“Da Fanden blev gammel, gik han i kloster”

Vi skal allerførst starte med at beklage, at denne plads har været delvist deaktiveret i den seneste tid. Det er bestemt ikke fordi dårskaben derude på nogen måde har holdt pause, langt snarere tværtimod. Det er jo efterhånden temmeligt længe siden, at man har læst en nyhed, der fortæller om meget andet end skribentens endeløse enfold. Tag for eksempel forsiden på Jyllandsposten om, at antallet af ADHD-tilfælde er eksploderet med godt 15 gange på ganske få år. Tilsyneladende ganske plausibelt helt på linie med 1990-ernes ligeledes eksponentielt voksende kroniske folkesygdom, “kronisk træthedssyndrom”, er der nogen, der længer mindes den? Den var ellers ligeså uundgåelig som snakken om friværdi var til alle familiefester inden den seneste (men naturligvis langtfra sidste og da slet ikke i denne ulyksalige euro-omgang) finanskrise. Begge dele forsvandt på samme måde som fuglene i Hitchcock-filmen, uden hverken spor eller spor rimelighed.

Ja, det er som denne skribent ganske spontant får et akut anfald af kronisk nyhedstræthedssyndrom ved at læse sådan noget. Nyheden fortæller intet andet end at det danske grundskolesystem er blevet “kvindagtigtgjort” i en grad, som selv ikke Hannibals soldater blev det i vinterlogiet i byen Syracusae (ed.: læg mærke til denne spræng-lærde skribents korrekte anføring af byens usædvanlige navn i pluralis) Enkelte eller måske ingen vil vel kunne huske den selv i andre og mere ambitiøse skoletiders vanskeligt decifrerbare latinske ord ” effeminavisse” Som altså betegnede den blødgøring af Hannibals ellers overordentligt barske og kamphærdede soldater, som den forlængede vinterferie i fristelsernes Syrakusae medførte. Og som gav romerne den (næsten) endelige sejr over Karthago i forårskampagnen. Som i Afghanistan er der jo altid tid til en ny krig netop når man ellers allermest tror, at det er forbi. Og det er det iøvrigt for den danske ekspeditionsstyrke, fuldstændigt dybt godnat og forbi.

Krigen mod ADHD er så åbenbart lige begyndt, men den er heller ikke meget lettere at vinde end den allerede håbløse Afghanistan-ditto. Selvfølgelig fordi det eneste, som ADHD-eksplosionen fortæller, er en kvindagtiggørelse af det danske grundskolesystem. Man bør jo altid være mistroisk overfør angivelige sygdomme, der er usædvanligt kønsspecifikke  uden direkte at berøre primære eller ubestridte sekundære kønskarakterer. Nu mindes jeg ganske vist ikke at have set hverken køns- eller andre etniske opdelinnger af den nye forlkesygdoms “ofre”, men mon ikke drengene er i overvældende flertal suppleret med enkelte piger med udpræget maskulin adfærd. De hed vist “drengepiger” i min barndom, men vidste overhovedet ikke, hvor syge de var. Det var faktisk nådigt men dengang var lærerne vist blot rekrutteret noget anderledes. Eller rettere, det VAR de!

I dag er sygdomseksplosionen jo blot et trist tegn på. at alle “stille-pigerne” er blevet lærere sammen med de allerblødeste af drengene og har skabt et blødagtigheds-univers, hvor normal drengeadfærd er blevet både unormalt og ligefrem tiltagende sygeligt. Der er da heldigvis ganske mange undtagelser fra denne regel, de har desværre blot det til fælles, at de allerfleste af dem er ældre og ansat inden ADHD eksploderede. F. eks. var der i 2001 sølle godt 2000 tilfælde.

Egentlig problematisk adfærdsvanskelighed er kritisk behandlingskrævende men næppe mere almindelig end tidligere i dag i den inkluderende folkeskole, der jo så også inkluderer de raske drenge i en afmægtig behandlingsverden. Der er efterhånden gået lidt “Gøgerede”/”One Flew Over the Cuckoo`s Nest” over det her, hvis man da ellers kan huske den store indianers skæbne. Hæld bare noget psykofarmaka i ungerne, så har de bløde lærere det bedre. Måske de burde beskattes af dette arbejdsplads-gode, der naturligvis samlet set vil nedsætte den kommende danske konkurrenceevne. Fordi utilpassede elementer er voldsomt meget mere anvendelige som iværksættere end alle “stille-pigerne” og de mest kiksede “Per lærer-drenge, der jo kun kunne blive lærere.

Er vi for hårde ved lærerstanden. Måske, det får vi vel se, om der i den inkluderende folkeskole vil ske et fremtidigt fald i ADHD-diagnoserne. En fortsat stigning er næppe til at misforstå..
Det er den akutte kvalme, som denne skribent oplevede under det nylige besøg i Vietnam i “ûber-hifibutikken” i Hanoi heller ikke. At se så meget overprissat bralder-pis stå der i bunker ved siden af hinanden var total sygt. Som at se Linse Kessler og få stå-dreng..Næsten ligeså sygt som det er at læse på nerds.dk om folks besøg på en stor hifi-messe i München, hvor alt det her overdesignede skrammel langt langt hinsides enhver funktionalitet skulle udstilles for de østlige velhavere, der tilsyneladende læste den amerikanske sociolog Thorstein Veblens bog om det “iøjnefaldende (mer)forbrug” som en lærebog snarere end en kritik af den idioti, som det er købe det her multimillionkroners hifi. Som blot er beregnet til at udstilles ved siden af husalteret over 5 generationers forfædre med nogenlunde samme anvendelighed.

Og så er det man stirrer frem for sig og ser bunker af hjemligt bras uden at det nødvendigvis giver samme kvalmende fornemmelse. Og det er jo heldigt nok, for nok er “Fanden” her blevet noget gammel, men ikke fuldstændigt gået i kloster endnu. Hifi er en herlig ting så længe funktionalitet og form og ikke mindst pris hænger blot anstændigt sammen. Det giver blot for denne skribent absolut nul mening hvert år at se priserne fordobler på blot ny-designede permutationer af alle de kendte elementer og byggesten. Blot altid til ca. den dobbelte pris for at holde sig på “status-forkanten” Skam jer, McIntosh, og alle I andre.
Og skam jer osse alle I blødagtige danske og udenlandske paphoveder, som medvirker til at sygeliggøre enhver fornuftig hifi-interesse. Ved simpelthen at tage de her bralder-udstillinger ALVORLIGT og henrykt referere med en begejstring, så man næsten mærker cowboybukserne stramme foran. Jo “homo-erotiske” er vi vel alle men det her er lige i den “strammere ende” Beklager det platte ordspil. Men hvis man blander skidt og kanel sammen, så ender man altså altid med noget skidt uanset det oprindelige blandingsforhold.

Heldigvis er der stadigvæk enkelte derude, der ser igennem kejserens nye hifi-klæder. Det anderledes interessante og noget mere “mandige” (der skal altså så heller ingenting til for ikke selv ufrivilligt at forbedre den danske standard)  pinkfishmedia har en anderledes nuanceret beskrivelse af München-messen. Der tør man godt håndfast sige fra den skinbarlige repressivt-forstående  (behandler)galskab uden at blive betragtet som ADHD-patient. Og dermed påpege de talrige syge farlige og overprissatte svulster på en engang sund hobby
Sagde denne iøvrigt ikke særskilt i skoletiden  uregerlige, efterhånden mere end halvgamle dreng. Som næppe engang i dag ville kunne kandidere til meget mere end en af ADHD-eksplosionens alleryderste mandater. Men lav dog plads til forskellighed, kreativitet og galskab, derude i “behandlings-folkeskolen” i stedet for at sygeliggøre normalitet. Og tag i stedet fat på syge kulturelle macho-drenge mønstre. Blot både farligere og langt mere besværligt, da disse ikke lader sig godvilligt medicinere.