Måned: maj 2010

Allerede her fra morgenstunden er det ud over stepperne med en lidt komprimeret udgave af arbejde vs. fornøjelse. I vores store herlige pejsestue venter et bjerg af ege-parket på at blive lagt, og denne ret beset tvivlsomme fornøjelse for denne ikke-håndværksmæssigt synderligt begavede skribent påvirker naturligvis skriften i dag. Resultatet bliver nu uden tvivl rigtigt fint og da ikke mindst fordi vi har ind-hyret uhyre kompetent professionel bistand. Nå, der bliver rigeligt at se til for vores hårdtprøvede cykel-trailer alligevel, for betydelige bunker af isenkram synes at have hobet sig op lige her ved siden af vores arbejdsplads.

Ellers har vi helt undtagelsesvis haft held med at “infiltrere” en større stor-københavnsk hifiklub. Det kan man vel altid godt sige, når det nu er den vistnok eneste aktive af slagsen i Danmark. Den bedste måde er jo altid igennem selveste formanden og det er denne vej, vi har valgt. Denne både ellers ganske fornuftige og elskelige mand har nemlig overtaget det sæt Ascolta Brennin-højttalere, som vi har “arvet” her i huset. Med delefilterstumper til netto ca. en million og bunker af de bedste Thiel-og Scan-Speak-højttalerenheder i en sandfyldt super-resonansdød asymmetrisk box i pianofinish taler vi om et virkeligt røverkøb.

Og nej, det ER altså ikke os, der er røverne! Disse statement-højttalere over min gamle kollega, den uhyre elskelige Niels Nørby (som ikke længere er i branchen, derfor må begrebet “elskelig” gå i arv til den nye ejer, der til alt held osse fortjener det!) spiller rigtigt fint. De har dog en graverende fejl, som køber dog heldigvis er blevet fuldt informeret om ifølge gængs købelov. Det drejer sig om det ubehagelige faktum, at alle ordentlige højttalere naturligvis kommer fra hifi-ens egentlige hjemlande, som er og forbliver USA og England i omvendt rækkefølge. Ingen pølsetyske pis-enheder fra tyske Thiel her, det minder altså alt for meget om strækmarch og udstrakte arme. Blot underligt, at der lige ved siden af her på bordet ligger vores gode gamle udgaver af verdens allerførste ENG-hovedtelefon, Beyer DT 48 og DT48A. Fra 1937, hm. et eller andet ringer da vist en ubehagelig tone her… Måske jeg skulle lade være med at slå det op. “Auf Wiedersehen”, Ascolta’er!

I stedet vil vi spille på vores nyindkøbte TDL RSTL-transmissionlinie-højttalere. I en nylig test i forgårs blev deres sande potentiale afsløret af den mest uhildede kritiske hifi-paneldeltager, som dette hus nogensinde har rummet. TDL-erne kom ind på en ærefuld 3. plads i den grundige lyttetest, hvor de 2 andre kombattanter var forskellige af-arter af Altec-Lansing. Lyttetesten blev udført med respekt for alle videnskabelige principper ved en afspilning én gang af det samme Alison Krauss-nummer fra live-pladen.

I denne test blev vinderen vores relativt nye Altec 604-lookalikes fra Great Plains Audio i et par Lockwood-boxe på 250 l. Det er ikke særligt bemærkelsesværdigt, at de vandt, de spiller sindssygt godt. Mere bemærkelsesværdigt er det, at nr. 2 blev en ægte Altec-Lansing hornkonstruktion med 2-tommers driver på et monsterhorn ovenpå et alt for kompakt 816V-hornkabinet. Dette højttalersystem spiller hverken bas under 60 Hz eller for den sags skyld ret meget diskant over 12 kHz og har hidtil været fruens absolutte “hade-højttaler” Nå, det gode ved denne test er så, at den er ikke længere er det, det værste er så blot, at det ikke er fordi den er kommet til at spille bedre. Vi må desværre konstatere, at man sagtens kan snyde voksne mænd. Det er blot langt, langt sværere at snyde deres koner!

Derudover spiller vores nye/gamle TDL ellers fint, konkurrencen er blot hård her i huset, og så har disse TDL jo osse den helt rigtige nationale herkomst. Det gør dem altid en hel del bedre uden at de behøver spille særligt godt!
Til sidst i dag inden vi må løbe (ud og slæbe, så meget “løb” bliver det næppe til) skal vi lige dele ordlyden fra en ganske sjov annonce, som vi har “sakset” på det store net. Det drejer sig om en fyr, som vil sælge et sæt glimrende danske højttalere i den rigtigt dyre afdeling med disse interessante løfter: “(disse 1 år gamle højttalere red.) De er ikke spillet helt til endnu så der er stadig noget at hente lydmæssigt før de er på toppen.”
Mon ikke fruen her i huset ville grine sig halvt fordærvet hvis hun skulle have siddet og hørt på skidedyre højttalere og stadigvæk nu et år efter få at vide, at de sandelig blev bedre endnu? Og hvordan kan det dog være, at alting blot altid bliver bedre, atter et af denne verdens hidtil uløste mysterier.

FOR HVORDAN I HELVEDE VED MANDEN DOG DET? Det giver overhovedet ingen mening for os og menneskets akustiske hukommelse er altså ikke ÅR, nærmere SEKUNDER og hvor ringe de mon har lydt fra starten af..Og kan man ikke med nogen rimelighed sige, at alene det at sælge disse højttalere, som vil ændre sig over åbenbart flere år er tæt på at være ren svindel og humbug? Nå nej, det kan man jo ikke, da de blot bliver BEDRE og så er det jo ikke svindel eller tomme løfter længere, blot bonus. Langt bedre, hele tiden og igen-igen, den oprindelige sælger sidder simpelthen på den perfekte investering. Blot underligt, at han så vil sælge dem?. Verden er mystisk derude.
Måske der endnu er håb for vores TDL, de er jo trods alt kun godt 20 år gamle og hvem ved, tilspilningstiden er måske langt længere end det. Desværre er både firmaet og grundlæggeren John Wright forlængst sten-døde, så vi kan ikke spørge. Mere info om den fortsatte “tilspilning” af vores TDL følger derfor herfra om 10 år, så ved vi lidt mere! Rart at noget kun bliver bedre og bedre og bedre og bedre og…Siger denne permanente menneskelige forsøgs-kanin! Mon det osse gælder ægteskaber?

Her i huset har vi en skolesøgende datter, som forhåbentligt senere på dagen skal i gymnasiet. Eller rettere, det skal hun først efter sommerferien, i dag får hun blot efter planen at vide hvor. Savnet af den kommunale folkeskole, som hun går i nu på sidste måned, vil være uendeligt begrænset. Det skyldes både en helt usædvanligt kikset klasse, som denne enkeltsporede skole (ihvertfald lige i denne klasse) er uden skyld i. Til gengæld er hele denne skoles struktur ellers ganske ude i “Hakkebakkeskoven” med et citat adapteret efter forfatteren Thorbjörn Egner. Det var ham, der opfandt alle tiders mest kvalmende barnlige mareridtsfortælling, nemlig den om “Karius og Baktus” “Whirrr!”, husk det allerførste tandlægebor i den nøgne blotlagte nerve og den dr. Mengele-lignende sadistisk grinende tandlæge med den kronisk dårlige ånde, nødtørftigt søgt skjult bag talrige menthol-pastiller.

Tilbage til denne ellers ret typiske kommuneskole med den ganske beskedne succes. Som vist nævnt tidligere her er vores datter den eneste i klassen, der skal i gymnasiet. Et par andre kommer det givetvis efter en 10. klasse et helt andet og sikkert bedre sted, men det er ellers ikke noget at skrive hjem om, denne beskedne akademiske succes for årets 9. klasse. Nu er skolen heller ikke akkurat et eksempel til efterfølgelse, rodet ustyret og usystematisk, som den er uden omtanke eller synderligt potentiale for forbedring. Talrige er de gange, hvor vi sagesløse forældre har siddet i aulaen og gloet på vores ungers forskellige grader af kreativitet og anden akademisk formåen. “Gloet” er det rigtige ord her, for HØRE nogetsomhelst har ingen kunnet. Absolut intet, og at ingen af lærerne nogensinde har opdaget det tyder ikke på den største opmærksomhed. Læs:Nul! Spild af tid og spild af enhver mulighed for at engagere forældrene i nogetsomhelst.

Selvfølgelig findes der glimrende lærere på stedet, men vi taler ikke akkurat om nogen elite-skole. Hverken akademisk eller i nogen andet retning, dertil er ledelsen alt for usynlig og noget “vattet”, når de virkelige konflikter med vold m. m. opstår. Det bedste ved skolen er vel i virkeligheden, at den set fra denne side ligger på en bakke, så min datter på cykel får en smule tiltrængt motion, og det jo da også noget. Nå, det er altsammen ved at være ovre nu og det er måske i virkeligheden det allerbedste. Som at glæde sig særligt over varmen indendørs efter alt, alt for længe at have været ude i kulden.

Nu er vores datter ganske robust og særdeles heldigt begavet, så hun får næppe varige mén af skolen. Nu kan man jo heller aldrig gøre de her ting om alligevel, så alle de oprindelige hensigter om at finde en skole, der “passer til mit helt særlige barn” er og forbliver naturligvis rent vrøvl. Fordi man naturligvis alligevel først har den helt specifikke facitliste bagefter. Derfor kan man naturligvis godt som forældre tilstræbe det bedste for sine børn, og det er selvfølgelig både forståeligt og ganske naturligt. Man skal blot vide, at det IKKE er barnets tarv, man nødvendigvis varetager.

Lad os tage den seneste tids politiske snak om store og små skoler. Det er kommet særligt i medierne efter at det socialdemokratiske fremtrædende folketingsmedlem Mette Frederiksen gik “durk” imod egne formulerede synspunkter og skrev sit barn ind i en lille privatskole med det interessante og tankevækkende argument, at “det var bedst for hendes barn” Alene det, at hun siger det, gør, at man virkeligt burde være skeptisk, for hvordan ved hun dog det? Mon ikke blot det er bedst for Mette Frederiksen?

Det tror vi, for med udgangspunkt i egne erfaringer fra landets mindste skole med ialt 23 elever i 7 klasser til landets dengang næststørste skole med over 1000 skal vi da hilse og sige, at hvis man har et VIRKELIGT specielt barn, så gælder det FOR ALT I VERDEN at finde en TILSTRÆKKELIGT STOR skole til, at dette specielle barn kan finde passende kammerater. Store skoler er naturligvis ikke bedre end små, men for de sande “enere” kan en skole sagtens blive for lille. Det er altså ikke nemt at realisere sine punker-drømme ude på landet i den stråtækte, det er vist derfor de søger til byerne senere hen. Skolens størrelse har ingenting med noget at gøre, det har dens kultur og struktur til gengæld.

Nu er det derudover interessant, at det overhovedet rent sprogligt er muligt at skelne mellem, hvad der er bedst for “éns barn” og “én selv”, men det accepterer dagens jammerlige journalister rask væk. Der hvor jeg kommer fra var det ellers ganske ét og det samme og det er det vel nok stadigvæk. Nå, men når man som voksen blot “kræver ind” fra alle hylder selv på den allermest barnlige måde er det helt fint, så længe det blot drejer sig om éns barn, ak ja..Det mest urovækkende ved denne her “skole-utopi” er blot, at man tror, at man på denne måde sikrer sine børn den bedste barndom. Det gør man måske osse, hvis man blot er heldig nok og det er jo principielt noget vanskeligt at vide. Ogf når man så ved det, så er det altid alt for sent, ens helt specielle barn passede vist blot tilfældigt ikke ind i de helt tilfældige omstændigheder.

Det er så heldigvis slut fra i dag, for os ihvertfald. Det er så spændende, om det osse er helt forbi for statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt i denne omgang, måske man burde tvivle lidt. I går så vi et interview med hende på direkte DR-TV, hvor hun forklarede sit valg af landets absolutte private elite-skole med landets højeste karakter-gennemsnit som den bedste for hendes teenage-datter. Dette valg er da helt forståeligt og rimeligt og vi ville selv have foretaget det, hvis vi havde haft muligheden. Helt for vores egen husstands skyld naturligvis.

Sådanne valgmuligheder gives blot ikke for fru Thorning-Schmidt. Nej, forklaringer var såmænd, at der havde været et stort frafald af datterens kammerater i de seneste par år og derfor havde man besluttet at skifte skole. og altså så måske helt tilfældigt, til denne højtbesungne eliteskole. Problemet er måske mere interessant, end måske de fleste forestiller sig, for hvorfor mon datterens kammerater kangsomt er drysset væk? Vores bedste gæt herfra er, at de allerede fra fødslen har været skrevet op til enten netop denne private super-skole (vi taler om det særdeles velhavende Østerbro med gigantiske lejligheder, hvor man ikke flytter, fordi man får børn)

For hvad mon der I VIRKELIGHEDEN er sket i denne sag. Ja, det ved vi naturligvis ikke, men man kan nok næppe forestille sig, at fru Thorning-Schmidt helt tilfældigt lige indenfor den seneste tid har skaffet sig en “afbudsplads” til sin datter på denne skole. Sådan noget kan man ikke engang på den lokale “pendant”, som hedder Forældreskolen, hvor der er ganske mange års vente-liste. Nej, enten har datteren været skrevet på venteliste i ganske mange år ELLER osse har hun det IKKE. I tilfælde af det første ville det måske klæde fru Thorning-Schmidt ikke unødigt at pynte på familiens rimelige og helt forståelige ambitioner.
Nå, det kan jo osse være, at hun helt tilfældigt har talt med skolederen på møntvaskeriet eller hvordan sådan noget nu helt tilfældigt sker. Eller hvad der mon er sket, et opslag på Irmas opslagstavle måske. Som eliten jo sædvanligvis kommunikerer…Bedst for mit barn, jo tak! Ikke at hun gør noget, vi ikke selv ville have gjort, vi ville blot ikke have formuleret det helt ligesådan..Det hedder “for vores barn OG for os selv!”

Nu har denne side enkelte faste læsere, som må udstå skrækkelige trængsler og det er til dem, vores tanker går i dag. Vi er jo trods ganske empatiske hvis vi selv skal sige det på denne side, og andre kan jo deruden kun ytre sig nedenfor. Denne medfølelse går især til dem, som læser med her for at blive forargede og de fleste må jo stå så grueligt meget igennem inden det lykkes. Vi bestræber os på at dække rimeligt bredt og synes da i al beskedenhed, at det lykkes anstændigt godt. Det betyder så bare, at de her “forargelses-fyre” må læse forfærdeligt meget op på alskens teknik og kultur, ja for enkelte af dem er det vel nærmest tale om et veritabelt kulturelt “bombardement”, måske det største siden oldævls-timerne i gymnasiet? Ævl, ævl og mere ævl!

Vi må i smug indrømme, at vi morer os lidt her ligesom salig mestergyser-instruktør Hitchcock må have gjort når han regelmæssigt optrådte som tilsyneladende helt tilfældig birolle-indehaver i sine film. Det var altid en helt ubegribeligt perifer rolle, som sikkert ellers feje-drengen på “film-settet” ville have spillet, men Hitchcock med det tunge hængende kødfulde måneansigt blev det altså altid alligevel. Det var jo trods alt osse hans film så helt urimeligt var det vel ikke. På ganske samme måde som at læserbrevsredaktøren af min barndoms største splatter-gyser tegneserie-magasin naturligvis var ingen ringere end selveste “Fætter Maddike” Det var nogen af en klam fætter skal vi lige huske at minde alle om hvis det altså ikke havde været ligemeget. Disse politisk ukorrekte magasiner har alligevel ikke kunnet fås i flere årtier og det er måske i virkeligheden meget godt. I selvransagelsens blafrende skær var de måske heller ikke ret gode, jeg husker da ihvertfald, at jeg vist aldrig købte nogen. At låne dem var naturligvis noget ganske andet. Ligesom at aflevere dem tilbage igen naturligvis var atter noget helt tredie, hvor mon de egentligt ligger henne…?

Nu skal det ikke gå op i almindelig smålighed altsammen i dag, det vil vi lade vores svært trængte venner på net-sitet hifi4all om. I deres evindelige magtbrynde, som ville have været en større og bedre sag værdig (eller blot en sag måske!) er de endegyldigt ved at lukke fuldstændigt ned. Man skal tydeligvis være forsigtig med at kritisere små mænd og dette falder forøvrigt fuldstændigt sammen med vores erfaringer fra hunde-verdenen. Her er det osse uvægerligt de ubegavede gøende småkræ, som hvæser og sprutter og snerrer allerhøjest. Rådet er det samme som altid: Find noget at skrive om SELV, sæt dagsordenen, for Helvede, fjolser, Gige & Co. (ejeren ed.) Sagen er, at hvis man ikke selv ikke er aktiv medspiller, så bliver man helt automatisk modspiller. Fordi man står i vejen for de andre spillere. I det her tilfælde gælder det selv om mange af med- og modspillernes spidskompetence i spillet er på ren Serie-6 niveau (det laveste red.) Særligt medspillerne, naturligvis, for hvordan er det lige at vor ven Schmidt Audio i sin sygeste feber-fantasi kan forestille sig, at en alliance med Gige& Co. kan sælge blot én eneste af hans forstærkere? Man bliver aldrig selv stor eller respekteret af at være ven med den dummeste bølle i skolegården og da ganske særligt ikke i denne “lilleskole” her. Verden venter derude!

Nå, man kan osse uden at spille særligt godt vinde fodboldkampe, hvis modstanderne som her sølle Gige og hans “crew” scorer tilstrækkeligt mange selvmål. Måske det burde være den bedste grund til en smule selvransagelse på sitet. De scorer faktisk så mange og spiller så stabilt, at modstanderholdet slet ikke behøver at møde op, Gige taber af sig selv alligevel!
Nu skal det ikke gå over i den rene jammerlighed og “tristesse” altsammen, der skal jo også være plads til glæden! I den anledning vil vi spille sidste-satsen af Beethovens 9. symfoni, “An die Freude” for at fejre, at vores nye TDL RSTL super-transmissionline-højttalere er landet. “Freude, schöne Götterfunken, Tochter aus Elysium umba umba (som tysken jo har for vane)…” Disse store barnekiste-lignende skrumler var allerede i deres egen tid at betragte som gigantiske komodo-varaner (det kendte gigantiske dræber-firben), nemlig den sidste af sin slags. Som med varanerne betyder det ikke nødvendigvis, at de på nogen måde er teknisk eller evolutionært ud-klasserede, snarere tværtimod, blot at de var et alt, alt for let bytte for deres absolutte hovedfjender. Dem, der for TDL-højttalernes vedkommende med et fællesbegreb kaldes “koner”, rene “dræbermaskiner” udover deres gamle kælenavn. Som jo var “maskiner”, uha lad mig komme væk, konen kommer ned af trappen med sin maskinelt-taktfaste trampen..

Nu har vi vejet lidt for og imod, om vi burde skrive det efterfølgende, men vi prøver altså alligevel. Vi er nu ovre i sagen om RIGTIGE drab, ikke blot de mere fingerede eller mere selvmorderiske. Her i weekenden nedslagtede en familiefar hele sin familie i en sag så tragisk grotesk, at hvis den havde fundet sted i USA ville den have været et tydeligt tegn på et bund-råddent og sygt samfund. Så galt var det naturligvis ikke i Danmark og heldigvis da, sagen er ellers ganske forfærdelig.

Det var nyhedsdækningen nu ikke meget mindre, for hvad var det lige hovedhistorien i går i adskillige medier var? Jo, den gik på, at “drabsmanden skulle mentalundersøges”. Jamen hillemænd, dog, hvad skulle det lige hjælpe og undersøger man da ikke alle drabsmænd og mordere i denne heldigvis sjældne kategori? Nu kan man naturligvis indvende, at mandens straframme kommer til at afhænge af, om han bliver erklæret “strafegnet” eller ej, men alternativet, en tidsubestemt behandlingsdom, er vel ren volapyk for de fleste. Hvad gik den her nyhed egentligt ud? Og hvad ville forskellen have været, hvis journalisten i stedet havde interesseret sig for, om manden overhovedet havde tilladelse til at bære såkaldte “blankvåben” som knive, som var mord-våbnet? Eller en grundigere undersøgelse af gerningsmandens tysk-kundskaber for den sags skyld? Ingenting vel i virkeligheden, sket står sjældent til at ændre og da slet ikke her.

Iøvrigt var der i JP i går et interessant interview med en såkaldt “rets-psykolog”, som er dem, der undersøger disse mordere m. m. Han kunne “berolige” med, at han i alle tilfældene havde kunnet fastslå én eller anden brist, der havde været årsag til forløbet. Eller måske bare kunne have været, for der var lige en rigtig kedelig undtagelse. Denne psykolog havde nemlig én gang oplevet en morder, hvor det havde været helt umuligt for ham at fastslå nogetsomhelst. Indenfor almindelig videnskabsteori plejer man at operere med forskellige grader af accept af den såkaldte “popper´ske videnskabsteori. Ikke alle, men de, der ikke gør, er alligevel ikke videnskab for denne skribent eller blot noget, der ligner. Denne er opkaldt efter Karl Popper og går i sin enkelthed ud på, at en teori ikke længere kan være en gangbar teori, når den (som her) er blevet “falsificeret” Det vil ret beset sige, at hvis psykologens begrebs-apparat IKKE kan forklare blot ÉN af disse ulykkelige tilfælde, så falder alle hans andre forklaringer NØDVENDIGVIS sammen som en kniv-punkteret ballon. Som selv tyngdeloven ville gøre, hvis blot et enkelt æble pludseligt faldt OPAD.

Og så hjælper det hele alligevel ingenting, kvinderne forbliver døde og hifi4all er rigtigt godt på vej og ingen undrer sig alligevel over noget og vores psykolog hæver såmænd nok sin hyre til den første. Selv om hans teori have været adækvat havde det jo ikke ændret på noget alligevel eller positivt påvirket fremtiden og nu stopper vi vist bare for i dag. Solen skinner jo!

I ren uforfalsket og ganske spontan eufori over i morgen at skulle på en længere færgefart er det jo uundgåeligt at tankerne kommer til at flyve. Som de måger, der i gamle dage med de gamle langsomt-sejlende DSB-færger var ligeså uundgåelige følgesvende som kvalmen fra færgens fast-food. Som ikke engang var særligt slem og da slet ikke set i eftertidens klarsyns ubarmhjertige lys. Der var blot alt for forfærdeligt lang tid til at indtage færgens tvivlsomme delikatesser, trods alt tog en tur fra Århus til Kalundborg godt og vel 3 timer med datidens superfærger “Niels Klim” og “Peder Paars” Som mest vil blive husket for hverken at have motorkraft til at undgå at brage ind i bolværket eller for den sags skyld nok til at få havnekajen til at vælte rigtigt. Som “havets tumlinger”, som verdens vistnok mindste hval, marsvinet, jo populært kaldes og som var hyppige følgesvende overalt i de indre danske farvande. Alt dette var velkendt fra den elskelige børnetegneserie af Vilh. og Carla Hansen om “Rasmus Klump” foregik alting på sådan en håbløst ubehjælpsomt klumpet måde. Det gør det nok stadigvæk hvis de ikke forlængst er blevet hugget op, men måske de besejler en solbeskinnet ø nede på Phillipinerne et sted.

Nu er færgefart en af de få discipliner, hvor undertegnede har mere erfaring end de fleste, trods alt er jeg jo opfostret på en lillebitte ø midt i Danmark. Omend ikke midt i Kattegat, selv om den vist ellers ligger lige netop dér, underligt paradoks syntes jeg som dreng. Midt i og så alligevel slet ikke, dybt uforståeligt. Færgen sejlede ikke særligt tit, men hvis man ikke nåede den ene, kunne man jo blot vente på den næste. Som iøvrigt altid var den samme, da der ialt kun var én færge, der besejlede Endelave, atter et af barndommens uløselige paradokser. Alt det nye og den næste var altid det samme som den første, meget filosofisk syntes lille Poul. Som heller ikke dengang var spor lille..

I morgen skal vi så atter en gang se, om vi kan nå en færge. Heller ikke denne gang vil det være en katastrofe at “misse” den, da den sejler en gang i timen. Eller rettere, “de” gør, vi taler om ruten Spodsbjerg-Taars, som vist er nede mellem Langeland og Lolland. Dernede står der et sæt højttalere af de lidt mere omfangsrige, som vi har købt til vores levende hifi-museum. Det drejer sig om forlængst forglemte engelske TDL, hvis historie vi vil forsøge at finde tid til en af de kommende dage. Det er egentligt en sørgelig historie, mest fordi firmaet forlængst er gået ned sammen med alle leverandører og endnu mere sørgeligt, fordi dynamoen og grundlæggeren John Wright døde for godt 10 år siden. Om han døde lykkelig ved vi ikke, og nu er det vel lige det seneste at spørge. Hans værker lever dog stadig, så det må vi da håbe, vi andre vil næppe til den tid kunne prise os så lykkelige.

Det vil blive historien om et firma, der forfulgte en drøm, der skulle vise sig at være for flygtig, fordi den forudsatte stabile kunder. Selv om TDL-højttalerne som forgængeren i samme regi, det langt bedre kendte IMF, anvendte helt standardiserede højttaler-enheder, så gav Wrights store såkaldte “transmission-line”-højttalere disse optimale betingelser. Kasserne var dyre og komplicerede at producere i hans bittelille firma og da først den oprindelige leverandør af enheder, KEF, gik nedenom og hjem og senere walisiske ELAC gjorde det samme var det forbi for TDL og Wright.

Som sagt, vi glæder os vældigt til over sø og land at skulle hjembringe disse monstre og forhåbentligt opnå den udstrakte bas, som INTET ANDET ukorrigeret højttalersystem blot NÆRMER SIG. Alle vi, der hørte de store IMF Reference Studio Control Monitors Mk3 og fremefter hos salig Audioscan på hjørnet af Gl. Munkegade og Klostergade i Århus dengang i midten af 1970-erne vil garanteret nogensinde glemme det. I morgen bliver det så mulighed for at huske alt hvad man dengang beundrede og attråede som det helt uopnåelige. Næsten ligeså uopnåelig som hende den smarte model som man hørte dem sammen med, ak ja, disse minder! Man havde ellers slæbt hende derind for at de subsoniske vibrationer måske ville ruske lidt op i hende, men denne form for “dybde-terapi” viste sig at være ganske utilstrækkelig. Måske blomster eller blot charme havde været bedre, hvem ved, og nu er det altsammen historie. Ikke engang nyere historie, blot historie.Udover at tilfældet vil mage det således, at hun vistnok nu er en sikkert trivelig fraskilt frustreret husmor og socialrådgiver på ak ja, netop Lolland! Det sidste er hun, det første er blot kvalificerede gætterier, ganske vist baserede på årti-lange grundige statistiske studier, men altså alligevel…

Inden de enkelte litterært-inklinerede blandt denne sides faste læsere kaster sig frådende over denne skribents manglende hukommelse i overskriften, så skal vi lige have med, at Johs. V. Jensens gamle skole-klassiske “myte-historie” (som lille Poul faktisk engang læste på selveste “M. S. Ravsborg”, færgen til Endelave så netop DEN færge nåede jeg jo) jo HED “Naaede de Færgen?” Det gjorde den danske film-mester Carl Th. Dreyers udgave af samme blot ikke og det har altså altid været en smule underligt. For ligger hele “suspensen” i denne ultrakorte “myte” dog ikke i spørgsmålet?
Så meget om søens folk og indenrigs-færgefart for i dag, vi håber vi når en af færgerne dernede. Og vi håber osse, at det ikke er Karon (slå ham evt. op), som er færgemand!

Her i huset har vi som mange muligvis ved 2 stk. hunde af forskellige størrelser. Helt uforklarligt for denne skribent er sønnen Anton Hund en hel del større end faderen Folmer Hund og osse ganske endnu meget større end moderen Emmalou Hund. Nu er store hunde statistisk set i absolut målestok (her arbitrært valgt den gængse enhed gram) mere variable i størrelsen, så andet ville vel heller ikke være at forvente. Dog er Anton Hund altså blevet kæmpe-meget større end sit fædrene ophav, måske vi skulle nær-læse lidt op om de klassiske ærte-forsøg fra arvelighedspuioneren Mendels hånd. Mendel var forresten munk af uddannelse, sjovt i lyset af, at tidens religiøsitet er noget mere bagstræberisk for nu at sige det lidt mildt. Hug-hak, af med det ene og det andet.

Helt anderledes altså med sagtmodige Mendel, som mest holdt af se ærteblomsterne blomstre og det gør de jo allerbedst af alle til enhver tid. Blomstre gør nu også den pågående ung-hund Anton, der er vældigt venlig imødekommende og endnu mere hidsig og gal, hvis de indledende positive fanfarer fra dens side ikke gengældes. Så skal de altså have nogle bank, skal de, vov-vov og så er det ligemeget hvor store og frådende, de er!. Deri ligner den min kone en lillebittesmule og nok i virkeligheden mere end jeg tør skrive. Begge er dog bløde inde bag al den tilsyneladende barskhed og det er ganske heldigt i tilfældet Anton Hund, som er enormt stor og kæmpestærk og et motorisk unikum og som vi indtil videre ikke har set nogen anden hund løbe fra. Dens enorme “frø-lår” fornægter sig ikke her og giver den en acceleration som en Messerschmidt Bf 163.

Anderledes med den gamle tilsyneladende sindigere Folmer Hund, hvor skinnet bedrager lidt mere. Bag denne rolige og eftertænksomme hund gemmer der sig en RIGTIG stålsat karakter. Den er simpelthen langt mere stædig end selv det stædigste æsel og hvis den mener, at den har ret, er den klar til at hævde denne. Den logrer ikke nær så meget som sønnen Anton, men når den ikke gør det er der bestemt grund til at være forsigtig og da særligt når den holder helt op. Så er der nemlig helt sikkert heller ingenting at logre af! Denne skribent er måske af karakter lidt i samme retning, det vil jeg for argumentets skyld i dag vælge at tro, men måske jeg lige bør konsultere konen først.

Ingen af hundene er ligefrem kamphunde og ingen af dem føler nogen særlig trang til at excellere i den evigt-klassiske hundedisciplin, nemlig den at “dominere” Meget heldigt især med Anton Hund, som er svær at komme udenom og helt umulig at løbe fra. Dumme er de naturligvis langtfra, som ejerne således også normalt hundene, som de særlige dyrlæge-eksperter har udtalt i de seneste dage, så det må vel være et objektivt faktum. Aj, hvor må de dog være kloge, vores vagtsomme hunde-kræ! Bare der dog var flere af deres slags.

Vi kommer til at tænke på det der med “vagthunde” i dag, fordi en særdeles fornuftig (og derfor sikkert ganske ensom og da helt sikkert enlig) fornuftig “stemme” ipå hifi4all, Andre Jensen, har sagt disse særdeles fornuftige ord:
“Det der desværre tegner sig et billed af, er der ikke er nogen vagthund længere. Jeg kunne godt tænke mig at denne side tager stilling. Hvad er holdningen fra ejerne af sitet her, til BD/Oppo, Goldmund, og denne sag.
Er det iorden at pressemeddelser ingen hold har i virkeligheden ?.”
Bemærkningen er faldet i en af de seneste dages omtalte “tråde” om “om-indpakning” af aldeles færdig-indkøbte elektronik fra den billigste standard-skuffe. Sådan noget burde da være en lækkerbisken for alle tænkende mennesker skulle man synes, og derfor er det selvfølgelig ikke tilfældet. ALT, ALT for mange “forstår” og “føler” og “vil gerne høre selv” inden de danner sig en mening. Ren katastrofe for hifi at have sådanne entusiaster omkring og så mange af dem…?

I de mere politisk aktive tider sagde man altid, at selv om man ikke tog stilling, så tog man netop derfor alligevel stilling. Godt nok til noget andet, men helt forkert var det vel ikke. Selv om de folk, der ellers altid sagde det, heldigvis aldrig fik ret som de havde agt. Heldigt. Sagen er jo, at hvis man ikke aktivt forsøger at skyde det værste marketing-pis ned (som noget af det altså er nogle af de værste eksempler på), så ender man med at ligge, som man gør nu. uden nogen aktivitet, skribentvirksomhed, nye annoncører eller respekt. Intet får man ud af at stikke hovedet i busken. Det er yderligere dumt, fordi der på denne ikke er kommet blade på buskene endnu, så det burde man vel kunne se selv, når nu alle andre allerede kan?

Nu er det jo ikke fordi alting var bedre før i tiden, men det meste var nu og da især i den almindelige fornuft. Det betød dengang, at alle umiddelbart kunne genkende skidebillige Vifa-enheder nødtørftigt “forklædt” som eksotiske Audio Note eller Chaconne eller Snell eller hvor de nu sad. De lydmæssige resultater kunne være lidt varierende men der var tilsvarende grænser for, hvor dyrt man kunne sælge standardenheder. Det skulle blive helt, helt anderledes! Alle de uafhængige vagthunde er nemlig forsvundet helt og aldeles og de sørgelige rester er degenereret til typer som vor lokale anmelder Simon Mastervol med sine grinagtige Tannoy DC-6000 “monitor-højttalere” Hov vi har da vist selv Tannoy, de må have været bedre engang..åh, jo, det var de.

Uden sikkert selv at vide det eller blot forstå den udvikling/afvikling, som han er en del af, fortsætter han med at være den mest overflødige af alle hunde, nemlig den, der hedder en “logrende skødehund”. Sådan én kan man hverken vente kritisk sans eller blot almindelig fornuft af, og det er så heller ikke helt overraskende lige præcist det, man får. Sådanne hunde er altid allerfarligst for andre uforvarende små-kræ mens de aldrig så meget som små-gør af de RIGTIGE farer! Godt de ikke bruger hunde af hans race til særligt kritiske vogter-opgaver.
Nu er det ikke fordi man tidligere fangede ALLE de underlødige “fusker-fiskere” i hifiens velmagtsdage med kritisk presse og alting, men de fleste fik dog som fortjent. En af undtagelserne har vi haft her i huset fornyligt, nemlig en af rør-renæssancens absolutte pionerer, den såkaldte Edison-forstærker. At kalde den livsfarlig med sine store højspændingskondensatorer frit svævende i tilledningerne lige under låget er eddermaeme mildt udtrykt. At nogen nogensinde har kunnet få en god bunke tusindkronesedler for sådan et produkt med transformatorer så sølle, at de går i mætning allerede fra 100 hz og nedefter er kun en ekstra overflødig krølle på en allerede sørgelig historie. Som blot eksploderer i dag mens det dengang endnu blot var en undtagelse.

Nå, dengang vidste ingen tydeligvis bedre og det er vel en slags forsvar for det ellers ganske uforsvarlige produkt her som nu er blevet elektronik-affald. Om nogen døde af det vides ikke, men det er faktisk slet ikke usandsynligt. Alligevel er det er altså LANGT, LANGT værre når alle hundene derude kollektivt er blevet så dumme, at selv ikke den vagtsomme gøen fra de få tilbageværende vagthunde resulterer i andet end, ja OVERHOVEDET INGENTING!
Ingen forstår noget, al kritisk fornuft ophører og “anything goes!” Bliv med at gø, Andre, nogen skal jo gøre det, selv om ingen åbenbart fatter faren. Denne håbløse kamp kræver kroniske kamphunde af den helt rette støbning. Som krige kræver krigere som Anders Lassen og Thomas Dinesen, der i hver sin verdenskrig vandt de vist ellers eneste “danske ” såkaldte Victoria-kors, verdens mest respekterede krigsorden. De kæmpede og den ene faldt og begge blev glemt, sådan er det at kæmpe for det man tror på!

I dag skal denne skribent tidligt på et større salgsfremstød i det syd-jydske. Eller måske rettere, vi skal høste frugterne af mange års arbejde og rent faktisk levere en bilfuld sager i Grindsted og i Uldum. Nå, det sidste kvalificerer vel kun lige knapt til det egentligt syd-jydske, sådan nærmere en slags midt-jydsk, men det understreger vel kun yderligere denne ydmyge virksomheds landsdækkende aktiviteter. Det bedste ved de her ture er nu altid muligheden at sige goddag og tak og på gensyn til alle vores gamle og nye venner. Vi ses, Christian og Jakob!

Ellers fortsætter den sjove diskussion om rimeligheden (eller den mulige plat-hed) i at sætte fuldstændigt standardiserede færdigt indkøbte komplette forstærkere og Apple-udstyr ind i en kasse og sælge den dyrt. Som før set er diskussionen forrygende interessant hvis det ikke lige havde været fordi den er så trsi, ganske vist på en uhyre grinagtig måde. Den tiltagende totalitaristiske politiske korrekthed har udstrakt sine slimede fangarme til vores hobby-hifibranche.

Det er simpelthen ikke længere muligt som i de bedre, gamle dage at sige, at Bose eddermaeme er noget forpulet pis, fordi der i punktlimede fiske-kasser sidder enheder for under en tyver. For et sæt komplet ialt naturligvis. Det kan selvfølgelig skyldes, at nærmest ingen efterhånden har noget at lade hinanden høre, alle gør det jo efterhånden og så skal man jo osse være noget forsigtig med at påpege noget. Når man selv har tisset i bukserne er det jo altid svært at pege fingre af andre, som osse har gjort det.

Derfor tør ingen naturligvis kalde en spade for en spade, selv om altså fuldstændigt ligner til forveksling. Det er altsammen såre underligt, at så mange fjolser inden-og udenfor branchen samles til det (forhåbentligt aller-sidste) korstog for at banke den sidste nagle i kisten for hifi-branchen. I den nylige affære om en Lexicon-DVD, der indeholdt en helt uændret Oppo-DVD med kasse og det hele var der vist ellers ingen, der mente, at det på nogen kunne forsvares. indrømmet, det VAR ganske usædvanligt grinagtigt, men de nylige affærer med Tripath moduler, billige korttids-holdbare batterier i amatøragtige æsker og Airport Express-er klistret i Micromega er vel ikke blot bare lige det allermindste anderledes. Eller er det?

Ja, det er det, for ellers stod så mange tilsyneladende vidende mennesker vel ikke op som ihærdige forsvarere for, at det skulle være nødvendigt at “lytte inden man dømmer” Selv om tingene altså er fuldstændigt identiske. Hvor var I allesammen henne, da Lexicon havde brug for jer. At I kunne nænne det, i det mindste havde deres DVD da en pæn forplade. Og prisen fra den originale Oppe var endda kun “oppet” med en faktor 5…Ikke som i de andre her med en 10-20 stykker. Som Bose, svinehunde som de var dengang i de gode gamle dage. Nå, det ville e så ikke have været i dag tydeligvis, alting går fint fremad eller havd vej det nu er katten skraber. Det kommer vel an på perspektivet eller hvor man står om man får lorten i hovedet…

Alle rigtige raske drenge har vel på et eller andet tidspunkt drømt om at vågne op og være blevet lykkeligere i løbet af natten. Eller blot dygtigere, for eksempel med en helt ny-erhvervet færdighed som for eksempel at vågne for pludseligt at opdage, at man er blevet en veritabel virtuos “klaver-løve” som salig Franz Liszt. Med matchende voldsomt forøget tiltrækningskraft overfor det modsatte køn , naturligvis, måske det med klaveret bedre kunne oversættes til “guitar” i dag. Det dér med kvinderne går for det meste igen ihvertfald i denne skribents drømme, der derfor ikke i dag vil blive gransket yderligere. Lykken i livet er dog ikke blot kvinder og da slet ikke, når man er gift. Andre end konen forstås.

Man må således forsøge at søge den flygtige lykke andetsteds. Man kan vælge at forsøge at lære at spille klaver på den sædvanlige trælsomme måde med garanti for at opdage, at én eller anden virtuos som vidunderbarn allerede som 4-årig opførte sin første suveræne koncert for klaver-boksere af fremmeste klasse. Eller at den og den gamle pianist allerede havde været død et par årtier, da han var i min nuværende alder, aldrig den bedste motivation til fortsat frugtesløst slid. Alligevel kan det undertiden ske, at man vågner op, på alle måder beriget uden at have gjort noget som helst, og det er sket fornyligt for givetvis ganske mange, denne husstand ikke undtaget. Vi har nemlig fået rigtig high-end hifi i huset.

Eller rettere, det synes vi da, vi i et vist omfang har haft hele tiden, men for ganske nyligt er vi blevet opmærksomme på, at vi helt uden at vide det er blevet afgørende “opgraderet” Det hedder det jo, når man har fået noget nyt og så er det forresten ligemeget, om det senere viser sig at være et klart tilbageskridt. Al tilspilning, alle udskiftninger af komponenter af enhver komponent i ethvert apparat er jo som bekendt altid en forbedring, når det blot sker med såkaldt “audiophile” komponenter. Principielt kan det ALDRIG NOGENSINDE blive dårligere, ja end ikke blot anderledes. Anderledes kan det ikke være, meget mærkeligt altsammen. ‘

Her i vores selvudnævnte audiofile hus har vi ellers indtil for ganske nyligt accepteret et afgørende kompromis, men det behøver vi tydeligvis ikke gøre længere. Tilbage til det mirakuløse i at vågne op og have fået noget, som man ikke ellers havde gjort det mindste for at få. Trådløs hifi for eksempel. Her har alting ændret sig med en hast, som vi først fornyligt har opfattet. Ikke “fattet”, det er noget helt andet. Tænk at vågne op og opdage, at det, vi troede var det afgjort svageste led i vores hifi-kæde pludseligt er blevet forvandlet. Næsten ligeså godt som at kunne spille klaver uden at have øvet sig nogensinde.

Det engang hæderkronede firma (det må det da have været tidligere, ihvertfald uundgåeligt mere end i dag) Micromega har lanceret et trådløst system til musik-distribution i huset i forrygende kvalitet. Altså hvis man skal tro de begejstrede anmeldere, og det skal man så med en betydelig varsomhed. Lige i dette tilfælde ville det ellers være herligt at tro på anmelderne, forklaring følger. Her i huset har vi kun 1 CD-afspiller, nemlig i far-kælderen, mens resten af huset betjenes fra en dedikeret tudse-gammel Mac-computer, hvis signaler trådløst overføres via Apple Airport Express til diverse Benchmarks rundt omkring. Så langt så godt eller dårligt.

Fruen i huset underkastede inden dette trådløse isenkram blev installeret talrige sagesløse besøgende i huset en regulær blind-lyttetest for at se, om nogen kunne høre forskel på det direkte signal fra computeren og det æter-bårne. Resultatet var ganske overraskende og helt entydigt. Lyden var nemlig uhyre tæt på at være ligeså god som “fastnet-udgaven” og det var en overraskelse af de helt store. Vi taler trods alt om et stykke sende/modtageisenkram med en pris på sølle 700,- incl moms og sager. Brilliant og billigt!

Resultatet var dog samtidigt ganske entydigt i den forstand, at ALLE kunne høre forskel i den såkaldte “enkelte blindtest”. ALLE foretrak den “kablede” lyd men forskellen var ret minimal. God økonomi-hifi, rigtig god endda. Nå, det har så varet indtil denne Micromega-sag er kommet med suveræn lyd ifølge anmelderne. Som måske nok burde have noget røde ører. I Danmark sælges denne fine aflange kasse for en bagatel af 7000,- med en teknisk forklaring af den slags, som får kontorstolen til at vælte baglæns under denne skribents voldsomt krampagtigt grinende tunge korpus. Ren kondenseret bavl simpelthen.

Derfor kunne produktet naturligvis være meget godt, men så kommer vi til det kedelige. Og samtidigt glædelige, fordi vi “over night” er blevet ejere af rigtig high-end hifi. Inden i kassen sidder der nemlig en helt komplet, ja, enkelte har måske gættet det, APPLE AIRPORT EXPRESS. Intet andet udover en helt konventionel strømforsyning til under en 20-er og voila!, en diskret hvid veldesignet mikro-komponent i glimrende kvalitet til 700,- er blevet til en stor latterlig madkasse til 7000,- Ellers er der nul forskel. Det gode er så, at vi tydeligvis har undervurderet vores ellers trofaste Airport Express, for den er åbenbart meget bedre end vi havde troet?

Nej, den er ej, det her er et af de klareste eksempler på, hvorfor hifi-branchen er på fortjent “deroute” På min fødeø Endelave hed det noget mere malerisk “den vej, katten skrawer”. Nu kunne man selvfølgelig håbe på, at denne entydige afsløring af tingenes sande objektive sammenhæng ville føre til noget positivt. For eksempel at det ikke fremover for producenterne ville kunne betale sig at “platte” på denne måde, men det sker nu næppe. Ganske forudsigeligt for denne syge branche mener et betydeligt mindretal af hifi-entusiasterne helt fornufts-stridigt, at “man da sandelig skal høre det” før man endegyldigt afsiger sin dom. Jamen hør dog her, I tungnemme torskepander og karnevals-sørøvere, det er da for helvede det vi her i huset har gjort i årevis, ja vi har endda plaget andre med det!

Der ER bare ting, som man IKKE skal tage alvorligt og nogen bliver da heller ikke taget alvorligt. Hvis én eller anden producent blot tager et standard OEM-modul af den oprindeligt dansk-producerede (nu sikkert Kina, selv om arbejdskraftindholdet vel er tæt på 0) såkaldte ICE-forstærker fra B&O (som sælges komplet for ingen penge, under en hund), så ved alle naturligvis, at der ikke er tale om hifi. Hvordan den lyder er fuldstændigt ligemeget, for det er jo en B&O og det kan man ikke tage alvorligt. Heller ikke hollandske Hypex (som osse laver disse færdige lavpris-OEM moduler med tilsvarende teknologi) er rigtigt noget, for man ved jo, at bag Hypex står Philips og DET er godt nok ringe.

i det hele taget er mulighederne for at udvikle disse nye højeffektive forstærkere til produktionsstadiet ikke-eksisterende for selv halvstore firmaer. De små må enten vælge en mere traditionel løsning eller købe et færdigt modul fra de store, andre muligheder gives ikke. Tilfældigvis er det stadigvæk muligt at skabe den nødvendige mystik omkring en anden producent af ultra-billige helt færdiglavede mikro-stereochips. Vi befinder os stadigvæk i prisklassen langt, langt, under 100 kr. for en komplet stereoforstærker med et strømforbrug så lille, at det faktisk kan trækkes af af batterierne i en MiniMaglite. Råvarerne er altså økonomiske i ekstrem grad.

Denne producent hedder Tripath og er vist mest speciel ved at have været konkurs flere gang i løbet af sit korte liv. Alt drejer sig i denne del af elektronik-branchen om tilrettelæggelse af produktion, ikke nødvendigvis godt for nogetsomhelst. Helt uforklarligt er disse tripath moduler i visse kredse STADIGVÆK omgærdet af den mystik, som er nødvendig for at sælge varerne helt vildt dyrt. Det er ganske underligt, da de samme chips i andre forstærkere alle steder på nettet kan købes for få hundrede kroner KOMPLET.

Som med den originale Airport Express er det givetvis et skidegodt produkt til den pris, men man KAN også vælge den samme løsning til en bagatel af 21000,- fra en dansk distributør. Der er godt nok i denne kasse tilsat et par batterier, der dog næppe er særligt dyre, den anbefalede tid inden udskiftning er altså noget i den “lavere ende” af akvariet. Om den er pengene værd aner vi ikke, vi har alt for travlt med at tørre grine-tårerne væk. I vores egen branche anvendes de samme chips fra ICE og Tripath iøvrigt i ganske billige aktive studio-monitors fordi de, ja, rigtigt gættet, er SKIDEBILLIGE. Her kan man blot ikke sælge produkterne som noget særligt, fordi alle professionelle alligevel godt ved, at der er tale om helt standardiserede ultra-lavprisprodukter.

Nå, det kan man så muligvis stadigvæk i den danske hifi-branche og intet tyder på, at koret af “eftersnakkere”, som hjernelamt mener, at man da “skal høre det selv” inden man vurderer noget er på tilgetog her heller.
Herfra er vi altså ganske tilfredse med at acceptere, at en hundelort-sandwich altså smager af hundelort uden at vi iøvrigt har smagt den. Ligesom vi da ønsker vor gamle ven Carsten Christensen al mulig held med salg og fortjent succes med sin batteridrevne Red Wine-Tripath forstærker til altså blot 21.000,- Det bedste ved det her for os at se, at brugtpriserne på fine gamle hifi-antikviteter yderligere styrt-dykker. Tak Carsten fordi du således så aktivt støtter vores herlige hobby! Blot uheldigt at den allerede syge patient så nok samtidigt dør.
Om ikke andet så da af grin over udviklingen! Som jo naturligvis mest er en “afvikling” af tekniske ambitioner, for hvordan skal man dog kunne sælge kvalitet til kunder så dumme, at INGEN AFSLØRING alligevel gør dem blot en lille smule klogere, nej vel? Lige meget hvor meget man både ser og hører fatter man tydeligvis ingenting. Som anmelderne, som testede Micromega/Airport-en så vanvittigt og urimeligt positivt.

I dag vil snakke lidt om begrebet “komik” og vil i den sammenhæng introducere en mand, der forhåbentligt ikke behøver nogen videre introduktion. Eller rettere, det gør han muligvis nok alligevel, for hvornår er det lige nogen af hans ellers ganske mange (og endnu mere ujævne film) er blevet sendt i dansk TV? Alle film med denne skribents største komiske film-helt, den kronisk-koleriske drukkenbolr W. C. Fields, var altid præget af denne tvivlsomme helts utroliget mange humørsvingninger. De kunne variere fra det flæbende til det grotesk-tyranniserende som de kan for alle andre kroniske drukkenbolte.

Nu er der ikke meget, der tyder på, at Fields var en klassisk alkoholiker, han var vist bare en misantrop, som dulmede sit korte liv med sprut. Om det er bedre eller værre end blot at drikke sig målbevidst ihjelhar vi ingen ide om, men han præsterede dog at lave filmiske mesterværker med sig selv i helt umulige roller i film uvægerligt fuldstændigt uden noget plot iøvrigt, og så var han i datidens herlige politisk-ukorrekte tid ALTID hensynsløs overfor især kvinder og børn. Mænd og hunde og andre levende skabninger kom dog umiddelbart efter, så sig ikke, at Fields var særligt fordomsfuld. Der var ikke nogen, han rigtigt godt kunne lide og vel i virkeligheden allermindst sig selv. En fuldstændigt fordomsfuld eller helt fordomsfri kunstner, vælg selv! Lige her er det nok ét og det samme.

Vi skal lige indskyde her, at vi har en endnu blødere plet for en anden af datidens filmkunstnere, som sædvanligvis også helt uforklarligt henregnes til den komiske genre, nemlig Buster Keaton, manden med stenansigtet. At kalde Keatons film for komiske er en af den tidlige filmhistories største forbrydelser, for det er de ikke, aldrig nogensinde, ikke blot det allermindste. De er tragiske udover enhver rimelighed, sørgelige også når de ender godt, for det gjorde de jo aldrig rigtigt alligevel. Som tragedier jo nødvendigvis ikke kan gøre. Det gjorde de så heller ikke for Keaton selv, der gik kunstnerisk i hundene nogenlunde samtidigt med, at W. C. Fields´ stjerne steg. Ikke mod de absolutte, blot periodisk op fra alkohol-tågerne inden han som alle druknende gik under for sidste gang. Det var tydeligvis ikke sjovt at være komiker for disse to.

Endnu mindre morsomt var det vel at være arme Margaret Dumont, den stadigt tilbagevendende stakkels triveligt-midaldrende heltinde i mange af Fields´ film. Hvad hun både filmisk og privat måtte udstå af den totalt utålelige Fields fortjener en helt anden historie og den historie er næsten ligeså tragisk som den om Keaton. Intet tyder på, at der bag den tyranniske filmskuespiller Fields gemte sig noget som helst andet end det, som alle kunne se på lærredet: En brutal, smålig og på alle mulige måder er totalt gennem-ubehagelig person. Siger denne skribent og kikker sig tvivlende i spejlet, er det virkeligt så slemt, som fruen sommetider siger?

Nå, nu er det jo heller ikke nødvendigvis nogen særligt god ide at gå alt for tæt på sine komiske idoler. De fleste komikere er bag scenen ganske kedsommelige mennesker, dem, jeg selv har mødt har da været det med en enkelt afgjort undtagelse, fest-originalen Thomas Eje, et absolut herligt menneske. Nu er Fields vel nok en af de eneste komikere, som kun ville have kunnet overraske positivt bag scenen, men det kunne næsten heller ikke være anderledes på baggrund af hans adfærd PÅ scenen…Det kunne dårligt blive værre.

I det hele atget skal man være noget forsigtig med at gå alt for tæt på sine idoler, for så er der akut-risiko for, at disse ophører som idoler. Måske Keaton privat blot var et flæbende skvat, en ubærlig tanke.. Det får vi naturligvis aldrig vished om, ingen kom rigtigt Keaton nær men andre mulige koryfæer er ikke altid så heldige. I den seneste tid har DR TV vist et ganske forfærdeligt portræt af det danske sang-ikon C.V. Jørgensen. Det er nu mest forfærdeligt i den retning, at det er forfærdeligt LANGT, ALT, ALT for ubarmhjertigt langt. Som den slags helt givet ville have været for de allerfleste, som pr. definition ikke ligefrem fyrer “guldkorn” af hele tiden. Eller blot det meste af tiden..

Selv hårdnakkede fans af C. V. må da være kommet momentant i tvivl om sammenhængs-kraften og anden gudestatus i C. V.´s til tider snikke-snakkelige bittelille univers. Som denne skribent altid har været, men det er sagen ganske uvedkommende og er blot en kilde til spænding i ægteskabet, da fruen er af en afgjort anden opfattelse. Trods tilsyneladende numerisk stemme-lighed er slutresultatet altid 1-0. Til C. V. Portrættet har dog udjævnet stemmerne lidt selv om der stadigt står 1-0. Matematik er noget mærkeligt noget.

Nej, man skal være lidt forsigtig med at komme for tæt på sine idoler. En anden af fruens idoler, den diminutive sanger Prince (eller hvad han nu hedder for tiden, måske et andet-andet kærligheds-symbol?) omgiver sig så vidt vides osse med andre ganske små mennesker. Hans musik står selvfølgelig stadig og ikke mindst så længe man ikke ligefrem graver alt for dybt i hans privatliv og andre mulige problem-sfærer. Det holder de færreste idoler til, C. V. ikke undtaget så vidt vi kan “se”.

Filmen eller “collagen” eller dokumentaren eller hvad det nu er om C. V. er lavet af ingen mindre (eller mere) end festugedirektøren Jens Folmer Jepsen, som i sin ungdom var en ganske morsom mand. Syntes jeg da og både i duoen “Stig Ibh og Hit-Vagn” og Erling Erlangs Trio” fejrede han betydelige triumfer som prototype indenfor den endnu ikke-eksisterende genre “stand up-comedy” Om det virkeligt var det ved vi ikke, at gense Gotha Andersen i “Flid, fedt og Snyd” på TV K antyder muligvis noget andet. Under alle omstændigheder vil jeg nu fastholde, at jeg helt alvorligt synes Jens Folmer Jepsen er en mere finurlig forfatter end selv C. V.

Se, DET skulle jeg måske ikke have gjort, for i lørdags mødte jeg tilfældigt en ganske vred festugedirektør i indgangen til Kvickly. Da samtalen for så vidt der var tale om en,, foregik ganske højrøstet og blev overhørt af mange, afslører vi vel ikke indlysende private betroelser ved at sige, at han langfra var tilfreds med at blive “svinet til”, som han så farverigt udtrykte det, på denne side. Han kunne endda på stedet spontant huske, hvornår det havde været, fordi en af hans medarbejdere åbenbart havde fundet bemærkningen og klippet den ud. Kildeangivelsen har helt tydeligt været i orden siden den endnu var så præsent for Folmer.

Nu drejede det sig nu ganske uskyldigt om Folmers evner som pop-tekstforfatter, hvor vi helt alvorligt stadigvæk (på trods af altså nu nærmere bekendtskab) med ham mener, at han er langt bedre end selv C. V. Sommetider ligger den største kunst som med Thøger Olesen i den tilsyneladende simpleste pop-sang, mens omvendt C. V.´s mange ord ikke rigtigt siger nogetsomhelst til denne skribent. Du er stadigt et pop-ikon for mig, Folmer.
Nu følte vi os egentligt lidt smigret over, at Folmer eller folkene omkring ham, stadigvæk læser denne side, vi er jo tidligere blevet antastet på gaden af ham i samme anledning. Det varede så kun indtil vi selv kom i tanke om, at vi da ellers vist kun EN ENESTE GANG i år overhovedet havde nævnt hans navn. Det giver vel ialt kun 2 muligheder: Enten har vi en hårdnakket “fan” i inderkredsen deroppe i “Festuge-bunkeren” og der er da skægt at tænke sig.
Den anden mulighed er så den, at festugedirektøren har folk til at “scanne” hvad folk mener om ham. Den første mulighed synes vi er noget sjovere end den sidste, men som i al komik er der en nødvendig bagside af tragik.
Nu rører det os helt basalt ikke, hvad enkelte mennesker mener om os, selv om vi osse til tider selv lige “scanner” for det. Det kunne jo være og er det osse sommetider…Vi har dog ikke ligefrem ansatte til det, i små firmaer må man gøre det meste selv. Sagen ville muligvis have været meget anderledes, hvis undertegnede som fri kunstner skulle have et projekt godkendt i festugen. Nå, selv konsuler i det klassiske romerrige herskede jo kun en begrænset periode og sådan er jo heldigvis for mangfoldigheden for det meste! Det må være det der gør livet dybere med al den komik og tragik det hele indebærer.
Leve Fields og Folmer og check evt. teksten den 10 marts. Svine og svine er vel egentligt så meget sagt?