Dedikation

Da denne skribent var en lille dreng, drømte jeg meget. De fleste af drømmene drejede sig måske ikke overraskende om noget hulbrystede og alligevel temmeligt tyklårede tøser med bøjler på tænderne og en lidt rigelig friluftsagtig/rødmosset kulør. Noget kunne allerede dengang tyde på, at mine livsdrømme allerede dengang var noget “lavtflyvende” ligesom svalernes flugt umiddelbart inden det første tordenskrald. En mere prosaisk forklaring kunne vel muligvis være, at det tilfældigvis var sådan, alle de lokale skole-skønheder så ud, det er jo trods alt nemmest at drømme om kendte ting. Dumt i virkeligheden, når man alligevel blot skulle drømme kunne man vel have fundet på noget pænere og mere “smækkert” at drømme om.

Det kunne jeg blot ikke, for for os drenge kunne ordet “smækker” kun bruges om en båd med særligt, næsten seksuelt svungne linier. Mærkeligt vi aldrig så sammenhængen, i den livsepoke kunne næsten ellers alting knyttes sammen med piger…
Ind imellem drømte denne skribent nu også om andet, ganske vist ikke særligt tit, men det må vel være sket. For eksempel om drømmejobbet, en noget fjern og rimeligt urealistisk tanke, når man er 8 år. Alligevel havde jeg tidligt fundet mit drømmejob: Jeg ville være tolder. Hm., jeg må vel have haft feber da jeg valgte det, for mit erklærede mål i mit kommende drømmejob ville være at finde alle smugler-smøgerne på skibene i havnen og så simpelthen ryge dem selv.

Nu kommer jeg fra en maritim æt af ramsaltede Mathiasener, hvis få og altid tænksomme ord uvægerligt druknede i den hylende orkan. Intet er overleveret af disse udødelige sentenser, men klogt, det var det eller det må det da have været, vi var jo Mathiasener. Og er lidt endnu! Tilbage til det første drengedrømme-job. Jobbet som tolder VAR rent faktisk et fantastisk priviligeret driver-job og jeg stiftede mange gange senere (rigeligt) nært bekendtskab med disse østjydske udgaver af Dupont og Dupond. De røg allesammen foruroligende meget og det endda sikkert sommetider af de smøger, som jeg ellers selv have købt, men endnu ikke fået i land. Lovens smalle sti syntes bredere dengang.

Det sjove ved min barndomsdrøm var mest, at jeg aldrig nogensinde havde eller fik den allermindste lyst til at ryge. Jeg har simpelthen aldrig nogensinde smagt et eneste hiv tobak, og det var der en grund til. Min far røg pibe og det i et omfang, at alene det at høre på hans kroniske morgen-harken af kvarter-lang varighed bedre end alle skræmmevideoer med blotlagte blodige rygerlunger immuniserede mig permanent mod tobak. Det var vel nok noget dumt at drømme om noget, man slet ikke havde lyst til, men måske drømmene om pigerne blot ikke kunne udfylde tiden helt. Måske den kendte “Parkinsons Lov” har en reciprok udgave omkring pubertære tanker om piger, den må vi vist tage en anden god dag.

Senere hen begyndte jeg som mange andre dengang at interessere mig for hifi. Dengang var det vel mest en såkaldt “sublimering” af forskellige udefineret-tågede seksuelle behov. Og det er det muligvis stadigvæk, hvem ved, jeg er ikke helt sikker på jeg har alt for stor lyst til at grave i lige netop dette emne. Det har samme attraktion som at rydde op under skibsbriksen i en af datidens drengeværelser. Man vidste aldrig, hvad man ville finde, eller rettere, det gjorde man naturligvis godt. Og sikkert lidt det samme på det personlige plan den dag i dag.

Efter afslutningen af min akademiske uddannelse anvendte jeg åbenbart hele min ny-erhvervede analytisk-akademiske intelligens for at finde et super-drømmejob. Der var ikke akkumuleret særligt meget og resultaterne var naturligvis derefter. Da jeg sært nok stadigvæk interesserede mig mægtigt meget for hifi (og det endda selv om jeg ind imellem havde kærester, lidt mærkeligt) valgte jeg at søge det eneste job, jeg nogensinde har gjort. Jeg ville selvfølgelig leve af at sælge hifi og det i landets dengang største radioforretning, Radiohuset Expert. Tænk bare at spille høj musik hele dagen og så få penge for det, mums, manner, skidefedt!

Denne drøm og dette drømmejob var så gode, at det naturligvis ikke kunne vare ved. Jobbet kunne sagtens, det kunne drømmen blot ikke, havde det dog blot været omvendt. Nå, sådan var det ikke, og den prosaiske hverdag indhentede lynhurtigt denne skribent, som den osse gør alle andre og sikkert væsentligt mere hurtigløbende folk. Det viste sig måske ikke vældigt overraskende, at når man havde spillet det samme demo-lortemusik hele dagen igennem, så gad man OVERHOVEDET IKKE høre musik derhjemme selv. Overraskende burde det ikke have været, trods alt lever mennesket ikke ret godt åndeligt af ren hifi, og samværet selv med datidens lidt bredere rekrutterede samling af hifientusiaster var heller ikke ret stimulerende. Dengang mødte jeg Søren von Kubik for første gang og det var slemt og så skulle det blive værre endnu.

Meget hurtigt skiftede denne skribent sit drømmejob som hifisælger ud med det, som jeg har lavet i de seneste 2 årtier. Professionel lyd og billede. Det er ikke nødvendigvis alle drømmes drømmejob, men det giver til gengæld gode muligheder for at DRØMME VIDERE. Om det alle godt gifte mænd drømmer om (eller burde) Hifi!
Jeg slap altså fra borde i relativ tide og bevarede min fascination af de rigtigt fascinerende ting. Her i vores lille firma er vi priviligerede nok til at kunne sidde og samle bunker af kabler til en større skoleinstallation, mens vi kan sidde og høre høj musik FOR VORES FORNØJELSES SKYLD. Spillet på alle mulige vidt forskellige anlæg opg DET er altså noget af en drøm. For os.

Andre har det så helt tydeligt anderledes. I den fortsatte introduktion af de amerikanske Zu-højttalere, (hvor alle komponenter i 10-tommers bredbåndsenheden er enten unikke eller tophemmelige eller begge dele, lidt af en præstation!) vender hele barndommen tilbage. Vi taler her om en næsten overjordisk begejstring, som jeg muligvis selv oplevede den allerførste formiddag, jeg skulle sælge hifi. Allerede inden frokost var denne debile drøm dog forlængst gået over, for hvem gad dog høre musik hele dagen, og så GANSKE DET SAMME?

Jamen det gør vor mand her i Herning, Zu-importøren. Som han skriver om sin nye tidlige forårsforelskelse, heldigvis jo i sine egne eksklusivt forhandlede produkter
“Nu har jeg brugt en 3 uger til at lytte på dem og jeg har det lidt som da jeg mødte min kone, jeg bliver sgu mere og mere forelsket. Har lige tæsket Alison Krauss “A hundred miles or more” igennem hele dagen og for pokker det er godt. Jeg er helt færdig og det er jeg ellers meget sjældent – måske også derfor det tog så lang tid at få en dame til at bide på krogen;o)

De herrer!!!!!! I skal høre disse højtalere, så jeg ikke står alene med oplevelsen.”

Vi er noget misundelige over at møde en så ægte og ganske oprigtig begejstring, det kan ikke nægtes. Selv kunne vi nemlig aldrig nogensinde drømme om at sidde og høre den samme plade igen og igen og igen, men måske den spirende forårsfornemmelse kan forklare noget. Næppe, vi er tilbøjelige til at tro, at der måske er en mikrolille kommerciel bagtanke bag al denne tilsyneladende begejstring, men det er naturligvis blot et gæt.

Når man møder en sådan total dedikation til et produkt, som mest minder om betingelsesløs hengivelse til absolutistiske trosretninger, så bliver vi en smule skeptiske, men det er måske blot en konsekvens af en alt for tænksom barndom derude på Endelave. Med alt for god tid til at tænke det utænkelige og drømme sig om muligt længere væk. For eksempel fra en så uendeligt syntetisk-begejstret verden. Prøv dog lige at kikke ud af vinduet, venner, DER ligger forelskelsen. Det andet er altså blot hifi udover at det osse er løgn.

‘