Denne skribent ser dette håbløse reklamerslogan hver og hver eneste dag ude på en tankstation i den absolut fjernere del af en vestårhusiansk forstad. Som om alt det andet ved denne mandige bedrift af en cykeltur ikke tilsammen var rigeligt slemt! Almindelig eventyrlyst og jernvilje driver lettere tvangsmæssigt denne skribent gennem traumatiserende møder med genstridig modvind og forræderiske bunker af glasskår på vej mod den altid flygtige og fjerne og forræderisk-illusoriske “slanke linie” Ligefrem nogen “hvepse-talje” er der nu endnu ikke at skimte, men en slags talje er det da ved at blive til og det er dog en start. Som salig Chruchill udtrykte det, er der desværre ikke tale om “begyndelsen til enden”, men blot “enden på begyndelsen”
Hold dog bare helt bøtte hvor var Winston Spencer Churchill med sin fjollerik af en far, Randolph, med den evindelige seksuelle ambivalens og en solid dømmekraft som en hudorm , altså faderens, helt vildt fantastisk god. Sikke dog en dårlig sætning, sådan ville Sir Winston aldrig have gjort det. Selv om leksikalsk kyndige naturligvis vil vide, at langt hovedparten af Winstons bedste skriverier blev til længe før han blev til Sir Winston. Hans ganske vist noget dramatiserede dagbogsblade fra sin tid under Boer-krigen omkring århundredeskiftet burde give alle danske journalister i Libyen kronisk røde ører. Hvis altså de nogensinde i eftertidens og eftertænksomhedens uvægerligt klarere lys kommer til at se, hvad det i virkeligheden var, at de sagde. Den engang så forkætrede og “krigs-opviglende” amerikanske Hearst-presse og dens quasi-liderlige reportager fra den første store fællesamerikanske krig, den på Cuba mod Spanien, har virkeligt fået kamp til stregen her i landet for nyligt.
Naturligvis vil en vis minimal selvransagelse kun kunne ske under forudsætning af tilstedeværelsen af et praktisk minimum af selvkritisk sans, næppe en opfyldelig forudsætning
Nå, ingen kender jo længere noget til nogenting alligevel og vel næppe mindre til noget end til det, der virkeligt er god litteratur. Som Churchill. Det er jo heller ikke meget ved at sidde og måle sit eget uformående vrøvl med perlerne fra de virkeligt store, sådan lidt sølle sammenligning i smug, som denne skribent tidligere i videnskabens navn har foretaget med de store “porno-tyre” John Holmes og Rocco Sifredi. Det var der heller ikke meget ved.
Tilbage til THansen-sloganet. Når man ruller rundt derude på landevejene, så flyver tankerne. Frem og tilbage og hulter til bulter og uden mål og med. I går “poppede” så den måske hårdeste kandidat til titlen som det “dårligste reklame-slogan” så op. Det drejer sig om en forlængst hedengangen pladeforretning i Viby J. ude på Skanderborgvej. Varemærket for butikken var en fed pølse, der noget fallisk blev klemt godt af en hånd m/k og teksten lød “Robert´s, den er tyk!”
Ak ja, det var vist bare mere uskyldige tiden dengang i 1970-erne. ud og se om THansen holder der stadigvæk!