Når sandheden virkeligt skal frem, så skal konen på banen!

 
Posted by Picasa

Her i dag har vi valgt et billede, hvor motivet er helt enormt meget bedre end fototeknikken. Det skal der heller ikke meget til, men ingen nok så fin teknik ville dog alligevel kunne yde motivet retfærdighed, så det her får række. Billedet viser min skønne og til tider ganske overstrømmende muntre kone. Overstrømmende og lettere overrislet, vi må vist hellere se at komme væk fra alt det her vand ud af ørerne eller hvor det nu kommer fra.

Fruen er i dag hovedpersonen i en spændende gruppetest af hovedtelefoner, som vi gennemførte fornyligt. Ja, man kunne måske ligefrem have kaldt det ene egentlig “gigant-test” af disse ialt 5 hovedtelefoner hvis det altså ikke havde været fordi vi ikke lige kunne finde nummer 5, en Beyer DT 231 økonomimodel til studiebrug. Som iøvrigt er firmaets absolutte super-bestseller med adskillige hundrede solgt sidste år. Uden den vil vi i passende beskedenhed kalde testen for en “stor-test” i stedet.

Nu kunne man måske stille det ikke ganske urimelige spørgsmål, som desværre ikke mange rigtigt stiller længere, nemlig “hvorfor?” Forklaring skal nok følge, men lige lidt forhistorie. Da jeg for lige næsten på det allernærmeste for præcist 6 år siden mødte min kommende kone havde hun et sæt lettere mørbankede Stax electret-hovedtelefoner. Med en skrattende omskifter og en komfort som at sidde i en af Charles Rennie Mackintosh´ højryggede stole (som iøvrigt tit slet ikke er beregnet til at sidde i) var fornøjelsen begrænset. I de få skrat-fri intervaller afslørede denne mere end halvdøde hovedtelefon dog, at den stadigvæk sagtens kunne mule nyere studiehovedtelefoner fra vores sortiment.

Senere forærede en kær ven os en Stax-hovetelefonforstæker og det gjorde anskaffelsen af et sæt Stax 4040 naturligt og økonomisk ansvarligt. Det var ganske klart, at lyden i disse hovedtelefoner var klasser bedre end samtlige dynamiske hovedtelefoner, som vi nogensinde havde hørt. Og da ikke mindst den håbløse AKG K 1000 med sin komisk lave lydtryksformåen og endnu mere komisk ringe bærekomfort.
Skæbnen ville, at min kone ved den nylige hifi-udstilling i København hørte de lidt mere end smådyre Stax SR 007II-hovedtelefoner og ca. 2 sekunders koncentreret lytning overbeviste hende. Måske det var den uhyre kompetente kvindelige demonstratrice, som på min frues måske ellers ikke fuldstændigt malplacerede spørgsmål om, hvad der var højre og venstre på kapslerne, svarede de mindeværdige ord om, at det da “vist er ligemeget”

Derudover spiller de nu skidegodt og langt, langt bedre end selv Stax 4040. Og endelig er vi så fremme ved den egentlige stortest. En gammel ven bad os teste en ny topmodel af dynamisk princip til omkring 10.000,- og det ville vi naturligvis gerne. Naturligvis vidste vi allerede længe før starten, at vores eget var bedst, det er det som bekendt altid og ellers ville det nu osse have været meget dumt at købe det. Alligevel hev vi i videnskabens interesse et sæt ægte balancerede hovedtelefoner frem, et sæt absolutte super-matchede referencemodeller, som ingen garanteret kender. De har ellers været på markedet fra 1937.

De var simpelthen de første stereotelefoner i verden, disse Beyer DT48 opg sidder som sammenklappede kæmpemuslinger fastsuget til ørerne. Ubehageligt er sådan et sørgeligt utilstrækkeligt udtryk her og så er vi slet ikke kommet til lyden endnu. Med en autentisk impedans på noget utidige 5 ohm er de også nærmest umulige at drive for nogen kommerciel hovedtelefonforstærker, inklusive vores Benchmark DAC 1 testforstærker. Det bedste som man næsten kunne sige var vel, at den ikke gik i stykker af denne tilnærmede kortslutning.

Inden da havde fruen så testet denne model “X” mod vores Stax 4040 og var kommet til at grine ukontrollabelt. Hun blev nødt til at hidkalde denne skribent for at høre, om der var noget galt et sted, men det var der nu vist ikke. Med mindre altså test-emnet var i stykker. For det lød simpelthen ad Helvede til: Spidst, tyndt, metallisk, skrigende og med næsten ligeså lidt bas som vores salig AKG K1000. Det eneste der var ringere var bærekomforten, som næsten nåede det absolutte lavpunkt, Beyer DT48A. Her har den manglende komfort dog en indlysende teknisk begrundelse, nemlig tidens bedste akustiske isolation. Den anden model her var vist blot knaldet på markedet IKKE blot uden at nogen havde lyttet. Næh, ingen havde næppe heller nogensinde haft dette infame torturinstrument på hovedet.

For lige at få referencerne på plads satte vi så vores Beyer DT48A audiometriske hovedtelefoner til. Det lød bestemt heller ikke ret godt selv om noget af den ringe lyd nok kan tilskrives overlastning af Benchmarken. På den anden side har vi nu aldrig hørt denne klassiske hovedtelefon til alt omkring 3000,- spille blot nogenlunde godt OVERHOVEDET, så det var ingen større overraskelse. En kæmpeoverraskelse var det derimod, at den faktisk lød en hel del BEDRE end vores 10.000-kroners testobjekt. Det var ligegodt imponerende. RINGE, forstås, af den anden altså ikke at lyde BEDRE.

Hvad kan man så lære af det? Jo, at verdens så langt bedste hovedtelefon naturligvis er en elektrostatisk model. Både Sennheiser og Beyerdynamic og Koss har tidligere lavet absolutte statement-elektrostamodeller, så det har alle altid vidst, men i dag er kun Stax tilbage. Vores råd er derfor enkelt og simpelt og helt entydigt: Hvis man ønsker verdens så langt bedste hovedtelefon, så køb en Stax. Der er intet over eller ved siden af eller blot i nærheden omme bagved. Og så fuck alle de fjolser, der sidder og ævler i endeløse forum-diskussioner om “verdens bedste hovedtelefon”. Den hedder Stax og den dyreste er den bedste, så langt endda.

Og så tilbage til virkeligheden. INGEN hovedtelefoner koster nemlig i nutidige hifi-sammenhænge NOGETSOMHELST, heller ikke de dyreste Stax, som vi har. Ikke en skid simpelthen. ALLE har simpelthen råd til at købe et sæt hvis de virkeligt ønsker det.
Inden nu folk efter denne salgstale tror, at vi sælger Stax, så tager man fejl, vi sælger kun professionelle hovedtelefoner. Mange, af ganske få forskellige modeller og fabrikater til endnu færre forskellige kunder. Men køb nu blot en Stax, gør det!
Og så lige en “krølle” på de stadig tilbagevendende forum-diskussioner om såkaldt “balancerede hovedtelefoner” Vores DT 48A er nødvendigvis balancerede som alle andre for så vidt der nødvendigvis er 2 helt symmetriske ledninger til hvert højttalerelemnt. Det gør naturligvis alle hovedtelefoner fuldstændigt ligeså “ægte balancerede” som alle andre højttalere. Hvad det så lige er og hvorfor dog så diskutere det. Derudover er vores DT48A så endda særskilt balanceret, da de leveres UDEN stik med 4 fortinnede kabelender. Tænk at kunne gradbøje ordet “balanceret” men det kan så også kun, når man ikke ved en disse om nogetsomhelst.
Hovedtelefon-verdenen er da næsten dummere end resten af hifiverdenen.

10 meninger om “Når sandheden virkeligt skal frem, så skal konen på banen!”

  1. Hørt! DT231 er absolut bedste køb jeg har gjort. Sidder med et sæt DT880 på ørerne lige nu, men de er altså også mere komfortable over længere tid. Dog noget dyrere (med mindre man lige finder dem brugt).

    vH pH

  2. Blot underligt, at jeg ikke har fået et gavekort fra Sillesen endnu for godt salgsarbejde..Nå, nu har vi så osse allerede købt og betalt de bedste og dyreste Stax.

  3. Efter din beskrivelse fik jeg hevet mine vel 20 år gamle SR-80 frem. De spiller fint endnu, men mon ikke jeg bør lægge et øre eller to til en nyere model. Du har i øvrigt helt ret i dine betragtninger omkring de egentlig ret latterligt lave priser. I forhold til hvad man ellers skal betale for nyinvesteringer i hi-fi branchen, er STAX priserne jo de rene slagtilbud. Da jeg ikke ønsker at blive beskyldt for at fremme Sillesens forretning kan man jo evt. købe brugt. Det Tyske marked er velforsynet, så her er der da muligheder.

    Kabelfundamentalisterne kunne jo passende få et reelt løft i vellyd for en brøkdel af hvad de ellers bruger deres penge til.

  4. Jeg skal også lige for afdøde Arveprins Knud sige, at vi har betalt præcist den kampagnepris, som alle kunne få dem til på messen i København. Det jeg så ikke helt kan forstå er at man kan snakke så meget i så mange år om alternative dynamiske modeller som egentlige alternativer. I studiebranchen er der trods alle meningsdifferencer vel ingen, der i fuldt alvor vil påstå, at man ligeså godt kunne bruge en dynamisk studiemikrofon som en kondensatorditto.
    Elektrostatiske højttalere er fulde af naturnødvendige kompromisser, det er hovedtelofoner og mikrofoner så blot ikke.
    OG så billige at man squ kan købe dem uden at snakke løs år efter år på diverse fora. Mon disse mennesker vælger ugens tilbud på hakket kød på samme måde…?

  5. Jeg havde for mange år siden et sæt bestående af SRM-1 driver-enhed + Lambda Pro "earspeakers". Desværre var der noget højfrekvent fnidder over Pro indgangen så jeg måtte nøjes med lav-bias indgangen (hedder det vist?) som var knapt så god. Desuden var der noget raslen fra det ene element. Så jeg valgte at sælge sættet som semi-defekt til en lav pris. Gad vide om det kunne have betalt sig at få det repareret..?

    Men på trods af dette kunne jeg nemt konstatere at magen til ren og uforvrænget gengivelse skulle man vist lede længe efter. Og Stax har udviklet videre siden dengang kan jeg forstå. Som imkarneret pladespiller-mand kan man godt blive lidt nervøs ved tanken om hvad sådanne afslørende transducers måtte bringe frem i lyset af unoder.. 🙂

    Og jeg husker forresten nogle Stax monoblokke som Danmarks Hi-Fi Klub (hed det vist dengang) havde stående på gulvet som nogle døsige kæmper. Jeg bilder mig ind at kunne huske at de vejede omkring 50kg pr side og billige var de ihvertfald ikke.

    http://www.stax.co.jp/Export/History.html

    Ups! Så fandt jeg blokkene (Stax DMA-X2):

    http://www.google.dk/search?hl=da&source=hp&biw=1680&bih=931&q=stax+dma-x2&aq=f&aqi=g1&aql=&oq=&gs_rfai=

    Og tonearme lavede de sandeligt også (eller fik lavet for sig?).

  6. Allerførst, herligt at få set kvinden med den usvigeligt sikre smag, der er fart over feltet!

    Sekundært, kan du ikke fortælle lidt om elektrostatiske højttaleres naturnødvendige kompromisser og også gerne om hvorfor din kærlighed er faldet på hornhøjttalere fremfor fx. elektrostater? Jeg er absolut novice på begge områder, men nysgerrig som bare pokker, så hvad er det man kan med den ene type som man ikke kan med den anden og vice versa?

  7. Ja, man kan da se skønheden og livet i motivet på trods af den lidt håbløse fototeknik. Jeg har siden 1980 konstant haft og har stadigvæk masser af Quad elektrostater, der aldrig hat fungeret som hovedhøjttalere, men altid som supplement for ultimativ lydgengivelse ved lavere lydtryk i et sekundært system. (som vi har en hel del af) Ingen dynamisk højttaler heller ikke store horn kommer blot i nærheden af en elektrostats evne til at gengive en troværdig impuls.

    Det foregår blot altsammen ved forholdsvis beskedne mulige lydtryk (ikke lavere end de fleste kompakthøjttalere men de er heller ingenting værd og tillige uden elektrostatens dyder). At elektrostater så heller ikke kan spille bas er ikke rigtig nogen særlig bonus. Indenfor disse begrænsninger (som skyldes det tætkoblede elektrostat-elements beskedne vandring inden det rammer statoren/elektroden), det vil sige max. lydtryk på knapt 100 dB og problematisk bas fra omkring 70 hz er de bedre end alt andet.
    Anvendt i hovedtelefoner kommer ingen af disse begrænsninger i elektrostatiske højttalerelementer overhovedet i betragtning, men som full range højttalersystemer, selv med sub, er de dømt ude. Der foretrækker jeg så langt store effektive højttalere, som altså for eksempel de bestemt ikke ufarvede horn.

  8. Spændende og lærerigt indlæg, Poul! Gad vide om man skulle have sig et sæt STAX istedet for de nuværende AKG jeg bruger til mix, når resten af huset ikke skal belemres med gentagne gennemlyt af nye numre…

  9. Jamen tak selv, Mirland, desværre er det nok lidt hovedløs gerning at mixe på selv verdens bedste hovedtelefoner. Al balance ryger ad helvede til, både bredde og bas. Som lytning derimod vældigt fint

  10. Det er rigtigt! Men til selve "kompositionsdelen" af processen fungerer det faktisk ok. Den endelige mixing før mastering er en helt anden snak.

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *