W. C. Fields

I dag vil snakke lidt om begrebet “komik” og vil i den sammenhæng introducere en mand, der forhåbentligt ikke behøver nogen videre introduktion. Eller rettere, det gør han muligvis nok alligevel, for hvornår er det lige nogen af hans ellers ganske mange (og endnu mere ujævne film) er blevet sendt i dansk TV? Alle film med denne skribents største komiske film-helt, den kronisk-koleriske drukkenbolr W. C. Fields, var altid præget af denne tvivlsomme helts utroliget mange humørsvingninger. De kunne variere fra det flæbende til det grotesk-tyranniserende som de kan for alle andre kroniske drukkenbolte.

Nu er der ikke meget, der tyder på, at Fields var en klassisk alkoholiker, han var vist bare en misantrop, som dulmede sit korte liv med sprut. Om det er bedre eller værre end blot at drikke sig målbevidst ihjelhar vi ingen ide om, men han præsterede dog at lave filmiske mesterværker med sig selv i helt umulige roller i film uvægerligt fuldstændigt uden noget plot iøvrigt, og så var han i datidens herlige politisk-ukorrekte tid ALTID hensynsløs overfor især kvinder og børn. Mænd og hunde og andre levende skabninger kom dog umiddelbart efter, så sig ikke, at Fields var særligt fordomsfuld. Der var ikke nogen, han rigtigt godt kunne lide og vel i virkeligheden allermindst sig selv. En fuldstændigt fordomsfuld eller helt fordomsfri kunstner, vælg selv! Lige her er det nok ét og det samme.

Vi skal lige indskyde her, at vi har en endnu blødere plet for en anden af datidens filmkunstnere, som sædvanligvis også helt uforklarligt henregnes til den komiske genre, nemlig Buster Keaton, manden med stenansigtet. At kalde Keatons film for komiske er en af den tidlige filmhistories største forbrydelser, for det er de ikke, aldrig nogensinde, ikke blot det allermindste. De er tragiske udover enhver rimelighed, sørgelige også når de ender godt, for det gjorde de jo aldrig rigtigt alligevel. Som tragedier jo nødvendigvis ikke kan gøre. Det gjorde de så heller ikke for Keaton selv, der gik kunstnerisk i hundene nogenlunde samtidigt med, at W. C. Fields´ stjerne steg. Ikke mod de absolutte, blot periodisk op fra alkohol-tågerne inden han som alle druknende gik under for sidste gang. Det var tydeligvis ikke sjovt at være komiker for disse to.

Endnu mindre morsomt var det vel at være arme Margaret Dumont, den stadigt tilbagevendende stakkels triveligt-midaldrende heltinde i mange af Fields´ film. Hvad hun både filmisk og privat måtte udstå af den totalt utålelige Fields fortjener en helt anden historie og den historie er næsten ligeså tragisk som den om Keaton. Intet tyder på, at der bag den tyranniske filmskuespiller Fields gemte sig noget som helst andet end det, som alle kunne se på lærredet: En brutal, smålig og på alle mulige måder er totalt gennem-ubehagelig person. Siger denne skribent og kikker sig tvivlende i spejlet, er det virkeligt så slemt, som fruen sommetider siger?

Nå, nu er det jo heller ikke nødvendigvis nogen særligt god ide at gå alt for tæt på sine komiske idoler. De fleste komikere er bag scenen ganske kedsommelige mennesker, dem, jeg selv har mødt har da været det med en enkelt afgjort undtagelse, fest-originalen Thomas Eje, et absolut herligt menneske. Nu er Fields vel nok en af de eneste komikere, som kun ville have kunnet overraske positivt bag scenen, men det kunne næsten heller ikke være anderledes på baggrund af hans adfærd PÅ scenen…Det kunne dårligt blive værre.

I det hele atget skal man være noget forsigtig med at gå alt for tæt på sine idoler, for så er der akut-risiko for, at disse ophører som idoler. Måske Keaton privat blot var et flæbende skvat, en ubærlig tanke.. Det får vi naturligvis aldrig vished om, ingen kom rigtigt Keaton nær men andre mulige koryfæer er ikke altid så heldige. I den seneste tid har DR TV vist et ganske forfærdeligt portræt af det danske sang-ikon C.V. Jørgensen. Det er nu mest forfærdeligt i den retning, at det er forfærdeligt LANGT, ALT, ALT for ubarmhjertigt langt. Som den slags helt givet ville have været for de allerfleste, som pr. definition ikke ligefrem fyrer “guldkorn” af hele tiden. Eller blot det meste af tiden..

Selv hårdnakkede fans af C. V. må da være kommet momentant i tvivl om sammenhængs-kraften og anden gudestatus i C. V.´s til tider snikke-snakkelige bittelille univers. Som denne skribent altid har været, men det er sagen ganske uvedkommende og er blot en kilde til spænding i ægteskabet, da fruen er af en afgjort anden opfattelse. Trods tilsyneladende numerisk stemme-lighed er slutresultatet altid 1-0. Til C. V. Portrættet har dog udjævnet stemmerne lidt selv om der stadigt står 1-0. Matematik er noget mærkeligt noget.

Nej, man skal være lidt forsigtig med at komme for tæt på sine idoler. En anden af fruens idoler, den diminutive sanger Prince (eller hvad han nu hedder for tiden, måske et andet-andet kærligheds-symbol?) omgiver sig så vidt vides osse med andre ganske små mennesker. Hans musik står selvfølgelig stadig og ikke mindst så længe man ikke ligefrem graver alt for dybt i hans privatliv og andre mulige problem-sfærer. Det holder de færreste idoler til, C. V. ikke undtaget så vidt vi kan “se”.

Filmen eller “collagen” eller dokumentaren eller hvad det nu er om C. V. er lavet af ingen mindre (eller mere) end festugedirektøren Jens Folmer Jepsen, som i sin ungdom var en ganske morsom mand. Syntes jeg da og både i duoen “Stig Ibh og Hit-Vagn” og Erling Erlangs Trio” fejrede han betydelige triumfer som prototype indenfor den endnu ikke-eksisterende genre “stand up-comedy” Om det virkeligt var det ved vi ikke, at gense Gotha Andersen i “Flid, fedt og Snyd” på TV K antyder muligvis noget andet. Under alle omstændigheder vil jeg nu fastholde, at jeg helt alvorligt synes Jens Folmer Jepsen er en mere finurlig forfatter end selv C. V.

Se, DET skulle jeg måske ikke have gjort, for i lørdags mødte jeg tilfældigt en ganske vred festugedirektør i indgangen til Kvickly. Da samtalen for så vidt der var tale om en,, foregik ganske højrøstet og blev overhørt af mange, afslører vi vel ikke indlysende private betroelser ved at sige, at han langfra var tilfreds med at blive “svinet til”, som han så farverigt udtrykte det, på denne side. Han kunne endda på stedet spontant huske, hvornår det havde været, fordi en af hans medarbejdere åbenbart havde fundet bemærkningen og klippet den ud. Kildeangivelsen har helt tydeligt været i orden siden den endnu var så præsent for Folmer.

Nu drejede det sig nu ganske uskyldigt om Folmers evner som pop-tekstforfatter, hvor vi helt alvorligt stadigvæk (på trods af altså nu nærmere bekendtskab) med ham mener, at han er langt bedre end selv C. V. Sommetider ligger den største kunst som med Thøger Olesen i den tilsyneladende simpleste pop-sang, mens omvendt C. V.´s mange ord ikke rigtigt siger nogetsomhelst til denne skribent. Du er stadigt et pop-ikon for mig, Folmer.
Nu følte vi os egentligt lidt smigret over, at Folmer eller folkene omkring ham, stadigvæk læser denne side, vi er jo tidligere blevet antastet på gaden af ham i samme anledning. Det varede så kun indtil vi selv kom i tanke om, at vi da ellers vist kun EN ENESTE GANG i år overhovedet havde nævnt hans navn. Det giver vel ialt kun 2 muligheder: Enten har vi en hårdnakket “fan” i inderkredsen deroppe i “Festuge-bunkeren” og der er da skægt at tænke sig.
Den anden mulighed er så den, at festugedirektøren har folk til at “scanne” hvad folk mener om ham. Den første mulighed synes vi er noget sjovere end den sidste, men som i al komik er der en nødvendig bagside af tragik.
Nu rører det os helt basalt ikke, hvad enkelte mennesker mener om os, selv om vi osse til tider selv lige “scanner” for det. Det kunne jo være og er det osse sommetider…Vi har dog ikke ligefrem ansatte til det, i små firmaer må man gøre det meste selv. Sagen ville muligvis have været meget anderledes, hvis undertegnede som fri kunstner skulle have et projekt godkendt i festugen. Nå, selv konsuler i det klassiske romerrige herskede jo kun en begrænset periode og sådan er jo heldigvis for mangfoldigheden for det meste! Det må være det der gør livet dybere med al den komik og tragik det hele indebærer.
Leve Fields og Folmer og check evt. teksten den 10 marts. Svine og svine er vel egentligt så meget sagt?

3 meninger om “W. C. Fields”

  1. Margaret Dumont, var vel en stadigt tilbagevendende stakkels triveligt-midaldrende heltinde i mange af Marx Brothers´ film, hun blev til tider kaldt den femte Marx brother. Jeg ved godt, at hun var med i en Fields film, men det var vist da kun en enkelt

    mvh Lars

  2. Grouchos bemærkning til den gode Margeret Dumont "Married! I can see you now in the kitchen, bending over a hot stove. But I can't see the stove!" har jeg prøvet på et par kvindfolk og – ja – de blev alle fornærmede … 🙂
    Hold op hvor jeg trænger til at gense kahytscenen med de gale brødre

  3. Ja tænk dog at være den kvinde alle er efter. Denne stakkels forfulgte uskyldige skribent kender godt følelsen!

Skriv et svar til Ruben Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *