi endda overdrevet noget noget, synes vi. Helt ad Helvede til ville måske have været mere passende. For som følge af sygdom og depression (og næppe heller hjulpet af snak med kronisk-infantile hifientusiaster, fastfrosset i den “anale fase” som en mammut i en dødisklump permafrostens rige) begik de 2 brødre og deres koner kollektivt selvmord ved kulilteforgifting fra deres Holden ute. Slut med Garrott da den samlede arbejdsstyrke var uddød. Skulle man tro indtil man måtte om selv om det måtte være nok så utroligt.
Og hvad har det så med sagen omkring uskyldige børns inddragelse i lærerkonflikten at gøre ? Jo, det fælles ord her er total “historieløshed” Ligeså lidt som lærerne havde læst på lektierne, ligeså lidt har nutidens ikke voldsomt “studenterhue-beklemte” hifientusiaster læst på DERES. For guddødemig om ikke brand-et Garrott Bros. indenfor hifi består endnu her flere årtier efter stifternes sørgelige men dog selvvalgte bortgang. Hvordan kan man dog sidde og glo på sin Garrott-pickup, (der naturligvis blot slår almindelig plat på en helt anden tid) uden at tænke på, hvad der skete med de australske brødre og deres familier der i hver deres kulilteforgiftede lænestole?
Det selvsamme sted, hvor man sidder og hører hifi. Fuldstændigt hjernedødt, det her!