Så er vi tilbage efter den første ferie i vores lille familie den vi blev gift for over 3 1/2 år siden. Sig gå ikke, at vi ofrer os for jer derude! Nu beskrev vi det lidt finurligt som en lille “velstands-ferie”, men det var nu mest det, der måske i moderne computeralder-lingo hedder “by default” Vi var nemlig i virkeligheden ganske tilfældigt en tur i Vietnam for at gense vores allerbedste australske mates, Wendy og Brenton, Og når man er i Vietnam SÅ er man på trods af vores firmas ydmyge størrelse overordentligt velstående. Ikke at det var derfor vi tog derover til Hanois knallerthelvede, men derfor er det da sjovt at føle sig lidt som en ætling ad den ganske vist senere i karrieren noget uheldsramte kong Krøsus af Lydien. Og tak, Thomas Nielsen fra Århus Universitet for den herlige henvisning til Saigon Sheraton og deres luksus mad-og-vin menu til ialt godt en tusse. Altså for os alle 4 tilsammen incl. besøg af den formadable stjernekok Jens Haier ved bordet. Åh jo, lidt vigtig følte man sig da. Og bestemt ikke mindre, da personalet på Sheratons stjernereataurant under overrækkelsen af den noget overraskende fødselsdagskage for denne ydmyge skribent brød ud i den obligate fødselsdagssang. Åh jo, vi kommer altså ud selv om det er alt, alt for sjældent.
Derudover var der osse mere prosaisk-deprimerende oplevelser på programmet. Triste fordi de fortæller hvor den eksotiske overprissatte bralder hifi længe har været på vej hen-nemlig overhovedet ingen steder. Ikke at vi har været i tvivl, det er efterhånden ganske længe siden vi her i huset er holdt op med at drømme om en McIntosh 2 kW monofonisk effektforstærker. Fordi den udelukkende er lavet for bling og almindeligt effektjageri og status-pis. Hvor galt den slags er gået så vi i den vildeste hifi-forretning, som denne skribent nogensinde har set med flere etager af super-highend udstyr inklusive stakke at McIntosh, Krell osv. osv , vel anslået et UDPAKKET lager på måske netto indkøb 50 mill. Og IKKE vietnamesiske “dingedonger”, nej squ danske kroner. Og det i en by uden en eneste pladeforretning og fuldstændigt ligeså meget akkumuleret ægte hifiinteresse som mudderet bliver liggende samme sted i det turbulente Red River delta.
De her svin/svigagtigt (hvilket der måtte passe bedst, der er næppe tale om såkaldt “ægte delmængder” her) nyrige lokale køber simpelthen udelukkende det her grinagtigt prissatte og grotesk store blankpolerede highend-lort, fordi det er dyrt og ser tilsvarende bizart ud. Det er naturligvis fuldstændigt ligesådan med luksusbiler, komisk i Hanois knallert-kaos med en absolut teoretisk mulig maksimal fart på 40 km./t. Og den eneste moderne vej er et kort betalingsstykke til lufthavnen med måske kortvarig mulighed for max 100…-dog stadigt godt plastret til med knallerter
Det kan og skal de naturligvis have lov til på nogenlunde samme måde som vi andre skal have lov til at få kvalme af dette usmagelige nyrige status-overbudsforbrug. Lige indenfor vores kære gamle hobby er problemet dog både større og ikke mindst mere personligt. Ja, faktisk direkte problematisk. Fordi det er fatalt for producenterne.
Det er naturligvis fordi det allerede længe har været fuldstændigt ligegyldigt reelt at foretage nogensomhelst videreudvikling af selve kvaliteten, kunderne i denne verdens high-end “Hanoi-er”er udover at være fuldstændigt akustiske analfabeter derudover fuldstændigt ligeglade med nogetsomhelst andet end at det både skal VÆRE og skal SE dyrt ud. Ikke underligt at de allersidste af de rigtigt skrappe tidligere geniale konstruktører i branchen forlængst er forsvundet. Check for eksempel lige dette interview med en vis Douglas Button, http://www.nxtbook.com/nxtbooks/newbay/scn_200805/index.php?startid=34. Og se så lige hvad denne måske allersidste “audio-mohikaner” laver i dag. Og hvem der har erstattet ham..
Sådan noget er altså trist at se. Udover det tragi-komiske i at der i senere i Saigon 3 huse fra vores hotel stod både et Klipschorn og såmænd osse en enkelt JBL Paragon. Begge led den af den for selv kursoriske kendere som denne skribent af visse mangelfulde “rulleteringer” og alternativ hammerlakering på metaltragte og enheder, forkert typografi på emblemer, forkerte millimeter-pladetykkelser osv. foruden at torx-skruer vist osse sjældent blev benyttet dengang i 1960-erne Plus 1000 andre uautentiske og små-distraherende bagateller, der er kendetegnende for indlysende kopier, der er lavet uden direkte adgang til originaler-her hjælper selv internettets virtuelle skraldespandsviden heldigvis ikke….
Nå, om disse tydeligvis uopfyldte drømme i dette lille audio-salon værtshus så var værre eller bedre end det opulente “bling-Helvede” i high-end butikken i Hanoi er så en anden sag, det synes jeg egentligt kke. Det er dog trods alt noget vigtigere at have drømmene tilbage end blot til at købe alt det pis, som man aldrig nogensinde har drømt om….