Vi har kidt travlt her i formiddag med at afhente 3 læs sager/helt spritnye kommende antikviteter til vores lille virksomhed, billeder skal nok følge.
Ellers er vi her i huset sædvanligvis kloge nok til at afvente fruens dom over de seneste landvindinger indenfor hifi-byggeriet. Det plejer at være ganske enestående mod-produktivt med vold og magt at trække hende hen foran de ny-modificerede lydsystemer og forsøge at opnå nogen (positiv) anerkendelse. Grunden er simpel: Hvis man ikke allerede ude i køkkenet kan høre forskellen, så er ER der ingen forskel, nok så store investerede mængder indbildning eller ej. Nå, men nu er min kone osse særskilt klog OG ditto smuk.
Med nogen moro iagttager vi en variation af samme proces i det sydjyske, hvor et pseudonym med det vel en smule prætentiøse navn “Finlytteren” er i gang med at producere egne XLR-kabler. Af noget, der mindst ligner tilfældigt elektronikaffald omhyggeligt udvalgt blandt de stumper, der lå allernederst i affaldsbunken. Manden aner angiveligt hverken hvad det er han bruger eller iøvrigt hvad han prøver at lave. Vi tør slet ikke omtale den omhyggeligt afbildede kolossale mangel på monterings-kompetence, grinagtigt ser det ud og lyder antageligt nogenlunde ligesådan. Selv om heller ikke alle vores egne projekter ligefrem vinder særskilte priser for vellykket æstetik, er det her dog med nogen margin noget af det håbløst grimmeste og lammeste vi har set.
Nå,i mandens egen henrykte skildring af umådelig mandlig hifi-potens bruger han så samme historie, som vi selv normalt gør. Denne gang er der blot den hage ved historien, at konen trods ihærdige opfordringer netop hjemkommet med ingredienserne til snarlig aftensmad ganske eftertrykkeligt angiver, at hun altså ikke gider det hifi-pjat nu. Trist, vi kender godt fornemmelsen, faktisk så godt, at denne skribent aldrig ville spørge under disse omstændigheder. Og så kommer åbenbaringen så alligevel for denne fjumrende ungersvend (jamen andet udtryk dækker altså ikke!) For konen råber squ angiveligt ude fra køkkenet, at det nu lyder meget bedre.
Og så bliver manden her altså helt usigeligt glad, for ingen mand kan dog helt undslippe egen begejstring over aldrig så indlysende falsk ros. For jo, det her har vi osse selv prøvet i andre og forlængst forgangner tider, og hvad er det lige, det betyder, dette kloge kone-udsagn?
Jo, det betyder: Hold da helt kæft hvor er du da bare skideåndssvag, lad mig slippe for at være fuldstændigt til grin, det er mere end rigeligt at være gift med en lallende kraftidiot som dig! Og manden som godt teoretisk i en anden galakse i en helt anden tid sagtens kunne være denne skribent, labber disse uhyre kloge, men noget resignerede kvinde-ord i sig.
Kloge, fordi det er det eneste og dermed klogeste at sige, når blot manden ikke er klogere eller sådan nærmest bare rigtigt klog!
At være kvinde er tydeligvis ikke lutter lagkage her på tærsklen til den 8. marts.
Man må da give dig at grave en lille historie ud og gøre noget stort ud af den 😀 Imponerende!
Det nemmeste er da at gøre andre til grin… Jeg syntes ærligt talt det er lavt at du som firma repressentere en sådan holdning til noget du aldrig kommer i nærheden af at lytte til.
Tænkte på om du ikke kunne tænke dig at skrive noget fra din egen hverdag, gøren og laden i firmaet i stedet for?
Morell
Det sidste er jo faktisk osse det vi sædvanligvis gør, det andet her er undtagelsen. Derudover har jeg svært ved at fatte, at teksten ovenfor udstiller "Finlytteren" meget mere end mig selv.
Udover at det altså var lige det sværeste at fatte for uskarpe knive som mig selv den afbildede begejstring over egen håndværksmæssig formåen i selvbygger-kabelprojektet. Havde ingen af jer virkeligt ikke hjerte til at sige, at ikke alting er lige godt.
Eller blot det mindste godt. Hvis man behøver lytte til det her håbløse hjemmesløjd behøver man vist ikke lytte videre, så har livet allerede længe været alt for kort.