“Banjo” Paterson

I dag vil vi præsentere en mand, som hvis han havde virket i dag ville have været et såkaldt “One Hit Wonder” Egentligt mærkeligt udtryk, når nu Stevie Wonder havde så mange hits uden at være, ja altså…? Det havde Andrew Barton Paterson nu i virkeligheden også, men da den almindelige kulturløshed ubarmhjertigt har gnavet i al almindelig dannelse som hungrende råvildt i barken på tidens juletræs-plantager, så husker næppe nogen udenfor Australien sikkert dem. Måske en enkelt, den vender vi lige tilbage til.

Svaret på dagens første spørgsmål er iøvrigt selvfølgelig “Waltzing Matilda”, den om “the jolly swagman” Nu var det næppe en sang, som man kunne spille banjo til som akkompagnement, ja i virkeligheden ved vel ingen, om Arthur overhovedet kunne spille noget andet end canasta. Selv ikke hans mest entusiastiske kvindelige fans (allerede dengang var litteratur en kvinde-syssel) har nogensinde nævnt noget om nogen banjo, så hans tilnavn er noget mystisk. Derudover ville en såkaldt vagabondisk “swagman” naturligvis heller ikke have plads til nogen banjo på sin færd, allerede den sammenrullede kombinere madras/telt kaldet en “swag” var rigeligt tung nok. Måske han bare kunne fløjte nogenlunde ligesom en banjo, det må der vel være nogen der kan.

Nu er “Waltzing Matilda” udover at være uhyre iørefaldende samtidigt den sang, som blev spillet ved denne skribents bryllup sidste sommer i Prospect, Adelaide og det gør den evigt mindeværdig. Et andet af Patersons episke digte er i virkeligheden næsten ligeså godt og tillige en hel del længere. Det hedder “The Man From Snowy River” og handler om (her i væsentligheds-rækkefølge) 1. Heste. 2. Rigtige mænd 3. Andre mænd. 4. Mandhaftige kvinder. Der er tale om en uhyre klart disponeret plot og en digterisk udførelse til UG plus efter den oldgamle karakterskala. Det er jo mest passende at bruge netop denne skala, som var ganske gængs da digtet blev skabt.

Der blev i 1980-erne lavet en film over digtet, som ikke er dårlig. Ikke ret meget dårligere end mastodont-mesteren over dem alle i Hollywood, Cecil B. De Mille og dennes filmatisering af en klassiker, “The Ten Commandments” med Charlton Heston i hovedrollen som Moses efter et andet ret velkendt litterært forlæg. Den mandlige hovedfigur lignede dog rigeligt meget en lidt for vellykket filmisk “flødeskumskage” og det trak noget ned. Til gengæld var den kvindelige hovedperson rigtigt god men selvfølgelig i dette plot om mænd ikke ret meget med. Hestescenerne er dog stadigvæk spektakulært fremragende og det er massevis af billeder og scenerier i filmen osse. Ikke mindst billeder af barske mænd i lange Drizabone oilskinsjakker med ikonisk-australske Akubra-filthatte er uforglemmelige for “hatte (hatto-?)-file” personer som denne skribent.

Nu er den høje del af ellers solbeskinnede New South Wales, som hedder Snowy Mountains rent faktuelt et sne-område, og filmen viser også fint lettere forfrosne mænd med klædeligt mandigt sne-overtræk. Og det er så altsammen vores tilgang i dag, for lige præcist sådan må denne skribent have set ud i sin lange oilskin og Akubra i dagens snefog. Dog var der ikke nogen til et filme vores hundes morgentur udi de fjendtlige elementer, men sikkert er det, at der må have været en slående lighed med en af de andre og ældre helte i Patersons poem, nemlig “Clancy of the Overland” At den unge helt så alligevel i den sidste ende endte med (pleonasme?) at imponere selveste Clancy er faktisk en fin pointe. Man møder jo uanset hvor stor og barsk man er én, der er endnu større og barskere. Eller måske mindre men blot bare så meget barskere.

Det vil sige, sommetider kan de allerbidskeske være ganske små. I går mødte undertegnede en af de små mennesker, der allermest effektivt har erstattet imponerende fysisk fremtræden med indestængt galskab. Galskab er måske så meget sagt om denne udadtil elskelige rundhovedede lille trivelige tyndbenede mand, men barsk, dét er han. Som et menneskeligt “lommeslagskib” gør han det, der på bokse-engelsk hedder “packs punch far beyond his weight” Det er forresten et mægtigt morsomt og meget misvisende udtryk, for der findes vist ikke rigtigt nogen eksempler på, at nogen naturlig verdensmester i nogen vægtklasse ligefrem er gået OP og har fået succes. Det skulle man da ellers tro. Mange går til gengæld NED i vægtklasserne og det plejer at gå noget bedre.

Hvor barsk denne lille mand var fik vi grafisk illustreret i går. Vores lille firma havde en levering ganske tæt ved det sted, hvor denne mand i adskillige årtier har hersket enevældigt. Han var været den “evige fornyer” længe inden nogen tænkte på at opfinde ordet “innovation” i sit permanente frontlinie-job som formand for den pudsige føderale forening ROSA, kort for Dansk Rocksamråd. Noget sprogligt hjælpeløs forkortelse eller hvad? Manden hedder Gunnar K. Madsen og smiler for det meste på samme måde som en fløde-forspist kat. Lidt ildevarslende, fordi selv mæthed i fløde 37% til sidst fortager sig. Hvis man ud af denne beskrivelse skulle få det indtryk, at vi aldrig har været virkelige perlevenner er det korrekt opfattet. Vores sympati ligger i denne sag absolut på musenes side!

Og så kom det endelige opgør mellem os alligevel ganske uventet. Lige da vi skulle trille ud fra den plads, hvor fruen havde holdt mens jeg var oppe med varer, mødte vi så Gunnar K. Vi må ALTID huske K-et ellers bliver han måske vred og det er jo osse en flot forkortelse for det fine adelige navn Kloppenborg. Hvor lige netop dén borg så ligger aner vi ikke, men nu kommer vi væk fra det spændende emne. Vi galopperer lige tilbage: Klop-klop-klop!

Under udkørslen var vi nemlig ganske uforvarende i øvrigt kommet til at spærre for, at Gunnar K. kunne køre direkte ind på sin helt egen afmærkede parkeringsplads. Den, der med underforståede bogstaver ville have stået “PREZ” på hvis der altså have stået noget. Det ville have være nødvendigt at beskrive en lille cirkel-bue for at komme korrekt ind i båsen og DET ville lille Gunnar godt nok ikke finde sig i.

Som “trold ud af en æske” sprang denne lille mand med den hast hans midaldrende rundbuede Adonis-krop tillod (ikke vildt imponerende) ud af sin Skoda og hans sædvanligvis gemytlige gavtyve-ansigt antog så truende former (og ikke mindst farve), at man blev helt bange. Mest for hans helbred, sundt så det ikke ud. Lidt kort beskrevet mente Gunnar K., at vi fandeme skulle bakke og lade ham køre DIREKTE ind på hans retmæssige parkeringsplads, som vi jo altså ikke spærrede spor for. Da denne skribent måske med et lettere majestætsfornærmende “Skrup nu af, Gunnar!” lavmælt kommenterede mandens noget grinagtige magtbrynde-adfærd sprang han tilbage ind i sin politisk korrekte bil igen. Det gik ganske tjept men hans kompakte krop muliggør hurtig indstigning hvor det er noget anderledes for denne omfangsrige skribent. Ingen BMW, ingen rigtig VW, ikke helt penge nok til en status Toyata Prius hybrid nej, en fin ny Skoda til Gunnar, det signalerer både omtanke og alt muligt. Hvad ved vi nu ikke lige, tydeligvis ikke almindelig sindsligevægt.
Det endte med, at fruen rullede tilbage og tillod den nu overordentligt gale Gunnar K. at fræse ind med hvinende ABS-bremser. Godt kørt, Gunnar K. og godt det ikke er mig eller nogen jeg kender, der har skullet have fornøjelse af dit selskab umiddelbart derefter. Eller i det hele taget, sådan noget kommer jo altid igen, det er vist kun teenagere, der bliver bedre med tiden. Ikke alle tydeligvis.

Det var så historien om vores møde med en ægte snemand og tankerne under et snevejr og fortællingen om mødet med en lille vred og rund mand. Hvis Gunnar K. havde været en snemand ville han forlængst være smeltet, sikke sure småfyre dog kan blive! Heldigvis på sådan en “smeltende snemand”-agtig afmægtig måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *