I min egen barndom var samtidens absolut mest epokegørende nyhed underligt nok attentatet i Dallas på præsident Jack Kennedy i 1963. Det var vel i eftertidens klarsyn lidt underligt, da Kennedys efterfølger Johnson jo nok i virkeligheden var en noget bedre præsident. Ganske vist med de samme krigeriske fejl som Kennedy havde demonstreret tidligere i den forkludrede såkaldte “Svinebugt-aktion” men ellers var han fin nok, en af de allerbedste. Det er iøvrigt sprogligt interessant, at man altid kalder mange af de her kuriøse stednavne for “såkaldte” og det både på engelsk og dansk. Der er jo faktisk ikke meget at diskutere ellers, stedet hedder nemlig til al overflod Svinebugten.
Tilbage til det mindeværdige mord, som jo altså var af noget begrænset betydning for denne lidt flan-ørede store dreng på sølle 7 år. Ikke overraskende husker jeg Apollo-månelandingen i sommeren 1969 meget bedre, men det er så overraskende nok ikke blevet nogen mindeværdig dag. Den amerikanske flag blafrede jo ellers så ganske uforklarligt lige der midt i “Stilhedens Hav” eller hvor det nu var, måske den såkaldte “solvind” var særlig stærk den dag. Igen, det HEDDER Stilhedens Hav og det eneste der vist kunne bevæge flaget VAR solvinden, som jo iøvrigt ikke er en vind, blot en elektronstrøm. Mærkeligt altsammen og alligevel mindes man . Det var vist fordi jordbærrene var særligt særligt søde den sommer og jo, det var lige midt i sæsonen. Mums!
Helt anderledes med den 11. september 2001, som er anderledes nem at huske for begyndende senil-demente mænd som undertegnede (godt nok kun i den meget begyndende fase, hvor fortiden efterhånden antager et mere og mere rosenrødt skær, mens fremtiden ser noget anderledes grå-tonet ud, hvad kalder man egentligt det?) Netop samme eftermiddag var jeg landet i London Heathrow for at gå på den årlige store hifi-udstilling Penta og så på en lokal pub tvillingetårnene styrte sammen. Som om det så ikke var nok, så styrtede resten af min verden sammen den næste dag. Ude på udstillingen, som naturligvis ikke blev påvirket formelt af katastrofen i USA, alle deltagerne var jo forlængst kommet, var der nemlig katastrofestemning nok. Mange var naturligvis bekymrede om de kunne komme hjem igen, undertegnede ikke helt undtaget.
En hel del værre, og det vil sige RIGTIGT SLEMT, var det til gengæld, at der ingen mennesker var på udstillingen. Det vil sige, udstillere var der stadigvæk masser af, men det pæne og købedygtige publikum var forsvundet. De, der var tilbage, kunne enhver professionel se udelukkende var spild af tid og når man først mister troen, går det som mandlige porno-stjerner: Så er det endegyldigt slut. Ikke bare lige denne gang, permanent! . Det blev en meget trist udstilling, som også blev den allersidste af en ellers næsten endeløs række helt tilbage fra dengang, branchens vel nok allerstørste entertainer, Cyril Rex-Hassan stod som arrangør. Når man ser tilbage er det underligt, at disse store shows allerede døde længe, længe inden finanskrisen ja endnu inden den seneste næste årti-lange om rasende dans om den låne-finansierede guldkalv overhovedet rigtigt var startet. Nå, det blev den sidste “rigtige” udstilling jeg deltog i hvor alle producenterne selv endnu var til stede denne allersidste gang.
Efter det gik verden jo som bekendt ganske ” af lave”, i starten ganske vist på absolut første klasse. Senere gik der jo lidt mere “Ryanair” i det og det er så der, vi er i dag, men det er en helt anden sag. Dengang den 12. september 2001 mødte jeg for sidste gang den engelske hifi-anmelderguru Martin Colloms, som jeg allerede dengang ikke kunne fordrage. Det var simpelthen så ganske over-tydeligt, at denne ellers ganske uddannede mand måske ikke var den allermest ubestikkelige anmelder. Faktisk var der et så nedslående mønster i alle hans anmeldelser dengang, at man næsten fik lyst til at gå hen og spænde ben for denne lille lettere “grise-lignende” lille mand og hans ganske bestemt ikke meget pænere kone. En af den slags kvinder, som det simpelthen er umuligt at nogen udenfor livstidsgangen i isolation på den gamle fængselsø Alcatraz skulle kunne finde attråværdig selv i den spædeste pubertet. Adr! Nå, måske min opfattelse af Colloms har smittet af, det kan vist ikke udelukkes.
Nu sagde jeg godt nok, at jeg mødte Colloms for sidste gang, men det betyder så ikke, at han er styrtet sammen som tårnene i World Trade Center dengang. Faktisk er han stadigvæk aktiv på et eller andet hifi-magasin, som jeg godt nok aldrig har hørt om. Det er måske fordi jeg ikke kikker så meget mere. Nå, det skulle jeg måske til, for Martin Colloms laver på det udmærkede og uhyre underholdende engelske hifi-forum Pinkfishmedia en såkaldt “omvendt Ole Sohn” Dennne ikke vanvittigt troværdige Vendekåbe-politiker har jo nemlæig OVERHOVEDET IKKE “soh´net” nogetsomhelst.
Helt anderledes med Colloms, der bidrager med et forbilledligt klart indlæg. Det er mest forbilledligt, fordi der overhovedet ingenting er at misforstå. Al den for branchen og ikke mindst hobbyen, hvor vi jo selv står, fuldstændigt dødbringende fokus på, at “alt har betydning ligegyldigt hvad” og at alting drejer sig om “Synergi” og andet pis og papir, får lige et “skud” af “denne omvendte synder” Colloms:
A few observations……………..
a short cable was found to sound better than a longer cable of the same type………
After investigation the cause was established as the short cable hanging in air while the longer cable rested in part on the sound stand shelf.
Arranging the long cable with a loose tie to match the mechanical conditions made them virtually indistinguishable.
Speaker cables which were sometimes found to sound different, did not when the same type and quality of termination was applied.
Some cables have a performance diluted by adaptable terminations where a threaded part allows spade or 4m connections to be fitted. This version does not sound as good as the previous, raw, crimped-on terminations.
Carbon cables can vary in sound according to length. Nothing exotic here, but where there are ground currents say between pre and power the longer significant resistance cable allows more ground current noise to be added to the signal input degrading clarity and hum levels. This may be at the subliminal level.
Connector tightness matters as anyone can verify with locking contact type cables , by adjusting the grip in steps form from the average, non-locking type ‘loose-fit’ to tight.
The issue for small differences is not to care much about the outcome, simply observe the differences if present and only later view them unfavourably or favourably .
If you get too emotional cable differences may appear large but in practice they are orders of magnitude less that pre and power amplifiers, never mind speakers.
The wonder of it is that you can hear these small differences in the presence of larger errors in the overall chain and the local system
Martin Colloms
Dermed ophører 99% af al den infame tidsspilde mht kabler, der i dette årti har drevet al fornuft ud af vores branche. Måske der ligefrem endnu er tid til at genopleve de herlige ture til London. Man kan tvivle, men man kan jo altid håbe.
Alligevel godt gået, Martin! Det var vist godt jeg ikke spændte ben alligevel dengang den 12. september 2001. Så mangler vi bare lige Ole Sohn!