I dag et billede fra vores primære CD-afspilningsstation. Alene det, at det er den eneste CD-afspiller i huset gør den med rette fortjent til denne fortjenstfulde titel. Samtidigt giver billedet et afgørende bevis for, at vi i jagten på den helt perfekte lyd ingen midler skyer (skyr?) for at opnå den perfekte lyd. Til gavn prim ært for os selv naturligvis men vel sekundært også et sted for vores kunder. I den henretning er det et naturligt krav, at vi i high fidelity-kvalitet kan afspille den musik, som vi formoder man lytter til derude foran kakkelbordene for nu at citere en fremtrædende socialdemokrat. Der nu tydeligvis selv næppe nogensinde havde set et kakkelbord men derfor så meget mere imponerende, at hun overhovedet kendte ordet.
Overskriften i dag må enhver læser “lade” seksuelt som han m/k vil. For os at se er det en sangtitel emmende af erotisk energi med så slet skjulte seksuelle allusioner, at de vel i virkeligheden slet ikke er skjulte overhovedet. Ret meget mere åbenlys kan opfordring til kønslig omgang vist næppe fremføres. Så meget mærkeligere er det naturligvis, at denne skummelt-sjofle åbenlyse seksuelle opfordring er titlen på et mega-hit med den basedow-øjede tyske Schlager-König” Heino. Tyskerne er ellers ikke siden ungdommens verdenshit-film i den ellers såre sjældne genre “Nazisploitation” med “Hunulven Ilse fra SS” kendt for nogen syn særlig glubende seksuel appetit som folk betragtet.
Nå, nu var disse film slet ikke tyske overhovedet, men det menes Heino at være. Uden at vi dog er helt sikre. Til gengæld er vi ganske sikre på, at hans i Tyskland kendte og elskede superhits som “Karambo, Karacho, ein Whiskey” og bogstavtims-mesterværker som “Ja, ja, Katja, die hat ja” (prøv lige at sige denne titel højt) er ganske hård kost for ethvert hifi-anlæg. Denne særdeles mellemtone-centrerede musikform er en ren tortur ikke kun for lytteren. Nej også højttalersystemernes mellemtoneområde belastes på en måde, som disse med garanti aldrig tidligere har oplevet.
Historien bag denne herlige plade med den forførende titel “Hit-Mix” er, at denne skribent mod højtidelige løfter om at tage den af ved grænsen fik lov til at købe den engang på en tur til Flensburg. Den forudgående forudsætter jo, at jeg rent faktisk fik lov til at spille starten af Heinos fyrige og mandige “mix” hele vejen ud fra parkeringspladsen og de næste ca. 4 km. til grænsen.
Aldrig har fruen tilbagelagt denne korte strækning i en så forrygende fart i den ellers i motorisk henseende noget anæmiske nyligt afdøde Opel Omega. Om det så var Heinos inciterende rytmer og suveræne barytonstemme eller blot længslen efter at slippe for samme har vi aldrig helt fundet ud af. Noget slukørede tog vi efter første nummer CD-en ud igen uden at høre nogen aktive protester fra fruen. Og der har den så ligget, frændeløs i sit farvestrålende cover, indtil i dag, hvor fruen er taget på en kombineret varelevering- og krydstogtsrejse til hovedstaden. Og NU, NU skal den have ud over vores værksted, ja den får allerede gas fra nu af.
Mærkeligt, hundene plejer ellers begge to at ligge hernede under skrivebordet, gad vide om vi overhovedet har fået dem lukket ind i dag. Meget mystisk. Umba-umba-umbaumbaumbapa!!
+