Macho-taberkultur

 

Billedet i dag er af forskellige fabrikater diskanter. Den ene er en rigtig Altec-Lansing 808 såkaldt “small format driver” selv om den ikke er ret lille. Den anden endnu større er en Great Plains Audio 299 mere passende benævnt “large format driver” fra vores lillebitte favoritfirma i Oklahoma City. Det sidste firma er genopstået på rest-maskineriet fra forlængst salig Altec-Lansing og fortjener anerkendelse og støtte af bedste slags. Fordi de viderefører en ellers forlængt ulykkeligt afsluttet historie.

De 2 bittesmå enheder er som de overlevende smågnaverlignende pattedyr i afslutningen af den for øglerne så kataklysmiske såkaldte “Kridttid”: Små og helt uanselige så længe de store er der endnu. Derfor er det naturligvis også dem, der er der endnu. Disse små pip-diskanter af det stadigvæk aktive Electro-Voice-fabrikat er fra ak ja, må din Gud forbyde det, fra topmodellen fra ligeledes amerikanske Klipsch. Det vil sige, det er den så på trods af sit i denne sammenhæng noget anæmiske udseende selvfølgelig heller ikke længere. Produktionen af denne enhed er forlængst ophørt og Klipsch får nu uden noget forsøg på mystik som nævnt fremstillet ækvivalente enheder i Filipinerne. Som JBL er Electro-Voice forlængst flyttet langt væk fra både tidligere kvalitet og ambitioner og da ikke mindst de rigtigt gode produkter.

Nå, ligefrem supergod er denne diskant nu ikke og da overhovedet ikke i dette formidable selskab. Alligevel er det ganske forrygende hvor meget gamle Paul Klipsch kunne få ud af disse ret tarvelige råvarer og det er givetvis osse derfor, at Klipsch stadigvæk eksisterer. På den måde har det altid været været et mønster-firma. Derudover gad jeg nu RIGTIGT godt have et sæt helt RIGTIGE Klipschorn-hjørnehøjttalere OG en Crown Studio Reference II. Og ikke mindst de kommende monster-JBL, sikke man dog kan drømme.

Under alle omstændigheder er det jo også en smule taberagtigt kun at sidde og drømme og derudover blot glo ud af vinduet. Ganske vist er hifiinteressen i virkeligheden taberagtig på sådan en lidt søgt macho-agtig taber-facon, for kvinder har der da aldrig været nogen af. Selvfølgelig kan man diskutere, hvor specielt macho-agtigt det er, at så mange lokale hifientusiaster med legendariske Kurt von Komik og hans ikke mindre stor-slemme trofaste sekondløjtnant “Hurtig” dag efter dag, årti efter årti, sidder og taler i den anonyme hule om egne fortræffeligste lydidealer og den DAC, som de vist har tænkt sig at lave. Engang i en anden galakse. Snak, snak, snak og mere snak. Hele dagen, hver eneste dag om overhovedet absolut ingenting. Lav dog den skide DAC eller lad være, uanset havd bliver verden et bedre sted at være den dag al denne formålsløse idiotiske snak ophører.

Tror forumejeren af det senest tilkomne danske hifi-forum, avtainment.dk. virkeligt i fuldt alvor, at der nogensinde kommer kunder i butikken, så længe disse kegler styrer bowlingbanen? Eller annoncører hvis der ellers er flere som gider adressere denne forlængst lettere små-perverterede macho-taberkultur længere. Ikke meget tyder på det første og slet intet på det sidste.
Inden vi nu helt overgiver os til vinterens relative sortsyn skal det med, at dagens overskrift er sakset fra dagens JP. Kultursociologen Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet bruger dette særdeles rammende udtryk om særligt aktive og voldelige indvandrerbander. Som denne skribent tidligere i sædvanlig stilfærdighed har anført, er det jo ikke selve opholdet i asyl-eller flygtningelejre, som i sig selv fører tilnogen senere kriminalitet. Det behøver man nu heller ikke være en moderne Einstein-klon for at se, for forskellige flygtningefolkeslg placerer sig særdeles entydigt og helt forskelligt på kriminalitetsbarometret. Vietnameserne ligger helt i bunden og palæstintenserne topper denne hitliste suverænt og meget mere krig end i Vietnam gennem mere end 70 år kan man vel ikke have. Så, nej, det er tydeligvis ikke kun krigstraumer, der spiller ind. Som denne sociolog så fornuftigt udtrykker det:”Voldtægt har noget at gøre med synet på kvinder, køn og ligestilling”

Mon han nu også som ubetænksomme Jesper Langballe bliver idømt dagbøder for denne groft generalisende og diskriminerende udtalelse? Udover at det naturligvis er sandt, altid det allerstørste problem, men heldigvis for de korrekte aldrig et problem, som ikke for en tid kan ties ihjel. Et godt eksempel er en udtalelse fra en anden og langt mere korrekt dansk kultursociolog, Flemming Røgilds. Han udtaler de noget defaitistiske ord om disse åbenbart til evig tid stigmatiserede stakler: “De vil tit have forældre, som lider af post-traumatisk stress og ofte har levet på starthjælp, der skaber nogen mekanismer, der kan resultere i kriminalitet (skulle man så ikke blot afskaffe denne starthjælp red.?) Hvad skal man gøre, når man ikke har flere penge til rådighed?”

Det sidste er desværre ikke noget, som vi selv har fundet på, det står der faktisk som citat fra Røgilds. Ja, Røgilds, her i den traumatiserende julemåned er det jo et evigt tilbagevendende problem for de allerfleste og mon ikke vi i dette politisk korrekte klarsyns-lys kan forvente overbærenhed fra alle myndighederne.

Røgilds fortsætter ad samme syge vej om det danske skolesystem, som “..ikke anerkender, at vi befinder os i et multietnisk samfund og hvor man eksempelvis ikke ser arabisk som et internationalt verdenssprog på linie med spansk, kinesisk og russisk..” Eller man kunne nævne bengali, som tales af endnu flere end arabisk og portugisisk med omtrent samme udbredelse.- Udover at Røgilds jo nok heller ikke vinder særlig respekt for sit valg at russisk som verdenssprog længere. Det var vist mest i hans og min egen studietid verden så sådan ud.
Nu er så tydeligvis “verdenssprog” som samme kulturs-kreds´ evigt gentagne krav om “respekt” ikke noget, som man kan kræve, KUN noget, som man kan FÅ som julegaver. Blot at plyndre familiens sparegris for at gave til sig selv tæller ikke som julegave. “FÅ” er igen det betydningsbærende ord.

Nu er kultursociologi naturligvis ikke nogen eksakt videnskab eller for den sags skyld videnskab overhovedet men SÅ dumt og naivt, som Røgilds her udtrykker det, troede vi da ligegodt ikke, at det var. Ren dansk taber-kultur, simpelthen, for hvordan kan man være dansk “multikulturel” når man ikke længere selv tror på sin egen kultur?
Nå, vi vil så i al løn håbe, at det er Røgilds, som selv bliver et kommende offer for alle de stakler, som “ikke længere har flere penge til rådighed” Måske han selv lægger penge ud som vi andre lægger fuglefrø, i så fald en ægte hædersmand, som tror på sin egen prædiken. Der er jo helt tydeligt intet andet at gøre end at acceptere det totalt uacceptable.
Mærkeligt som alting så let kan forklares. Måske også sygelig hifiinteresse kan forklares ud fra utilstrækkelig seksuel formåen hos entusiasten og anden social impotens. Og jo længere og jo større, jo mindre eller omvendt. Tydeligvis en typisk ringe kultursociologisk forklaringsmodel for så vidt denne skribent stadigvæk venter på sine allerstørste JBL-højttalere hidtil. Er der virkeligt SÅ MEGET at kompensere for her i vores lille kælder?