Plads til begejstring

Efter denne sommers let forøgede daglige dosis cykling er denne skribent ganske som forventet blevet noget mindre. Ikke ligefrem lille eller lav som en skotsk højlænder (eller en lavlænder for den sags skyld, som på trods af navnet vist ikke er lavere), blot noget mindre trind til gavn for langtids-holdbarheden for diverse skjorteknapper. Det er altsammen fint nok, men alligevel har fruen i huset ret bastant “bjæffet” en ordre ud i samme umisforståelige tonefald som en sergent i det skotske eliteregiment “The Black Watch” Det fælles i dette råberi er helt sikkert den modtagende lettere tumpede modtager, som er lidt små-“tung” i det. For denne skribent gælder det efter sigende kroppen. Det er underligt, det ser da ellers ud som det altid har gjort. I spejlet, som til alt held er ganske lille og sidder ganske højt.

Derfor er der dekreteret “forøget cykel-pensum” i sensommerens sidste forsøg på at trimme denne skribent til at ligne den lettere misfoster-agtige David Beckham eller hvem der nu måtte være det til disse tider gældende næsten-midaldrende gifte kone-idol.
Argumentet med, at disse urimelige fysiske udfoldelser skulle give forøget energi og arbejdsevne er naturligvis med i fruens “bjæfferi” og vel næppe helt forkerte. Efter et par dage bænket ved siden af uanede mængder skotsk kvalitetsøl er de lettere “gummierede” ben hos deres ydmyge allerede erstattet af rent stål. Ret godt gået eller måske rettere cyklet, synes vi da selv. Hu hej hvor det går vestover!

Nå, vi må så håbe på en tidlig og tilsvarende hård vinter med bedre tid til spøg og langvarig skæmt. I de kommende dage vil vi på denne side forsøge at løfte vores “oplysnings-byrde” ved at stå endnu tidligere op end det sædvanlige ellers ganske tidlige.
Det muliggør jo også, at man kan blive den allerførste til at lægge sig i kø foran en lokal guitarforretning. I dagens JP beretter en god gammel og ellers sædvanligvis fornuftig journalistven, Jørgen Rye, om en åbenbart helt fantastisk usædvanligt speciel Martin-guitar. Nu er Jørgen selv musiker og derfor kan man vel godt sætte sig ind i hans fantastiske begejstring for dette tydeligvis fantastiske instrument, en super-duper specialudgave helliget en af de muligvis største danske guitarister. Det skulle man måske tro i denne heldigvis ret usædvanlige journalistiske dækning af aktiviteterne i denne lokale Martin-importør, “Akustikken”

Vi siger “heldigvis”, fordi den her ting simpelthen STINKER af kun lettere skjult reklame og almindelig dækket eftersnak. Hvis vi selv solgte guitarer ville det første og sidste spørgsmål, som trængte sig på være, hvad man dog har BETALT fra butikkens side for at få denne fyldige lettere “hagiografiske” skildring i dagens avis. Ryes artikel er helt fint i tråd med kvaliteten i den slet dækkede lovsang om egne produkter i alskens annoncetillæg. Dårligt er sådan lidt mildt udtrykt.

Og hvem er så denne dansker, hvis guitaristiske evner således fejres? Såmænd Michael Falch, som har fået en guitar opkaldt efter sig. Tak for kaffe, siger vi blot her, og der laves søreme ialt 10 eksemplarer af denne Falche-guitar. Nu er Ole, ejeren af “Akustikken” bestemt en mand med en særdeles sund sans for forretning, så måske han har lyttet til konen derhjemme. For det mest påtrængende spørgsmål her må vel være: Hvem i alverden vil dog købe en guitar, som er helliget en mand, som kortvarigt og noget uforklarligt (teenagepigerne vistnok) toppede for omkring 30 år siden og siden ellers intet har udrettet. Da ikke noget, som indrømmet ikke voldsomt opmærksomme skribent har opdaget? Og Falch, som vist er noget mere kendt for sine hærgede ansigtstræk og hunde-hængeøjne end for sine evner som guitarvirtuos..

Ja, svaret “blæser i vinden”, som en anden og mere “fortjentlig” heller ikke ret god guitarist engang udtrykte det. Held og lykke med salget af det her grinagtigt konciperede produkt. I en hyldest, af noget, som aldrig nogensinde var blot nogetsomhelst. I en journalistisk stil, der mest minder om affald fra et duplikeret skoleblad.
Guitaren er da sikkert fin nok, det er alt det andet her blot ikke. Læs det
og døm selv og forestil dig så, at du sidder der og klimprer på din behørigt signerede dyrt indkøbte Falche-guitar. Det er svært at forestille sig, at ikke alle et sted vil føle sig iagttaget af “Big Brother Falch” med det hærgede fjæs og hængende kæbe-flæsk. Lidt sygt at opkalde en guitar efter denne danske pioner indenfor disciplinen “at se ud” Fromfor altså “at være” og da slet ikke guitarist.
Hvad folk dog kan finde fornøjelse i!