..lykkedes det for denne skribent at få færdig-installeret vores nye XTA parametriske equalisere. I betragtning af, at der ligger forlængst færdige ledninger med omhyggelig hensynstagen til apparaternes ikke umiddelbart korresponderende interne såkaldte “fase” er det vel ikke videre imponerende. Lad os blot runde op og sige, at det faktisk ikke er spor imponerende. Eller omvendt kan man måske slutte, at i vores uhyre aktive virkelystne familie med sit tætpakkede aktivitetsskema er det nødvendige kvarters tid til endelig ind-justering af bassen bare svært at få mast ind.
Måske det i virkeligheden blot er almindelig midaldrende magelighed og fornemmelsen af, at det jo faktisk allerede nu lyder aldeles glimrende grænsende til det meget tilfredsstillende. Det sidste er nok det sandsynligste, men vi støtter dog den første forklaring, der er en smule mere flatterende efter en rigtig driver-weekend. Til gengæld er så fruen her til morgen en smule småsløj-snottet, så det er da vist bare med at komme igang for resten.
Måske man så kan glemme, at man selv ved det netop overståede folketingsvalg har stemt på et parti, der har fået valgt en kandidat, som får de tidligere så hyppige landsbytosser i det forlængst hedengangne danske Fremskridtsparti til i sammenligning at fremstå som de allerypperste stjerne-kloge teoretiske astrofysikere i ren og skær strålende intelligens. Blot sammenligningen er sølle nok kan alting jo fremstå stort uanset hvor bittelille det måtte være.
Ak ja, havde jeg dog blot stemt blankt. Eller bare spildt en stemme på den vist ikke fuldstændigt af-alkoholiserede Per Ørum Jørgensen med de permanent
febrile øjne og den hærgede misbruger-fremtræden. Selv om han på trods af kolossal mangel på TV-tække og blot den mindste troværdighed med sin glinsende skallepande og generelle fremtræden som malariapatient i det terminale stadium var blevet valgt ville han nu nok næppe have kunnet holde perioden ud, og det er vel også en slags lyspunkt her midt i al mørket. Det kan ham i “mit” parti nu nok desværre sagtens, han er vist i mægtig fysisk form. Hvad det så iøvrigt skulle hjælpe, at fysiiken er det, der i folkeviserne engang hed “redebon” når ånden blot er svagelig nok. Jeg fortryder, Per!