ADHD

Nu har ingen nogensinde anklaget denne skribent for at være overdrevent udfarende eller særligt initiativrig. Med et nærmest dvaleagtigt temperament er jeg simpelthen ikke den slags mennesker, som man laver ADHD-patienter af. Eller overhovedet KAN lave, der foregår tilsyneladende ellers en betydelig klinisk aktivitet derude for at skabe flere tilfælde i en af Danmarks p. t. få gazelle-højdespringende væksterhverv. Som altså meget betegnende er en lettere småsygsyg sygeligheds-industri. Og særlig tydelig nu denne skribent efter at have været småsløj et par dage atter er blevet rask.

Nå, det kan alle disse nyligt muligvis omkring 80.000 diagnosticerede voksne heldigvis osse blive. Man skal blot medicineres med alle de herlige beroligende midler, der har været tilgængelige overalt siden skuespilleren Louise Fletcher grumme sygeplejerske-præstation i filmen “One Flew over the “Coockoo´s Nest” gjorde dem synlige for den vestlige almenhed. Moralen i nutiden synes at være, at intet problem kan være så stort og voksende, at det ikke kan ties ihjel og intet reelt sygeligt-socialt samfundsproblem på presserende, at det ikke kan behandles medicinsk. Og langt, langt værre bliver, når både den sygeligheds-DEFINERENDE, diagnosticerende og behandlende MAGT allesammer er de samme. Nemlig som en selvfølge alle dem, hvis kolossale beskyttede indkomster (da de jo altså selv bestemmer hvem der er syge og hvad der skal ske efterfølgende) fuldstændigt afhænger af en vækst i sygeligheden.

Og denne er så for tiden koncentreret om ADHD, umiddeelbart ganske mærkeligt. Ikke mærkeligt, at den tid enhver tid stærkest voksende gren af et vildt-knopskydende behandlingsssystem vælger lidt vilkårligt, sådan har det altid været i denne underlige industri af voksende sygelighed. I gamle dage i 1970-erne var emnet altid overfølsomhed, og den vækst, som datidens behandlings-medicinske industrikompleks postulerede, ville gøre alle uarbejdsdygtigt-overfølsomme i løbet af få år. Da det så uheldigvis ikke skete trods inkorporering af mange pudsige lokale små-overfølsomheder som bevis for tiltagende sygelighed (hvem husker de nikkelallergigivende bukseknapper i cowboybukser længere), gik man over til mere vanskeligt-beviselige diagnoser. Ikke for at gøre tingene bedre, blot for at gøre det sværere at MODBEVISE, antageligt. Nemlig at man IKKE var syg. Hvis dette ikke kunne bevises, gik man efterhånden mere og mere ud fra, at det var man. Syg, altså, sygt!

I den anledning opfandt dette medico-industrielle og behandler-kompleks hidtil ret ukendte sygdomme som “kronisk træthedssyndrom” (nogen, der endnu husker den?), “piskesmæld” (atter en pudsighed da der for eksempel i 1970 stadigvæk blev dræbt over 1000 mennesker i den danske trafik årligt i en tid uden sikkerhedsseler eller nakkestøtter og dermed med garanti mindst det 50-dobbelte antal “piskesmæld” som i dag. Uden at dog vist nogen opdagede at de var syge, givetvist allermindst af alle de angiveligt syge. Som hele den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrigs allierede terrorbombardementer, som osse blot passede deres arbejde og skabte et industrielt mirakel af en varighed, som ingen har matchet. Og slet ikke opdagede, at de allesammen var syge, tyskere er godt nok uoplyste og skidedumme.

Senere hed det her som hele Europa var blevet udsat for så “post-traumatisk syndrom”, der kom til at gælde alle udsendte danske soldater osse til steder, hvor ingen nogensinde skød på dem. Ingen tænkte på de lokale militær- og politifolk, som ellers havde det som erhverv hele deres traumatiske liv, men de er jo osse udlændinge og muligvis mere hårdføre. Som osse hunde, der selv om de bliver bidt livstruende osse sagtens kan logre bagefter. Og børn lege krig i ruinerne. Mens ligeledes Falck-manden med de kvadrede unge mennesker i weekendens uvægerlige trafikdræbte i provinsen blot gjorde sit arbejde på normal vis. Blod er vel ellers altid bare blod og hvad er forskellen, når det nu ikke er ens eget? Der plejer den store skelnen altid at gå.

Nå, men nu hedder det mest presserende sygdomssyndrom så ADHD og det er det hidtil mest skrømmende behandlingsscenario for denne skribent. For denne gang er det faktisk ved for første gang at rykke lidt for tæt på. Det der med at behandle noget, der helt sikkert altid har været der. På samme måde som millioner af faldulykker med heste gennem historien naturligvis også måtte have afstedkommet utallige piskesmæld. I jagten efter et nyt marked og dermed forbundet provenu er behandlingsindustrien denne gang gået i clinch med det, der for denne skribent simpelthen er selve samfundets basis: Menneskets vildtvoksende variabilitet! Det er jo selve grunden til den kønnede parring, at det menneskelige egenrådige såkaldte “genom” ønsker at have flere skud i bøssen når vilkårene ændrer sig. Hvor den tidligere let utilpassede bliver den nye tids idealmmenneske og det varer så præcis indtid tiderne atter ændrer sig. Smart nok! Hele udviklingens omdrejningspunkt, ganske enkelt-uden unormalitet ingen udvikling.

Vi nærmer os denne gang simpelthen menneskets basale utilpasning, hvor man vil medicinere alle de utilpassede. Som om det ikke allerede er sygt nok i sig selv, så vil det nødvendigvis medføre, at stort set alle de behandlede som en selvfølge vil være MÆND, fordi de i et sygt behandlingsunivers domineret af kvinder og kvindagtige mænd (psykologistudiet har jo i årtier ikke akkurat været et lighedseksempel til efterfølgelse, check selv køns-statistikken-hvis du kan finde den) naturligvis vil være “de syge” Denne lidt mærkelige skribent er helt sikkert at finde i de kommende ADHD-patienters yderomkreds, og altså på trods af sit dovendyrsagtige væsen. For NORMAL er jeg jo da ikke og dermed syg. Måske jeg skal plædere “kronisk træthedssyndrom”, der er behandlingen vist mildere..? Og måske osse mere passende , lidt træt bliver man dog af at studere verdens tiltagende dårskab!

Man tør slet ikke tænke den tanke til ende, at dette sygelighedsbegreb omkring ADHD havde fundet fodfæste, dengang Bill Gates og Steve Jobs og utallige andre senere såre sucesfulde sociopater gik i skole. Og det omfatter så slet ikke denne skribent, som hverken var helt så syg og endnu langt mindre succesfuld undtagen i kærligheden.

Den her udvikling af sygelighedsbegrebet er eddermaeme syg! Få det stoppet NU! Verden videreføres IKKE af tvangsmedicinerede mennesker på psykofarmaka, den falder højst i en dødbringende søvn. Ja, måske denne skæbnesvangre sidste velsignede søvn i snedriven allerede har indfundet sig siden det her ikke medfører større ramaskrig.

4 meninger om “ADHD”

  1. Der kan godt være en del fordele ved at få diagnosticeret mennesker som givetvis ER ADHD-ramte. Både for dem selv og for samfundet. Pilleudgifterne er langt mindre, end det som spares ved at den enkelte ADHD er kommer ud af sit mulige misbrug, arbejdsrelaterede forhold og får en generel forbedring af sin livskvalitet. Set i det lys er det kun et plus, at man idag kan få (pille)hjælp til noget som jo faktisk kan diagnosticeres. Jeg tager det modsatte synspunkt end du Poul, for hvis man kan diagnosticere det, så kan man nærmest helbrede det, ihvertfald væsentligt formindske den ramtes livsproblemer over en bred kam. Det er kun et gode og jeg er ikke med på den med at den onde sygelighedsindustri nu igen bare er ude på at sygeliggøre en masse sløve danskere, som slet ikke er syge, de er bare sløve og har altid været det.
    HVis du nærlæser på ADHD ved du også at der skal mere til end at være sløv. Man skal også have problemer med relationer, svært ved struktur ( helt basal dagligdags struktur), humørsvingninger og misbrug.
    Mange ikke-diagnosticerede ADHD ere har et træls liv inden de "opdages" og får hjælp. Jeg synes bedre sent end aldrig:-)

    Kh og tak for sidst, det var monster hyggeligt!

  2. Jamen selv tak til det sidste da, og selvfølgelig er der særtilfælde af adfærd, der kan behandles og bør. Og nej, sløvhed tæller self. ikke med, det er blot en nødvendig del af behandlingen ja vel ikke engang en bivirkning i virkeligheden. Det er squ da godt, at man endnu ikke betragter sexafhængighed som en behandlingskrævende sygdom, men det kan vel komme i næste adfærds-omgang..
    Iøvrigt er mit vilde skud, udelukkende baseret på at allerede langt og relativt opmærksomt-observerende liv, at antallet af ægte ADHD-behandlingskrævende er nogenlunde på samme absolutte niveau som antallet af seksuelt afvigende mænd med akut behov for mindst medicinsk kastraktion. Endnu ikke absolut faretruende og da langtfra så farligt som kuren..

  3. Jeg tror faktisk at CHR.R på Nerds lider af ADHD…. Han glemmer ihvertfald konstant, at han bare er helt almindelig bruger og hverken moderator eller andet.

    At han så gerne vil være en masse, er så en anden sag.

    Nu er drengen så blevet kabellytter og vi ser frem til om han er ligeså dårlig til at styre ørerne, som til at styre sin vilje til at ville styre hele nerds, hahaha

    Den dreng er simpelthen sidens største joke !!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *