Efterhånden som man bliver ældre (i dette tilfælde temmeligt gammel, vi taler nemlig til en behagelig afveksling om denne skribent), kommer barndommen jo tilbage på en pudsig måde. Nu er jeg vel lige knapt gammel nok til endegyldigt og irreversibelt at gå fuldstændigt “i barndom”, men alligevel bliver dagen i morgen da epokegørende. Der begraves nemlig det trods ihærdig granskning af den lettere forkalkede hjernekiste den mand, som repræsenterer det eneste tilbageværende positive minde om en tid, der var engang. Manden hed Kurt Knudsen og tiden var noget, der føltes som en evighed, nok fordi den var det. Nemlig min skoletid på Endelave Skole. Eller også føltes det blot sådan. Tidsregningen er jo anderledes i barndommen og ingen steder vel mere anderledes end på min isolerede fødeø Endelave. Derude tænker kragerne end ikke på at vende længere. Vist mest på grund af indavl men alligevel..
Nu havde jeg ikke nogen dårlig barndom derude på det yderste næs, men der var nu sommetider noget langt fra sommerferien sluttede til den ny begyndte. I den mellemliggende tid skulle man jo gå i skole på den eneste skole på Endelave, måske ikke ganske overraskende benævnt med de passende ord “Endelave Skole” Der var tale om en skole med ialt 3 klasser, som rummede alle de 7 normale klasser fra 1. til og med 7. og der var normalt 3 lærere. Det drejede sig om det faste lærer-ægtepar og så et enkelt ulykkeligt “føl”, altså en studerende i praktik. Som uvægerligt fik “ø-kuller” med nogenlunde samme regularitet som de danske kolonister i Trankebar tog feber-billetten. Alligevel var disse unge mennesker altid en behagelig adspredelse og ikke mindst en betydelig faglig berigelse, for selv med en uhyre elastisk fortolkning af begrebet “kvalitet” var det vel ikke ligefrem faglig do., som prægede undervisningen derovre.
Hvor galt det stod til gik op for undertegnede, da jeg i maj i 7. klasse flyttede til landets daværende allerstørste skole. Som sikkert har været noget mere gennemsnitligt i sit faglige niveau, ihvertfald er der da indtil videre ikke udklækket nogen Nobel-pristagere derfra. Springet var tæt ved at være terminalt/katastrofalt udfordrende, for det viste sig jo på smerteligste vis, at vi ikke i de første 7 år havde lært blot det allermindste. Denne oplevelse stod jeg naturligvis ikke ene med, og alt for mange af de unger fra øen, som blev konfronteret med den helt “virkelige virkelighed” derovre på fastlandet, krakelerede på den ene eller anden måde.
Om det altsammen skyldtes den nærmest ikke-eksisterende skoleundervisning eller blot almindelig indavl er selvfølgelig noget sværere at afgøre, men hold da bare helt kæft, hvor vi da ingenting kunne. En af dem, der ramte denne “mur” var den nyligt afdøde Kurt Knudsen, som jeg gik i skole sammen med, godt nok kun lige akkurat. Han var nemlig alt, alt for klog til at forblive “dum” som altså var det naturnødvendige resultat af den lokale undervisning. Desværre var han også alt, alt for meget “Kurt” til aldrig at være i stand til at tage det veritable “kvante-spring”, som skulle til for at komme videre ud i verden. Derude, hvor en del af os har befundet os siden uden at kikke os tilbage og hvor han osse essentielt hørte hjemme. Han kom bare aldrig, han blev helt bogstaveligt hjemme på den fædrene gård.
Det vil sige, i ånden var han et helt helt andet sted, og selv om han altså aldrig rigtigt fysisk forlod sit fødehjem, så forlod hans sjæl øen for flere årtier siden. Ikke helt bogstaveligt, han arbejdede som en besat med sit landbrug i et raseri og med en ildhu, som om han skulle glemme noget, og det skulle han jo også. Nemlig hvad Fanden det dog var han lavede, et under de triste omstændigheder noget problematisk essentielt problem. Andre og vel uden at fornærme nogen noget “mindre ånder” blandt de gamle skolekammerater trivedes langt bedre end Kurt, naturligvis gjorde de det. Kurt havde aldrig nogensinde en chance og den tog han til fulde. Han var sin egen kroniske og aldeles ubønhørlige værste fjende og endte humørsyg som ingen anden. Senere blev han rigtigt syg og nu er han så altså ikke syg længere. Han var den sidste af en slags, nemlig en, som hele sit liv ikke blot burde have været et helt, helt andet sted. Det er selvfølgelig ikke i sig selv tragisk, men det, at han hele tiden var sig sin håbløse situation bevidst, DET gjorde for alvor Kurt livs til en langstrakt og tiltagende pinefuld tragedie.
Kurt var et godt menneske det var blot overordentligt svært for de allerfleste at se og sandt og sige dækkede han det også for det meste ganske godt. Og så er vi tilbage ved barndommen igen, for børn opfatter ting anderledes. For hvem var det i hele den store skolegård med næsten 20 elever fordelt på 7 klasser, som lille Polle dengang gik hen til for at få hjælp, når snørebåndet var gået op? Kurt, naturligvis! Altid, han var jo i mine første skoleår min helt og beskytter-heller ikke på Endelave var det velset blandt kammeraterne at blive tilbudt at springe en klasse over, fordi man røv-kedede sig. Kurt hjalp og derfor var han min skoletids eneste helt og nu er han altså så død. Æret være hans minde!
Sådanne både triste og livsbekræftende minder kommer frem i denne tid, naturligvis og i den anledning smugkikkede jeg på den stadigt fungerende Endelave Skole. Som stadigvæk har 19 elever, der må være nogle børnerige familier, som uvist af hvilke sociale årsager er flyttet til øen. Andre grunde gaves allerede for 30 år siden jo ikke og siden er det blevet meget værre. Om eleverne så bliver klogere end vi blev dengang er ikke til at vide. De er ellers ganske svært “dækket op” personalemæssigt, de 19 unger. Der er nemlig ikke mindre end 5 lærere derovre plus en pedel og endda en ekstern skoleleder.
DET er edderbroderemig mange og man kan vel med rette sige, at salig professor C.Northcote Parkinsons love om personale-eksplosion udover enhver rimelighed eller for den sags skyld arbejde overhovedet bestemt også omfatter danske småøer.
Er undervisningen så endeligt blevet bedre derovre? Se, det ved vi ingenting om, men der er nu ikke meget, der tyder på det. Trods en aktiv indsats fra dele af lærerkorpset på øens hjemmeside, har man da tydeligvis ikke nogen særlig 1. hånds erfaring med det, der vist hedder “præsens”-r. Var det ikke det, der engang hed “nutid”? Manglen på “r” på hjemmesiden er så graverende, at man føler sig ganske hensat til sin egen skoletid derovre. Lettere komisk. Det er tydeligvis ikke nødvendigvis en væsentlig “højnelse” af det lokale akademiske niveau at få flere lærere derover, som HELLER IKKE kan noget videre.
Så er det man stille tænker på barndommens timer i “nutid” dér på Endelave Skole, dengang nutiden endnu var en fjern fremtid for mig og min helt Kurt. Det var vel næppe hverken skolens ondskab eller tvivlsomme kompetence, som “tog” Kurt, men det hjalp nu heller ikke ligefrem. Men dårligt, det var det, helt vildt ringe! Og stave kan de altså så stadigvæk ikke og heller ikke i det helt små..Som de klasser jeg selv gik i dengang Kurt gik i de helt store og havde den fremtid, som han bare ikke tog.