Alle vi drenge, der har læst den vel mest langtidsholdbare blandt de små-fascistoide bøger om selvretfærdige selvtægtsmænd, den om Remo med i tykke håndled i “The Destroyer” vil vide hvad vi taler om. Når vi beskriver vellysten ved at gå løs på et nedrivningsdømt træhus bevæbnet blot med en mega-mukkert og et brækjern. Hvorefter virkeligheden snart indfinder sig efter den første eufori, som det desværre altid ledsager enhver krigsbegyndelse. Hvor sejren af uransagelige grunde altid forkommer så sikker og vis, at hvis man havde vundet den så let som man havde troet, så ville der jo ikke have været meget hæder forbundet med sejren, og dermed ikke alverden at juble over til en start.
Sejren ligger dog i kampen og det her træ-kolonihavehushus kæmpede bravt mod nedbrydningsholdets ellers overlegne våbenteknologiske tour de force, der udover ikke mindre end 2 mukkerter udover det nævnte brækjern også omfattede hele 2 save og en stor Stanley-hammer. Og ikke mindst mænd af den rette støbning, som ikke var bange for at bruge dette arsenal på det skide genstridige hus. Og efter kun et par enkelte skrammer forårsaget af store søm er huset nu smadret og transporteret til Eskelund genbrugsplads. I foruroligende mange trailere, det var ikke noget lille hus og det gør vel på en måde bedriften, som allerede fra starten ikke måske hører til de største, blot en lillebitte smule større?
Så hele weekenden gik med at betragte herlige periodens geniale konstruktionsdetaljer indenfor den hjemmegjorte fremstilling af træhuse, hvor ikke mindst den gennemgående anvendelse af 4-tommers søm hamret skideskævt ned i massive 4X4 bjælker gav mere end en smule sved på panden. Og da især fordi disse på helt uforudsigelige steder i konstruktionen var erstattet af 4 tommers træskruer, som jo var noget vanskelige at hive op. For nu at sige det lidt mildt og så alligevel så langt lettere end at skrue dem op igen. Fordi det sidste var helt umuligt, det første kun næsten.
Nu er kampen så forbi for denne gang, og tilbage er det blot at pleje de kløende øjne og andre udsatte hudområder efter al den herlige hastigt desintegrerende rockwool, som det genstridige hus dryssede så rigeligt ud over de få, men beslutsomme angribere. Man kommer til at tænke på en lignende episode under 1. verdenskrig i kampen mellen den geniale tyske general Paul von Lettow-Vorbeck og de derværende ganske uduelige engelske kolonitropper. Som i en særlig lidt glorværdig fægtning under gigantiske tab blev slået på flugt af de talrige bier, som traditionelt boede i de palisade-bymure, som de angreb.
Nu var samme Lettow-Vorbeck en helt usædvanligt formidabel general, måske en af verdenshistoriens allerstørste, som med en lillebitte underforsynet styrke hele krigen igennem konstant som en støt svingende metronom formåede at påføre de engelske styrker mellem 10 og 20 gange så store tab, som han selv led. Han vandt ganske vist ikke krigen, mest fordi han aldrig nogensinde kunne, for den blev tabt i Europa. Alligevel døde snesevis af tusind af engelske soldater her i Østafrika selv for krige helt usædvanligt meningsløs vis. Ja, vi taler om noget, der minder om de samlede FN-tab i Korea-krigen og senere de amerikanske i Vietnam/Cambodia/Laos. Og altsammen blot med et par hundrede tyske koloni-soldater.
Alligevel ville samme Lettow-Vorbeck nok have betakket sig at skulle føre en anden om muligt endnu mere håbløs retrætekamp. Som for eksempel den i Afghanistan, hvor de danske døde og sårede i denne weekend må siges at være ofre i en forlængst tabt krig. For når man allerede har besluttet sig til at trække sig ud uanset hvor langt man rykker terminen fram eller tilbage, så HAR man tabt. Og så kan nok så mange højtlønnede spindoktorer ikke ændre på det eftermæle af total fiasko, som denne NATO-mission vil få. Spindoktorer kan godt ændre dommen i samtiden blot der er penge nok, blot ikke i eftertiden, der er historiens dom både ubønhørlig og inappellabel.
Og dér ender den allierede intervention i Afghanistan på samme måde som den engelske og den sovjetiske: Som fuldstændigt meningsløs. Som det naturligvis også vil vise sig for NATO at blive i nutidens Libyen, hvor det vil vise sig ca. ligeså let at samle de utallige åben ind igen, som i de gode gamle dage i Afghanistan. Hvor man med samme noget tvivlsomme logik bevæbnede Taleban og de selvsamme mujahedeen-krigere, som nu vinder har vundet krigen over NATO. Selv ikke Rambo gjorde nogen forskel. Skæbnens ironi kulminerede vel, da de selvsamme amerikanske SEAL-elitetropper, som havde bøffet Bin Laden, blev dræbt af et af de Stinger-missiler, USA selv havde doneret.
Det eneste man kan lære af de her konflikter er vist, at våben altid kan vendes om. Og bliver det. Man kan så håbe på, at det bliver anderledes i Libyen, for medierne mener vist, at fordi Libyen er et potentielt uhyre rigt land, så skulle det vist være lettere at indføre demokrati. Derfor regner man vist nærmest med, at alle de nyligt bevæbnede som en selvfølge afleverer deres våben igen.
Er det ikke noget med, at der altid er flere spillere med, når gevinsten blot er stor nok, det ser man da ofte i dansk Lotto. Og i Libyen er den sikker for den sidste, der står op, som nok næppe er den, der er valgt ved en dybt demokratisk valghandling.
Derfor kan man jo godt håbe på det bedste alligevel. Som også et et nyt styre i Afghanistan dropper dyrkningen af højtbetalte opiumvalmuer og går over til ren selvforsørgende subsistens-landbrug med hvede. Jamen det KAN man!