Man ved, at man..

..er ved at blive lettere affældig og rigeligt tilbagelænet, når man opdager, at man SLET INTET hifi har fået købt i næsten en måned. Desværre stopper dårligdommen desværre ikke engang helt her (eller måske snarere DER). Trods tilstedeværelsen af så vidt vides 12 stk. JBL 2235-basenheder har vi ikke fået blot så meget som et eneste sæt op og køre i vores studio-referencekælder, der ellers er helliget alskens akustiske eksperimenter.

Foran os på et af arbejdsbordene står stadigvæk som minder om særdeles presserende akustiske analytisk-akustiske opgaver hele bunker af en af JBL`s mest bekostelige drivere, model 2451H/J og ditto 2352-horn. Vi har stadigvæk ikke eksperimenteret med, om den hurtigere ekspansion i disse nyere horn-topologier på nogen mulig måde resulterer i bedre lyd med lavere forvrængning som påstået. Altså i forhold til ældre modeller med langsommere “horn-udfletning” nødvendiggjort af den oftest benyttede noget lavere anvendte delefrekvens. Om der så virkelig er nogen kolossal forskel på for eksempel 500 Hz og 675 Hz i henseende til den ellers normalt ret uskyldige såkaldte 2. harmoniske forvrængning, tjah det har vi ingen ide om. Endnu da, indtil videre nærstuderes graferne fra JBl som de nylige genudsendelser af hende der Polly i stram BH-løs top i “Fawlty Towers” Her godt 36 år efter kan man vel godt selv overfor egen kone afsløre uden at forekomme særligt utro eller andet end en mere end halvgammel gris, at man dengang VIRKELIGT ville have betragtet det som et kolossalt løft i egen ungdomskvalitet at have haft adgang til et apparat med mulighed for visning af , ja altså STILL-BILLEDER. Spændende om fruen ser helt på samme måde på den reneste uskyld i disse drenge-drømme, når man nu snart bliver 56 selv..

Ja, og når man så som nu endelig får muligheden, så er det allerede ved at være alt for forfærdeligt for sent. Nå, det skal nu ikke afholde mig fra at forsøge at luske hen til vores Samsung-fladfætter for at forsøge at gense et par afsnit. I modsætning til Monty Python, som tiden har gnavet fælt i, så er “Fawlty Towers” med sit måske oprindeligt knapt så ambitiøse slapstick-komik jo da stadigvæk ganske sjovt. Men Connie Booth som Polly, himmel og hav dog. Eller måske nærmere SKOV-sø, hun og Cleese lavede jo osse den noget mere ambitiøse “Romance with a Double Bass”, baseret på en novelle af Chekhov. Himmel og mere himmel, ikke underligt der blev drømt heftige drømme dengang om barmfagre badepiger.

Nå, jeg vil så fortsætte de mere prosaiske drømme om at få lidt tiltrængt liv i vores højttalerbunker. Plus naturligvis osse lige at få løst et par logistiske små-udfordringer her fra morgenstunden. De er heldigvis af så manuel karakter, at badescenen med Booth fra Chekhov-filmatiseringen vist sagtens kan afspilles på indersiden af øjenlågene imens. Med passende anvendelse af nutidens still-billedteknologi på de gode steder naturligvis. Lige netop denne form for fastholdelse af øjeblikket var ellers så vidt jeg husker noget vi (alt for store) pubertetsdrenge dengang kæmpede for at perfektionere. Uden helt at have held med det, desværre.
Men hvor vi dog forsøgte og sejren ligger jo som det siges i kampen. Og tak for al hjælpen med træningen, Connie!