I dag bliver teksten ganske kort, da vi bliver nødt til at køre temmeligt meget rundt. P. t. er vores største kunde et østjydsk gymnasium på Odder-kanten (faktisk em MEGET stor sag) som vi er umådeligt taknemmlige for. Det er ikke kun fordi byggeriet er så ambitiøst og omfattende næh, det er mest fordi folkene dernede er helt urimeligt rare og flinke, så vi vil ikke satse på, at Posten kommer til tiden, hvis vi selv kan levere. Derfor vælger vi naturligvis den gamle gennemprøvede “bud-metode” Til alt held er der så også en slut-levering af en anden større ordre til et gymnasium i Horsens, så det kan vist blive en fin tur for fruen og hundene. Selv skal jeg en tur ned til en anden østjydsk uddannelsesinstitution, som vi så sent som i går har “fået tilbage i folden” for første gang siden tiden i Dansk Audio Teknik, så der er der vist også basis for en “personaliseret” levering, denne gang af undertegnede. Ellers pakker vi i dag til en tur til en stor institution på Sjælland tillige med lidt isenkram til en musikskole derovre, som osse giver lidt fysisk arbejde de næste par dage. Motion og motion, næh vist bare almindeligt arbejde.
Nu er undertegnede jo efterhånden en noget gammel mand, der efterhånden kvalificerer til æres-titlen “ældre” Som jo paradoksalt nok normalt betyder, at man netop IKKE er helt gammel endnu på trods af komparativ-formen. Alligevel sikrer den daglige “dont” som fast cykelbud, at kropsfaconen på trods af periodisk “pyknicitet” (hedder det det, vi taler om den såkaldt “pykniske” facon, kendt allerede fra Antikken), ikke kommer til at blive permanent eller totalt påfaldende. Tendensen til at denne skribent på sigt udvikler sig til et delvist “bløddyr”, kendt fra de såkaldte søpølser, er dog altid til stede. Heldigvis er fruen ubarmhjertig i sin (heldigvis mest åndelige) “piskning af undertegnede, så lidt kilometer kommer der da i benene og dagen i dag er nok ikke helt atypisk. Afsted med pakkerne ud over stepperne!
Nu er der desværre flere måder at udvikle sig til et menneskeligt “bløddyr” på, og kropsfaconen er kun en af disse “fremtrædelsesformer” Man kan nemlig sagtens være et menneskeligt “bløddyr” uden at det er umiddelbart indlysende på et fotografisk portræt, ja vi tror ligefrem de allerfleste af disse “bløddyr” findes blandt unge mennesker. Nu er det ikke nogen original betragtning, vi er inde på i dag, men derfor er det nu en god pointe alligevel. Pointen er åbenbart så god, at der i dagens JP er en anmeldelse af en bog, der analyserer den seneste generations (manglende) opdragelse af ja altså de unge vi ser i dag. Vi tager det her op i dag, fordi det står i uløselig forbindelse med diskussionerne her på siden i den senere tid om den famøse “elevfest” på en midtjydsk ungdomsskole.
Ytringerne på forældresiden er nemlig i fuldstændig perfekt overensstemmelse med konklusionerne i bogen. Næsten alle forældrene kaster simpelthen fra en kant alle idealer om almindelig sund opdragelse ad Helvede til og er tilsyneladende tilfredse med at stille sig til rådighed som “service-medarbejdere” for de unge. Ikke ved at medvirke aktivt eller “formativt” til festen, næh de fungerer blot som chauffører i venteposition. Det bliver en lang aften dernede i Give. Om den bliver god er ikke til at vide, men vi vil nu vælge at anskue den som om, at forældrenes opdragelse af de unge har været en ubetinget success. De unge er nemlig blevet til “bløddyr”, og forældrene er gået fra opdrager-roller over i den permanente “service-rolle” Fordi bløddyr jo principielt er bløde og kun bliver blødere ved denne “pamperisering” (med et engelsk låneord fra ble-industrien).
Det heldige i situationen er så ifølge bogen, at de unge i mangel af bedre “forbilleder” (nu forældrene altså svigter) blot finder andre opdragere, nemlig hinanden. Lige dér forstår vi ikke helt bogens positive konklusioner, for hvordan man undgår at skabe ungdomsbande-lignende forhold i disse ungdomssammenhænge uden sanktioner eller kontrol forstår vi ikke helt. Når de unge selv bestemmer alle sanktionerne i deres opdragelse af hinanden er der jo ingen grænser. Heldigvis går det meste jo godt alligevel og det gode ved denne situation er sandsynligvis (og dette er vores egen konklusion eller også er det ikke-vi har ikke læst bogen), at det garanteret bliver bedre. Nemlig ved næste generation på samme måde som forældregenerationen i deres ungdom boede i kollektiver og talte så meget om solidaritet overalt, at de simpelthen talte sig selv og alle deres idealer ihjel. Sammen med den frie opdragelse, for ungerne vil garanteret fremover bruge noget striksere metoder overfor deres egne børn. De ved jo bedst af alle, hvor meget forældrene svigtede. Den tiltagende opblomstring af gode gammeldags kernefamilier er blot første trin. Svigt kan altså føre til noget godt, læs: ansvar.
Det tager så blot en generation, inden det sker, og mange af nutidens unge kommer til at møde det nuværende stagnations-samfund med “ble på” endnu. Fordi de er blevet “serviceret” så intenst af deres forældre økonomisk og ellers ikke opdraget overhovedet, at mange aldrig kommer til at fatte, hvad der egentligt “ramte” dem. Nemlig virkeligheden. Det har allerede et par år været en sjældenhed med den tidligere så udbredte praksis med forældrekøb af lejligheder, for man skulle jo nødigt risikere, at ens børn kom i unødig berøring med andre unge mennesker. Som om success på en videregående uddannelse blev grundlagt i det perfekte hjem med HTH-køkken og det store B & O-anlæg. Nej, vi kommer selv fra sådan et sted, hvor unge mennesker allerede fra den forældrebetalte årelange “verdensrundfart” har lært, at de aldrig nogensinde behøver at tage ansvar. De er beskyttede som andre bløddyr i et akvarium uden kanter og spidser og rovfisk. En del af disse unge er permanent tabt og kommer først til at opleve virkeligheden, når deres service-forældre engang dør De forældre, der aldrig forberedte de unge til livet. Til den tid ligger de nu ikke længere så unge stadigvæk på sofaen uden uddannelse og jo, sådanne skæbner er der ganske mange af. De unge, der aldrig blev hjulpet til at blive voksne.
Heldigvis kommer det ganske givet til at gå langt bedre for de fleste unge, for de “blødagtige” snot-hvalpe (ja, der er for langt hovedparten tale om drenge)falder nemlig også ud af deres eget oprindelige sociale netværk. det er simpelthen godt og gammeldags “træls” at være sammen med de unge, som slet ingenting kan selv og som ingen livsdrømme har. Udover at forældrenes “pamperisering” fortsætter til evig tid som en grotest opsvulmet bi-dronning, som heller aldrig kan komme ud af sit bi-bo. De fleste unge udvikler som alle tidligere generationer har gjort en sund “trods-reaktion” mod deres forældres såkaldte “frie opdragelse” Som altså ikke har været spor fri, den har blot være ikke-eksisterende. Det er IKKE det samme, den ene opdrager til ansvarlighed, den anden skaber blot “bløddyr” For hvorfor dog arbejde og uddanne sig, når man hidtil blot har fået, hvad man har peget på.
De fleste finder heldigvis ud af det, mest fordi en permanent rolle som “rentier” på forældrenes formue jo ikke giver meget permanent status. Måske der ligefrem er håb for vores bedste “case study” derude på Frederiksbjerg, som knapt så ofte som før kører rundt i den lånte fædrene tyske åbne sportsvogn?
Det tror vi næppe, han har vist blot måttet konstatere, at han er blevet “inderhalet” af effekten af Smart-bilen som god gammeldags “kusse-magnet” (undskyld, men det HEDDER det altså) Hvad skal han så gøre?. Ingenting, for det har aldrig fået incitament til i gennem sin “ikke-opdragelse”. “Bløddyret” sidder stadigvæk fast der i sit lille akvarium indtil akvariepumpen en dag giver op. Ødelagt som den gamle århusianske punk-rocker Jan Jet, ham fra “Lost Kids” Trist? Ja, men en logisk konsekvens desværre. Heldigvis for de færreste, som ikke formåede at frigøre sig fra de åh så flinke “service-forældre” De,mange, der gjorde, blev så heldigvis stærkere som hovedpersonen i Johnny Cash-sangen om “A Boy Named Sue” På trods!