I de seneste par dage har vi her i huset læst den danske historiker Bent Jensens bog om det sovjetiske terrorregime og dens mange milloner ofre,”Gulag og Glemsel”, som undertegnede måske burde have læst lidt før. Ikke fordi der er noget nyt i den, heller ikke fordi den er skrevet godt, endda særdeles langtfra. Det er faktisk et de heldigvis ganske få værker, som får den helt umulige bestseller-forfatter Dan Brown med det ubegribeligt håbløst-sludrevorne “Da Vinci”-univers til at se helt fornuftigt velskrevet ud. Her skal der altså virkelig mangel på litterær kvalitet til, og DEN leverer Bent! Indholdet er der nu ikke noget i vejen med, og en ting jo godt være rigtig, selv om den bliver gentaget 100 mill. gange til kedsommelighed, som det sker her i Jensens bog. Som fortæller om frygtelige skæbner og forfærdelig dumhed. Ikke mindst fra vestlige iagttagere, hvoraf alt for mange så alt for meget og alligevel ingenting forstod. Eller blot valgte at holde kæft med det ubærlige, som de så.
Senere socialistiske folkeparti-helte som greve Kai Moltke får et særdeles skidt eftermæle, naturligvis helt fortjent. Ja, Kai var rigtig greve og ikke kun den ved juletid udbredte “fedte-greve” og ville være blevet slagtet af bolsjevikkerne med garanti hvis han altså have været russer. Moltkes senere apologetiske skrifter er i modsætning til Bent Jensens sproglige makværk med et væsentligt indhold ganske det modsatte: Et velskrevet forsvar for det ganske uforsvarlige uden nogen selvransagelse eller blot elementær omtanke. En anderledes voldsom, men nu ikke voldsomt UFORTJENT skæbne fik som tidligere berettet et tidligere dansk medlem af Folketinget, den gode stalinist, Arne Munch-Pedersen til gengæld og det ganske fortjent skulle man mene. Han gik jo til grunde i Stalins fængsler. Til ingen nytte ganske vist men trods alt alligevel nok mere, end han ville have gjort i Danmark. Nu er det ikke positivt bevist, at det var hans rival , den senere så elskelige “folkepartist”, Aksel Larsen, som direkte stod bag henrettelsen, men en del tyder på, at han ihvertfald ikke trak i den anden retning. Forskningen på dette prekære område er så vidt vides Ikke-eksisterende, men Aksel ville særdeles nødigt have rivalen Arne hjem. Han fik sin vilje og Arne sin vel ikke helt ufortjente bekomst. Mens han til sit sidste åndedrag i sin celle tilbad den gode fader Stalin, ak ja, hvor mange jøder var så dumme ved døren til gaskammeret at bede for Hitler…
Bent Jensens bog er fuld af billeder og den menneskelige fornedrelse er kvalmende. Alle nødvendige ofre for en helt unødvendig sag eller bare ofre. Der er dog en lille behagelig “krølle” på hele denne opsummering af uendelig grusomhed. Langt hovedparten af alle bødlerne på alle planer endte nemlig selv i “terror-hakkemaskinen” og det gjaldt samtlige ledere af det hemmelige politi (kaldet Tjekaen, GPU, KGB m. m.) efter grundlæggeren Dzjerzinskij, som døde ganske uforskammet tidligt. Både terror-cheferne Jagoda, Jezhozv og Berija blev henrettet ligesom over 90% af de folkemorderiske officerer (som marskal Tuchachevskij m.m. fl.), hvis eneste aktive militære kampe havde været mod deres egen befolkning. Som de brutale svin i en svinesti, som brutalt bider halerne af de andre svagere svin og alligevel ender de alle som medisterpølse til jul. Det var muligvis regimets eneste retfærdighed men så må man jo nøjes med at glæde sig over det. At den således “åd sine egne”!
Nu er undertegnede jo faktisk cand. mag. med hovedfag i russisk, men dengang hørte vi nu ingenting om Bent Jensen. Han var nu ellers også aktiv dengang, men blev forsøgt “tiet ihjel” af alle gode mennesker dengang, der som i dag allesammen mente det samme. Lidt noget andet, godt nok, for eksempel at al religion var “opium for folket” og ikke blot kristendommen, faktisk også islam, ja tænk blot! Ihvertfald på de forskellige udgaver af Slavisk institut på landets universiteter, hvor den kritiske forskning selv med dagens standard virkeligt var en vits. Den lokale institutbestyrer Thomas Petersen tog muligvis prisen som det mest intense “spild af menneskelig plads” i sin stadige fastholdelse af, at Sovjet sandelig var en fuldendt demokratisk stat. Heri blev han ivrigt sekunderet af en anden mageløst ukritisk opportunist, Ole Nørgaard, som senere på ubegribelig vis gjorde karriere på Statskundskab. De gjorde naturligvis aldrig op med deres fortid, det var der nemlig ingen, der tvang dem til, underligt nok. De var muligvis ikke landsforrædere (de blev da ihvertfald aldrig anklaget), men “akademiske forrædere”, det var de! Den ene er nu heldigvis død og den anden “mimrer” blot, sikkert som Arne Munch-Pedersen om, hvor m eget ret han havde.
Nu er begrebet “forskning” jo et spændende begreb. Nu håber vi bestemt herfra, at mit eget universitetsspeciale aldrig findes frem, for det var ret beset noget bras. Endnu værre var dog værkerne af min censor dengang, og det var IKKE fordi mit eget speciale blev uretfærdigt bedømt. Eller rettere, det gjorde det givetvis, karakteren blev nemlig alt for høj! Anderledes med censor, professer Knud-Erik Rosenfeldt fra København. Allerede dengang i den ukritiske ungdom (man var jo selv akademiker og med i flokken på trods af visse gryende tanker..), så var Rosenfeldts disputats bemærkelsesværdig. På overfladen så det måske fornuftigt nok ud. Hele hans historie gik nemlig ud på at bevise eksistensen af et såkaldt “hemmeligt kancelli/embedsværk” bag Stalin, der således skulle være de egentligt skyldige. Hvis det lyder fornuftigt er det fordi det er helt ubegribeligt dumt.
Jamen hov, vil nogen måske sige, var det ikke sådan den døende Arne Munch-Petersen tænkte dernede i hullet? Jo, det var det, og hele Rosenfeldts disputats er ganske enkelt bygget på et solidt fundament af INGENTING overhovedet! DER VAR NEMLIG OVERHOVEDET INGEN KILDER TIL NOGETSOMHELST, nul og nix! Der eksisterede simpelthen ikke så meget som en eneste linie, der kunne hverken bevise eller modbevise noget som helst. Det hele var blot RENT GÆTTERI indenfor en ganske ligegyldig problemstilling og med åbningen af arkiverne i Rusland efterfølgende viste det sig at være lige akkurat det, som censor Rosenfeldt havde påvist. Jo, der var nogen, der udførte Stalins ordrer, jamen der kan man da bare se, skød og dømte han virkeligt ikke alle selv? Nej, det havde han ikke gjort og Rosenfeldt fortsatte med at have ret på samme urimelige måde som Thomas Petersen og Ole Nørgaard havde. Fordi ingen kaldte denne akademiske “bluff” ved det rette navn. Det var ellers det, det var og kunne kun eksistere i en “akademisk boble” af total mangel på elementær kritisk sans. Og det gjorde den så indtil Bent kom. Ikke at det ændrede alverden desværre.
Nu er kritisk sans måske blot ikke særligt udbredt og selvkritisk sans ganske givet endnu langt mindre. Tag nu for eksempel en vis Tom Fletcher, som i 40 år har lavet pladespillere. I forbindelse med den nyligt afholdte hifi-messe i København er der lagt et video-interview på YouTube med et interview (eller måske rettere blot en uendelig ligegyldig humørforladt enetale på 10 minutter af Fletcher) HVOR kedelig den er bevises vel af, at 1. del har 10 gange så mange hits som den sidste og mon ikke det kan tolkes lidt i retning af, at 9 ud af 10 af de sagesløse, der har “klikket start” på del 1 ikke har set til uendelig ende? Det er nu altsammen ligemeget og sikkert snart osse ligemeget for Fletcher selv, der ligner en delirisk kemo-kur i sidste stadium. Og så ikke helt alligevel..
Efter altså omkring 40 år i pladespiller-branchen har Tom Fletcher nemlig opfundet det såkaldte “sacrificial bearing”, som åbenbart er et pladespillerleje med indbygget “slubren” i. Eller osse skulle det være lavet af andre materialer end alle de ellers talrige og vidt forskellige, alle altid har benyttet. Tænk blot at kunne finde den eneste rigtigt variation i noget, som alle andre ellers har varieret i én uendelighed for at spare penge..Denne gang er det blot for LYDENS SKYLD, hurra hurra!
Nu kunne intervieweren måske have spurgt, hvordan Fletcher først nu efter altså 40 år har kunnet indse, at “selvopofrende” lejer skulle være sagen fremfor blot ordentlige lejer, (som han jo med grund altid ellers også selv har benyttet) men det fatter den unge fætter naturligvis ikke. Der stilles heller ikke spørgsmål ved et nærbillede af en Fletcher-pladespiller med en skal vi sige det forsigtigt noget pudsig “op-og-ned”-bevægelse af fittings og tallerken.
Stadigvæk, det mest mindeværdige ved det her interview er i god “tråd” med resten af dagens tekst den ret enkle: Selv den mest indlysende usandhed forbliver den uantastelige sandhed indtil nogen påpeger, hvor idiotisk det hele er. Som altså aktivt at fortie et regimes ufattelige grusomheder og acceptere “sacrificial bearings” som andet end det plat, det er. Hvorfor ikke bare bruge det til forhjulslejer i biler eller i pickup-arme når det nu så skidegodt og rigtigt? . Dumt, dumt at tro på, som dengang på Slavisk Institut i Århus, hvor institutbestyrer Thomas Petersen glædestrålende forklarede det fuldendte sovjetiske demokrati. Leonid Breznjev havde nemlig fået hele 113% af stemmerne i sin valgkreds, en rekord som slog selv en anden despot, Mugabes blot sølle 98% Tænk at nogen kunne tro på noget så dumt og næsten osse denne ellers ubegribeligt begavede skribent. Det må nok have været det, der dengang “kick-startede” de forhåbentligt mere spændende betragtninger, som kommer til udtryk på denne side.
.Det var så hvad vi havde valgt at bringe i dag om “ofre”