JBL I710P

Vi skal lige starte med at beklage udfaldet her på siden i fredags. Den glædelige årsag til dette svigt var et spændende byggemøde hos en gammel og god kunde i vores ydmyge virksomhed. Ikke at det naturligvis hjælper det mindste hos de nyhedshungrende derude, men derfor kan det jo alligevel godt være en slags forklaring. Og da ikke mindst nu det er den korrekte.

Og et godt møde, DET var det! Og en særdeles udfordrende opgave, det må siges i samme ombæring. Ikke mindst bliver de fysiske udfordringer næsten på rent metafysisk niveau, bestemt ikke fuldstændigt banale.
Der er næsten samme vanskelighed i dette projekt som det må have været for JBL dengang i 1980-erne, hvor en meget stor del af deres produktion stadigvæk blev lavet i Ringkøbing. Og i fredags blev vores firma så lidt uventet de stoltre ejere af et af produkterne fra dengang. Eller stolte og stolte er måske så meget sagt, det er en pudsig lille ting faktisk, nemlig en fuldstændigt bas-løs fuldtonehøjttaler. Den hedder JBL I710P og indeholder en ren mellemtoneenhed som bas.

Vi har tidligere fornyligt berettet om kuriøse kæmpestore bashorn uden blot det mindste DNA-basspor. Helt så galt er det ikke her, men helt godt er det nu heller ikke i denne iøvrigt fornemt forarbejdede lillebitte metal-forhudede trapezoide kabinet med sin 1-tommers titanium driver og en 10-tommers enhed med en fuldstændigt grinagtig lineær vandring på 2.5 mm. Ikke plus/minus, nej såmænd IALT. Næsten ren “Lowther” i kondenseret grinagtighed men alligevel ikke helt. De her enheder kan faktisk godt bruges men muligvis ikke særligt godt.

Den anvendte 10-tommer hedder 2123H og har en egenresonans på betydelige (læs:ganske uanvendeligt høje) 85 Hz. Det vil for tekniske analfabeter sige, at enheden intet formår under 85 Hz og i en kasse endnu en hel del mindre end det, som allerede er nærmest ingenting. Fordi denne frekvens ved placering blot stiger og stiger og aldrig bare falder og falder, æv! Den har dog en for mellemtoneenheder en ret typisk høj virkningsgrad, i det tekniske dokument for enheden angivet til traditionelt ret præcist opgivne 101 dB. Hvilket i salgslitteraturen for denne fine lille box så lige rundes op til en samlet følsomhed for højttalersystemet på 103 dB. Tydeligvis en smule optimistisk og helt kontra-faktuelt.

Og hvordan lyder den så, denne lille skønhed? Jo, denne skribent var lige ved at falde baglæns ned af stolen. Dette skyldtes nu især, at højttalerne stod lige foan på skrivebordet og jeg i min iver efter at nå den rette “triangulering” af lytteposistionen var ved at vælte stolen, ja jeg rullede hen over de sig så smung slangende Mogami-højttalerkabler. Derudover ød det nu helt fantastisk fint. Og dette varede så lige præcist indtil fru Mathiasen kom forbi og alle luftkastellerne brasede så sørgeligt sammen som sådan nogle har for vane. I nærvær af den strenge og inappellable og uvægerligt korrekte dommer.

Pia Mathiasen udtalte “ex Cathedra” som alle paver har haft for vane: Ja, de er jo meget gode, men lytter du ikke lidt meget med øjnene? De små ATC (SCM 20 red.) var da meget bedre!” Joh, det var de måske nok eller rettere, jo, det var de da. Ikke mindst fordi der var BAS på de dér ligeledes ret små ATC. De fysiske love kan ligesom fruens dom hverken “bøjes” eller appelleres: Hvis man vil have ordentlig bas i en lille box, så er det eneste valg at “sælge” ud af højttalerens følsomhed. Som ved indgåelse af de allerfleste ægteskaber (denne skribents naturligvis helt undtaget) er der ikke noget, der hedder det, som englænderne så passende har døbt “a free lunch” Alt har således en pris og det har bas og følsomhed osse, selv i denne fine JBL I710P.
En ret høj pris faktisk, næsten ligeså høj som disse oprindeligt ret stratosfærisk-prissatte små æsker.

3 meninger om “JBL I710P”

  1. Hvad sker på Altec fronten hos dig Poul?
    Savner lidt Altec nyheder hos dig 🙂

    Har selv sikret mig et par A7 med en del ekstra udstyr, mantarey, 511 og flere følger med. Men har ikke helt bestemt mig hvad jeg kommer til at gøre med det. 515 8GHP samt 909.
    Ser også at GPA er begyndt at producere 288C, 290 og alnico versionene af 515 og 416. Spændende tider det.

    550$ tager de for disse enheder.

    Har du haft noget af dette?

    mvh
    Kristian

  2. Hej Kristian
    Ja, jeg har faktisk den nye Alnico 288 fra GPA liggende (osse 290 på Mantaray sjovt nok), som vil give dine A7 et kæmpeløft i stedet for 802/909 Der er et kæmpespring fra en 1-tommer selv på 511-horn og op til en 2-tommer, der så til gengæld krøver en følsom diskant opefter. Feks en Beyma TPL-enhed a la Heil.,småenhederne. Vær opmærksom på, at Altecs standardfilte (502/801/809 osv) IKKE kan bruges med Mantaray-horn uden helt vanvittig afrulning af niveauet opefter (6 dB/oktav)
    Men sig endelig til hvis du skulle blive træt af det hehe. Bliv under ingen omstændigheder hængende ved 2-vejsudgaven med den oprindelige bestykning, der altid forblev Altecs "entry-level" udgave af VOTT Og allerbedst: kik forbi
    kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *