P-39F

 
Posted by Picasa

Nu er det ikke særligt usædvanligt at få forskellige former for “flashbacks” som mere end midaldrende. Faktisk er det ca. ligeså almindeligt som at kvinder af tilsvarende årgange får hedeture. For det første er den præsente nutidshukommelse uendeligt begrænset og der bliver jo også rent statistisk mere og mere at “flashbacke” tilbage til. Tag for eksempel betegnelsen “P-39F”, sikkert ikke noget, der siger ret mange ret meget. Eller nogen noget overhovedet. Alligevel er det ikke nogen tilfældig betegnelse, ja den er faktisk lidt tilfældig, at den ikke burde genbruges.

For en enkelt gangs skyld er vi tilbage i de sort/hvide drengetegneseriers tid. Det var dengang, bladene for rigtige drenge hed “Kampflyverserien”, “Commando”, “Battler Briton” “Spion X-13” m. m. fl. Disse blade var små af størrelse og muligvis endnu mindre af litterært indhold, men uforglemmelige som det første kys. Mere faktisk, nu jeg lige overvejer det, langt mere, tag dén, Margit! Politisk korrekte var de heller ikke. Japanerne og tyskerne var i serierne reduceret til lavstammede abelignende grusomme væsener, henholdsvis grusomme blonde bestier med tendenser til almindelig folkemord-lyst. Historisk var disse stereotyper af hele folkeslag i en specifik historisk periode vel ikke særligt meget skudt ved siden af, men i dag ville de naturligvis have været helt forkerte. Selvfølgelig fordi de var forfærdeligt rigtige og helt givet derfor ville kunne anmeldes som racisme til den relevante FN-domstol..

Nå, dengang i barndommen, hvor efterkrigstidens keynesianske økonomiske regime fra Bretton Woods endnu herskede, for tilsyneladende evigt, føg det med mundrappe bemærkninger som for eksempel de uforlignelige “Tag dén, Fritz, og dén!” mens Battler Brirons Oerlikon-kanoner plaffede atter en af Luftwaffes Messerschmitter ned. Andre af favoritterne var “Smag din egen medicin, Fritz!” og “Fordømte gule hunde!” Den sidste bemærkning skurrede altid lidt særligt, fordi genboen faktisk havde en ellers ganske skikkelig gul hund, som ellers ikke dengang i barndommens univers så særligt “fordømt” ud. Verden var så meget simplere dengang hele verden var i sort/hvid og hvor skurkenes favoritudbrud altid var “Ach, verdammte Engländer”, “Scheisse!” og “Banzai!” Ikke underligt at så få gad være japsere eller nazisvin når vi legede krig, paletten af roller var bare ikke synderligt farve-rig.

Og endelig er vi tilbage ved overskriften. Ved krigens begyndelse var USA i besiddelse af et relativt moderne jagerfly med betegnelsen, ja altså P-39F. Det var langtfra noget særligt godt fly, faktisk var det et af den slags fly, som ingen piloter frivilligt havde lyst til at begive sig til vejrs i. Det var langsomt, upålideligt ikke ret manøvredygtigt, altsammen egenskaber, der gik fra slemt til værre allerede fra særdeles moderate højder og opover. Måske derfor var det ret naturligt i Sovjetunionen, at dette jammerlige fly scorede sine største og eneste triumfer. Stalins piloter var ikke særligt godt vant og derudover havde de heller ikke noget valg, så de fløj disse Bell Airacobra P-39F skodfly til sejr eller død. Ikke underligt at adskillige tyske “esser” på østfronten scorede en 300-400 nedskydninger.

Og så flashbacker vi lige til i dag. På den nylige hifiudstilling i København hørte vi i en helt håbløs opstilling i hjørnet af et støjende gangareal et sæt Klipsch-højttalere. Det vil sige, da vi gik skyndsomst og skræmte gik forbi denne lydlige kakafoni, anede vi det ikke, for de lignede slet ikke de Klipsch-højttalere, som vi selv har, fine ubehandlede og originale krydsfiners-Klipsch la Scala. De her lignede bare alle andre slanke gulvhøjttalere. Ordet “slank” er i denne sammenhæng udpræget negativt ladet, rigtige højttalere KAN slet ikke være slanke. Det var ikke det dårligste, som vi hørte på udstillingen, disse Klipsch-højttalere, men det ville nu heller ikke have været godt. Og det var det så alligevel slet ikke.

Og i dag er det så, at vi opdager, at udover at spille langt ringere end vores egne stadigvæk som model ganske gængse La Scala, så HEDDER de her håbløse dusin-Klipsch (fordi de ligner alt andet end en RIGTIG Klipsch) det forlængst patentbeskyttede P-39F. Det er virkelig en svinestreg at genbruge sådan en forlængst drengebogs-helliggjort bogstavkombination og det er kun den ene side af sagen. Den anden er, at man med en mulig undtagelse af et andet amerikansk fiasko-fly, torpedobomberen Douglas “Devastator” (hvoraf alle i tjenesten blev skudt ned under slaget om Midway), har taget det HELT FORKERTE fly. At de så i annoncen er prissat til en ren bagatel af 100.000,- danske kroner (uden at det vist angives, at der er tale om absolutte demo-modeller), ja det gør jo ikke sagen meget bedre. Eller værre, allerede var starten var den jo noget stor-slem. Gad vide hvad de har kostet fra starten, 1000 mia. eller deromkring. Det aner vi ikke og er også ligeglade, vi har de Klipsch, som vi skal have. Hm., måske et sæt rigtige Klipschorn kunne bruges, men det her andet, aldrig i livet. Men som en gammel kollega sagde det så smukt: “Det nemmeste at lave er altid prisskiltet!” Tak, F.!

Det paradoksale er, at denne første Klipsch-højttaler og i mange år firmaets eneste produkt, Klipschorn, faktisk var SAMTIDIGT med DEN ANDEN og rigtige P-39F. Produktionen af disse overlappede ganske kortvarigt i krigens sidste dage.
Åh jo, og så er dagens billede et protræt af en anden gammel næsten-krigskæmpe, nemlig den slidte ex-McIntosh MC-2600 forplade., der nu er skiftet. Til gengæld er de originale input-stik stadigvæk intakte. Som naturligvis er BNC-bajonetstik, som allerede var i anvendelse i den rigtige P-39F. Det var så dagens historiske vingesus,

5 meninger om “P-39F”

  1. Uhh, jeg husker Yankee – om en meget politisk ukorrekt amerikansk sergent. Ganske underholdende syntes jeg dengang, på samme måde som jeg også nød at læse Jonah Hex, Fart og Tempo.

    Kan i øvrigt supplere med følgende klassiske gloser fra disse blade: "Zum teuffel!", "Ferdamt", "Hände hoch" og "Donnerwetter".

  2. Det kan godt være, at p-39f blev regnet som en elendig blikspand af mange af de allierede piloter, med dens spøjse konstruktion, men næsehjul og centralt placeret motor, og det var da også kun et spørgsmål om tid, før p-51 tog over. Men selv ikke en mustang kunne være sikker på at kunne bide skeer med en Nakajima Ki-84 "Frank" i luftkampene

  3. Nu var der heldigvis mange Mustanger og få "Frank"-er selv om de nyeste amerikanske USAF-flymodeller først kom til Stillehavet ganske sent i deres udvikling. Trods alt var Europa indtil Tysklands fald konstant opprioriteret for USA med både mænd og materiel. Om de senere modeller af Mustang fløj derovre og måske mødte en enkelt overlevende "Frank" er vel ikke helt givet.

  4. Interessant var det under alle omstændigheder er det ret interessant, at både Japan og Tyskland helt op til krigsafslutningen var i stand til at matche de allierede hvad angår våbenteknologien – og i mange tilfælde også overgå dem. Amerikanerne var i hvert fald meget glade for at få et kig på me-262'eren, V-2 raketterne og Von Braun er jo en klassiker. Og det danske forsvars maskingeværer er jo stort set identiske med det tyske mg-42 den dag i dag.

    Og så er det ikke godt at vide, hvordan resultatet af luftslaget om England ville være endt, hvis ikke Tyskland havde skrinlagt planerne om at bygge strategiske bombefly midt i trediverne.

Skriv et svar til Poul M Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *