Overskriften i dag er temmelig tvetydig ihvertfald for undertegnede som den sikkert vil være for de fleste maritimt inklinerede. Min salig onkel for eksempel var fuldt-eksamineret såkaldt bolværksmatros, der hele sit liv samlede på billeder af skibe og sågar den lidet mandhaftige syssel, nemlig samlen på de såkaldte “skibs-platter” Der var det ganske reelle i markedsføringen af disse platter, at den i det mindste var, hvad den gav sig ud for at være. Nemlig fuldstændig PLAT. Ideen var den fra i alle kædebrevs/pyramidespils kendte grund-idé, at man blot skulle købe disse platte platter dyrt af plattenslagerne (det kaldte de sig nu ikke, nok med god grund), og så¨ville platterne med raketfart stige i værdi og alle ville blive stinkende rige. Min onkel håbede vel bag sine griske grise-øjne (han var kun min halv-onkel og derfor blandet lidt rigeligt op), at en tilstrækkeligt ihærdig opsamling af blå skibsplatter fra Bing og Grøndahl en dag ville give ham et salgs-provenu, så han også i virkeligheden ville kunne komme ud og sejle med de skibe, der var på platterne. Det havde han ihvertfald fået af at vide nogen der allerede var på luksus-langfart. Nemlig dem, der lavede de platte platter.
Han burde måske have studeret motiverne på platterne lidt bedre, for alle billederne på dem var af skibe, der forlængst var blevet hugget op, forlængst ædt op af rust og rurer. Dekorative, javel, men udover det altså blot sømandshistorier. For eksempel var der et fint portræt af verdens første diesel-motorskib, det danske “Selandia”, og det burde vel have givet onkel Erik et “clou” om, at hans søfartsdrømme var bygget på fortyndet vand. Det længste han nogensinde kom ud at sejle var den tud med færgen til Snaptun fra Endelave, som ingen øboer helt nogensinde har undgået. Selv om man skulle vælge at ro til fastlandet hele sit liv kommer ens kiste altid tilbage til øen med færgen. Således gik det også min maritimt interesserede onkel Erik og platterne er nu i denne husstands besiddelse. For 35 år siden kostede de omkring 700,- pr. stk. i en fin glittet pap-æske og i dag er de vel ca. overhovedet ingenting værd. Det vil sige, de kan sagtens stadigvæk bruges til silde-tallerkener, og så kommer de maritime motiver jo ligesom til sin ret igen. Ikke mindst fordi det sikkert næsten glemte udtryk “sildesalat” faktisk ikke kun er en karry-æggestand til sildene, men en ældgammel betegnelse for (særligt overflødige og ufortjente) sø-militære gradsbetegnelser. Når man ingen har er de naturligvis i særlig grad overflødige, ja måske skadelige. På den anden sidder der en hel bunke af slagsen på den danske flådechef, stioradmiral Wang (der er han igen, idolet fra Remo-serien alias “The Destroyer”, Den Store Wang) så jo, de ER overflødige!
I min familie, som var den rigtige søulke-del, kaldte vi altid den salgs ligegyldige rangsbetegnelser for “fuglelort”, måske noget prosaisk opkaldt efter de “missiler” af hurtigt størknende koncentereret urinstof, som vi drenge blev mødt med at Stuka-styrtbombende lavtflyvende måger, når vi samlede mågeæg. Sådan noget lort/sildesalat var virkeligt ikke værd at samle på og kun noget man tildelte idioter, mente vi kloge ætlinge af Mathiasen-ætten mens vi tørrede mågernes missiler bort, som vi altid ufrivilligt samlede på. Om vi havde ret ved jeg ikke rigtigt nu, vi fik ihvertfald aldrig nogen særlige ordener senere hen, blot en cand. mag. grad af ca. samme værdi som måge-lortene, der jo faktisk er udmærket gødning. Til gengæld satte fuglelortene sig fast som fregner om foråret, som min mor med afsæt i den konventionelle folke-visdom så korrekt profeterede. Og platterne blev aldeles værdiløse som alle plattenslagerne forlængst havde forudset, mens de solede sig på et af de luksus-krydstogtskibe, som min salig onkel havde en ufrivillig andel i.
Nu fører drømme sommetider ganske vidt og sommetider fører de ingen verdens steder hen som med onkel Erik og hans platter. Om det næste er det ene eller det andet må enhver dømme om. Der er nemlig atter et unikt samler-objekt på gaden i dag, som garanteret bliver en god investering ikke mindst i kraft af sin lave pris. Den er nemlig ganske ubetalelig og dermed overkommelig for de få, det måtte vedkomme. Da den samtidigt er mindst ligeså usælgelig senere, som de platte marine-blå platter, så er sjældenhed garanteret næsten ligeså effektivt som sidste uges udgave af den gratis annonce-avis Århus Onsdag. Publikationen på vistnok 266 dobbeltspaltede sider hedder “Absolute Poul 09” og er en næsten komplet samling af diverse “Dagens Visdomsord” fra ja, altså først og fremmest 2009. Det “næsten-komplette” kommer ind, fordi det til en start var ideen at tilbyde et produkt uden de ret mange slå-fejl, som præger det daglige produkt noget. Der er normalt ikke tid til at læse korrektur, og måske ikke ganske overraskende er der så stadigvæk ikke tid. Hverken til det nye eller det gamle, vi var vist bare lidt naive som salig onkel Erik, der også altid drømte om bedre tider på den anden side af det store vand og tilsidst blot endte på Karons færge med enkeltbillet.
Bogen er altså tilgængelig for dem, der måtte være interesserede nok tilstrækkeligt hurtigt. Og så tilbage til overskriften, som vi behændigt har undgået i dag i vores maritime eskapader. I modsætning til onkel Erik var min far en rigtig søfarer i den fra Jens Munk og Magellan (mærkeligt, han hed da vist ellers noget helt andet på portugisisk, Magelhaes eller sådan noget?) så kendte oceangående tradition. Min far Hans Peter sejlede helt til Grønland og det var mærkeligt nok længere dengang end nu. Derfra medbragte han sågar en rigtig grønlandsk miniature-kajak, som jeg kikkede meget længselsfuldt på. Nu sejlede jeg som dreng mest i en lille jolle, en såkaldt “skydepram” med lav bording (ikke “boring” som i Kreidler Florett og Puch) og det var derfor spændende at høre far fortælle om, hvordan grønlænderne kunne “vende kajakken” Hvad de gjorde det for er forblevet en uløselig gåde, for hvad Fanden skulle meningen være med at stikke hovedet ned til narhvaler og hvalros-tænder i det iskolde Polar-hav. Det gav ingen mening og det gør det stadigvæk ikke. Mon ikke de bare har ment, at nu vender de kajakken HJEMEFTER efter en lang og driftig polarmørke-kort dag? Det andet er vist bare noget snak og må bero på en misforståelse
Og hvorfor så det i dag. Ja, mest fordi jeg sad og tænkte på onkel Erik i går over den skibs-motiverede sildetallerken. Sild kan føre én på afveje og altså osse lange omveje. Var onkel Erik så dum? Ja, det var han vel ligesom alle de tidligere så velhavende friværdi-mangemillionærer som drømte om alting og ingenting ydede til gengæld.. Vi Mathiasener har åbenbart altid været foregangsmænd, også på mere tvivlsomme områder.
Selv om vi altså aldrig helt kunne forstå det dér med at “vende kajakken” ikke bare betød, at man stak snuden hjemefter. Det gjorde det nu sikkert osse, kan vi se i bak-spejlet. Det dér med at vende rundt og spille åndssvag nede i vandet var squ da for dumt. Plat(te)-åndssvagt!
A propos at gå i vandet, så skal vi da lige viderebringe lidt updates om vores spådom om Cimber Sterling. På trods af enhver rimelighed rejste de jo for små 3 uger siden 250 mill. på børsen med løfte om, at driften balancerede. Nu her ikke vanvittigt længe efter viser det sig så, at det gør den bare overhovedet ikke, ja faktisk er der på altså blot 3 uger tilsyneladende akkumuleret et kolossalt driftsunderskud. Aktierne faldt måske i dette lys ikke ganske overraskende 35 % i går men hvordan det så kan have været en overraskelse for nogen, når selv vi kan se det, det kan vi IKKE se! Cimber Sterling er iøvrigt også spektakulær alene derved, at firmaets egenkapital blot udgør 40 % af den senest tilførte aktiekapital. Hvad firmaet så har været værd INDEN denne tilførsel er jo ikke særligt svært at gætte. Ganske det samme som det er værd i den allernærmeste fremtid naturligvis, hverken mere eller mindre. Det sidste mest fordi det allerede fra starten intet har været værd. Forresten spændende om nogen journalister og analytikere forsker lidt i, om mon ikke Cimber Sterlings ledelse fuldstændigt loyalt og korrekt har informeret børsen om selskabets reelle tilstand inden den seneste aktie-emission. Det har de nu nok, det skal man nemlig eller måske de bare kollektivt som den tidligere engelske udenrigsminister Ernest Bevin under et topmøde har fået et (altså flere) alvorligt slagtilfælde og så er de naturligvis undskyldt. Bevins beslutning dengang var også dybt åndssvag, ikke engang kontroversiel.
Så mangler vi blot her op mod jul de seneste indikationer om en anden dansk tidligere ikonisk gigant, nemlig B&O. Den seneste så vidt vides i det store og hele fjernøstligt producerede fladskærms-fætter skulle ifølge ledelsen vistnok redde regnskabsåret for B&O. Vi cykler sommetider forbi diverse B&O-butikker uden at se palle-løfterne på overarbejde der. Der skal antageligt ellers langes ganske mange store kasser over disken, da dækningsgraden på dette produkt sandsynligvis er lavere end sædvanligt. Med mindre man altså har sat forhandlerens avance ned på samtlige produkter-man har helt sikkert da ikke sat dem op! Det behøver man så heller ikke, da forhandleren ifølge kontrakten ikke har noget videre valg udover at lukke helt og permanent i branchen.
Rygter vil sige, at leveringssituationen er problematisk. Det skyldes så desværre ikke overvældende efterspørgsel, men snarere overvældende mangel på leverancer. Større efterspørgsel havde så naturligvis givet ganske samme nedslående resultat. Hvordan det så kan redde 4. kvartal for B&O er så en anden sag, men ingen har vist været på banen endnu med hverken dumme spørgsmål eller utidig information. Utidig, fordi eksplosiv og i sidste ende uundgåelig information, der ikke er sluppet ud endnu, jo naturligvis slet ikke eksisterer.
Til aller-allersidst i dag skal vi lige citere en annoncetekst, vi har sakset fra et forum nær os. Den er tilsyneladende simpel, men læs den nu lige igen, be om!:”højtalerne spiller fantastisk. Et bedre surround system fås ikke billigere, det er en super handel” Den tager vi!