I dag vil vi fundere lidt over, hvilke særlige kvalifikationer der kræves i elektronikbranchen. Vi vil her naturligvis benytte egne tvivlsomme erfaringer, andet kan man vel dårligt (og da slet ikke undgå at gøre), men vil starte et helt andet sted. I går kom jo Bang & Olufsen-koncernchefens Kalle Hvidt Nielsen pressekonference i forbindelse med firmaets lancering af et nye TV. Denne “begivenhed” foregik i luksuriøse omgivelser i et showroom hos den danske co-producent af designerluksusmøbler, Fritz Hansen. Luksus på luksus, hvor meget mere luksuriøst kan det næsten blive? En hel del bedre, selv om koncernchefen kunne meddele, at det seneste kvartals resultat i forhold til sidste år var bedre. Det kunne jo have været godt hvis det ikke havde været fordi sidste år var helt enestående skidt med et samlet underskud på en halv milliard. Den reelle fremgang er således lidt svær at begejstres over for så vidt at fremgang betyder, at tingene ligefrem går godt.
Nå, man har oppe i Struer fået trimmet en del udgifter, bl. a. er udviklingsafdelingen jo blevet amputeret temmeligt meget. Hvordan det så passer sammen med, at firmaet ener de er “tilpasset en anden virkelighed” og “..har en god platform, når markedet vender” forstår vi så ikke helt. Dét med en anden virkelighed er jo blot en livsnødvendig tilpasning til radikalt ændrede konjunkturer og uden tilstrækkelig udviklings-potentiale kan man vel sige, at firmaet i stedet står temmeligt dårligt rustet til en kommende økonomisk optur. Ikke mindst fordi salget hos B&O for halvdelens vedkommende er TV, hvor vel efterhånden selv den allersidste tekniske udvikling nu er “udflaget” til de fjernøstlige produktionssteder. Udover at de “udviklingsmæssige frontløbere” allerede længe har været Samsung, Sony, Philips og alle de andre.
Nu hænger skæbnen for det gamle hæderkronede danske elektronik-flagskib nu på et blot 6 cm. tykt (dybt?) fladskærms-fjernsyn af fjernøstlig herkomst. Man kan jo så i den anledning live prøve at “google” forskellige alternativer fra de primære producenter og se, om man kan finde sådan en “tynd fætter”, for det kan man nemlig sagtens. Nå, det har erhvervsjournalisterne så ikke prøvet og de har nok også andet at lave. De burde nu alligevel have kikket lidt på de billeder, de bragte i JP i går af koncernchef Kalle. Hvis kvalifikationer i en vanskelig tid vi selvfølgeligt vanskeligt kan drage i tvivl. Til gengæld er hans portrætter bestemt et studium værd, for Kalle er ikke ret gammel, vist kun i starten af fyrrerne. Manden på avisens billeder er bare ikke af en mand i hans unge alder, slet ikke. Det er billederne af en ganske overordentligt “slidt” mand med et så forvrænget ansigt, at man næsten skal tilbage til Grauballe-manden for at se noget lignende. Øjnene er matte og selv med den venligste fortolkning af Kalles kropssprog (fordi Fritz Hansen-podiet er helt latterligt lille og idiotisk lavt), så ligner han altså alligevel mest af alt en krabbe, som han står dér foran alle “honoratiores”-erne. En krabbe, der så inderligt ønsker sig ind under den nærmeste store klump blæretang, bare væk væk! Ikke videre tillidsvækkende for denne skribent og nok næppe heller for andre. Man fornemmer næsten den hektiske lugt af masser af stress ud gennem det ellers ganske lugtfrie lyserøde JP-finanstillæg. Ikke helt godt. Kvalifikationerne er sikkert i orden, mulighederne blot ikke.
Nu er fruens slægtsnavn faktisk “Krabbe”, så det må vist hellere lade være at “elaborere” på det her “Kalle Krabbe”-tema. Til gengæld vil vi godt vove det forsigtige gæt, at det her nye fjernsyn kommer til at “skæppe” bedre i kassen hos B&O end hos deres forhandlere. Naturligvis fordi “rabatrytteriet” i nedgangstider blandt køberne af egentlige luksusprodukter som de her er væsentligt værre end i opgangstider. Det skyldes jo det indlysende faktum, at der er lidt eller slet ingen statusværdi p.t. i at købe et flimmer til godt 40.000,-, ja man bliver vel som køber nærmest betragtet som havde man købt en Hummer eller en åben sportsvogn eller en Honda 1300 kubik-motorcykel. Ikke altfor klog er vel i den mildere bedømmelsesafdeling. Når man som kunde endvidere ved, at både producent og sælger er usædvanligt sultne efter salg, så vil de fleste nok forsøge at få sig de 15% i rabat, som tidligere var næsten sædvane. Dermed er der kun krummer tilbage til forhandlerne, og det endda af et meget mindre brød. B&O har jo allerede haft en samlet salgs-tilbagegang på over 25% og lur os, om de ikke yderligere sænker avancen for forhandlerne på disse nye produkter.
Nu har den opnåelige avance for større forhandlere på TV længe været langt under 10% for alle andre, og det har naturligvis resulteret i, at ingen har de rigtigt fede topmodeller fra Sony, Panasonic, Samsung og alle de andre store operatører på lager. Det kan nemlig ikke betale sig, for kunderne køber alligevel hvor de er billigst på nettet. Eller også køber de lokalt det største fjernsyn af et nogenlunde kendt mærke til den lavest tænkelige pris ud fra den tanke, at så er de da ikke blevet snydt alt for meget. De større og bedre modeller frister så en mere tvivlsom skæbne, da de færreste potentielle købere vel “hopper ombord” uden at have set det. Der skal nu nok være enkelte købere, da man jo da har set de billigere og synes, at så er dyrere nok bedre.
Anderledes er det i vores gamle favorit-hobby, nemlig hifibranchen. Dér har nettet virkeligt været et problem for interessens og selvfølgelig branchens fortsatte beståen, som vi flere gange har været inde på. Det samlede provenu er allerede styrtdykket i en grad, at der næsten kun er private enkeltmandsfirmaer tilbage i landlige udkantsområder, der sælger sagerne. Dem ønsker vi al mulig held og lykke, og det får de virkeligt brug for ikke mindst med de kunder, som de uheldigvis også har. For hvem almindelig sund fornuft og den allerringeste loyalitet er totale fremmedord. I en tråd fremturer en vis net-pseudonym David med synspunkter, som ved større udbredelse vil være ganske ødelæggende for producenter, sælgere og naturligvis også købere. Manden er åbenbart så totalt fokuseret på pris, uanset om det drejer sig om hifi eller om mekanikere, at man næsten får ondt af ham. Noget manisk men næppe helt atypisk. Tilsyneladende fornuftigt nok vil han aldrig betale mere end 5-10% såkaldt “overpris” for nogetsomhelst.
Desværre beregnes denne “overpris” i forhold til VERDENS ALLERLAVESTE PRIS, som man efter længere tid måske kan finde i Bazaren i Timbuktu. Hvordan man så til gengæld kommer til overhovedet at ØNSKE at købe den specifikke vare er så tilsyneladende gået fuldstændigt forbi denne permanente rabatrytter. Når kunderne er så pris-fokuserede, så forsvinder alle lokale varer som dug for solen på samme måde som udvalget af rigtigt fede Panasonic-fjernsyn.Man kan selvfølgelig sagtens ønske sig noget, som man overhovedet ikke har set eller hørt, men der er eddermaeme et stort spring til osse at KØBE det uanset hvor meget man sparer. Ingen køber selvfølgelig varen og vel slet ikke ven David. Som måske ville kunne spare en 20-er i morgen ved at købe den samme vare i Karachi, og så ville han jo være blevet snydt. Bedre at vente…
Vi gentager lige vores markeds-teser herfra: Det koster penge at sælge varer og hvis der ikke er penge til det, så forsvinder varerne. Ikke ud på nettet, nej, de forsvinder helt.
De eneste kunder, der er tilbage, er nemlig denne verdens David-er, og de er altså blot spild af tid. De køber nemlig ingenting, der giver nogen dækning til nogensomhelst og allermindst køber de det, som de snakker allermest om. Hvor blev musikken og den allerringeste rimelige fornuft dog af?