Hvis nogen mener, at vi måske er gået lidt “sukkerkolde” i disse dage, er det givetvis ganske korrekt. En ubarmhjertig familiær forskønnelses-slankekur sænker blodsukkeret i alarmerende grad og så kommer ovenpå dette vaklende fundament de betydelige kraftudfoldelser i form af daglig løb og langdistance-cykling. Regn derfor trygt med både flere slå/stavefejl og andre faktuelle missere og regn tillige med, at disse endnu ikke skyldes præ-senil demens. Så vidt jeg husker da, og når jeg engang kommer i tanke om det, er alting alligevel forlængst glemt.
Ellers skal vi ganske undtagelsesvist give en situationsrapport fra vores egen branche, som ellers er temmelig kedelig. Kedeligt, fordi tingene for det meste går deres forholdsvis vante gang og det ene byggeri og projekt umærkeligt glider over i det næste. Nå, så er det jo i virkeligheden heller ikke værre, det er jo trods alt det vi lever af og det skal vel osse med, at vores kunder allesammen er helt forskellige og så alligevel ganske ens. De har nemlig allesammen et REELT BEHOV, ikke som i vores hobby hifi et FULDSTÆNDIGT FIKTIVT ét af slagsen. Det giver bestemt mening at forsøge at tilfredsstille det første, det sidste giver det end ikke mening at forsøge på…
I denne uge vil vi ellers undtagelsesvist bevæge os ind på netop dette sidste område, nemlig der, hvor den, der vinder på kort sigt, blot taber det hele alligevel. Det er måske derfor, vi overhovedet ikke vil forsøge på at vinde. At tabe er én ting, det gør selv vi undertiden, men ligefrem at opsøge rollen som taber ligger ikke rigtigt for os.. Ikke desto mindre vil vi på opfordring af en god ven sende en forforstærker uden forsvarlig ledsagelse over til en stor-københavnsk hifiklub, for hvad gør man ikke for gode venner? Og ham hér er altså en rigtig god én af slagsen, hej, P. H.!
Det drejer sig om vores helt egen hule-ATC SCA2 og vi gruer lidt for alle de kritiske ører, som skånselsløst vil “pille” dette iøvrigt udmærkede produkt fra hinanden. Dog forhåbentligt kun lydmæssigt, vi vil da gerne have den tilbage i tilbørlig stand. Som alle klubber til alle tider er også denne storkøbenhavnske af-art inficeret af pudsige grupperinger, som ikke lader den almindelige “åndelige indavl” i den katolske kirke meget efter. I dette tilfælde drejer det sig i lighed med den katolske kirke også om en forlængst afdød person, den vel-knap-så-kendte-som-ham-den-anden, Steen Duelund. Denne noget underlige og vel i virkeligheden lidt mærkelige kældereksistens, som denne skribent blot har mødt én eneste gang, dyrkes som “Den Store Seer” af adskillige klub-medlemmer. Mener vi da, smidt ud er de vel ikke blevet, det er trods alt sin sag at få nye medlemmer. Man kan vel ellers forsigtigt sige, at nogen af dem er lige i det mere konfrontatoriske og sekteriske hjørne.
Nå, det kan man vel med en lille smule ret sige om os selv, men derfor er det nu alligevel forstemmende at se, hvordan et par af disse “duelundister” formår at sætte/forplumre dagsordenen på et forum nær os. Ligemeget hvad nogen nogensinde har sagt om nogetsomhelst har den afdøde “Mester” altid gjort det bedre. I det mindste har den danske katolske kirke dog anstændighed nok til ikke at prædike sine mystiske budskaber om ham den mærkelige mand fra Nazareth for alle vankundige. At anstændigheden så heller ikke rækker meget længere er så en anden sag. Nå, Duelund var også en noget mærkelig mand, måske han var en slags “skabs-katolik” og jeg tror, vi stopper her for i dag. Når noget drejer sig om hifi er troen jo noget stærkere end religion og debatterne noget mere brutale.
Nu ved vi ikke, om salig Duelund nogenlunde hørte musik, men det gjorde han vel næppe. Hvis han også havde haft slige lyster ville han som tidligere profeter formentligt være blevet konstant distraheret af sine disciple. Intet tyder da i dag på, at nogen af dem nogensinde har gjort det, dertil har de alt for travlt hed at forgude og forkynde Mesterens budskab. Vi tog denne parentes i dag for at understrege, at en designers dedikation til sin sag og sine produkter for os ikke er uden betydning og så er vi tilbage ved vores ATC SCA2 på vej til “test” Dens designer hedder Tim Isaac og er en gammel mand, som tillige er medejer af ATC. Til gengæld er han let at forgude ihvertfald for os!
Nu er hans guddommelige appel næppe let at “sælge” til nogensomhelst, så det vil vi ikke prøve på. Heldigt, for muligt er det heller ikke. Nu er denne ATC SCA2 den dyreste og bedste (af 2!) forforstærkere, som de producerer, men er en meget gammel konstruktion, som for første gang kom på markedet i 1995. I dag er den praktisk talt fuldstændigt uændret og direkte adspurgt af denne skribent, hvorfor Isaac dog ikke lavede en forbedret udgave, svarede han helt enkelt: “I can´t!” Og fik dermed én discipel lige på stedet i en tro, som ingen chance har mod “duelundisterne” Derfor er den alligevel vores og vi glæder os til at få Isaacs design tilbage fra alle de vantro.
Der er simpelthen tale om en helt anden verden end dengang denne skribent for første (og helt tilstræbt absolut aller-eneste gang) så salig trivelige Duelund i en sky af sælsom krops-lugt “skridte” standsmæssigt igennem et rum ledsaget af sit konstant vimsende betydelige hof af allestedsnærværende “hof-snoge” Ikke et ret behageligt minde, som at se den tidligere kardinal Ratzinger som skruppelløs pave. Adr! Almindelig sund sans i minus ottende. potens, det var nok mest det. Fy dog Fa´n! Nu har vi selv han-hunde, og måske det blot var en sådan reaktion fra denne skribent, modviljen var dog vist heldigvis ganske gensidig.
Isaac er for det meste ude at fiske mens han måske (og indtil videre altså forgæves), forsøger at få nye ideer. Til gengæld fanger han så en del fisk, så helt spildt er tiden ikke. Og hvad har det her så med lyd at gøre: Ingenting og så alligevel alting! Som selve livet indgår alle tanker og sanseindtryk i den endelige bedømmelse af lyd på samme måde som forpladens tykkelse på et apparat og navnet ikke mindst og der er vi naturligvis ikke anderledes end alle andre.
Lyd kan sagtens lugte, men vi foretrækker altså lugten af fisk! Friskfanget fisk forstås, det lugter nemlig overhovedet ikke.
Hej P.M.!
Vi skal nok passe på din forforstærker. Størstedelen af klubben er jo ikke duelundister, men glæder sig til en underholdende aften.
Nu nåede jeg aldrig selv at møde den store mester, men jeg har da hørt nok af hans konstruktioner til at kunne sige at han havde fat i en af de lange ender. Han var helt utroligt produktiv, men udviklingen stoppede så også med ham. Det er lidt synd at det meste er dårligt dokumenteret, men sådan er diy vel.
vH pH
Ok ja det skal nok gå altsammen, det er jo trods alt blot ting. Følelser er altid noget helt andet og kan for denne skribent sagtens komme i vejen for den uvildige vurdering af Mestrens værker. Eller rettere, det gør de!
En ting er mandens kropslugt, men du postulerer at han ikke har hørt musik – han og især nogle af hans "børn" lyttede intenst til live musik – optog den – og afspillede den på duelunds højtalerkonstruktioner etc. netop for at efterprøve om teori også kunne føres ud i livet.
Nogle af duelunds konstruktioner er intet mindre end fremragende tilmed nogle af de der arbejdes videre på postumt – (og de er meget langt fra mine hygge horn – som jeg ved, modsat duelunds sene konstruktioner – ikke har meget at byde ind med, hvad naturtro gengivelse angår, men som har massere af spille glæde.)
Godt så – kære Poul – en ting er at du gør Gige og Co. til prygelknaper for alt hvad der går galt i hifi verdenen – det har de sikkert fortjent – men duelund er død og kan ikke tage til genmæle – så når du vurderer ham på en lugtende oplevelse og nogle "antagelser" så synes jeg ikke det er ok … det burde du trods alt være hævet over – for som du sikkert ved –
when you make an assumption, you make an ass out of "u" and "umption"
Skrevet af en ikke duelundist som blot holder meget af musik – optaget så vel som live
Nå ja, men Poul får da den dimension med, at det er som at se en vis kejser skære sig gennem folkemængden og at hofsnogene siden blev efterplaprere som siden taler om manden som var han den eneste der vidste noget som helst om lyd fra højttalere. Not.
Jamen Ruben, du har da som næsten altid ret. Der er dog en anden og mørkere del af sagaen om manden, som også påvirker denne skribent intenst og som forstærker alle indtrykkene enormt meget. Den historie kan så ikke fortælles og det giver måske hele narrativet en afgørende skævhed…Ikke ubetinget vellykket. Derudover er jeg enig med Jakob i, at hans gamle hofsnoge måske heller ikke er fri for at være noget farisæiske. For nu at udtrykke det lidt mildt. Gudedyrkelse, selv af mig, sagde grisen, er altså en afskyelig ting.