Kvalitet

I dag vil vi undtagelsesvis vælge at bringe et par indlæg på vores side ukommenteret. Det skyldes, at det ene ellers blot ville ryge ned i en kontext, hvor ingen ville se det, mens det andet kom så sent i går, at det ville ende nogenlunde samme sted. Det er synd, for begge er af en kaliber, som vi er ganske stolte af at “huse” på vores side. So, here goes!

Hej Anders, Poul og I andre i debatten, som jeg finder både interessant, delvist nuanceret og i den grad relevant. Min kone er lærer, og er enig i, at der findes rigtigt rigtigt mange gode lærere, og så findes der dem, som aldrig skulle have været lærere.

Der hvor jeg mener debatten klart mangler en vinkel er årsagen til at lærerer, der aldrig skulle have været lærerer, overhovedet bliver ansat i et job hvor de skal udøve det som de enten slet ikke, eller kun i ringe grad evner. Årsagen til alle problemerne i folkeskolen er ikke lærerne – de passer bare deres job efter bedste evne. Næh, venner, årsagen er usandsynligt dårlig ledelse. Som jeg ser det, findes der om muligt procentuelt endnu flere dårlige skoleledere end lærere – og det er denne byld der skal trykkes på til den er væk! Hvad løsningen er ved jeg ikke, men jeg har dog følgende forslag: Gør skolelederjobbet attraktivt – altså en jobprofil som man som leder er stolt af, også selvom man ikke nødvendigvis er uddannet lærer. Det kan være man faktisk har en MBA eller anden form for lederuddannelse. Og så skal man være gjort af det rigtige stof – hvilket i mine øjne vil sige at man både skal have øjne, øre, næse og i særdeleshed omtanke for mennesker, med særligt fokus på børn. Dernæst skal man være en usandynligt god leder på personale fronten og sidst, men så absolut ikke mindst skal man være skarp på tal og økonomi.

Sådanne mennesker findes kun i meget få styktal, og dem der findes, arbejder som regel andre steder end i folkeskolen. Jeg mener klart, selvom, eller måske netop derfor, jeg stemmer på Venstre, at samfundet skal investere i lederjobbene på landets folkeskoler. Hvis man får de rigtige mennesker ind her, så kommer resten ret hurtigt af sig selv! Den gode arbejdsplads, den gode institution og den gode folkeskole kommer ALTID ovenfra – medarbejderne kan godt gøre en del nedefra men på den lange bane er det ledelse der er kodeordet!

Mvh Hans-Henning

czn sagde …
På hifi4all debatteres (ævles) netop for tiden en hel masse om DAC’s. Som i kabel-debatten har ikke alle lige meget lov til at deltage i diskussionen, thi kun de med de gyldne ører og de ‘gode’ stereoanlæg kan jo høre høre de subtile forskelle.

Måleresultater i decibel, foretaget af fagfolk der ved lidt om emnet (seriøse testere og konstruktører), kan derfor i deres optik forkastes som værende ubetydelige, da det jo kommer an på hvordan det lyder i gyldne øren på det RIGTIGE udstyr (inkl kabler).

Bitopløsninger og dermed dynamikområde? ikke vigtigt, især ikke hvis dimsen har kostet 20.000 og der stikker et radiorør frem af et hul. PS. et lille tip: lyden bliver hørbart bedre hvis man skifter… sikringen?!? Ja, så må jeg konstatere at den forrige nok var sprunget.

Jeg ved ikke så forfærdelig meget om ‘rigtigt’ udstyr, for jeg tror måske aldrig jeg er stødt på andet end jævnt gode apparater i meget forskellige prisklasser. Nogle er pæne og andre er ikke. Enkelte er endda ligefrem lækre, grænsende til at man får lyst til at ae dem.

Til gengæld ved jeg tilfældigvis en forfærdelig masse mere om decibel og overgange fra analoge til digitale domæner og vice versa. Med hensyn til formålet med en DAC, så er man godt på vej på skovtur når man snakker klangmæssige aspekter. Hvis en DAC skulle have NOGEN form for klang, så ville de fleste på markedet givetvis have indbygget tonekontrol.

‘varme’ og ‘fylde’ i signalet fra en omformer af den type er jo faktisk nedsættende udtryk om apparatets formåen, hvorimod en THD+N måling og FFT plots lavet på en god SA ikke lyver. Disse tal man her kan måle, er jo direkte at udlede fra den teori som gør at skidtet overhovedet virker.

For lige at rekapitulere til sniglæsere fra h4a: Man sender en samplet tone ind. Denne tone skulle gerne komme ud helt som den var tiltænkt. Hverken mere eller mindre.
Hvis den tager sine fætter- og kusinetoner med, så kan det da godt være det bliver hyggeligt, men det var ikke det, opgaven gik på. Dem kunne vi jo selv have inviteret hvis vi ville høre dem.

Man forledes til at tro at det, disse tweakers i virkeligheden savner, er et godt gammeldags pedalbrædt med samtlige af Claptons effekter lagt i signalvejen. Så kunne de da sidde der og jokke løs og få lige den klang og wauh de ville.

Måske man skulle opfinde en toslinked dsp der kunne fodres med filterkoefficienter efter ejers ønske. Der ville ikke være et øje tørt. Øh nåhnej det er jo det bras man slår fra første gang man tager sin AV-pre i brug.

Det er stur stur underholdning, majet skæg! (og trist for de seriøse, at de ufrivilligt skal associeres med sådan en samling T-Hansen båthorn, men mon ikke også snart de sidste rotter har fundet redningsflåden…)

Nå det blev lidt langt og jeg fik ikke engang savlet over de plots jeg har set på Benchmarks DAC1 HDR… Eller jo, det gjorde jeg så alligevel. 😉

Velfærds-bulerne på siden af lændens bageste del…

..er ved at forlade denne skribent med betydelig hast. De er muligvis for særligt kritiske iagttagere ikke fuldstændigt væk, men med lidt god vilje kan de ikke længere ses i spejlet, når man ser det i den rette (d. v. s. den forkerte) vinkel. Det er måske ganske passende at jeg og fruen endeligt har fået gjort lidt ved motionen, for nu truer arbejdet allerede ganske meget og forøget form giver jo forhåbentligt bedre almenbefindende og særligt under lidt stress. Det værste ved denne tilbagevendende situation er så blot altid, at de hårdt-prøvede gamle cykel-ben bliver tyndere, og det er fra et allerede fra starten noget komisk tyndt niveau. Det er godt man allerede er gift, for med de ben ville det da have været noget svært at blive det. De fleste ville nok endda sige umuligt, og de ville formodentlig have ret.

Skjorterne sidder nu altså stadigvæk noget “tot”, som det vist hed i min barndoms søulke-jargon, men det er ikke længere forbundet med akut livsfare at opholde sig foran faretruende udspændte skjorteknap-områder. Det skal nok blive bedre allerede i denne uge, og den tidligere begyndende lille A-skål hos denne skribent er blevet fladet ud til præ-pubertært pige-niveau. Udviklingen hos fruen kan vi naturligvis af oplagte diskretionshensyn ikke berører blot det allermindste, men vil begrænse os til at sige, at tendensen ikke går i den decideret modsatte retning. Men mægtigt pænt, åh jo, og udgangspunktet var allerede fra starten overjordisk smukt. En ægte “win og mere win”-situation.

Helt så vindende er det tydeligvis ikke at være mindre grønthandler her i byen. Om det så er sørgeligt for andre end de små grønthandlere er så straks mere tvivlsomt. Den lokale avis-sprøjte Stiften interviewede for et par dage siden et par grønthandlere, en helt lille og en noget større. De klagede begge to over, at det gik noget ad Helvede til og gav mest vinteren skylden, uden at det dog gav nogen særlig mening. Faktisk var begge akut lukningstruede, omend grundene var lidt forskellige.

Den ene lille butik med angiveligt højt profilerede kvalitetsprodukter ligger på en dyrt strøg i Århus. Alene placeringer betyder, at varerne for simpel rentabilitet nødvendigvis bliver dyrere, og det er de så. I de glade friværdi-overflødighedtider var konceptet godt (nok). Dengang for uendeligt længe siden, næsten et par år, ville man jo som oplyst forbruger gerne trisse rundt med en økologisk papirs-(genbrugs)-pose fra dette firma med det fængende navn “Kong Gulerod”. Det signalerede jo, at man havde råd. nemlig til at købe FULDSTÆNDIGT de samme kartofler som dem henne i Brugsen, blot til en langt højere pris, fordi man som lille firma med høje omkostninger naturligvis ALDRIG kunne købe billigt ind. Og nu kan man så snart ikke længere købe ind overhovedet.

Derfor måtte man ud til frugt/grønt mega-grossisten GASA i Tilst og hente sine varer som alle andre, fordi der ingen alternativer var. Det ville jo have været langt mere ideelt at kunne gå direkte til en lille kvalitets-primærproducent, men det var der aldrig hverken tid eller råd til. Firmaet opnåede aldrig og kunne vel heller aldrig opnå det, der i kernevåben-terminologi hedder nogen “kritisk masse” ( den mængde radioaktivt materiale , der skal til for at skidtet prompte eksploderer og danner en paddehattesky, for nu blive i frugt/grøntbranchen) Det blev aldrig muligt at opnå tilstrækkelig købekraft til at kunne købe varerne ind til den billigste pris og da slet ikke særlige kvalitetsvarer. Det sidste var og er aldrig nogen option.

Fordi vi jo taler om uhyre forgængelige og letfordærvelige varer, og hvis man aldrig opnår tilstrækkeligt “flow” i butikken, så kommer man aldrig nogen steder. Dengang i fortiden frem til sidste forår var det tilstrækkeligt at “anrette” et par forkølede standardiserede industri-gulerødder lidt pænt i en flettet kurv for at tiltrække datidens kvalitetsbevidste forbrugere, lidt sølle syntes vi. Og handlede der naturligvis aldrig, selv om det var den allernærmeste grønthandel. At købe det samme som I Brugsen til premium-priser forekom noget lamt og eklatant tidsspilde og det var det naturligvis også. Det var sikkert hele denne “iøjnefaldende (tak, Veblen!) tidsspilde-øvelse”, som var forretningens egentlige grundlag, anden mening gav det vist ikke.

Den anden nu kriseramte grønthandler handlede vi til gengæld en hel del hos. Tidligere, vi har nemlig ikke været der de seneste 3 år. Denne unge dynamiske og dygtige iværksætter mistede nemlig dengang også sit fokus på at opnå den såkaldte “kritiske masse” Det vil sige, han forsøgte en tid at blive stor nok til at blive den bedste kunde for at par lokale dyrkere, men det lykkedes tydeligvis aldrig. Det er ellers helt oplagt den aller-eneste måde at opnå højere priser på en vare ihvertfald på noegnsomhelst SIGT. Ved at tilbyde en bedre vare. Ikke nødvendigvis så meget bedre som prisen er højere, men blot ubetinget bedre.

I stedet er det hele endt (og endte allerede dengang) i alt for store bunker af frugt og grønt i fri luft, frost og skoldende varme. Kvaliteten var fra starten garanteret ganske gennemsnitlig, det kom jo efterhånden altsammen fra GASA, men det varede ikke mange timer, så passerede det det gennemsnitlige ALDI-niveau (som ikke generelt er ret højt her i området) i en stejl kurve søndenover. Det vil for ikke nautisk-inklinerede sige nedad. Det var blot mærkeligt, at det har kunnet vare indtil nu og det kan det så næppe heller meget længere.

Er verden så blevet dårligere. Ikke rigtigt, synes vi. Når man tager en tur til et stort tysk supermarked som CITTI i provinsflækken Flensburg og går ind i deres frugt/grønt afdeling, så gør man SLET IKKE. Og hvis man så skulle forvilde sig videre til de større friskvaremarkeder i Paris og Barcelona m. m., så bliver man blot endnu mere frustreret. Nemlig over, at de her lokale “kvalitets-fyrtårne” indenfor grønthandel overhovedet nogensinde er blevet betragtet som sådan. Det bedste de kunne tilbyde ligner mest det dårligste og billigste hos disse RIGTIGE grønthandlere derude. De burde næsten skamme sig over overhovedet at kalde sig grønthandlere!

Derfor vil vi naturligvis ikke savne dem blot det allermindste, selv om min gamle ven Matthias egentligt startede godt ud med sit “fra jord til bord”, han holdt blot ikke ved og så er alting derefter ganske ligemeget. Det blev hurtigt alt for uhåndterligt stort og endnu hurtigere alt for uundgåeligt lille.
Det går enkelte steder endnu at sælge superbilligt indkøbte kinesiske standardkabler skidedyrt i flotte æsker indenfor hifi-branchen, men mon ikke der går lidt “grønthandel” i det i den ikke alt for fjerne fremtid. Det vil vi da håbe. Tilbage til det ægte til hver en tid! Og i den proces har disse grønthandlere blot stået i vejen og derfor begræder vi ikke deres kommende bortgang. Slet ikke. Tilsyneladende mangfoldighed og kvalitet uden ægthed, nej tak!