Oh, at være de store fisk i verdens mindste akvarium

Nu er det vel ikke ligefrem Nobelpris-værdig banebrydende forskning at afsløre, at blandt verdens mere succesfulde virksomheder ikke er alle, der er primær-producenter. Ihvertfald ikke af ret meget andet end “tom marketing-luft”, ikke voldsomt imponerende eller nærende for denne skribent, som fik rigelig vesten-vind på den flade føde-ø Endelave. Fy-føj-fa´en! Ikke meget mere revolutionerende er det vel at afsløre, at blandt de MINDRE men stadigvæk kendte vare-mærker er ENDNU færre, der laver NOGETSOMHELST selv. Andet end succesfuld marketing siden så (relativt) mange kender dem. Ikke engang denne lille super-effektive og strømlinede virksomhed er helt nogen undtagelse, vi laver heller ikke alverden. Selv eller overhovedet, vælg selv!

Denne enkle (men ganske sjældne) sammenhæng mellem kommerciel succes og (manglende) størrelse er til gengæld altid baseret på ABSOLUT MINIMAL egen produktionsindsats. Det siger vel ligesom sig selv, at den vigtigste medarbejder i ethvert firma er en effektiv SALGS-medarbejder. Man kan spare på alting, men hvis man sparer for meget på salg og marketing, ryger firmaet firmaet ad Helvede til. Det er nok derfor alle overlevende firmaer principielt ikke gør det, og de, der troede, at kvalitet solgte sig selv, er ikke længere hos os, så det gjorde det nok ikke.

Produktionen kan til gengæld sagtens spares HELT VÆK, og det bliver den så hyppigere og hyppigere. Der bliver selv i mindre virksomheder flere og flere marketing-ansatte “story-tellere”, som beretter om en glorværdig og ærefuld produktions-fortid uden nødvendigvis at nævne, at det er en forlængst afsluttet historie. Det kan skyldes, at firmaet i mellemtiden er skrumpet så meget, at man reelt ikke længere kan fremstille noget, og det er jo en ærlig sag. Når der iøvrigt ingen alternativer er, er den nødvendige kurs naturligvis den rigtige.

Det kan naturligvis også skyldes, at man aldrig har haft andre planer end at “berige” verden med sit eget marketing-vindfrikadellesnak for ja, altså mest for at berige SIG SELV. Det er naturligvis også ganske OK, det er blot knapt så ros-værdigt at tro på alt sludderet. Som kunde altså.

Vi har mange gange i disse spalter været inde på betydningen af de såkaldte “hifi-kabler”, som er absolut af kæmpestor betydning, ja ganske vital. Desværre er det altså udelukkende for SÆLGERNE af kablerne, men dem er der til gengæld osse 2 af. Nemlig de oprindelige primære producenter (uhyrligt få) og alle design-bureauerne (uanstændigt mange). Som med produktion af salt og sukker og cement er primær kabelproduktion helt vildt kapitalintensiv og kræver en investering i milliardklassen inden det første phono-kabel er klart. Nok derfor ingen gider lave det selv og en yderligere komplicerende faktor er så, at når man så er i gang med en løbende kabel-produktion, så får man ikke en skid for sine produkter. Et sted skal “ikke-producenterne” af hifi-kabler jo spare, og på marketing kan det ikke være.

Alt det foregående er naturligvis almindelige selvfølgeligheder for ethvert nogenlunde fornuftigt tænkende menneske, men det betyder naturligvis ikke, at alle køberne/hifi-tosserne, ser det således. Eller blot forstår en skid af nogetsomhelst. Klinisk konstaterbar hifintusiasme er som al kærlighed en lettere psykotisk tilstand, hvor alle proportioner forsvinder. Heldigvis (eller U-heldigvis), går den sidste normalt over, mens den første ulykkelige tilstand hos enkelte (mænd, nærligligt nok, genus-endemisk på samme måde som prostata-problemer) kan vare forfærdeligt fornuftsstridigt længe.

I den ægte kærligheds første fase kan den attråedes mindste faretruende skift i sindsstemning sagtens til enhver tid overskygge ny-udbrudte atomare verdenskrige, så meget bliver alle proportioner forrykket og forvrænget. Ikke meget bedre er det indenfor den “sande” hifi-entusiasme, (her set i modsætning til den “ægte hifi-entusiasme”, vi mindes de tyske kultfænomener “Der echte Heino” og “Der wahre Heino”, noget af det morsomste denne skribent nogensinde har oplevet. Og det eneste tyske vellykkede forsøg på humor. Det er forrygende skægt og det tager vi mpske op en anden gang, hvis forkalkningen ikke æder det..

Når man længe nok har siddet og gloet betaget på diverse spin-doktorers og andre marketingmedarbejderes flittige skriverier om hifi-kabel(ikke)producenternes forrygende produkter, som får salig “Dr Wolle” til at rulle rundt i sin kvaksalvergrav af skam over sin manglende skamløshed, så sker der noget med éns virkelighedsopfattelse. Som at ligge på stranden en sommerdag helt tæt på de bittesmå sandskorn, som på forunderlig vis nu forekommer kæmpestore. Som også den gigantiske tangloppe, der sidder i blæretangs-opskyllet, fy for den lede. Hvorfor mon dette frygtindgydende monster selv ser så bange ud med sine plirrende antenner derinde i halv-skyggen?

De kendte ting forekommer i dette nye perspektiv kæmpestore og på den måde bliver hifi-entusiasternes forvrængede virkelighedsopfattelse skabt. Og så tilbage til de små kabel-firmaer igen. En vis “Wymax” skriver noget intellektuelt udfordrende på hifi4all: “Og så kan “små firmaer” vist også diskuteres… Tara Labs og Audioquest (2 af de mest kendte kabel(ikke)-producenter red.) er ganske vist ikke store globale koncerner, men helt små er de vist heller ikke.”

JO, DET ER DE, helt vildt bittesmå, disse verdenskendte firmaer er faktisk rene “tanglopper” i den virkelige virkelighed. Som en helt usædvanligt sober mand skriver efterfølgende på samme forum:
“Begge er listet med 0-25 ansatte:
http://www.jigsaw.com/id199867/tara_labs__company.xhtml
http://www.jigsaw.com/id191507/audioquest_company.xhtml
Hvor mange af disse er mon ingeniører som forsker og produktudvikler?”
Når man ser ting tilstrækkeligt ensidigt er al rimelighed i proportioner naturligvis væk. Det indlysende svar er naturligvis, at ABSOLUT INGEN i disse kendte og succesfulde firmaer er andet end marketing-medarbejdere og blisterpak-operatører.

Sådan er det, fordi det ikke kan være anderledes, storytellingen har her fuldstændigt erstattet produktet, som der overhovedet ikke er noget af. Længere. Sådan har det nemlig ikke altid været. Engang for godt 30 år siden fremstillede pionererne indenfor hifi-kabler, firmaet Monster Cable nemlig noget selv. Hvor meget vides ikke og det er osse ligemeget. Hvorfra ved vi det så? Det gør vi, fordi vi netop på en højttaler til reparation har antruffet noget gammelt Monster-kabel fra filter til terminal. Dette kabel er FULDSTÆNDIGT GRØNT og gennem-korroderet og INTET selv stærkt flus-holdigt bly-loddetin bider overhovedet på det. Samtidigt er de aktive halogener i den forstørrende gennemsigtige plastickappe (for at kablet kunne se tykt ud med minimal råvareforbrug!) fuldstændigt gået i opløsning som tyske flødekarameller på bagsædet af bilen i sommerheden. INGEN anstændig professionel producent ville have lavet sådant noget lort, så den nødvendige konklusion er nok, at Nöel Lee og Monster Cable lavede det selv.
Nu er verden så blevet bedre i den forstand, at disse fadæser undgås. Det er vist også det eneste rigtige fremskridt indenfor hifi-kabler. Fordi de alligevel fremstilles af de samme fåtallige/færretallige producenter og det ligegyldigt hvor gigantisk man så forestiller sig at tangloppen er, “Wymax”! Det er stadigvæk en skide tangloppe.

4 meninger om “Oh, at være de store fisk i verdens mindste akvarium”

  1. Igen rigtigt set Poul. Det er desværre nok fuldstændig korrekt at den mest aktive og mest dominerende afdeling i et kabelfirma er marketingfunktionen. Tror faktisk kun at Van den Hul er tilstrækkelig stor og den ene af de muligvis to på verdensplan til at lave sine egne kabler og sælge produktionskapacitet til de andre wannabees…?

  2. Men de kan da glæde sig over på hifi4all.dk, at den pågældende tråd ikke vil udvikle sig til endnu en diskussion for og imod kabler – for alle dem som kunne tænkes at gide stille sig op og fortælle dem sandheden for længst er blevet smidt ud af det forum eller har valgt at gå selv.

    De tåbelige påstande omkring eks. dyre kablers påståede effekt får derfor lov at stå stort set uimodsagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *