Amagerbanken eller Ebberød Bank

Allerførst skal vi for muligvis enkelte interesserede sige, at vi i går blev de lykkelige ejere af et sæt Klipsch la Scala- hornhøjttalere af den mere omfangsrige slags. Nu er selv ganske store horn jo ingen garanti for tilsvarende stort frekvensområde, langt snarere en sikker garanti for det modsatte og faktisk overholder disse kolosser kun lige med det yderste af neglene kradse-kradse DIN 45500-normen fra 1960-erne for hifi. Denne var ellers ganske lempelig og krævede for eksempel for godkendelse (og det ledsagende fine sølvfarvede alu-klistermærke med certifikat fra Dansk Hifi-Institut) blot et frekvensområde fra vistnok 50 hz til 12.500 plus minus betydelige 8/4 dB. Officielt skulle disse Klipsch altså være rigtig hifi, selv om jeg nu ikke kan se noget klistermærke nogen steder. De er derudover som model også gamle nok til at være ret SAMTIDIGE med den forlængst afskaffede DIN 45500-norm, ren nostalgi. I det mindste overholder højttalerne vel sagtens datidens tilsvarende krav til hifi-forstærkere, anstændige 12.5 watt.. Vi har da tænkt at sætte vores 600 watts McIntosh på.

Hvordan lyder de så? Ja, det aner vi ikke ret meget om, de står nemlig endnu i København, men med vores baggrund i PA-branchen har vi da her i huset en idé og det skal naboerne nok også få. Så hvis nogen kører tomme fra København til Århus i de nærmeste dage så sig endelig til…
Ellers er det i dag atter engang krisemøde i den tilsyneladende kronisk kriseramte Amagerbanken. Det kan vel med rimelighed siges at være kronisk, når en ellers så dygtig og erfaren forretningsmand som Karsten Ree tilsyneladende nu ganske kort tid efter han med et kontant indskud på 500 mill. tilsyneladende “lurepasser” lidt med at skyde flere hundrede millioner i banken. Det må være smart siden han gør det selv om det ser lidt risikabelt ud. På den anden side, at kaste alt for mange gode penge efter “dårlige penge”, som det engang hed i rettidigt-omhyggelig bankpraksis, er måske HELLER ikke klogt. Bestemt et kedeligt dilemma, for hvis man ikke forsøger at redde sin investering er det et problem og hvis man forsøger kan problemet sagtens blive større og DET er da et problem!

Alligevel er Amagerbankens problemer, livstruende eller ej, ganske små i sammenligning med en afdeling af den østrigske almægtige Hypo-bank i provinsen Kärnten. Forskellen ligger ganske vist mest indenfor det rent strafferetslige, for mage til alt-andet-end-rettidig-omhu med snart sagt alting skal man da lede længe efter. Alene det ellers kortvarige ejerskab af banken af en sydtysk statsejet regionalbank kostede tyskerne næsten det samlede danske landbrugs gæld i netto-tab. Ret godt gået, da tilsvarende tab i Danmark vist ikke lige er til at absorbere og endnu bedre gået af østrigerne, som fik solgt den her mageløst overvurderede bankforretning. Fantastisk godt gået at sælge en bank der øjeblikkeligt tabte over 200 mia..

Ikke mindre godt gik det for præsidenten i delstaten Kärnten, den altid smilende og særdeles solbrændte Jörg Haider. Det vil sige, helt godt gik det ikke, for han kørte sig ihjel med en mega-promille med en hastighed, som mere end indikerer selvmord. Eller måske alternativt en Lexus med automatgear, men det var nu vist en Mercedes. Nemesis var nemlig lige at tage hævn over Haider, fordi en betroet medarbejder havde sladret om personlige pengetransaktioner i hundredevis af million-klassen til Haiders private konti i Schweiz og Liechtenstein. Alt det og åbenbart også alt muligt andet var var foregået gennem denne kontrol-frie Hypo-bank.

De her sager i den her størrelsesorden er simpelthen helt vilde og selv Amagerbanken blegner fuldstændigt her og heldigvis for det da. I det hele taget er Østrig et pudsigt land og sådanne skandaler kunne næppe tænkes i Tyskland. Når man tager sine lidt nærsynede historiske briller på kan det sommetider virke som om, at det eneste de 2 lande har til fælles, er at de taler tysk og at en østrigsk/tysk krigshelt en kortere tid hævede højre arm på begge landes vegne. Ellers er Østrig historisk en helt anden verden, simpelthen “Balkan på tysk!” Ingen rettidig omhu, mere traditionel Balkan-grusomhed med korsfæstelser og alting.

Sådan noget kan man naturligvis ikke sige i dag uden at få EU-menneskerettighedskontoret på halsen, men prøv blot at studere historien lidt omkring den østrigske hærs fremfærd i starten af 1. verdenskrig mod serberne. Det er nemlig uhyre veldokumenteret fotografisk og indeholder alle de traditionelle spidninger på pæle og andre grusomheder mod kvinder og børn, som Balkans historie er så rig på. Den eneste forskel er, at det var østrigerne selv, der stolt fotografisk portrætterede det. Ryggesløse bankforretninger i Hypo-størrelsesordenen kommer aldrig helt ud af ingenting og det gør politikere med Haiders brutalitet og kynisme heldigvis heller ikke. Han gad ikke engang smile, “grimasserede” blot lidt med blottet tandsæt, en herlig fyr og simpelthen et ægte vildt dyr af den allermest rå slags!.

Og hvorfor så alt den snak om forlængst foregåede begivenheder? Ja, vel mest for at give den danske debat om fremmedfjendskhed og bankskandaler det perspektiv tilbage, som forlængst er gået tabt. Fordi så dårlige er ingen af delene i forhold til det, som er rigtigt slemt. Det dummeste, dansk bankvæsen indtil den bristede boble kunne præstere, fik ganske vist den danske film-perle fra 1943 om Ebberød Bank (hvor udlånsrenten var LAVERE end indlånsrenten red.) til at se helt fornuftig ud, men vi er uendeligt langt fra Østrig og Haider og Hypo her. Så langt faktisk at alene et studie af den østrigske historie sagtens i ren “suspense” kan erstatte samtlige produkter fra samtlige nordiske krimiforfattere!

Østrig er et sjovt land, hvor man taler et sjovt tysk og alligevel slet ikke er det. Tyskere, altså, nærmere en slags “u-tyskere”. Hvis man skulle tro, at Haiders Kärnten var en enlig svale, så prøv blot at checke den samlede befolkning af romaer i Østrig. En effektiv måde til ikke at få nogen anklager for diskrimination, det må man sige og så er det positive vel også sagt.
Og hvad skal al den her snak så egentligt føre til. Vel ikke alverden udover at glæde os over, at Danmark ikke kan “diske” op med noget, der er værre end sagen om Amagerbanken og lidt kreativ skattetænkning fra en toppolitiker. Det kan være helt OK at bo i et svindelmæssigt U-land!

Pladespillere og pickupper

Her til morgen står den lidt på gode gammeldags analoge sysler. Vi sidder frydefuldt og fedter med et par rigtige gamle pladespillere af mærket Thorens fra inden verden gik helt “af lave” Det sidste har altid været et lidt pudsigt udtryk for én som underlegnede, der rent faktisk kommer fra øen Ende-LAVE”..Nok sniksnak, tilbage til disse fine stykker mekanik, der får det genopstandne Thorens til at ligne det forbandede bras, som det er med arme som strikkepinde og lejer, hvor det på grund af almindelig friktion ikke er muligt at indstille nåletryk. Overhovedet! Ikke med mindre man da er villig til at acceptere måle-usikkerheder på plus minus 1 GRAM (purister opererer ganske vist med enheden “pond”, men det er vist ellers det samme, heller ikke med denne målestok er mange nyere pladespillere andet end affald)), men det er man så principielt villig til som ejere af nyere Thorens. Villig til at acceptere det helt uacceptable, ellers havde man vel ikke købt skidtet.

Nå, de her er heldigvis gamle og kræver ikke indbrud på kirkegårde i bedste Frankenstein-stil for at stjæle gravsten at stille dem på. Derudover sælger vi ikke pladespillere, men gerne pickupper og pladespillerservice. Hvilket iørigt minder os om, at vi har en forbandet bunke pickupnåle til Audio technica AT-95, den grønne fætter, plomberede og nye til ja altså 95,- stk. Det var så dagens kommercielle indslag og sådan en må vi vist hellere sætte på. Det, man selv har, er jo altid det allerbedste, ellers havde man det jo naturligvis heller ikke og det mest paradoksale er næsten, at vi alligevel kan nænne at sælge det så..Det kan vi sagtens, der skal jo også være plads, fysisk og økonomisk, til alt det bras, som vi selv fortfarende slæber til huse. Med lidt held er der allerede mere i dag, håbe-håbe! Og jubi, vi fik dem, mere herom i morgen spænde-spænde!

Nu er der muligvis enkelte, der er ved at synes, at vi den seneste tid måske har været lidt rigeligt hifi-fikserede, og disse vil naturligvis have ret. Det har nu haft en årsag, da det har været ganske parallelt med vores eftersommer-udbygning af kæmpestore truthorns-højttalere. Det har været særdeles underholdende og har atter givet den sælsomme kriblen i kroppen, som man ellers næsten havde glemt efter at have overståët puberteten. Den, som Trille (vist mest for pigernes vedkommende) og Søren Kragh-Jacobsen så glimrende beskrev. Ihvertfald “glimrende” set i den erindring, som det næppe vil være alt for klogt at konfrontere med eftertænksomhedens noget forøgede klarsyn på ganske samme måde som det sjældent rigtigt “rykker” de sædvanlige steder ved at gense gamle “flammers” portrætter på Facebook. Et gammelt fjols, der kikker efter mere end almindeligt midaldrende koner, lettere patetisk!

Hifi-en har som sagt været en hyggelig ting i mange årtier og sjældent siden den første spæde start så meget som i denne tid, hvor der sker store “kvante-spring” her i huset. Det er naturligvis ikke i entydig grad kvaliteten, der bliver bedre, næh det drejer sig i langt højere grad om KVANTITETEN. Det nuværende massive opbud af store Altec-horn og anden pladskrævende spas garanterer høj lyd i den mere øresønderrivende retning, både lydmæssigt og lydtryksmæssigt. Det lyder nu ikke nær så grimt som det er grimt rent fysisk, så helt galt er det ikke. Naturligvis heller ikke helt godt, lydgengivelsen af dynamiske højttalerenheder er jo reelt set kompromitteret til det absurde. I enkelte henseender er det nu mægtigt fint og det skulle det også gerne være. Og HØJT, HØJT, HØJT! Men desværre så tilsvarende ikke DYBT, DYBT, DYBT!

Inden vi går over til de små-kærvede skruetrækkere igen, skal vi da lige more os over en fyr i Randers, der vist arbejder indenfor hifi. Dette sagt i mangel af bedre betegnelse, han angives at arbejde ved Hifi-Klubben. I den sammenhæng er det altså en noget sjov og måske også lidt ynkelig anmodning, som han sender ud i cyberspace. Han, der altså formelt er såkaldt “branchemedlem”, ønsker at finde et sted herovre i Gylland (tak til fodboldklubben Brøndbys opfindsomme tilhængere), hvor han kan høre apparater fra amerikanske Audio Research. Mærkeligt at han ikke bare indskrænkede sin søgen til 8900 Randers C. Det ville jo også have været så langt det mest bekvemme.

Ved indkøb af en færgebillet helt til Sjælland ville det ellers være ganske let at komme til at høre det og en biltur til Odense ville også nok kunne gøre det, rigtigt umuligt er mandens forehavende ikke. Alternativt kunne han vel som forhandler blot INDKØBE et sæt ganske billigt til en gros-pris og så tage den derfra, men næh-nej, så nemt er der intet der er. Om vi synes det her er en smule jammerligt? Åh jo, hvis man ikke er villig til blot det allermindste selv for at opnå den “store tilfredsstillelse” (beklager den utidige tilbagevenden til pubertets-snakken), så fortjener man ingenting.
Og det får han så nok eller forhåbentligt heller ikke. I denne den bedste af alle verdener er der altså lige lidt forarbejde at gøre inden lykken indfinder sig. Indenfor ét felt hedder det blomster og romantiske middage, indenfor det andet bliver du altså nødt til at lette røven lidt, hr. branchemedlem. Skrækkelig tanke, ikke sandt?

Ups!

I dag har et abnormt udvidet søvnbehov desværre “ædt” dagens ord. Vi skal se, hvad vi kan finde på i dagens løb. I mellemtiden skal vi meget gerne henvise til et par tråde på hifi4all “Kan akustisk frembragt musik forvrænge” og kommentarerne til en såkaldt “DAC stortest”. Den første tråd er mest interessant derved, at spørgsmålet overhovedet stilles og forplumres yderligere af, at man straks fra visse sider inddrager akustiske DISSONANSER som forvrængning. Nej, ting forvrænger ikke, fordi man spiller forkert og så er det forresten ligemeget, hvor mange der gør det, og om de gør det samtidigt.
Ligeså lidt som det giver nogen mening at sige, at en elektrisk guitarforstærker forvrænger AKUSTISK. Naturligvis fordi det er en del af den tilsigtede total-lyd for den instrumentale gengivelse. På fuldstændigt samme måde som fortidens akustiske stemme-forstærkning, der bestod i at placere en glastragt foran munden.

Hvordan tingene så lyder på pladerne efterfølgende kan man så diskutere fra nu af og til juleaften. Det eneste, man vel IKKE kan diskutere er, at AL REPRODUCERBAR MUSIK er forvrænget fuldstændigt til DYNAMISK UKENDELIGHED. Fordi det naturligvis ellers ikke overhovedet ville kunne afspilles i hjemlige omgivelser, da de dynamiske krav til det reproducerende udstyr ville være næsten ligeså umulige at opfylde som éns naboers krav om tolerance. Selv en enkelt akustisk blokfløjte kan altså uden dynamikbegrænsning spille skidehøjt. Således at diskutere forvrængning eller ej på kommercielle musikudgivelser er simpelthen skidedumt. Og nej, det bliver ikke spor bedre af at diskutere lyd på gamle Beatles-plader osv. Den eneste forskel fra dengang til i dag er, at man under selve indspilningen sad og “fiflede” dynamisk med mixerfaderne. Fordi man simpelthen ikke havde Fairchild-kompressorer nok i Abbey Road-studierne. Som man også gjorde ved ALLE klassiske produktioner i både EMI´s og DECCA´s guldalderperiode, hvor der altid var både en producer og en sålkaldt “recording engineer” på, som arbejdede samtidigt. Den enes opgave var ved at følge med i partituret diskret at skrue ned for indspilningsniveauet inden man nåede de kraftigste passager, så man OVERHOVEDET efterfølgende kunne skære pladen. Forvrængning? Åh jo! Lå det i den akustisk frembragte lyd. Naturligvis ikke, latterligt spørgsmål.

Den anden tråd er til gengæld dejlig for folk som denne skribent. Fordi der er én helt og en masse skurke, nemlig én, der siger fornuftige ting, og en hel masse, der blot medvirker til yderligere at marginalisere hifi-interessen i dette land: Efterplaprere, klakører og vindbøjtler for nu at bruge gode gamle danske udtryk. De sidste er dem, som vi i dette tilfælde må “holde med”, fordi de om muligt yderligere sænker priserne på gammel kvalitetshifi. Om de har ret? overhovedet ikke, ikke blot det allermindste, den deltagende selv-benævnte “Ingeniør-Dude” siger alle de fornuftige ting.
Godt der ikke er så mange som ham, så ville priserne jo stige igen på brugt udstyr, fordi det ville være muligt for almindeligt begavede mennesker igen at kunne interessere sig for hifi. Så tak, Nilau og alle I andre for alt det, som i gør i den gode sags tjeneste.
Min sag! Bedre, ædlere og hæder-værdigere sager findes vel pr. definition aldrig.

Lovende, meeen….

Hvis man måske stadigvæk skulle være i tvivl om fremtiden for hifi i Danmark (det er vi nu ikke selv, vi ser overhovedet ingen), så kunne man måske studere en tråd på nerds.dk, der hedder “Markedsføring af hifi”. Den burde kunne blive pligtlæsning for sprogstuderende overalt, for mage til meningsløshed har vi dog trods utallige alenlange indlæg aldrig nogensinde set. At tilføje, at de er umorsomme indtil det egentligt “træmandsagtige” er helt tydeligt en kedelig bonus ved den udvikling til den endegyldige “skærmhobby”, som hifi forlængst er endt i. Når man først er der er der jo ingen vej tilbage eller måske nærmere UD,-ud i virkeligheden og det ægte sociale samvær. Man skal jo for det første helst huske at vaske hænder bagefter og måske osse gå i bad og det er allerede 2 uoverstigeligt-formidable forhindringer.

Nu kan man ikke afvise, at de flittige skribenter hver for sig synes, at deres egne indlæg er overordentligt sprænglærde, det synes vi osse sommetider selv på denne side. Ikke om ret mange andre, naturligvis, primært om os selv.
Nej, det er efter vores høje kvalitative krav ikke ligefrem kvalificerede bud på nogen glorværdig hifi-fremtid, der diskes op med, og én af deltagerne er ellers som undertegnede en gemen deltids-“diskenspringer” (hej, Otto!). Den vanlige skarphed synes vi dog denne gang er noget fordampet i almindelig sludrevornhed om hvad folk forventer og hvad folk har brug for og alt muligt andet pladder.
For folk har ikke brug for NOGETSOMHELST som de aldrig har oplevet, ABSOLUT INTET! Som allerede science fiction-forfatteren Philip K. Dick skrev: “Do Androids Dream of Electric Sheep?”, senere filmatiseret af Ridley Scott i en film, som tiden nådesløst har gnavet store huller i som den så ofte gør.

Nja, det ved vi jo ikke og allerede grafikken i blindes eventuelle sex-fantasier i drømme er heller ikke videre udforskede så vidt vi kan se, men der kan vi måske tage fejl, som vi jo ellers såre sjældent gør. Konklusionen er dog klar. Når kunden ikke overhovedet har nogen forventninger længere, fordi forhandlerne alt for længe har forsøgt at af at tækkes konernes umættelige designbehov ved at sælge lydløsninger, som er ringere end et DUX-combianlæg anno 1970 og “platte” sig til det nødvendige dækningsbidrag ved at sælge såkaldte “hifi-kabler”, så ER man altså selv ude om det.

Der er kun én vej og der har aldrig været andre: Man bliver nødt til at fascinere folk og sådan noget kan desværre kun ske LANGSIGTET. Engang var der perspektiv i den livsnødvendige markedsføring fordi der var penge til det og det gav det nødvendige salg. Det gav også mulighed for at gøre alle almindelige mennesker opmærksomme på, hvor godt hifi kunne lyde, fordi der var penge til at vise tingene frem. At fascinere som vi har sagt ca. en million gange. Når det så spares væk for kortsigtet gevinst så sparer man sig uvægerligt ad Helvede til, og LIGE DER befinder vi os i dag. Enkelte enkeltmandsfirmaer kan leve fint af de få, der holder sig væk fra nutidens bedste kilde til total misinformation. Eller alternativt den teoretisk dårligste kilde til egentlig information. Nemlig de terminalt skrantende hifi-fora.

Fordi man jo med ligeså god mening kan diskutere mulige androide-drømme som man kan diskutere ting, som ingen nogensinde har hørt og som de aldrig kommer til. Og som de hvis de fik chancen aldrig ville kunne høre alligevel, ikke at de ville tage chancen, dertil er hobbyen allerede forlængst endt foran lettere klistrede tangenter på tastaturet. Man må vel regne med, at selv de flittigste af disse skribenter sommetider lusker sig ind på diverse småsjofle sider, savle, savle! Underligt at dette tastatur også lige er til den klæbrige side, siger fruen og mærkeligt med alle disse slibrige mails. Hm., det skal vi vist gå let henover.

Men som sagt, læs tråden hvis du har lyst til lidt “kondenseret kedsomhed” og se den uhelliuge symbiose mellem mænd, hvor kunderne hverken har nogen særlig interesse eller fascination og hvor forhandleren tydeligvis heller ingen løsning har. Overhovedet, intet at byde ind med. Det skal nok blive godt, skal det! Som katten sagde, mens den skrabte løs-bagud! Det gamle råd gælder stadigvæk: Få da for Helvede folk til at drømme aktivt om noget, som de IKKE har råd til og sælg dem så foreløbigt det, som de HAR råd til. Ved at vise folk det helt fede, ikke blot det batteridrevne plastic-plat-produkt eller uhyrligt astronomisk prissatte bændellakrids-standardledninger, som man kan tjene store penge på-på korteste sigt, ganske vist, jo dyrere i forhold til produktionsprisen, jo kortere! Har vi fundet en naturlov her måske?. Nej, spil dog på det HELT FEDE og fascinér, fascinér, fascinér! Og lad dog være med at spilde tiden med at snakke med perspektivløse tågehorn som “Dreamz”, Otto, som har al den tid i hele verden, der skal til for totalt at forplumre alting. Det har du ikke!

Ellers har vi færdiggjort første og mest betydende del af vores truthorns-projekt. Selv synes denne skribent naturligvis, at det er fuldstændigt ubegribeligt godt, det er jo et særligt mandligt privilegium og en særlig evne, som ingen mand vel nogensinde mister. Evnen til at fascineres af EGNE evner, ai sammenligning med hvilke selv de mest brilliante ideer blegner. Nemlig dem man ikke selv har fået.
Efter længere tids savlen fra denne skribents side over vores “Voice of the Theater” Altec-projekt var det så fruens tur til at blive “stolet” foran disse monstre. De er STORE, RIGTIGT store. Ikke mindst det kolossale støbte kanonlavet-tunge 311-horn, der ildevarslende peger langt ud over forkanten på højttaleren er lidt en gyser.

Helt så slem er lyden nu slet ikke og da allermindst for dens “skaber”, læs, denne skribent. Helt ubeskriveligt fantastisk er sådan et sørgeligt utilstrækkeligt udtryk. Og så kommer fruens dom. Efter at have siddet et par minutter siger hun blot: “Det er lovende, men hold dog kæft, hvor er de grimme” Og så er det man kikker en ekstra gang på den ophobning af army-grøntmalede kolossale horntragte, og lyse plasticlaminat-plader og JBL-superdiskanter stakket op på pakketape-ruller og nødtvungent må erkende, at hun selvfølgelig som altid har ganske ret. Hold da helt kæft hvor er det dog grimt.
Nå, derudover spiller det vældigt supermeget fint, måske det var det, fruen mente med “lovende”, det vil vi ihvertfald vælde at vægte således…

Når en mand skal hvad en mand skal!

Inden vi nu bliver bebrejdet uden passende afregning af Copydan-Copyright til den engang for længe siden ellers ganske forfriskende gøgler Clausen, så er sammenhængen i dag helt anderledes. Det drjer sig nemlig om ægte SVIGT i modsætning til det trælse tekniske UHELD, som vores computer har givet os tidligere på ugen. Det er jo noget andet når man har et valg og sagtens kunne have gjort det bedre.

Nu skal vi vel også lige sige, at et gensyn med datidens store filmhit “Midt om Natten” af Clausen og Petersen også er ganske unådigt overfor tidens tand. Tiden har simpelthen gnavet så eftertrykkeligt i denne løst skitserede og endnu mere summarisk uhyre nødtørftigt skue-spillede dilettantiske såkaldte “komedie”, at det er ganske uforståeligt, at man overhovedet dengang gad at sidde og glo i biografen uden at gå. Endnu sværere kan det så være at forstå, at sommerens synge-spil på lokale Vilhelmsborg har valgt selvsamme forlæg. Måske betragtningem blot har været, at det lige i dette tilfælde ville være ganske nemt at gøre det bedre, en afgjort sandsynlig mulighed, som vi dog ikke har efterprøvet. Her har vi manglet modet, som det vel sker for enhver og det er blot én af de ydmygelser, vi mere end halvgamle mænd med tiltagende hyppighed må opleve. Har jeg hørt, naturligvis aldrig selv oplevet!

Tilbage til svigt: Her tidligt til morgen har vi endelig-endelig fået de sidste nødvendige komponenter til at tilslutte vores nye eksperimentale Altec-truthornshøjttalere på bedste vis. Denne chance har vi slet ikke nogen mulighed for at lade gå fra os, det er simpelthen “Hign Noon”, som en anden og RIGTIG filminstruktør, Fred Zinnemann, udtrykte det i den uforglemmelige westernklassiker med mavesårs-forpinte Gary Cooper som overbevisende pligtopfyldende sheriff. Han stod fast, da det gjaldt, og det vil også forsøge at gøre.

Det kommer så helt oplagt kun til at vare til lige præcis det tidspunkt, hvor fru Mathiasen giver sin in-appellable “make” or “break”-dom over vores lidt pladskrævende hule-projekt. INGEN svingende seksløber bider på fruen når hun afsiger sin kendelse. Han havde det faktisk let, ham Cooper og så var det vist slet ikke så let endda. Det her er blot meget sværere!
Så vi svigter altså en smule i dag og kan i stedet anbefale på det lokale site at studere den fra dansk trash-TV så kendte gourmet-kok Wassim Hallals bedste bud i den spændende nye kulinariske konkurrencedisciplin “DM i hotdog” Hvis man i det hel-kiksede kokkeprogram med Hallal syntes, at manden var helt igennem fejl-casted, så skal man da blot se på billedet af denne kunstfærdigt udsmykkede hotdog. Ja, den er faktisk så overbroderet og overpyntet på den rædselsfulde måde, som disse nye mad-genier mener er deres ret og pligt. At nyfortolke en madkultur, som aldeles ingen nyfortolkning kræver. Find da for Helvede på noget selv og lav dog jeres mikro-biologiske eksperimenter med rituel afbrænding af små høtotter et andet sted.

Det her er ganske enkelt for plat og får én til at længes efter de rigtige tyske hotdogs. Dernede kan man endnu annoncere med traditionelle egnsretter i helt ukunstlet udformning som attraktion og hvos kan man efterhånden det i Danmark. Rør ikke min havregrød, mine hotdogs og hold osse snitterne væk fra risalamanden.
Hm, lidt sjovt navn den her sidste ret har, det må vel være en slags forvasket vestjydsk…?
Frem med loddekolben og i gang, pligterne kalder.

“The Untouchables”

Vi beklager gårsdagens totale IT-nedbrud her i hytten, som måske ikke helt overraskende skyldtes denne skribents betydelige mangel på nogensomhelst kyndighed indenfor området. Og så har vi måske endda rundet urimeligt meget op. Heldigvis mere end kompenserer fruen på glimrende vis for denne menneskelige mangel, og nu virker det meste igen. Muligvis alting, det har blot ikke været prøvet som det jo nødvendigvis er tilfældet med, ja, altså begrebet “alting”. Som nødvendigvis og principielt er ganske svært at overse helt.

Ellers skal vi i dag med udgangspunkt i overskriftens Brian de Palma-filmtitel snakke lidt om “urørlighed” Få film starter vel så lovende som de Palmas og det varer sådan ca. indtil Sean Connery bliver pløkket. Derefter er filmen lige i den langtrukne afdeling, selv om scenen med barnevognen på vej ned af metro-trappen er ganske godt koreograferet. Nu er det jo naturligvis også en hyldest til den sovjetiske film-mester, jøden Sergej Ejsenstein, hvis revolutionsromantiske massescener var filmisk revolutionerende, så helt på bunden (dernede, hvor barnevognen ender uskadt) er han jo ikke startet. Uforglemmelige er begge scener nu alligevel.

Ikke at det hjalp jøden Ejsenstejn, der som de fleste ægte kunstnere fra den tidlige sovjetiske revolutionstid endte i Stalins tilintetgørelses-maskine. Det var slemt for de fleste kunstnere og endnu værre for jøderne som det oftest har været. Poeten Majakovskij klarede ganske vist frisag, da han havde held til at skyde sig selv en kugle for panden ret tidligt, helt givet hans noget tvivlsomme held, men han var en bestemt undtagelse. Han har dog næppe følt sig særlig heldig mens det skete, men i det mindste havde han da i sit korte liv oplevet stormende futuristisk berømmelse og kærligheden fra en verdensberømt fransk ballerina. Det er nok tvivlsomt, om den stor-drikkende lettere sindsforvirret-psykotiske Majakovskij kunne huske noget og så var der jo heller ingen grund til at fejre minderne. Udover at det vel også principielt var umuligt, altid en formidabel hindring. Det er der i det hele taget sjældent og da ganske særligt, hvis der ikke rigtigt er noget særligt positivt at tænke tilbage på. Som om tiden inden Pia Mathiasen for denne skribent, ren totalt tusmørke!

Ellers skal vi over til dagens egentlige logisk-“urørlige” højdepunkt. Den lokale fodbolds stolthed AGF, som på trods af officiel kristelig “patronisering” af selveste lokale ærkebiskop Kjeld Holm, rykkede jo sidste sæson NED. Onde tunger , som denne skribent forfærdeligt gerne ville støtte, ville vel mene, at det var FORDI Kjeld Holm var AGF-fan, men det ville helt givet falde inden for den post-moderne kultur-radikale fortolkning af såvel racisme- som blasfemibegreber, så det ville næppe heller være klogt. Nærmest lettere selvmorderisk som Vsevolod Majakovskij!

Nej, i stedet vil vi glæde os over en bemærkning i den absolutte SAS-superliga fra AGF´s nye træner. Selv om man ikke spiller der for tiden kan man intellektuelt og ubestrideligt logisk sagtens være med. Hør blot her:
“Vi producerede så mange chancer, at vi skulle have scoret mindst et mål. Det gjorde vi ikke. Når den slags sker i fodbold, skal vi glæde os over, at vi spillede til nul” Jamen er den slags ikke mageløst, AGF står tydeligvis foran en glorværdig storhedstid som klubben underligt underligt nok ALTID har stået foran. Og alligevel altid opå forunderligste vis er blevet stående, med eller kirkelig velsignelse..

Til sidst i dag skal vi lige “runde pynten”, som det hedder i søulke-lingo. En såkaldt “orlogshistoriker”, som underviser på selveste Søværnets Officersskole, serverer i dag en absolut uslåelig fortolkning af en historisk virkelighed. den er ganske imponerende stupid derved, at den selv hos de ringest historisk funderede burde ringe en advarselsklokke, for hvad var dog meningen? Lad os gå tilbage til starten af 1. verdenskrig, dengang Danmark ifølge denne noget alternative historiske fortolkning endnu var en flåde-stormagt. Som tydeligvis fandtes i alle størrelser.

Som enkelte måske kan huske fra historie-timerne var Danmark neutral under 1. verdenskrig. Det vil sige, ganske neutralt-neutralt var det vel ikke, sådan vist mest tysk-neutralt, og så er vi ved dagens kronikør i JP, vores nye ven orlogshistorikeren. Først et par regi-bemærkninger fra denne skribent: I forbindelse med krigsudbruddet i 1914 udlagde den danske flåde minefelter i de indre danske farvande. Det gjorde man naturligvis på TYSK anmodning, da tyskerne frygtede, at den engelske flåde ville angribe Tyskland ad “bagdøren”, i sig selv et ganske idiotisk projekt, som med datidens begrænsede rækkevidde for skibene ville have været ren galskab. Muligvis derfor skete det ikke, selv om den unge britiske flådeminister Churchills sømilitære aktiviteter mod tyrkerne ved Gallipoli ikke viste særlig rettidig omhu. En helt anden sag til en helt anden dag!

Altså, for at minefelter skal være virksomme mod fjernelse/”strygning” af ja altså såkaldte minestrygere, skal felterne beskyttes af kanoner, helst masser og gerne endnu flere, cit. denne skribent lige nu. Flådehistorikeren konkluderer, nok med baggrund i, at felterne aldrig blev forsøgt “strøget”, at “Flåden var på det tidspunkt tilstrækkeligt i størrelse til overbevisende at beskytte de minespærringer, som man lukkede stræderne med.”

DET her er simpelthen en fortolkning af virkelighed, som er helt ude i Hampen (midtjysk by, red.) Den danske flåde bidrog intet til nogetsomhelst og det eneste hæderværdige, den forlængst forældede danske flåde deltog i, var bjærgningen af en tysk skib, som blev minesprængt. Noget uforklarligt, da felternes nøjagtige placering var blevet meddelt tyskerne, men ikke englænderne, neutral og neutral var vel en fortolkningssag. Som menneskerettigheder er det i dag, hvor en gravid kvinde uden protester i Afghanistans Taleban-domæne er blevet henrettte med 3 skud efter at have modtaget 200 piskeslag. Sikkert ganske rimeligt, hun havde vist været utro. Et eller anden må hun vel have gjort siden hun var blevet gravid eller hvem der nu har gjort det ved hende. Vi venter på din kommentar, ærkebiskop Kjeld Holm!

Man må vel sige, at mage til fordrejning af den selv i almindelig sølle dansk flåde-historisk perspektiv helt ubegribeligt sølle danske “performance” som viljeløs tysk lakaj under 1. verdenskrig måske i virkeligheden var begyndelsen til enden i stedet for enden på begyndelsen. At fremstå som heroisk forsvarer af disse reelt dansk/tyske miner fuldstændigt på tyskernes nåde er virkelig virkeligheds-fordrejning. Heroismen fra dansk side var udelukkende på tysk nåde og med passende militær støtte og så var det vel næppe særligt heroisk.

Udover at plat-historikeren så fortsætter absurditeterne med at påstå, at den REELLE tyske besættelse af Danmark under 2. verdenskrig simpelthen skyldes mellemtidens (om muligt yderligere red.) svækkelse af den danske flåde. Øh, nej, det gjorde den ikke, læs blot et par bøger først, begyndende med Anders And. At sige, at den danske flåde internationalt har betydet NOGETSOMHELST siden 1807 er simpelthen en historisk løgnehistorie af de helt store, som man vist skal være “flåde-historiker” for at opfinde. Helt igennem meningsløst sludder, det her, men måske god moralsk ballast for de kommende danske helte, der skal ned og kæmpe med piraterne ud for Somalia. En ganske ublodig kamp som den danske flåde jo har gjort i hele 1900-tallet med samlede tab på NUL dræbte og ditto sårede, ak ja, heltemod for absolut laveste pris!
Måske derfor det helt ingenting er værd, det her historiske pladder er da ialtfald ikke!

Virkeligheds-forvrængning

I dag vil vi udtrykke visse synspunkter, som måske for visse svagere sjæle kan lyde næsten “alders-fascistiske”, og det er de også. Et mere dækkende udtryk ville måske være “farisæisk”, men det kender ingen vist længere, så det vil vi vælge at udelade. Fuldstændigt, glem venligst du læste det lige for lidt siden.

Vi befinder os ganske vist ofte her i forstads-førerbunkeren, hvor vi i et fortvivlende omfang er henvist til at opleve den øvrige verdens dårskab gennem LCD-skærmen. Dumheden er altid kun et klik væk, selv om den mest forrygende idioti undertiden kan være hele 2 klik væk. Lad os tage et eksempel på en underholdende én af slagsen fra vores venner Nerds.dk. En fyr (antager vi for argumentets skyld, kvinder kan næppe teoretisk være så stupide og alt er altid “dobbelt-cloaket” som et fjendtligt Klingon-skib fra “Star Trek”), vil gerne købe nye højttalere. Derfor spørger han naturligvis ganske logisk (efterhånden) vidtfremmede mennesker lige ud i luften om hvilke han skal købe. DET er dumt, fordi ingen mennesker med nogen rimelighed kan diskutere lyd OVERHOVEDET med folk, som man ingen referenceramme deler med. Selv om dette krav så er opfyldt er det svært grænsende til det meningsløse alligevel.

Alligevel er et af de lommefilosofiske svar i den HELT tunge ende. Tumpe-tunge. Han starter dumt med denne ligegyldige og desuden skrupforkerte observation: “Rør giver lyden et “varmere” anstrøg” Sagen er, at god lyd uden nogen diskussion kan realiseres med både rør og transistorer. At et rør lyser varmt gør ikke lyden varmere og heldigvis for det.
Men så kommer den absolutte “killer-bemærkning” i en “filosofisk Smule”, hvor den VIRKELIGE lyd underkastes samme dybe analyse, her om lyden fra en trompet:” Men overtonerne gør forskellen. Der er faktisk tale om, at tonen faktisk er forvrænget, men altså forskelligt alt efter instrument.”

Så er det jo, at man triller grådkvalt ned af sin rullestol, for at tale om forvrængning fra en akustisk stemme eller en trompet giver INGEN MENING. Som at tale om “forvrænget vand”, fordi det er fersk. Eller salt. Forvrængning kan KUN give mening i REPRODUKTION, hvor svært er det lige at forstå? Tydeligvis ganske overordentligt svært, næsten ligeså svært som at købe højttalere man ikke har hørt, som ender med at være de helt rigtige. Fordi et eller andet båthorn har sagt at han selv har dem, altid den bedste anbefaling, dum er jo altid kun de, der ikke er enige med éns eget valg. Skidedumme til gengæld!

Nu kommer vi sommetider ud, selv om det nok er lidt for sjældent. i går var vi f. eks nede og “shoppe” hos en kollega og dér stod ikke mindre end 2 “Kloge Åge´r” og rådgav en pige om hovedtelefoner. Hun må have været lidt drenge/pige seksuelt ambivalent, for hun supplerede med ganske dumme bemærkninger, som afslørede en betydelig belæsthed om emnet, som tydeligvis kun havde gjort hende dummere. På allerbedste/værste drengemanér.

Dér stod så disse unge mennesker og diskuterede “neutralitet” og “dynamik” og “bass-boost” og pis og papir på næsten samme måde som den typiske hifi-entusiast. Uden tydeligvis at ane, hvad tingene overhovedet betød eller for den sags skyld hvad det betyder for lydgengivelsen, at man reproducerer i en uhyrligt resonant indespærret (mere eller mindre) luftmængde lige foran øret. For slet ikke at tale om, hvad det betyder for lydopfattelsen, at det YDRE øre deformeres af klapperne, enhver kan ellers hurtigt overbevise sig om betydningen ved under en samtale blot at berøre sin øne øreflip.

Og så er vi slet ikke endnu kommet til det sørgeligt kompromisfyldte ELEMENT i hovedtelefonen, som sidder der og flaprer løs. For ikke hurtigt at gå i opløsning ved krops-fugten skal membranen være fremstillet af en plasticfilm, som del-vibrerer helt til grin-meget. Dynamik bliver i denne sammenhæng en ren vits og det gør forudsigeligheden af den resulterende (og ganske målbare) lyd på den enkeltes trommehinde ikke mindre. Elektrostatiske hovedtelefoner gør det LANGT mere tilnærmet næsten perfekt (i visse henseender desværre kun), men det er en helt anden sag.

Alt det forbandede sludder man dog kan opleve derude i den mere eller mindre virtuelle verden. Fordi alle har læst et eller andet et eller andet sted, som på trods af absolut minus-kvalifikation alligevel på forunderlig vis “klæder” alle mennesker på til at videre-udbrede deres ny-erhvervede “viden” som kendsgerninger. Dumt og dummest at bruge sine penge på sådanne råd.

I mellemtiden vil vi så trygt sidde hernede i “hulen” og forsøge at indstille fase og niveau på vores nyligt erhvervede Onken/Altec-højttalere med et stort støbt truthorn ovenpå. Det skulle jo gerne være perfekt inden den kritiske frue vender hjem i morgen og DET er det også blevet. Fuldstændigt perfekt, ja faktisk så perfekt, at det hele tiden er nødvendigt at gå hen og justere lidt for at konstatere perfektionen. For efterhånden som man sidder og lytter opstår forskellene helt af sig selv, ren virkeligheds-forvrængning. Som at sidde og glo ud i luften: I begyndelsen er alting ganske klart, men efterhånden begynder man at se myriader af små prikker i udkanten af synsfeltet. Er det små Mars-rumskibe eller blot pulserende blod-gennemstrømning i kapillærerne?
Sikke meget man dog ikke ved, det må vel være derfor, man er blevet så klog.

“Paradise Lost”

I dag vil vi indledningsvis nævne dette storværk af den engelske poet John Milton. Ikke at denne tungt symbol-ladede bibelske “allegori-sag” har noget med nogenting at gøre, titlen klinger blot så godt. Fordi frue og datter som vist nævnt er på Cypern til lørdag og den mellemliggende tid for alle eksperimenterende hifi-anakrofile tosser som denne skribent burde være den reneste rene himmerigs-mundfuld. og sådan er det selvfølgelig ikke blevet overhovedet. det er der flere grunde til, desværre er savnet af den elskede blot en af faktorerne.

I vores store truthorns-højttalerprojekt har der nemlig også været visse komplikationer. For det første er ingen af de 2 designerede effektforstærkere til det ambitiøse aktive system ankommet endnu, og for at det ikke skal være løgn er de bestilte originale 500 og 800 hz passive delefiltre guddødemig heller ikke. Der har simpelthen i stedet været alt for forbandet god tid til at høre musik OG savne fruen, og det er en ganske overordentligt kedelig cocktail. Det sidste udelukker nemlig fuldstændigt det første, så en glad tilbagevenden til de herlige ungkarle-dage er det desværre ikke rigtigt blevet til. Slet ikke er vel i virkeligheden det korrekte udtryk.

Nå, det hele er heldigvis blevet begravet i arbejde, og så kan det jo alligevel altsammen være temmeligt ligemeget. Eller heldigvis er måske så meget sagt, der har været visse noget trælse komplikationer her i den kombinerede start/senferietid, som har givet og fortsætter med at give bøvl. Nå, vi må vel forsøge at finde ud af det, helt godt er det ikke, men i det mindste er vi da klar over det, og det lærer man vel af, vil vi sandelig håbe.

Ellers har de seneste par timer gået med skrivning af regninger, tilbud og andet hyggeligt papirarbejde. Livet er ikke altsammen en plage selv om vores Altec-højttalere ikke rigtigt er kommet op og “ringe” endnu. Derfor spiller de nu slet ikke så ringe alligevel. Måske vi tager lidt revanche i weekenden for den manglende skrivetid i disse dage, vi får se, om vores filtre kommer…
Og så var paradiset endda lige rundt om hjørnet og så kommer de allerede hjem igen på lørdag. Lykken er såre lunefuld OG kortvarig, det hele var vist mest lykkeligt i fantasien…

I dag…

…har hverdagens travlhed desværre ædt vores ord. Fruen er på Cypern i denne uge, og det giver visse svært overstigelige logistik-problemer. For nu at sige det lidt mildt altså. Der er ganske vist få grænser for, hvor meget en uhyre beslutsom mand som denne skribent kan have på sin cykel-trailer, hvis lastekapacitet talrige gange i går blev væsentligt overskredet med nogen trafikal usikkerhed som følge. Usikkerheden består mest i cyklens noget tvivlsomme bremse-egenskaber, og lige det kan jo i nogen grad afhjælpes ved egen nedsættelse af farten. Det er jo osse noget..

Det var så også det, der skete, desværre med det resultat, at tingene på trods af beslutsom “pedalleren” tog lidt rigelig lang tid. Ja, det tog faktisk så lang tid, at jeg denne morgen i stedet for intellektuel aktivitet blot har siddet og fremstillet kabler og pakket flere/mange pakker. Mens jeg uforstyrret har kunnet fundere over en af de mest ubegribeligt overvurderede nye film, nemlig “Inception”
Nu er overvurderet måske i virkeligheden så meget sagt, “ordet “hypet” rækker vel i virkeligheden rigeligt. Trods alt kræver ordet “vurdere” vel én eller anden form for aktiv tankevirksomhed, og det er der da overhovedet ikke tid til i dette uhyre hæsblæsende monster-makværk af en film med en handling, der får selv tidligere tanketomme tønder som “Matrix Reloaded” til næsten at blive rene intellektuelle mellem-myggevægtere. “De Røde Heste”, filmatiseringen af Morten Korchs elskelige bog, bliver næsten en indholdsmæssig og intellektuel sværvægter i forhold til Nolans inderligt humorforladte film. Måske fordi BÅDE Poul Reichardt og Tove Mås/Maës var med men det er vel underordnet. Bedre var den, helt vildt meget og det gælder i alle henseender. Til en start var det jo for eksempel en FILM og ikke engang ret god overhovedet men alligevel!

Når hypen engang er blæst bort vil nok mange se den sande substans af Nolans totale langgaber-film her, nemlig overhovedet intetsomhelst. Den langsigtede værdi er som at drikke den atter engang relancerede Jolly Cola Light med ekstra dosis aspartam: At lade være med at se en film eller drikke det pis en anden gang. Indtil det selvfølgelig så bliver en anden gang, klogere er man vel ikke. Andre er da tydeligvis ikke, allere Nolans Batman-filmatisering burde nok have vaccineret selvbestaltede vismænd som denne skribent bedre mod denne rædsomme gentagelse. Det er ikke verdens længste film, Warhols filmimperium står vist stadig uantastet der, men det er en særdeles seriøs kandidat til den film, som FØLES længst. Iøvrigt det eneste føleri i denne fuldstændigt ufølsomme ligegyldige computeranimerede plat-film.

Ellers fik i går en sjov forespørgsel, som heldigvis viser, at der stadigvæk er en smule humor i den ellers ganske humørforladte hifi-hobby. I forbindelse med en lille bestilling bad en sjællandsk kunde om få en T-shirt med vores firma-logo på. Det måtte vi desværre afslå af den noget tvingende grund, at vi ingen har. Anledningen var ellers den ganske hyggeligt-humoristiske, at denne rare mand blot ville se, hvordan de sommetider en smule sekteriske “duelunddister” (sande troende indenfor den afdøde danske hifi-tænker Duelund red., der er typisk lidt “Evangelist”-optræden over dem) ville reagere. Det kunne have været morsomt men lad os starks afsløre, at vi nu seriøst overvejer at få fremstillet T-shirts. Sig ikke, at vi er bange for en smule religionskrig her.

Nu er de fleste sande “duelundister” ganske vist også lidt mere end almindeligt halvgamle, så rigtigt bange er vi ikke. Udover at de vel næppe heller formerer sig særligt meget, men det er en helt, helt anden sag og kan jo osse skyldes fremskreden alder. Eller noget alternative virkelighedsopfattelser, hvem ved hvad?.
Tilbage til “pakkeriet”, der er netop indløbet en ny ordre, hurra!