Nu ved vi ikke helt, hvilke mærkelige mørkhudet/-hårede genomer, der er blandet op i den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, men noget mærkelig ser manden nu ud. Sagde med nogen vægt denne skribent af heller ikke særskilt almindelig fænotypisk fremtoning. Alligevel er Fogh med sine kroniske skægstubbe, der skubber selv den tidligere ubestridte mester i denne skumle disciplin (nemlig allerede inden barberingen er helt færdig allerede at få de nybarberede områder til at se ubarberede ud), præsident Richard Milhous Nixon, ud i mørket.
Nu har vi ikke forsket nøjere i Foghs stamtræ og ved derfor ikke, om han hedder “Ali” til mellemnavn, men komisk, det er han. Ikke frivilligt, naturligvis, manden er kemisk renset for ægte lune og humor. Ikke at det nødvendigvis diskvalificerer manden som politiker, indtil for nyligt var det vel ikke et særskilt positivt politisk udvælgelseskriterium at have særlige stand up-komiske evner. Ikke at komik og politik er helt adskilte sfærer, det fungerer blot bedst, når det ikke er en åben hensigtserklæring. Som når altså Fogh udtaler sig om NATO´s succes i Afghanistan, som han gjorde i går. Og lige der gav “Ali” Fogh altså den fra krigen i Irak så kendte (mis)-informationsminitser “Komiske Ali” afgørende baghjul.
Manden udtalte gudddødemig om denne forbandede krig, at Taleban ligeså godt kunne gå til forhandlingsbordet lige nu og her, da NATO jo havde en våbenteknologisk overtag. Jamen det sagde han squ, selveste dignitaren blandt alle NATO´s permanent skattefritagne medarbejdere, bestemt osse et privilegium der i mangel af sejrrige krige for alliancen så bestemt er værd at kæmpe indædt for. Og det gjorde han så på bedste “kontra-faktuelle” maner. Fordi alliancen jo forlængst åbent har annonceret sine tilbagetrækningsplaner fra Afghanistan så det eneste Taleban behøver gøre er overhovedet ingenting. Hvis de fortsat aktivt bekæmper NATO-styrkerne er det helt givet IKKE for at vinde, det har de jo forlængst gjort, nok mest for at holde styrkerne “skarpe” til den kommende uundgåelige altødelæggende borgerkrig. Indtil den kommende mindst ligeså uundgåelige middelalderlige åndsformørkelse permanent og dødlignende lægger sig over Afghanistan. Udover det simple historiske faktum, at det altid er nyttigt for lederne at holde horder af dedikerede selvmordere i aktivitet. De er ellers alt for forfærdeligt farlige at have gående frit omkring. Helt på samme måde som at man på tidligere tiders orlogsskibe holdt gasterne beskæftiget med unyttige ting som at skure dækket konstant og hele tiden. Ellers ville der have været flere mytterier a la “Bounty” ja vel næppe meget andet.
Nå, men prøv lige at finde “Ali” Foghs udtalelse og se derefter den hidtige mester i almindeligt politisk selvbedrag, den nu totalt detroniserede mester,engelske premierminister Neville Chamberlain. Der netop hjemvendt fra topmøde med Hitler i Berchtesgaden i lufthavnenviftede med det ikke mindre tomme aftale-papirslap-dén med “..peace for our time” Som betød krig. Det skal så siges, at samme terminalt kræftsyge Chamberlain året efter som bekendt have både politisk mod og retfærdighedssans til at erklære Nazityskland krig. Jo, det VAR englænderne der erklærede krigen.
Og hvordan kommer det så til at gå, når Taleban (ikke hvis, NÅR naturligvis!) overtager magten i Afghanistan. Ja, næppe værre end det gik i Libyen, det kan det ligesom ikke. Som denne skribent korrekt (og uden særlige evner som “seer” i betydningen spåmand) ved felttogets start forudsagde, så måtte det ende helt ad Helvede til. Fordi hjernelam bevæbning af gennem årtusinder stridende klaner naturligvis aldrig nogensinde kan være det, som kemikerne kalder en “reversibel proces” Ingen tør naturligvis aflevere egne våben fordi man jo med et par årtusinders dyrt blod-købte erfaringer ved, hvad der venter en fra de andre klaner, hvis man ingen skydere har.
Hvor svært det lige var at forudse er vanskeligt at fatte. Næsten ligeså lidt som når det tidligere “vendsysselske båthorn” af en dansk udenrigsminister, Lene Espersen, i dagens avis på årsdagen for starten af det ulykkelige Libyen-eventyr udtaler sig. I typisk tomme flommede fraser om, at Libyen i dag er nærmere et ægte fredeligt demokrati end dengang under tyrannen Gaddafi. Tjah, måske argumentet burde “vendes” på samme måde som skyderne er blevet det i post-Gaddafi Libyen. Klankrige ender ALDRIG godt med mindre en af klanerne er den eneste overlevende og det er vist slet ikke spor godt! Og med hensyn til demokratiet er udviklingen til at forudse som tidligere tiders sovjetiske høst: Hvor høsten osse altid var gennemsnitlig.
På samme måde kan man betragte den fortsatte demokratiske udvikling i Libyen-som gennemsnitlig. Fordi vejen til demokrati i går var lidt kortere og i morgen er lidt længere end den er i dag. Og derved bliver alle dage i en nødvendigvis eskalerende klankrig altid ganske gennemsnitlige uden nogensinde at blive andet end værre. At denne situation med udelukkende skurke blandt de stridende parter og overhovedet ingen helte så gør enhver udefra kommende intervention fuldstændigt udsigts- og håbløs er så måske den ulykkelige libyske civilbefolknings største problem. Og voksende ak ja.
Naturligvis er det politisk selvmord at indrømme disse simple kendsgerninger for koalitionens parter-at det hele blot var et franskinspireret hanekyllinge PR-stunt, men det var det!
Ligesom de danske tab i Afghanistan naturligvis var og er helt forgæves, fordi den, der som Teleban behersker et civilområde om NATTEN ikke kan besejres om DAGEN. Fordi alle civile, som måtte ønske at samarbejde med NATO om dagen (hvis der altså var eller havde været nogen) alligevel endte deres dage om natten.
Derfor tabte NATO i Afghanistan og nej, tempus er ikke forkert uanset hvad fjoget Fogh siger!
En ting er at tage fejl, det er altid lidt træls. Som da jeg troede på interventionen i Libyen. Det kaos, befolkningen er havnet i, er dog en del værre. At Afghanistankrigen var håbløs, synes jeg nu vi havde fået syn for allerede i sovjettiden.
Ja, at tro at man i et kæmpeland som ufremkommelige Afghanistan med 30 mill. indbyggere kan skabe andet end mere uro med et par befæstede forter, hvortil alle de allierede soldater fortrækker ved solnedgang og overlader alle civile til nattens nåde har da vist været udsigtsløst siden tidernes morgen. Uansvarligt at forsøge det indlysende umulige. Anderledes i lillebitte flade Libyen, hvor man så blot slet ikke forsøgte med den indlysende nødvendige permanente fysiske tilstedeværelse.