Tekniske problemer

Vi har her til morgen lidt problemer med en ventilator i vores tyske racer-automobil, som kommer til at tage lidt tid. Derfor bliver det så ihvertfald heller ikke her til morgen, at vi kommer til at kommentere den nylige fusion mellem den franske højttalerproducent Focal og det en lillebitte smule mere traditionsrige engelske elektronikfirma Naim Audio. Vi har tidligere engang behandlet historien om Naims tilblivelse og for de forhåbentligt mange, der ikke lige gider checke denne beskrivelse ud, så er det osse nok herfra sikkert tilstrækkeligt at minde om, at der heller ikke rigtigt er noget at skrive hjem om -om Naim.

Nu er der næppe heller nogetsomhelst ligeværdigt omkring denne fusion, som udefra mest ligner overtagelsen af et endnu mirakuløst fungerende elektronik-konkursbo. Brancherygterne omkring Naim har føget ganske tæt i efterhånden adskillige år, og selv om den slags sommetider er omgærdet med mere end et enkelt bevidst plantet løgn fra konkurrenter og bagvaskelse og anden svigagtighed, så tydede intet nu på, at Naim akkurat stortrivedes. Og det gjorde de så nok heller ikke, siden de er, hvor de i dag: Blot reduceret til et brand i det fortsættende firma, som vist hedder Focal&Co. Sådan lidt ligesom det nok stadigvæk lidt bedre kendte “Anders And & Co.” bare knapt så sjovt, når man nu hedder Naim.. Selv om det jo også på den rigtige tegneserie-front går tilbage for de allerfleste.

Nå, vi kan så håbe, at den sagesløse verden i fremtiden endelig kan blive fri for det helt syge koncept, som Naim var i så forfærdeligt mange år og måske kommer videre. Sammen med Linn grundlagde Naim en af hifibranchens mest fundamentalistiske religioner omkring, at lyd-KILDEN altid var det allervigtigste og at alle komponenter derefter progressivt betød mindre. Indtil man kom til de sagesløse højttalere, der som ellers normalt mest akustisk/elektrisk kompromitterede del paasende kunne være en ligegyldig skotøjsæske. Mens omvendt kilden, CD eller tuner forforstærker osv., simpelthen blev “plastret til” med ekstraordinært overprissatte ekstra strømforsyninger.

At kalde hele dette for hifibranchen stadigvæk og heldigvis for det da sjældne “opgraderings-cirkus” for fremmende for nogetsomhelst andet end Naism fortsatte og i virkeigheden ganske fornuftsstridige eksistens er næppe korrekt. Udover at Naims oprindelige fastholden af DIN-stik med det ellers principielt korrekte argument om, at det derved var lettere/delvist muligt at opretholde det engang så attråede elektrisk korrekte såkaldte “stjerne-stel” blev naturligvis noget udvandet af alle de bunker af latterlige sorte boxe. Som man som rettroende “naim-ianer” blev nødt til konstant at anskaffe sig, fordi man som andre rettroende naturligvis alligevel hele tiden er i tvivl om man nu tror NOK. Ikke RIGTIGT, men heller aldrig aldrig nok.

På den måde blev hififorhandleren naturligvis Naim-disciplenes allerbedste ven, ja, for rigtigt mange af de efterhånden uhyre få helt givet deres ENESTE ven. Fordi man som Naim-ejer ALDRIG nogensinde kunne nå at blive færdig i sin evige søgen efter evig og stadigt mere flygtige (og ikke mindst efterhånden stratosfærisk-prissatte) lykke.

Har vi været for hårde i dag? Måske, Naims første produkter lød fint i deres elementære og grinagtigt-amatøragtige blikæske-ubehjælpsomhed (hvor “kl. 9 på volumenknappen altid var ensbetydende med fuld udstyring med den nominelle følsomhed på 70 mV), men den efterhånden stærkt accelererende firma-strategi, hvor købernes stadige usikkerhed på graden af deres egen tro var simpelthen ren “Tupperware-party” Blot uden hjemlig hygge og papilotter. Eller nogen kvinder for den sags skyld. Eller blot fornuftige mænd for hvor lykkelig er det lige man bliver ved at stable små sorte kasser ovenpå hinanden i en evig stræben efter, ja, ingenting. Udover fornyede stel-problemer, der efterhånden for de mest troende må have antaget kolossale proportioner.

Lykke gennem tænding af vokslys/blålys i stedet for at foretage sig noget fornuftigt kan vel kun dårligt betragtes som livets væsentligste indhold. Og at savne et firma som Naim, der har ernæret sig så mange år ved at udnytte de mest tryghedshungrende og halv-sølle blandt de stadigt færre hifientuaster er måske også lidt højt at svinge sig op.

Som at savne det, den amerikanske humoristiske sanger Tom Lehrer engang benævnte “the old dope peddler”, det giver simpelthen ingen mening. “Elektronisk narko” som Naim i så mange år markedsførte sig er stadigvæk et narkotikum, hvor lykken principielt er og udelukkende KAN VÆRE en alt for kortvarig rus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *