I dag vil denne efterhånden ganske anstændigt-trimmede skribent atter engang begive sig ud på livets landeveje. Eller kommunens, som de benyttede veje vel i al korrekthed for hovedpartens vedkommende er. Med den halve pelikan, som det kulings-blæser, bliver den daglige tur med absolut sikkerhed forlænget noget. Det er en cyklisk/cyklistisk naturlov, at den forøgede fart i medvind og det tilsvarende ditto ganske modsatte virkning i modvind på ingen måde ophæver hinanden. For mekanisk inklinerede ingeniører er det en smal sag at regne ud hvorfor, for vi andre er det helt umuligt, helst sikkert fordi selv 2-tabellen er svær når man er stakåndet nok. Som denne skribent snart vil være, her i huset kører vi altid fysisk til vores max. Som vi forsøger med selve livet uden at det dog nødvendigvis lykkes fuldstændigt, og hvis det endelig gjorde, ville man jo alligevel først vide det bagefter.
Af andre forunderlige veje fik vi sidste uge lidt på hatten (som vi endda på grund af varmen slet ikke havde på (velsiddende hatte som egne Akubra blæser nemlig ikke af selv i stærk vind) af den danske importør af den noget grinagtige Michael Falch- guitar. Nu er der intet galt eller for den sags skyld særligt godt eller blot rosværdigt i at klistre navnet på et koryfæ (eller blot almindeligt fæ, vælg selv her) på en guitarkasse, som med absolut statsgaranti er fuldstændigt identisk med samme guitar uden samme navnetræk. Fordi styktallene som her er bittesmå og priserne (selv om de ikke akkurat er superlave),jo ikke retfærdiggør mange krummelurer). Prisen er blot anderledes, og vel kun uhyre sjældent lavere for den samme vare. Sådan noget kaldes blot købmandsskab eller alternativt lidt dumt. Det sidste gælder naturligvis mest de mulige kommende kunder, som måske får lidt rigeligt lidt for den sidste hårdest beskattede krone.
Og så viser det sig sandelig, at disse kunder kunne have gjort et ENDNU MERE forunderligt køb. Sidste år var sandelig det første år, hvor der blev lavet en dedikeret Martin-guitar til en dansk rocklegende. Denne gang må vi så sige, at valget forekommer helt anderledes fornuftigt, for mens Michael Falch har sat sig nogenlunde samme faste og varige fodaftryk i den danske rock som en måge-unge i tideaandszonen i Vadehavet, så er ham den første en virkelig sværvægter.
Derudover er han både et veletableret og særdeles fortjent succesfuldt navn og ingen bedre kandidat kunne vel i modsætning til Falch findes. Manden er muligvis som Luther Perkins, den forkætrede guitarist i Johnny Cash´s backinggruppe “The Tennesee Three”, ikke nogen særlig objektiv virtuos på sit instrument, men har dog i årtier været en rigtig stilskaber. Der er blot én hage ved hele dette show her: Den sidste år fejrede danske special-udgivelse af den allerførste dedikerede specielle Martin-guitar var opkaldt efter, ja STEFFEN BRANDT fra TV-2. Som vist i hele sin karriere aldrig har spillet guitar, udelukkende keyboard.
Nå, det er jo aldrig for sent at begynde og som bekendt opsøger alle godt og vel midaldrende mænd som denne skribent sin ungdoms Altec-horn og andre fjolser deres drømme Harley-Davidson eller Triumph Bonneville. En velhavende midaldrende mand som Brandt, derudover er han nu vældig flink, ville jo heller aldrig købe en Bjarton-børneguitar. Ikke at resultatet nok vil blive meget anderledes men når ting nu ikke skal bruges til noget alligevel, så gør det vel ikke noget, at det hedder det rigtige og ser lidt pænt ud.
Held og lykke med øveriet, Steffen, det varer nu nok et stykke tid, inden du når Lerchenfeldts niveau (den rigtige guitarist i TV-2 red.) Måske du blot skulle købe en Falch-guitar, han er nok nemmere at nå…Nå, det er under alle omstændigheder ikke nær så dumt at FÅ ting som at KØBE dem og da især ikke, hvis det ellers er de selvsamme ting.