Efterhånden er den eneste konstatérbare sen-følge af det nylige alvorlige cykelstyrt en afgjort nedsat tolerance-tærskel. IKKE overfor uforstand og anden mangel på almindelig omtanke, hvilket er ganske heldigt, da lige disse dele af menneskelig aktivitet bestemt er i voldsom vækst. Hvis der engang var mange ting, som denne skribent ikke forstod, (og det var der!), så er der i dag helt utroligt meget mere, som jeg om om muligst fatter endnu mindre af. Tag for eksempel den fortvivlede situation i Grækenland. For det første, hvordan kan det overhovedet være så fortvivlende.
Ja, det er i lyset af de seneste katastrofe-tidninger svært at forstå, at et af det klassiske EU-Europas allerfattigste lande med sølle 11 mill. indbyggere i et veritabelt kæmpestort EU-hav med 450 mill. mennesker overhovedet med sine langt under 2% af den samlede økonomiske aktivitet overhovedet kan betyde en skid. Nå, men det kan det altså og ikke mindst fordi det får lov til det i tidens oppiskede stemning af hysteri. Hvor man fra EU samtidigt formår at overbevise nogensomhelst journalister og muligt andre tænkende organismer om, at et lån til den kolossale nødstedte spanske bank-branche med millioner af værdiløse ejendoms-pant på sølle 2/3 af det danske nationalbudget i et land med 50 mill. mennesker og en eksploderende arbejdsløshed langt hinsides 25% ÆNDRER NOGET? Og for at det så ikke skal være løgn, så sidder man på hænderne og bævrer, mens man venter på resultatet af det græske valg med næsten-dødt løb mellem venstre-populister og det slagne gamle regimes gennemkorrupte mænd. Mens man håber på ansvarlighed fra den nye regering uanset hvem det bliver og endnu mere uanset, at begge fløje i græsk politik krøver genforhandling af det nylige forlig.
Som om det ændrer en skid. En genforhandling nu fører nødvendigvis til ENDNU en genforhandling om uhyre kort tid i bedste traditionelle “appeasement-stil” og derefter endnu en. Fordi absolut intet politisk parti i Grækenland vil kunne skabe nogen konsensus omkring andet end et snarligt uundgåeligt nyvalg. Nødvendige stabiliserende samfundsreformer som er vitale for Grækenland lige nu og her indføres IKKE ved hjælp af 2 næsten lige store blokke. Og da især ikke, fordi venstrepopulistiske Syriza uundgåeligt vil vinde næste gang og “næste gang” er her allerede om ganske snart, hvis den nyvalgte regering bare skruer den “økonomiske spare-bisse” det allermindste på. Når nogen som Syriza helt uundgåeligt vil vinde blot ved at sidde og vente, hvad kan man så forvente de vil gøre i mellemtiden, næppe alverden er vist ikke engang et godt gæt. Og derudover kan man vel ret dårligt tale om forhandlinger, når det nødvendigvis for den fortsatte overlevelse af det græske politiske etablissement på allerkorteste sigt nødvendigvis for EU må betyde fortsatte og uendelige indrømmelser. Og hvordan man lige journalistisk kan fortolke fortsatte helt udsigtsløse forhandlinger med Grækenland som andet end et naturnødvendigt forspil til samme proces i Spanien osv er en gåde. Hvordan kan det af spekulanterne fortolkes som andet end herlig benzin på det allerede stor-flammende euro-bål?
Udover det ville det vel tjene den klare omtanke lidt at huske på, at disse sydeuropæiske økonomier faktisk slet ikke lider af samme dødbringende sygdom. Det er naturligvis udelukkende af lettere ligegyldig akademisk interesse, men faktisk skyldes miseren i Grækenland slet ikke spekulation. Langt hovedparten af den katastrofale græske gældssætning skyldes jo udelukkende det normalt mest sikre finansielle investeringsprodukt, nemlig statsobligationer. Det er naturligvis osse derfor (uden at det dog vist ellers har været nævnt), at følgerne er så katastrofale langt hinsides enhver rimelighed.. For når man ikke længere kan stole på, at en “parkering” af bankernes finanser i statsobligationer længere er en sikker investering, sSÅ er Helvede løs. Og det er det så nu. I Spanien er det som i Danmark de endnu ikke-realiserede sen-følger af af psykopatisk selv-suggererende spekulation i ejendomme, der har smadret det hele. I Grækenland derimod er det hele en stats-drevet svindelbutik og derfor er der naturligvis heller ingen at dømme for det. Fordi ALLE dele af samfundet har været med i det store samfundsfinansielle bedrageri, hvilket unægteligt gør oprydningen noget vanskelig..
Nå, alt er ikke tabt, vi har jo heldigvis stadigvæk det danske politi. For nogle dage siden stod der noget lemfældigt parkeret en kørestol udenfor vores hæk. I HÆKKEN beskrev det måske bedre og mere end indikerede, at det næppe var ejeren, som havde stillet den der. Efter at den formidable hjælp fra en tilfældig forbipasserende i forbindelse med mit nylige styrt har vækket “samaritaner-genet” i vores familie, så gik vi i gang med at se, om der var nogen positive identifikationsmærker på stolen. Ingen af dem var dog aktive, så vi henvendte os til Politiet, da vi nok regnede med, at ejermanden M/K savnede sit køretøj en del.
Eller henvendte og henvendte, det er vel så meget sagt. Da hittegods kun har telefoniusk åbent 2 timer om dagen og i den tid ikke for os ihvertfald bevisligt tager telefonen, så henvendte vi os på mail. IKKE til hittegods, det kan man slet ikke i denne centralistisk-bureaukratiske kolos, næh såmand centralt til Østjyllands Politi. Der hjælpsomt på deres hjemmeside skriver, at den elektroniske postkasse osse efter telefontid kl 14 tømmes. Jamen er det dog ikke mageløst. Man lover ganske vist ikke for meget, for eksempel ikke, at man vil vil vende tilbage ligesom det osse pointeres, at man heller ingen kvittering kan få for sin henvendelse. Nå, visse ting er ganske nemme at overholde og vel næppe noget lettere end det her. Hvor man iøvrigt heller ikke lover behandling af éns henvendelse indenfor nogen tid og da slet ikke samme dag.
Nu er denne skribent en overskudsperson, som ikke giver op lige med det allerførste, så efter en ventetid på et par dage, hvor vi i al ydmyghed blot forespurgte til som oprindeligt, hvor og hvornår vi kunne aflevere stolen, så skete der endelig noget. Pludselig stod der en uanmeldt og uvarslet privat vognmand og ringede på og ville hente stolen. Vi kunne så oplyse ham om, at den sandelig flere dage forinden var afleveret til politiet. Eller afleveret og afleveret er måske så meget sagt, mere sådan en slags “af-STILLET”. I forbindelse med vores arbejde havde vi tilfældigvis en leverance til Politiet og da vi ikke anså noget svar nogensinde fra Politiet som det afgjort mest sandsynlige (og da fugt og regn ikke ligefrem gavnede stolen), så tog vi den simpelthen med. Ja, det er naturligvis civil ulydighed at omgås hittegods med mangel på ansvar og uden at få nogen kvittering, men vi stillede altså stolen i receptionen på politigården.
Og rent statistisk for behandlingstiden af henvendelser indenfor etaten så står den der såmænd nok endnu. Vi er ikke særskilt stolte over vores handling men omvendt, så er vi altså heller ikke særskilt imponerede over forretningsgangen hos Politiet. Der er jo trods alt en derude, der desperat mangler sin stol..
Og det med manglende tolerance lige her til overflødigt-allersidst: Jeg tåler fortsat alkohol langt, langt dårligere end før end før uheldet. SDet er meget skidt og tillige meget godt, som velsagtens selve livet i absolut kort-form.
Ellers skal vi lige minde om at kikke med på en hifi-tråd om en hjernelam modifikation af en Quad 405 fra Ruder Konges tid. Som giver et Helvedes brag, når man tænder den Mærkeligt at ingen øjeblikkeligt påpeger de indlysende problemer i at udskifte komponenter i denne i sit oprindelige datablad uhyrligt velspecificerede forstærker. Vi taler om 1975 her. Der fremgår der med al ønskelig tydelighed, at forstærkerens såkaldte “slew rate”/stigetid er endda særdeles begrænset. Peter Walker, den geniale designer, mente, det var mere end godt nok, og det var det måske osse, det var ihvertfald sådan forstærkeren var designet, tidens i særklasse langsomste og striktest-båndbreddebegrænsede forstærker. Langsomheden og den omhyggelige kobling af ens båndbreddbebegrænsende forstærkertrin er simpelthen med vilje designet ind i systemet for at sikre, at forstærkeren forbliver stabil med de uhyre billige komponenter, som den indeholder. Enhver med elektronik på aftenskole-niveau burde derudaf vide, at så snart man udskifter komponenter med snoldet båndbredde og (stabiliserende) høj impedans/modstand ud med tilsvarende “hurtige” med større båndbredde, så ryger stabiliteten af forstærkeren alt andet lige. Og helt og ganske forudsigeligt, så skyldes braget begyndende oscillation i denne uhyre økonomisk opbyggede forstærker, hvor et langsommere forstærkertrin forsøges drevet ef et hurtigere. At det så ikke går værre (i retning af selv-destruktion) skyldes så desværre/udelukkende, at forstærkeren er tilstrækkeligt “blodfattig” til først efter flere minutter at svitse sine udgangstransistorer.
Lad os med vores guru Tim de Paravicini istemme: Når man ikke fatter designet af et produkt, så hold nallerne væk. Eller tag skraldet..! Andre har udskiftet håbløse endnu mere håbløse design-specifikke tantal-elektrolytter i forforstærkerne fra Quad, 44 og 34 i kronologisk orden med langt mere eksotiske og højtydende typer. Med ganske identiske resultater blot lige en størrelsesorden større på grund af ekstra forstærkning. Et megamonster kæmpe-brag i stedet for bare et højt brag. Hvis man ingenting fatter, så bør man måske lade være hvis det så altså ikke lige var fordi, man ingenting fattede..
Og for at det ikke engang skal være løgn, så siger vedholdende rygter, at selv i den allernyeste Kina-Quad har man samme problemer med ustabilitet/oscillation ved on/off. Hifi-branchen er tydeligvis ikke videre hæmmet af nogen viden længere-heldigt at det gælder overalt, så ingen opdager noget.