I 1978 udkom en samling artikler af den mere kuriøse slags. Det var bemærkelsværdigt dengang selv om tiden dengang i præ-Blekingegadebande tiden hyldede totalitære regimer overalt i verden en hel del mere aktivt end nu. Dengang havde endnu 4-bandens post-Mao Kina en betydelig opbakning og også Kim-il-Sung og Enver Hoxha og deres epokegørende totalitære regimer havde faste magtbastioner på den danske venstrefløj. Det havde den danske lakaj-udgave af det dengang forlængst forstenede kommunistparti i Sovjetunionen selvfølgelig også med nutidens folkekære Ole Sohn i god politisk lære, iøvrigt også og der var naturligvis også et par partier helliget den muligvis dengang knapt så parodisk/komiske Gaddafi i Libyen. Den sidste havde vist mest kvindelige støtter i Danmark, han må vel have fået det til at krible lidt deromkring hvor sangerinden Trille nogle år tidligere havde ment, at ellers kun Gud kikkede…
Tiden var altså ganske moden dengang til at omfavne alle mulige sindssyge totalitære ideologier. Det vil sige, ideologierne var jo ikke i sig selv sindssyge, det kan de vel principielt ikke være, ubesjælede, som de jo nødvendigvis er. Det er naturligvis heller ikke tegn på synderlig sindssyge at støtte totalitære regimer, når man selv sidder på det “ideologiske flæsk”, med eneret til at fortolke den nuværende og alle fremtidige virkeligheder til alle andres bedste. Lige dèr midt i smørhullet sad så alt, alt for mange af dem, som senere er blevet samfundets kulturradikale støtter. Uden at de på nogen måde har afsveget datidens monumentale vildfarelser eller tit end ikke nødvendigvis har ændret meninger overhovedet. Ordene er blevet anderledes, men “rethaveriskheden” er den samme og aldeles in-appellable.
Nå, som sagt, der var frit valg på alle hylder dengang i 1978 i butikken med absolutte meninger og totalitære standpunkter, ja udvalget har vel i europæisk historisk tid ikke været større siden det første pestudbrud i Europa fra omkring 1348. Alligevel var der ligesom der manglede noget dengang i 1978. Det blev der så rodet en vis bod på, da der blev udgivet en temmeligt epokegørende publikation, nemlig en dansk udgave af en ellers ganske glemt oprindeligt fælles-europæisk publikation. Dengang for nogle årtier siden var den nu også udkommet på dansk, og den nye bog var altså blot et optryk. Bogen var bl. a redigeret af en vis senere med rette noget forkætret Karsten Fledelius, berygtet som Balkan- og nærmellemøst-kommentator af den mere alternativt/ukritiske slags. For eksempel fik det serbiske fascistoide styre under den senere ganske vist aldrig dømte krigsforbryder tidligere præsident Milosevic (han døde jo som bekendt under retssagen, det gjorde ham nu næppe mindre skyldig) senere en stædig forsvarer i Fledelius, men det er udenfor dagens sammenhæng. Det vidste vi jo ikke dengang, men helt tilfældigt var det muligvis ikke. Eller også var det.
Tilabge til udgivelsen, som føjede den sidste facet på “totalitarisme-æraens” multifacetterede diamant. Det drejede sig nemlig om et fyldigt in extenso-optryk af det danske nazistiske propaganda-magasin “Signal”. Nu skulle man måske tro, at disse bøger ville blive brændt og boghandlerne bombarderet med brosten på god nutidig demokratisk vis af maskerede demonstranter, men sådan var det slet ikke. Der var simpelthen så enormt et udvalg af indbyrdes kæmpende autoritære frelserbevægelser (som allesammen havde ALLE DE ANDRE som de værste fjender), at det her nazistiske propaganda-optryk såmænd var én blandt temmeligt utallige. Var det iøvrigt propaganda? Mjah, det er lidt svært at afgøre, men de medfølgende forklarende kommentarer fra Fledelius m. m. var vel ikke akkurat af den allermest kvalificerede kritiske slags. Noget kunne da tyde på, at Fledelius jo selv faldt lidt “i gryden” som tidligere Obelix, kendt fra Asterix. Nå, det gjorde næsten alle hans fagkolleger fra dengang jo også, selv om de altså faldt i nogle “andre gryder” En herlig tid dengang, måske ikke overraskende, at undertegende gennemførte det historiske bifagsstudie på præcist ét år, en rekord, der simpelthen ikke kan slåes. Væk, og det skulle være hurtigt, fra Fledelius og alle de andre: Scocozza, Thing og alle de andre hyggelige fætre!
Ret hurtigt forsvandt denne bog vist igen og forsvandt til den “underskov”, hvor den både før og siden havde og ville komme til at blive cirkuleret. Det eneste, som vel kom ud af den oprindelige udgivelse (og altså osse den senere genudgivelse) var vel i virkeligheden, at navnet “Signal” for altid forsvandt fra almindelig brug. Ikke at tingene basalt ændredes, som udgivelsen af moderne ækvivalenter til tidligere totalitære strømninger navne som f. eks “Faklen” jo vel demonstrerer. Navnet “Faklen” burde jo ellers have været miskrediteret tidligere på samme måde som “Signal”, men blev altså ikke gen-udgivet. Det er vist også den eneste forskel. Alting tydede på, at “Signal” bare var ude af sagaen.
Det har så vist sig, at der nu tilsyneladende er gået tid nok til, at alle minder om disse konnotationer ved ordet “Signal” nu er væk. Der er nemlig et firma på vej indenfor den danske professionelle lydbranche på vej, som vistnok kommer til at hedde “Signal Audio” Tidligere har der godt nok været et dansk firma med navnet “Sign Audio”, men det er jo alligevel noget ganske andet nu med “Signal” i stedet for. Manden bar er ingen mindre (eller mere, for den sags skyld) end selveste Kenneth Bremer, den tidligere bagmand bag bredt publicerede lokale audio-eventyr som Dansk Audio Teknik (delvist) og Wavehouse (helt og holdent). Om nogen af firmaerne er der mere ved vi ikke rigtigt, men prøv at “Google” hans navn, så kan man i denne veritable “informations-skraldespand” finde historien bag. Underligt, det gik jo ellers åbenbart så ganske ubegribeligt godt og det kommer det vel til igen. Ukuelig optimisme er godt nok ikke nogen reel erstatning for kompetence eller professionalisme, men en kort overgang kan det jo se sådan ud.
Og hvad var det så vi ville sige i dag udover at byde denne gamle kollega tilbage på det professionelle audio-marked igen? Hvor han jo nok skal høste den løn, som han har fortjent ligesom alle vi andre gør. Hvad den så måtte være hvis vi antager der er en….
Ja, i virkeligheden slet ingenting! Vi vil nemlig blot sige, at historie-løsheden simpelthen nu er nået til et niveau, hvor folk ikke engang gider checke, hvad deres planlagte firmanavn tidligere har været anvendt til. Vi antyder naturligvis ingen uhellige politiske sympatier mellem det nye firma og nogen kendt ideologi, hvor navnet altså har været ja, altså et “Signal”. Så venter vi så bare på, at vi ser den første “Hiedler Audio”, som en senere vidt bekendt østrigst tapetserer-søn jo oprindeligt hed. Nå, det sidste var en spøg, det er det første med “Signal” tilsyneladende ikke. Er det virkeligt så længe siden man holdt helt op med at undervise i historie. Eller altså blot alternativt at checke navnet på Wikipedia, sværere er det jo egentligt ikke, men det er åbenbart allerede rigeligt svært. Fremtiden ser søreme lovende ud.
Iøvrigt er “Signal Audio” vist mest et simpelt “outlet” for et italiensk handelsfirma ved navn “Proel”, hvor ihvertfald vor skattede ven Kenneth Bremer var ansat sidst vi så efter, men tingene kan jo ændres hurtigt sommetider. Og gør det, blot ikke altid til det bedre, vi får vel vente og se…