Fruen er i København..

..og det giver visse logistik-problemer i vores lille virksomhed. Hvis man derfor vil være sikre på at møde de resterende “os” her i huset: Lunaina (papdatter), Folmer Hund (hund), Anton Hund (måske knapt så overraskende osse en hund) og sidst og mest ubetydeligt, denne ydmyge skribent, så ring gerne lige først. Ufrivillige og forhåbentligt rimeligt kortvarige udeblivelser kan forekomme de følgende dage.
Derudover er denne skribent ved at lægge sidste hånd på den “visuelle fin-tuning” af vores nye forstærkerrack, og billeder både kan og bør forventes. Lidt vildt ser det ud, men lyden er dog ellers særdeles civiliseret. Ja, og så alligevel ikke så god, at hverken kunder eller denne skribent kan høre forskel på forskellige længder af højttalerkabler i denne tydeligvis ganske utilstrækkelige hifi-opsætning. Træerne vokser tydeligvis ikke helt op i den psykotiske indbildnings-himmel, hvor både kunder og hifi-forhandlere færdes ganske hjemmevant, hvis man da ellers har mod til at følge atter en re-re-reinkarnation af debatten om højtttalerkablers hørbarhed.

Det eneste rigtigt virkningsfulde trick, som en forhandler kan bruge i denne syge deabt om fiktiv videnskab er altid at gøre det, som i militæret hedder “pull rank” Når ingen logik tilsiger et projekt afgøres meningsfuldheden altid af den højst-rangerende officers forslag, der som Field Marshal Sir Douglas Haigs håndtering af den britiske skyttegravskrig under “The Great War” ikke behøvede at være den klogeste. Eller blot spor klog eller blot det mindste meningsfuld.

Når man således som hifi-forhandler bruger argumenter som at man har “mere end 30 års erfaring” for at forklare, hvorfor der er forskel på kabler, så minder det mest om vores ellers gamle og dermed naturligvis-nødvendigvis klogeste hund, Folmer. Trods sine efterhånden i princippet betydeligt erfaring-ophobende 10 hunde-år er den dog stadigvæk ikke blevet klogere, end at den i sin snuse-iver sommetider kommer til at pisse på sig selv. Ret meget bedre eller mere overbevisende eller for den sags skyld spor anderledes er det altså ikke for en hifi-forhandler at påberåbe sig større viden og erfaring end sine kunder, hvoraf enkelte har læst op til flere bøger. Og som forhandler at hive den lidt tvivlsomme trumf frem, at skeptikerne blot kan læse de såkaldte “kabel-producenters” eget skamløst-uvederhæftige og pseudovidenskabelige salgsmateriale som bevis for ekstrem fortræffelighed i denne verden af ompakkede standardprodukter fra producenter (der til gengæld GODT kan deres elementære ingeniør-kram) er vel også lige i den tyndere ende i retning af begrebet “overbevisningskraft”

Nå, men kik lidt med i tråden på hifi4all om “Skal højttalerkabler være lige lange” eller hvad den nu lige hedder og få et billigt feriegrin. På den anden side er forhandlerens åbenhed med hensyn til egne evner og synspunkter uhyre rosværdig, ikke mindre effektivt end at gå rundt i en lang uknappet frakke uden vældigt meget på indenunder. Eller mere rosværdig eller respektabel i almindeligt kritisk omdømme. Blot ærgerligt vi først ser det nu. Sandheden er nemlig, at vi i nylig vankundighed faktisk sendte en god bekendt forbi med en EAR 549 med et sammenklappet rør og en efterfølgende brændt bias-modstand. Altså den lavere udgave af den rene raketvidenskab.
Det viste sig at være en anbefaling af afgjort tvivlsom visdom, som vi da heller ikke agter at gentage. Undskyld, Martin, thi jeg vidste ikke dengang hvad jeg desværre ved nu!

3 meninger om “Fruen er i København..”

  1. ufatteligt anstrengende, men samtidigt ret underholdende at se et branchemedlem krampagtigt forsvare sin mulighed for at tjene penge på at sælge varm luft i disse for hifibranchen så alvorlige krisetider.

    Allermest underholdende er det at følge kabeltumbernes håbløse argumentation á lá: "Jeg har ret, fordi jeg kan selv høre det", og: "Jeg har 20-30 års erfaring med at lytte til kabler, så jeg er klogere end dig"

    Nå, men det ender vel som det plejer med at diskussionen stille dør ud, for at blusse op igen, når tosserne næste gang har ferie eller holder fri, og derfor skal finde noget andet at udfylde deres tomme kældertilværelse med. Mon ikke diskussionen blusser op igen omkring den 16.-17. december?

  2. Ja, ja… Jeg har altid påpeget, at det eneste der gør at jeg ikke er en helt så stor idiot som kabletosserne er, at jeg godt ved præcis hvor stort et fjols jeg er, når jeg nu stadig gider at spilde min tid på at læse den slags tråde ind i mellem… Jeg er dog nået så langt, at jeg har gennemskuet det meningsløse i at deltage i diskussionerne for og imod kabler. Det tæller ubetinget til min fordel.

    Nåh men jeg må hellere holde mig i skindet. Det går ikke, at jeg får afsporet debatten så meget, at den går i stå derovre. Det er så rart at have lidt at grine ad i disse kolde, klamme og fugtige efterårsdage.

  3. Jeg er heller ikke selv for stolt over atter en gang at blande mig i kabel-onanisternes snavsede verden, hvor egne evner altid er fantastiske og principielt aldrig kan afprøves derude i det alt for ubarmhjertige lys, fordi stress ødelægger hørelsen åbenbart. Mon de forhåbentligt få af tosserne, som måtte have en kone kan bruge samme argument over manglende ydeevne i ægtesengen som stress-betinget? "Jeg kan altså ikke få den op og stå, når du er her!"
    Hifi er altså en herlig men ofte meget ensom ting og køkkenrulle er en fin opfindelse

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *