For fuld musik!

Vi ønsker lidt forsinket alle vores venner og kunder og andre interesserede velkommen i det nye år. Med lidt mere mandsmod end denne skribent har kunnet udvise ville der ovenfor have været et billede af fruen fra den årle del af nytårsdag i usædvanligt munter stemning. I betragtning af at hun resten af året færdes i tæt omgang med denne uvægerligt vanvittigt vittige skribent skal der noget til at gøre det bedre. Skulle man altså selv synes…?

Nå, vi venter lige lidt for at afæske den stadigvæk støt sonort-snuende skønhed den nødvendige tilladelse. Lidt fornuft har man vel fået banket ind i hovedet igennem årene af denne hårdtslående nordjyske skønhed. I denne sammenhæng skal vi da lige opfordre alle til at se eller gense et forrygende indslag fra det ellers ikke altid særligt vellykkede TV-program “Banjos Likørstue” med en anden knapt så nordjydsk ligeledes ganske yndig (men naturligvis osse kun knapt så overjordisk guddommeligt smuk som min kone) nørrejydsk pige. Underligt som komparativ ligesom i gammel/ældre i virkeligheden bruges til at betegne det modsatte af det forventede..? Den ægte vare er rigtig nordjydsk fra Vendsyllel, den knapt så rigtige Sofie blot nørrejydsk fra Himmerland.

Den interviewede pige var naturligvis Sofie Bonde, den følsomme pip-pigestemme i danske “Souvenirs” en kvinde på min kones alder ret præcist. Det var hun så nødvendigvis også dengang interviewet blev lavet, af samme alder som daværende frl. Dahl Olsen, blot meget yngre, da det skete for næsten 10 år siden.
Sofie Bonde er en af den slags kronisk uskyldige unge piger (på trods af nu vistnok 2 børn, så uskyldigheden har åbenbart visse grænser), som får beskytterinstinktet frem i nok alle mænd. Alle får straks lyst til at beskytte hende mod mænd som desværre er ligesom én selv.

Sofies kroniske beskytter siden skoletiden som midt-teenager har været gamle Nils Torp, og gammel, det er han hele 4 år ældre end denne allerede halvgamle skribent. At tænke sig, at denne nu næsten 60-årige allerede har haft held til at beskytte/opdække/(bedække ups beklager slåfejlen) Sofie Bonde i godt 20 år allerede er godt gået, gamle støder!. Nå, dengang så man helt tydeligt noget mere lempeligt på omgangen med studerende derude på landet end forhåbentligt i dag, egne erfaringer er iøvrigt ganske identiske.

Tilbage til interviewet, som bør genses på Youtube, skriv “Banjos Likørstue” og “Sofie Bonde”, så er den der. Alle éns manddoms drømme om at være Nils Torp (om ikke andet så blot for en dag, man kan godt nok godt se, at han VIRKELIG har brug for beskyttelse mod glubske mænd og anden verdslig ondskab) kommer rullende tilbage ved synet at søde Sofie. For SØD, det er hun godt nok, alt for sød da til den dér gamle skaldepande Torp. Derudover skal vi ikke afsløre det herlige interview, som udvikler sig i allerbedste “Monty Python”-stil. Minderne om kyske Sofie har man vel lov at have, som det hed i revy-visen på trods af alle rimelige odds. Der er vel en potentiel ridder i os alle, jeg ved da, at der var en i mig, selv om jeg ellers aldrig gik til ridning. Med lanse og alting. Vi må vist straks stoppe denne lidt overdrevent grafiske fremstilling af den ældgamle dikotomi mellem den tapre ridder Sir Galahad og den skønne uopnåelige Guinevere. Nå, det var vist Sir Lancelot, nok deraf det med “lansen”…

Sofie klarede sødt og pigeligt interviewets prøvelser, men lige knapt så godt gik det for den gamle skaldepande. Det havde han godt nok godt af selv om min egen sympati i sagen burde have kunnet overvinde 1990-ernes jalousi overfor Nils` usandsynligt urimelige held. Her ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke adskiller mig fra en del andre lykkeligt gifte mænd. Men husk lige at klikke som anvist, der venter en herlig “slapstick”-sag!

Ellers skal vi lige knytte en kommentar til efterlønnen og dens mulige afskaffelse. Eller rettere, den nødvendige ditto. Sagen omkring efterlønnen er ellers så indlysende simpel, at tydeligvis ingen politikere eller journalister tør sige sandheden. Enkelte har pippet den, ingen har turdet kalde den for det, som den er Det er simpelthen rent PYRAMIDESPIL. ALLE, der får efterløn, får LANGT MERE udbetalt, end de nogensinde HAR INDBETALT. INGEN private pensionsopsparinger kommer end ikke i heldigst gunstigst-spekulative fald blot i nærheden af at være ligeså lukrative som dette inderligt kunstige opportunistiske produkt, som efterlønnen er. Det er ikke underligt, at alle vi halvgamle med næb og kløer forsøger at beholde denne indlysende uholdbare finansielle situation, gevinsten er for stor og umiddelbar.

At man så hverken har TJENT eller FORTJENT den, men blot nasser helt økonomisk åbenlyst på den samlede samfundsøkonomiske indsats på en ordning, som dens “faddere” aldrig havde tænkt skulle være permanent, tjah det gør så blot alt det politiske hykleri så meget større.
Her i firmaet har vi en meget betydelig selvbetalt pensioneringsordning. Vi kommer sommetider i tvivl om hvor klogt det er, for kan vi mon regne med, at den kommende beskatning af udbetalingen af denne pension om føje år bliver som i dag? Nej, naturligvis gør den da ikke det, beskatningen bliver naturligvis langt højere end i dag, det vil vi godt garantere for.. Ellers ville der jo ikke være nogen til at betale dette statsfinansierede pyramidespil, hvor alle vinder den store efterlønsgevinst, blot de er gamle nok. Sikker gevinst uden indsats, hvor dumt lyder det lige? Politisk uforsvarligt skulle man vel synes, nå nej, det er der naturligvis ikke noget, der hedder. Politik er og bliver det umuliges kunst. Som altså her at forsvare det totalt uforsvarlige.

7 meninger om “For fuld musik!”

  1. Jeg kan betro dig det rammer en gammel skaldet mand med en yngre smuk nord-og nørrejydsk kone der hvor det gør ondt. Ellers er det mest uskyldige Sofie der er hovedpersonen men det gør hun nu pigelille-godt synes jeg. Derudover er det naturligvis osse noget plat, det skal indrømmes.

  2. Det betvivler jeg skam ikke og jeg er nok blot en sur ung mand, hvorfor jeg ikke er den rette dommer angående humor. Ak!

    P.S. Sådan fra den ene husar til den anden, kan vi dog hurtigt blive enige om, at hun er en fager qwinne.

  3. Ja, ja, at der nok bør ændres i efterlønnen er jeg sådan set enig i, men det bliver alt for firkantet stillet op mange steder. En forudsætning for at du harret i din analyse er nemlig, at de mennesker, som ikke længere går på efterløn har et arbejde i stedet, og ikke bare overgår til en eller anden form for offentlig ydelse i stedet. Det betyder altså, at der på en eller anden måde skal fremtrylles temmelig mange nye arbejdspladser, for at få regnestykket til at gå op.

    Og den model som Lars Løkke har lanceret, den batter jo også først rigtigt noget om 15 år…

  4. Med efterlønnen synes jeg tingene er enestående soleklare: Hvis man skal have råd til at hjælpe de virkeligt nedslidte skal man holde op med at forgylde den nuværende og kommende livskraftige og ikke spor nedslidte golf-generation. Jeg holdt selv op med at betale til efterlønnen for mere end 15 år siden ud fra det relativt fornuftige rationale at der aldrig ville blive råd til ordningen når jeg selv blev 60. Jeg tog fejl, regeringen var noget mere uansvarlig end jeg havde kunnet forestille mig. det var ikke for at spare, det skete for at etablere en privat opsparing ak ak dumt skulle det vise sig.
    Derudover er det da rigtigt, at 15 års aftrapning er en en godt bidrag af en statsbankerot for sent.

  5. Njae, at fremstille størstedelen af alle dem som vælger efterlønnen i dag som golfspillende og livskraftige ældre er nok at skyde over målet. Men som jeg tidligere har nævnt, så mener jeg også at der skal gøres noget ved efterlønnen – jeg tror bare ikke der er så meget at hente ind til statskassen, som mange giver udtryk for. Forudsætningen for at regnestykket går op er jo, at der bliver skabt så mange ekstra arbejdspladser, at resutatet af at folk ikke går på efterløn længere er, at de arbejder, og ikke blot eksempelvis overgår til førtidspension, arbejsløshedsunderstøttelse eller bistandshjæp i stedet.

    Efterlønsordningen er jo i virkeligheden ikke rettet mod de nedslidte – måske skulle man tænke den revision af førtidspensionssystemet, som jo også er på tapetet i dag sammen med en ændring af efterlønsordningen, og også overveje, om man skulle arbejde for at skabe en bedre seniorpolitik på arbejdsmarkedet; man kunne overveje at forsimple tingene – at afskaffe efterlønnen, men så lempe reglerne i forhold til at give førtidspension til folk, som har arbejdet i mange år med fysisk krævende arbejde.

    Og så er der rigtigt mange steder man for alvor kunne hente langt flere penge ind. Det offentlige bureaukrati og regeltyranniet er jo i den grad eksploderet, efter at new public management tanken har bredt sig i den offentlige sektor. Rigtigt mange offentlige ansatte bruger alt for meget tid på indberetninger og kontrol, i stedet for på velfærdssamfundets kerneydelser. Eksempelvis bruger socialrådgivere næsten 60% af deres tid på administration, istedet for at yde de borgere, som de er der for at hjælpe den nødvendige bistand.

    Og behøver jeg at nævne støtten til landbruget…

Skriv et svar til anders Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *