“Vi vil dø på Sejerø”

Inden folk straks derude i kor råber “Poul Krebs!” efter dagens overskrifr skal vi helt usædvanligt starte med en korrektion. Nej, det er det ikke, dertil “sidder versefødderne” alt, alt for godt i skabet, som det vist hedder. Forfatterne er i stedet de for denne skribent aldeles ukendte Ole og Pia Krogh, som ellers er betydelige stjerner på den del af den danske musikscene, hvor kassettebånd stadigvæk har et fast tag i det noget aldrende publikum. Vi taler naturligvis om de efterhånden noget sølle rester af den engang så hæderkronede Dansk-Top, der, hvor den store stjerne med det underspillede navn “Lille Palle” (han var nu osse noget lavbenet) sang andre udødelige hits som “Jeg er så ked af, den hænger nedaf” Det sidste er jeg også selv men det er vel en indtil de seneste medicinske gennembrud et af livets uafvendelige vilkår, så tilbage til livet og døden og alt muligt andet. Vi er nemlig lidt eftertænksomme i dag. Det er ikke nødvendigvis synonymt med “tænksom”, men alligevel..

Det startede ellers grumme godt for den syngende populære duo, da de i 2003 købte en kro på Sejerø. De boede ellers i Søborg ved København, men drømte om det romantiske liv som landliggere. Underligt at gøre det på en ø, men det kommer vi til. I 2003 kunne enhver naturligvis stadig låne penge til alle mulige hjernelamme projekter, selv det her. Hjernelamt kan man selvfølgelig sagtens sige bagefter, men selv en bankmand med ganske ubetydelig erfaring i lånebranchen udover at deponere en tier i en indkøbsvogn udenfor Kvickly burde vel af PR-billedet af duoen se, at vi altså ikke ligefrem taler om klassiske kapitalister. Det var de nu heller ikke, blot socialpædagog og rejsemontør og noget trætte af det, ikke nødvendigvis den allerbedste forudsætning for kro-drift.

Nu må man jo også lige tage med, hvorfor i alverden den tidligere kroejer i den buldrende højkonjunktur overhovedet SOLGTE tilbage i 2003, men måske han blot var blevet dødtræt af ø-livet? Det kan meget vel være og det skulle vores venner her også blive. Som iøvrigt de allerfleste bliver det når “ø-hvedebrødsdagene” er ovre, for bag den tilsyneladende stråtækte idyl gemmer der sig desværre overalt en hjerteløshed, som får den ellers noget mord-hærgede engelske “Heart of England”-idyl kendt fra “Barnaby” til at se helt hyggelig ud. Det kan tage lidt tid for mange at gennemskue disse grusomme realiteter, men de er der. Overalt og uanset geografisk yder-beliggenhed: Når menneskene føler sig isolerede nok her i Danmark lukker man nemlig aldrig som mange andre steder “mere op”. Nej, man lukker sig i stedet yderligere inde, og det medvirker til yderligere at smadre et allerede krakelerende mini-samfund. Som Sejerø eller Samsø eller Endelave, hvor der i mange år kun har været det sammenhold, tilbage, som (ganske fiktivt) prises på de respektive øers hjemmeside.

Dansktop-stjernerne på Sejerø fik ihvertfald aldrig økonomien til at hænge sammen, end ikke i de dage, da alting kunne sælges til hvemsomhelst for hvadsomhelst, selv løgnagtige ø-idyller. Nå, disse arketypiske eksempler på ikke-kapitalister har nu naturligvis drjet nøglen for sidste gang og er flyttet hjem til mandens nok noget aldrende forældre i Søborg. Det må de da være da Ole ser ud til at have passeret de mindst 50 eller måske han blot er blevet lidt “slidt” af stjernetilværelsen og alle de tiltagende midaldrende tilberder-inder.. Nå, det aner vi ingenting om, noget tragisk er hele affæren da med at “brænde alle pengene ” af på sin drøm og særligt, når den overhovedet ikke har ført til noget på noget tidspunkt. De fleste virksomheder går jo trods alt rabundus på et eller andet tidspunkt, men sædvanligvis har der da over en vis periode været tale om en vis “blomstringstid” Således desværre ikke her og det blev tydeligt den ellersidste aften kroen havde åben.

Der kom nemlig sandt og sige ikke ret mange for at sige den sidste “skål” for kroen, som de fleste kan gætte naturligvis er og altid har været den eneste på denne ø med 400 indbyggere. Kun ialt 30 dukkede op for at lukke og slukke dette sidste samlingspunkt for nogetsomhelst, der blot minder om socialt liv derude i Kattegat. Kun HVER 13. af øens indbyggere kom for at sige pænt farvel med ønsket om, at de nu tidligere kroejere engang vendte tilbage fra øen. Det kan vi garantere for, at de ikke gør, dertil er forhånelsen ved ikke bare at blive savnet blot en lillesmule smule helt givet alt for ubærlig. En ting er, at en drøm brister, men ligefrem at have en så massiv negativ “menneskeværdig dividende” ud af hele sit livs opsparing er altså den største ydmygelse af alle. Hold da helt kæft hvor må Ole og Pia da fremover føle sig åndssvage hvis de overhovedet fortsat synger om at de (vi) “..vil dø på sejerø”. De døde ikke rent fysisk, det gjorde til gengæld alt andet.

Anderledes i går på Endelave, der var der nemlig nogen, der var død uden at der af den grund blev sunget særlige ø-sange velegnet eller blot målrettet dansktoppen. Vi begravede nemlig ham, som var kendt som min “fætter Kurt” Fætter var han nu ikke ihvertfald ikke meget mere end alle de ultimativt komplicerede “fætter-skaber” i Andeby for Disney, for godt nok var hans far og min egen far fætre, men så vidt vides nedarves fætterskaber ikke i lige linie. Hvad det hedder aner jeg ikke, men han var blot altid fætter Kurt uanset hvad-som sagt, skoleundervisningen på de kanter var noget rudimentær.

På den idylliske Endelave bor der omkring 170 mennesker, hvis man skal tro øens hjemmeside. Det skal man så ikke nødvendigvis tro på, ikke det der med idyl og sammenhold og alt det andet standardiserede og forblommede pis , der står der på den sprogligt og retskrivningsmæssigt aldeles hjælpeløse hjemmeside. Nu kunne det måske synes lidt hårdt at benytte disse ord i forbindelse med fætter Kurts begravelse, men vi vil godt undtagelsesvist tage bandeord ind i disse ellers sommetider lidt “højpandede” tekster. Hele seancen derovre var nemlig tragisk/lavkomisk grænsende til det grusomme.

Først og fremmest følte den kvindelige præst sig på uforklarlig vis “kaldet” til at udtale sig i 100% tågede og uforståelige vendinger om et menneske og barnefødt endelavit (det hedder det derovre, ikke at forveksle med søfuglen “havlit”, som ellers er et af de få ord det rimer på). Det var simpelthen så tåbeligt for denne nylige tilflytter, som aldrig havde mødt fætter Kurt rigtigt at sige nogetsomhelst, så det gjorde hun selvfølgelig. Godt man ikke er medlem af Folkekirken og mon der ikke røg et par i svinget ved denne “Præste-performance”, det vil vi da håbe.

Ret mange er det nu nok næppe, for der var ikke ret mange der hørte det her pladder. Der var kun omkring 35 i kirken, og det er jo ikke meget når man tager befolkningen i betragtning. Hurra, sammenholdet på Endelave var alligevel langt større end på Sejerø. NEJ, DET VAR EJ! Langt de fleste af de tilstedeværende var nemlig tilrejsende med den første morgenfærge på samme måde som vi selv var. Udover de i alle udkantsområder hastigt udskiftede (på grund af forventet og ikke mindst realiseret ganske overordentligt kort livslængde) tilrejsende “sutter”, så var der ialt BLOT 8 personer tilstede, som var født/havde haft deres virke på øen i en længere periode. Matematisk er vi på fuldstændigt samme og ganske forudsigelige niveau som med tilfældet Sejerø: Ca. hver 13. af alle de tilbage-levende øboere, der virkeligt kendte Kurt (der døde inden han blev 60) kom til den vigtigste begivenhed i ethvert menneskes liv. Nemlig dets ophør. Alle vi andre var blot det “menneskelige fyld”, der gjorde hele farcen en smule mindre tragisk end den allerede var. Eller måske blot komisk over al den påståede “kommen-hinanden-ved”-pladder og “særlige betænksomme og hensynsfulde ø-kultur” Som slet ingenting var bevendt da det virkelig gjaldt. Overhovedet!

Der er simpelthen nogen handlinger og åbenbare realiteter, som øjeblikkeligt diskvalificerer mennesker og vi har mødt sådan noget her på både Sejerø og altså Endelave. Samfund på disse finale niveauer af hjerteløshed og almindelig umenneskelighed fortjener simpelthen at blive de allerførste ofre for den lokale globale opvarmning. 
Håbet er vel altid lysegrønt og fætter Kurt er sikkert ganske ligeglad, det er vi bare ikke. Ikke endnu da, vandstanden er jo ikke steget endnu. Vi må vist fyre lidt ekstra i brændeovnen, alle bidrag er velkomne her. Ak ja, ikke underligt at pædofili også har kunnet trives fornyligt ganske åbenlyst og uden nogen sanktioner på Endelave, da afhentning af spejderpiger på 13 år fra 7. klasse på knallert af voksne mænd jo normalt heller ikke kan forsvares med, at “jeg troede altså hun var ældre” Det værste var så, at det heller ikke engang var nødvendigt, ingen i dette “trygge og nære samfund” spurgte nemlig om nogetsomhelst. 
Vi skal lige for særligt svage sjæle beklage den lidt bitre tone i dag, men døden er bitter og ikke kun for den døde. Sommetider kan livet såmænd være slemt nok. Derude midt i al den tilsyneladende ø-idyl..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *