Dantax

Som nybagte husejere er det nu tid til at finde alle de store møbler, som der aldrig var plads til i den indre by. Vi skal simpelthen have store skrummel-“flydere”, overlæssede som gamle amerikanske biler med halefinner og chrom-orgie og det hele. Derfor er vi begyndt at studere det lokale marked for diverse møbler og det ser jo godt ud. For køberne altså¨, for sælgerne ser noget “underdrejede” ud som den sagomspundne kaptajn Kurt Carlsen og hans skæve skib. En enkelt, nemlig Hansen Møbler, er lige netop gået i betalingsstandsning, så man kan vel nok regne med, at det ikke ligefrem var gyldne tider derude. Selv er vi kommet til at bo ganske tæt ved det lokale stil-ikon for den ultimativt exorbitant gode smag, nemlig Thorsen Møbler, og der er da heller ikke ligefrem kø på parkeringspladsen. Det må vel betragtes som en ønskesituation for den bevidste køber for når efterspørgslen blot falder lidt, så styrtdykker priserne meget indtil sælgeren som Hansen bliver til en ex-Hansen.

Det værste ved møbler er så bare, at for denne analfabetiske skribent er de fleste nye modeller mekanisk så ligegyldigt dårligt lavet, at Kirkens Korshørs udvalg af gamle kvalitetssager er noget mere lokkende, men i det øverste Familieråd vil dette synspunkt til evig tid forblive et mindretalsstandpunkt trods den tilsyneladende stemme-lighed. På den anden side, de superfede massive egetræsborde vi har medbragt af ældre model lever heldigvis videre, endnu da.

Nu er det altid problematisk, når virksomheder både indenfor det absolut stratosfærisk-luxuriøse som det mere menneskelige segment indenfor en varegruppe begge har tydelig tilbagegang, men særligt overraskende er det vel ikke. Når folk ikke bygger nyt (eller i det mindste bygger til), så er der altså alt andet lige ikke voldsomt brug for diverse nye hårde hvidevarer, indlysende overflødige køkkener (for så vidt som folk jo stadigvæk ikke laver mad hvis de kan blive fri) og altså osse møbler.

Det er naturligvis ikke spor anderledes indenfor underholdningselektronikken. Gårsdagens tekst om 60% prisfald for en dansk überluxus-højttalerproducent var måske nok et særtilfælde, men den fortæller dog ganske godt om en herlig tid, der var engang for alt for længe siden. Vi kan jo så håbe, at det måske samtidigt indkøbte Smeg-kombinerede gas/el/induktion (fortsæt selv)-luksuskomfur ikke er faldet fra 25.000,- til 9995,-, for så er det ikke blot træls at være i musikstuen, ikke engang i køkkenet er der nogen lyspunkter. Nå, de her overklasse-køkkenting er vist blot periodisk ude af markedet. Ellers var det næsten heller ikke til at bære.

Det værste ved den nuværende markedssituation er så næsten, at selv en af de absolutte (og måske derfor ganske upåagtede) markedsledere indenfor populær forbrugerelektronik, nemlig Dantax, netop er kommet med deres regnskab. Dantax sælges mest gennem Dansk Supermarked og er et rent ekspeditionsfirma med en halv snes ansatte, som hjemtager på ordre. Altså hvis der er nogen ordrer, forstås, for det må det da have knebet med. 

Dantax er nemlig kommet ud med et imponerende stort underskud på 9 mill. og det på trods af, at en af branchens dygtigste købmænd, John Jensen, vist stadigvæk er med. Dog går det flyselskab, hvor han vist bruger mest tid, lidt bedre men dog ikke nær godt nok til at redde koncernen fra de ringe resultateter. Her ændrer en gevinst på 1 mill. jo kun alt for lidt..Nu er vi heldigvis forrygende græskkatolske med, hvordan det går i den for os ganske fremmede branche for ligegyldige luksusprodukter, både møbler og danske højttalere til mange hundrede tusind fiktive danske kroner, men det her med Dantax er straks meget værre. Det fortæller simpelthen om, at selv en Dantax-DVD til 398,- i Føtex er ved at blive presset ud af markedet af en United til 348,-. Det fortæller også historien om, at Føtex og det øvrige Dansk Supermarked er under voldsom belejring af Aldi og alle de andre discount-operatører. Belejringen er så voldsom, at selv uhyre veldrevne og dygtige firmaer som Dantax kan være på vej til at knække nakken, ja de har måske allerede gjort det. Ikke fordi John Jensen ikke sagtens kunne kaste flere penge i firmaet, det bliver mere spændende om han VIL. 
Mest fordi verden derude ser ildevarslende ud. I det netop udkomne nummer af HiFi News, som vi fik uden at have bestilt det (det går nok heller ikke for godt derovre), omtaler anmelderen Ken Kessler sin nye bluray-afspiller. Dette perfekt fungerende mekaniske vidunder troede han at han havde købt til en bagatel af 139 pund. Inden han nåede hen til kassen med sit nye apparat var det dog faldet til 119 pund, altså omkring en dansk tusse incl moms…Den virkede dog aldeles fremragende og det er så næsten det værste for både Dantax og Sony og alle de andre, der sælger gennem de sædvanlige kanaler. Deres såkaldte “lead on”-time, som er tiden mellem ordren og leveringen, er simpelthen så lang især i den etablerede branche, at de godt som Pioneer kan lukke deres plasmaskærme ned. Når selv dygtige Dantax ikke kan være være med længere så er det altså for alvor blevet svært.
Eller altså lettere at være køber hvis det altså ikke var fordi undertegnede selv ikke ved en halvering af priserne gad gå ud til Thorsen Møbler, dette uhyrlige snobberi-paradis. For altså mest et snobberi som engang fandtes fordi folk havde råd eller ihvertfald troede de havde det. Iøvrigt gider vi heller ikke have de overlæssede danske ûberluxus-højttalere selv om de var gratis, men vi er nu heller ikke blevet spurgt direkte. Det er vel stadigvæk noget lidt andet med Thorsen Møbler, men ikke meget, gratis eller næsten kunne nok lokke lidt..
Kirkens Korshær og IKEA, here we come!

Bjørn Nørgaard

Vores ringe husstand har udsigt til at erhverve sig et stort værk af denne kendte danske billedkunstner i den nærmeste fremtid. Det er med vandmærke-garanti ganske ægte og endnu mere ganske stort, faktisk kolo-enormt stort. Om det så tillige er et egentligt stor-værk ved undertegnede ingenting om, optisk og billedmæssigt er jeg nemlig noget af en analfabet og kommer deuden fra den simplere af arbejderklassen, hvor heste-kadavere i syltetøjsglas var noget “værre køwenhavneri? Hov, det er da vist stadigvæk. Udover at være temmeligt stæreblind, forresten et interessant udtryk, når nu netop i denne tid forsamles i ja osse kole-enorme flokke for at dyrke simultan luft-akrobatik af allerhøjeste klasse så er bare ikke billed-menneske og slet ikke luftakrobat. Akrobatik lavet altså af stæreblinde stære. Så meget mere imponerende, godt det ikke er luftsyge mig!

Nu er dette billede en gave og dermed bliver det jo nødvendigvis en god investering uden at det dog hverken skal prøves værdisat på den ene eller anden måde. Værdien er noget er jo alligevel flygtigt og forbigående som selve livet og har det til fælles med livet, at når man så endelig skal til at leve det (eller altså sælge værket), så er man typisk allerede død eller i det mindste en hel tættere på. Det provenu man måtte få kan allerhøjst bruges til lidt viagra-piller til den tid men de tider, de sorger..

Ellers må man vel konstatere, at heller ikke alle det seneste årtis elektroniske luksus-frembringelser helt har kunnet stå distancen som investeringer. Vi afslører vel næppe nogen større hemmelighed ved at sige, at salget af de mere outrerede og tidligere så populære spektakulære “gadgets” indenfor den elektroniske branche heller ikke har vist sig endnu at være nogen sund investering. Når efterspørgslen falder efter iøjnefaldende overflodsprodukter, (og det er den jo uanset hvor meget folk snakker om at der slet ikke er tale om nogen krise i hifi-branchen), så falder brugtprisen simpelthen til det komiske. Det er naturligvis en herlig situation for de ægte entusiaster, som kan samle “smulerne fra de (tidligere så) riges bord op for en slik. 

Knapt så godt er det for producenterne, der virkeligt må løbe stærkt for blot at opnå at stå bomstille. Det oplever vi naturligvis også selv i vores egen branche, men der købes der nu ganske støt stadigvæk. Hvordan det måske ser ud derude blev vi opmærksomme på i dag, da vi for 117. gang fik en spam-mail fra en uhyre eksklusiv dansk højttalerproducent. Den berettede for ligeledes for 117. gang om, hvor godt det gik, og linkede i den anledning til sin danske forhandler. Denne forhandler ligger forunderligt nok ikke i nærheden af nogen større befolkningskoncentrationer, ja faktisk ligger den noget tættere på Vesterhavet end på Århus. 

Om den sælger noget ved vi heller ingenting om (ved vi overhovedet noget i dag og hvad skriver vi så egentligt om?) men noget kunne dog tyde på, at værdien af investeringen i produkterne fra dette firma fornyligt er styrtdykket. For eksempel var der i dette “fabriks-outlet” mulige at købe et sæt højttalere, som havde en anbefalet pris på ikke mindre end 249.000,- for en simpel bagatel af 98.000,- og sådan var det vist igennem hele programmet. Da en brugtpris på en vare altid reflekteres af den aktuelle (brandud)salgspris og aldrig blot nærmer sig halvdelen af denne, vil det altså sige, at man for eksempel på et år har måttet se sine brandnye højttalere gå fra en pris som den fra Onkel Joakim så kendte luksusbil “Pralford” til nogenlunde samme pris som en brugt Ford Sierra. 

Vi skal vist over til det heller ikke p. t. eksisterende marked for Hummere og andre luksus 4-hjulstrækkere for at se lignende og vist ikke engang der helt så galt. På den anden side hævder bilforhandlerne så heller ikke, at der “business as usual” Bevares, der er da åbent, men hovedparten af folkene i de mere end ørkenagtige bil-glaspaladser er ørkesløse sælgere. Nu er værdien af investeringen i disse danske super-überluxushøjttalere og tilsvarende overflødige danske 4-hjulstrækkere jo ganske vist ikke faldet helt så meget som garanternes investering i den forlængst hedengangne sparekasse på Mors. De måtte jo udover at se deres indskud forsvinde ligefrem til lommerne bagefter, men alligevel må det nu være lidt surt at se på udskrifterne på den kassekredit, som købte både højttalere og biler. Ting, som man betaler på og hvor hovedstolen de første mange år ikke kommer ned på den pris, tingene nogensinde kan realiseres for i de kommende mange år. Som at betale af på et 20-årigt billån på en gammel rusten Alfasud i 15 år efter bilen er blevet skrottet.
Ak ja, investeringer er noget skrøbeligt noget. Vi håber sandelig vores Bjørn Nørgaard kan bære udgifterne til benzin t/r til Frederikshavn. Nå, det mulige tab er jo heldigvis til at overse, men vil I ikke godt lade være at spamme os dernede fra Fyn et sted, vi bliver altså så deprimerede af at læse hvor skidegodt det går for jer. Og lad da især være med at lave de her trælse links for de minder unægteligt mere om den hverdag, vi selv kender til i vores egen branche. Som da så alligevel slet ikke er nær så træls. For eksempel skal vi da i dag på masser af udeservice hvor vi kommer til at møde en masse spændende mennesker uden særlige behov for at investere formuer, som jo også alt for let fordufter. ved en producents pennestrøg og prissætning…Her er Bjørn vist bare en bedre investering, det kan han nemlig slet ikke!

Svane Køkken

Enhver nybagt frue drømmer vel om et nyt køkken og hvis den samme nygifte frue så tillige osse er nybagt villa-ejer hæves drømmene som bekendt til 2. potens. Måske denne “køkkendrømmenes kvardatur” kan give os en Nobel-pris, det lyder helt genialt. Det har de ihvertfald gjort indtil for ganske nyligt, drømt løs altså, hvis man har skullet tro alle de massive reklameblokke fra de danske køkken-sælgere i TV-lokalnyhederne. Nu skal man jo ikke tro alt for meget på det man hører i reklamerne for hvis det gik så fantastisk skidegodt kunne man jo måske skære en smule ned på markedsføringen. Om man har gjort det aner vi ingenting om, vi ser nemlig p. t. ikke TV, da vi ikke på trods af vores ellers tekniske baggrund kan finde ud af at sætte vores nyindkøbte multi-hovedede mega-parabol til. Eller osse gider vi bare ikke forsøge. Alle de fucking hjernelamme køkken-reklamer.

Til gengæld kan vi jo ved selvsyn iagttage, at kunderne ikke akkurat sværmer omkring alle de ganske fornyligt etablerede domkirke-lignende og -store køkkenpaladser ude på Viborgvej ved Bilka. Der er så få biler på parkeringspladserne, at de ansatte åbenbart selv kommer på arbejde i bus. Man kunne måske som avis-sælgerne i London overveje at have et par “lokke-købere” (ude i forstæderne altså “lokke-parkerede kernedanske familiebiler”) men det kan naturligvis sagtens være, at det stadigvæk går skidegodt. Bare underligt, at man aldrig mere ser køkken-storskrald nogen steder hverken i midtbyen eller på genbrugsstationen, mystiskere og mystiskere.

Nu er såkaldt “køkkenbordsøkonomi” jo også noget alternativ og knapt nok beskrevet fyldestgørende teoretisk økonomisk. Derfor tør vi osse godt byde ind med vores egne teorier. I den forløbne uge var undertegnede ude at indkøbe en låge til et køkkenskab på den gamle bopæl, som var forsvundet. Lidt upræcist, bopælen er der stadig, det var lågen, der var forsvundet..Lågen var på størrelse med en udfoldet morgenavis og transporten på cykel under armen var altså meget bekvem. Så langt så godt.

Noget mere ubekvem var prisen derimod, nemlig 531,-, og det forekom jo noget dyrt for et stykke spånplade med simpel råhvid plasticlaminat. Derfor forskede jeg lidt i priserne på disse tilbehørsdele på Svane Køkkens hjemmeside og det var ganske oplysende. Nu er det vel ikke nogen særlig hemmelighed, at produktionsprisen for dele og hele køkkener ikke ligefrem bærer nogen synderlig relation til salgsprisen, selv ikke en faktor 10 rækker her i “op-margin” Alligevel var det altså interessant at se i prislisten, at den selvsamme halm-spånpladelåge kunne koste lige fra 137,- i simpel plastlaminat til godt 1200,- i ja altså en anden slags simpel laminat. Vi blev altså højst halvvejs “snydt” ved at betale de 531,- som nok højst var en 20-dobling af produktionsprisen. Det kunne have været meget værre.

Det bliver det nu heldigvis ikke, for i stedet vil vi vælge at betragte de 531,- som en sund investering. Vi vil nemlig ALDRIG NOGENSINDE købe noget som helst derfra mere og heller ikke fra alle deres monumentale naboer derude, som antageligt allesammen får deres skrammel fra den samme underleverandør. At gå ind til altså her Svane Køkken med en monumental foyer og masser af folk (ingen kunder, bare folk) er altså lidt vildt. Der er vist tilpasninger og andre nedskæringer, som ikke er slået igennem endnu, men det har vi nu ikke tænkt på at forske videre i. Vi får nemlig knopper allerede ved tanken.

Er der da så slet ingen lyspunkter? Ok jo, det er der da. Man kan nemlig købe fuldstændigt de samme køkkenelementer fra den samme underleverandør hos IKEA til en lillebitte brøkdel af prisen. Det underlige er så, at IKEAS grundlægger, Ingvar Kamprad, alligevel er en af verdens allerrigeste mænd, mens hr Svane ikke synes at være nævnt på Forbes’ Top 100. 
Økonomi er tydeligvis ikke udelukkende at tjene mest pr. enkeltkomponent, næh volumen spiller åbenbart osse ind og det er vi da glade for at have opdaget på denne side af køkken-nykøbet. At blive decideret “røvrendt” i det små er jo trods alt en del billigere end det samme i “full scale”..Tillykke, IKEA (og altså den samme danske underleverandør, Tvilum-Scanbirk måske, den pakkede låge var “anonymiseret” i passende grad som min ungdoms Weekend Sex-plade i diskrete brune kuverter og sådan noget er der jo altid en god grund til), I har solgt et køkken. IKEA vandt og det altsammen takket være en skide køkkenlåge. Hvis Svane have valgt at give den væk gratis eller blot forlange en rimelig pris havde der været et valg, det er der så ikke længere. 

Held og lykke med markedsføringen, derude på Viborgvej allesammen! Vi har glade skænket vel omkring 400,- (som vel er tæt på bruttoavancen på lågen excl. moms) til en af jer og sandsynligvis ikke den ringeste. Det er nu blot ringe nok til at vi fremover nok skal holde os helt væk.

Det er der så tydeligvis også andre der gør, så derfor lokker adskillige nu med “gratis montering” Hvis det er synonymt med det, som vi oplevede i vores gamle og iøvrigt helt ny-installerede køkken i Fåborggade med coladåser og alskens affald under køkkenbordsrammerne, som vi fandt i exorbitante mængder, ved vi ikke, men måske denne sikre “deponering” af bygge- og anden affald under nye køkkener blot er standard. Nå det bliver det vel ikke rigtigt meget værre eller meget bedre af og det er måske det værste. Det var så hvad vi havde valgt at bringe om dagens dyrekøbte erfaringer til en relativt billig pris.

Røde højttalere

Nu kan man jo ikke sige, at farver slet ingenting betyder i vores hverdag. For eksempel er fru Dahl Vikkelsø Mathiasens kok-røde teint efter en veloverstået morgen-løbetur noget af det smukkeste denne skribent nogensinde har set og vores egne pianorøde aktive ATC SCM 100 på de komisk-lave stålrammer i sort er ganske pittoreske grænsende til det egentligt kunstneriske. Farver betyder noget men som alle betydningsbærende elementer i livet kan de naturligvis osse snyde. 

Nu er vi som lovet (lige som de allerfleste andre desværre) forlængst holdt op med at kikke på danske hifi-netfora. Hvad der dér kom først, ægget eller hønen, (ingen skribentvirksomhed/ingen læsere) ved vi ingenting om, men når vi keder os slemt nok kikker vi sommetider forbi. Gamle vaner dør jo som bekendt langsomt nogenlunde på samme måde som denne teenagedrengs evige fascination ved de såkaldte “Grå Sider” i teenage-årenes hit-magasin “Ugens Rapport” Det hele var godt ganske indlysende både løgn og latin men derfor labbede vi (nok især drenge) det jo alligevel i os. Derfor zapper vi altså alligevel udenfor enhver vilje-kontrol forbi i ny og næ. For at opdage ja overhovedet ikke bare det allermindste og så alligevel.

I går skete der nemlig et pudsigt sammenfald hvor en fortvivlet familiefar på et forum nær dig udtrykte sin betydelige fortvivlelse over, at en kinesisk produceret Tannoy-(såkaldt) studiemonitor ikke fandtes med vinrød front, kun i sort. Sådan ægte fortvivlelse er jo næsten hjerteskærende og får billederne af sultende børn i Afrika til at forekomme noget trivielle. Det var simpelthen ren og kondenseret tragik!

Nu skal det med, at det gamle hæderkronede Tannoy nu kun har 2 (!!) diminutive modeller på deres studiemonitor-program, begge vanvittigt billige og sikkert med en ydelse, som ganske glimrende matcher deres ringe pris. Sådan plejer tingene jo unægteligt og uløseligt at hænge sammen. Blot mærkeligt at man ikke længere laver højttalere til kritisk lytning i studier til mere end 2000,- pr. stk hos Tannoy, mon ikke gamle Guy R. Fountain og designer Ronnie Rackham ville rotere løs dernede henholdsvis deroppe? I den anledning skal vi da lige gøre lidt reklame for et gammelt ugeemne på vores DetBatter-side om Tannoy med titlen “Frem og tilbage er ikke lige langt” Siden det blev skrevet er det osse kun gået yderligere tilbage for den engang så stolte producent af studiemonitorer. Heldigvis er der nu så ikke så langt længere at gå…”One more down, just two to go!” som tegneseriehelten Battler Briton udtrykte det efter at have skudt atter en Focke-Wulff FW 190 ned.

Nå, den fortvivlede mand kunne altså ikke få Tannoys med den rigtige farve forplade æv-æv-æv, og i stedet spurgte han så i bedste tidsånd ud i luften hvilke af 2 andre diminutive lavprishøjttalere han skulle købe. Den ene havde han godt nok hørt men den anden havde han kun set på et billede, hvor den så noget rød ud og derfor stillede han naturligvis et spørgsmål så rimeligt åndssvagt, at det næsten gør denne skribent flov og rød i hovedet blot at referere det. Han ville nemlig gerne vide hvilken af 2 ekstreme lavprishøjttalere han skulle købe. Tjah, det er altså ret præcist hertil, verden og den almindelige lav-kritiske sans er nået til i det moderne informationssamfund. Ikke altfor imponerende kan man vel sige og bestemt ikke fremmende for nogen yderligere produktudvikling. Med sådanne forbruger-mønstre er en hastig afvikling af enhver teknisk udvikling nok den allermest levedygtige strategi. Når folk kun køber efter farver alligevel er indholdet jo ligegyldigt og så er det endda bare plasticmaling på en sølle forplade der bestemmer valget ak ja. Eller blot fuldstændigt uinformeret og aldeles ukvalificeret såkaldt information..

Nu ville tilfældet så, at vi netop i går havde et sæt aktive Tannoy Reveal(som de aktive rødlige hedder) på bordet med en skrattende diskant. Som altid i alle virksomheder dyrker man jo altid stordriftsfordelene fremfor individuel optimering og anderledes kan det naturligv is aldrig være eller blive. Derfor sidder der selvfølgelig den samme diskant i alle de mindre modeller. Alligevel var denne her altså kommet til at skratte og det er faktisk lidt af en præstation, da forstærkerens limiter burde have forhindret dette og forstærkeren desuden er skal vi sige det pænt “økonomisk dimensioneret” Igen, det er alle andre osse i dette ultimative lavprissegment, men alligevel var der en lille “twist” ved den her.

Dynaudio har været markedsleder i at “klaske” enhederne ovenpå hinanden således at bassen går ind over diskantens ramme. Dynaudio plejer dog lige noget uskønt at save diskantens ramme lidt af, så man kan komme til enhederne enkeltvis i tilfælde af nødvendig service, meget prisværdigt og måske bare det man burde kunne forvente som et absolut minimum. Således var det bare ikke her. Her skulle man nemlig først skrue bassen af for at få diskanten ud, men DET KUNNE MAN BARE IKKE! Ved monteringen havde skruerne nemlig “svejset” sig ind i bashøjttalerens plasticramme og når man så skruede dem ud, smadrede skruerne simpelthen bashøjttaleren til ukendelighed, den brækkede simpelthen i 6 noget skarpkantede stykker affaldsplastic hvoraf en enkelt indeholdt en nødtørftigt på-clipset magnet. 

Det med plasticclips er ganske normal praksis og det med plasticrammer er også, særligt fordi det jo letter arbejdet med at stemple forskellige unikke OEM-mærker i ellers uhyggeligt ens standard-prutenheder. Igen, alle gør det i disse billige højttalere på samme måde som at kødindholdet i billige danske pølser jo også tangerer det uanstændige, sådan gør man bare.
Alligevel var det altså lidt sjovt at sidde og se denne mand drømme vådt om den højttaler, som man altså præcist på samme tid selv sad og bandede højlydt over. Ikke fordi den var specielt dårlig, vist mest blot fordi skidtet faldt fra hinanden da det blev skilt ad. Denne så højt attråede røde lækre model…Nogle ting er altså bare for billige og man burde måske osse lige overveje at skrue sine drømme op i gear. Mindre end “Top Gear” kan sagtens gøre det men det her var da godt nok spild af tid. Og røde drømme..Og så osse spild af tid på samme vis som at studere hifi4all, de har nemlig ikke engang farver på!

Kabler, kabler, kabler!

Så er vores monteringsværksted efterhånden indrettet til denne skribents betydelige tilfredshed og lige i dette her tilfælde er det jo osse det vigtigste. Der er faktisk plads til både det ene og det andet og det er lige præcist det, der har fundet vej til det. Hvis man er en stor ynder af australske “swags” (som kendt fra sangen “Waltzing Matilda”) og EAR-forstærkere er det her et veritabelt paradis. Samtidigt er vores store ATC-sæt kommet op at køre i det dedikerede musikrum og lige i denne konstellation kommer det hele til at se temmeligt ydmygt ud. Rummet er nemlig ganske betydeligt meget større end hidtil, ja det næsten i en grad, som er skræmmende. Heldigvis er netop det store ATC SCM 300 aktive system jo beregnet til at generere betydelige lydtryk, og det kommer det så til. Der er dog stdigvæk 10 dB headroom så det går nu nok. Det har ihvertfald aldrig lydt sådan tidligere. Om det er godt? Ja, det er det, helt fint med os!

I soveværelset ovenpå er atter de trofaste Tannoy Monitor Gold-bestykkede Lockwood-boxe med hjul og det hele fra Yorkshire Television blevet installeret, så i det store og hele er alt ved det gamle. Der er bare rum efter rum endnu uden hifi i, en spændende tanke, måske vores gamle JBL og Altec-Lansing ligefrem kan komme til fornyet ære og værdighed?

Det kan undertiden være interessant at se og høre en højttaler uden at ane, hvad den koster. Sommerider kan det jo også være ekstremt svært at bedømme, da hverken imponerende bestykning/indhold eller ditto kabinetarbejde på nogen måde giver noget “clew”, som visse angelsaksere udtrykker det. Sådan et sæt højttalere fik vi selv “smidt i nakken” fornyligt uden at ane, hvad de var værd, nemlig et sæt Dynaudio Focus 220. Vi aner godt nok stadig ikke hvad de er værd, men vi kan da i en ellers som sædvanligt uendeligt ligegyldig læse, at de har været ganske dyre, ja de er det endda endnu. I den sammenhæng vil det nok ikke være klogt at afsløre den pris, som undertegnede gættede på, vi skal jo faktisk af med dem på et tidspunkt. Man kan jo heldigvis altid give dem væk til Kirkens Korshær men måske der findes en liebhaver derude? Det må der vel gøre siden de laves endnu. Men måske de osse bare har dem til at stå i vejen ligesom vi selv har…
Nå, laves skal i dag også en forbandet bunke kabler til forskellige kor og efterskoler og andre spændende mennesker over det ganske land. Og så er der jo heldigvis osse basis for lidt personlige leveringer af diverse sager til et større lokalt busselskab og lidt skoler og et par universitets-fakulteter. Som forlængst salig “Monty Python” udtrykte det i en af de rigtigt vellykkede sketches om den vakse såkaldte “Bicycle Repairman” i byen Metropolis, som ellers var befolket udelukkende af veritable Superman-klædte ikke-særligt-super-supermænd: “It’s all in a day`s work for the Bicycle Repairman!” Simple ting kan ofte gøre en stor forskel og vi er ikke selv for store til at lave de små ting. Endda slet ikke.

Kommissærer evaluerer sig selv?

I Stalin-tidens Sovjetunion have begrebet “en kammeratlig samtale” en for ialtfald den ene samtalepartner et uigengenkaldeligt ildevarslende præg. Det betød nemlig i bedste og allerheldigste fald en permanent enkeltbillet til de koldeste områder i det østligste Sibirien som minerne i Kolyma og Karaganda. Alternativet, nemlig en ganske vist noget hurtigere men kun en anelse mere smertefri død var vel heller ikke det allerfedeste, men andre muligheder gaves ikke. I Ulbrichts DDR var situationen ikke meget bedre men afstedkom jo trods alt indirekte, at Muren faldt. Da den ikke kunne modstå folkets pres og de forskellige styrer i Øst havde omnået en tilstrækkelig affældig grad af impotens.

I Stalin-tiden var det faktisk heller ikke spor ufarligt at være “dødens engel”, nemlig den dømmende kommissær i disse “kammeratlige samtaler” Stalin skønnede nemlig for det meste ganske snusfornuftigt (skulle det jo vise sig, han døde jo så vidt vides en ganske naturlig død), at når disse kommissærer havde huseret længe nok var det deres tur til at sidde på den forkerte side af bordet i en “kammeratlig samtale” På denne måde forhindrede man mulig sammenspisthed og farlig klike-dannelse mellem de morderiske kommissærer, en effektiv omend noget alternativ personalepleje med hyppige “ud-lugninger”…

Sådan noget gør man naturligvis ikke længere, men alligevel kan man nu godt trække visse tankemæssige paralleller til den nylige evaluering af Århus Festuge, som Århus Kommune ellers selv har kommissioneret fra analysefirmaet Capacent. Det drejer sig ellers om noget så relativt uskadeligt som borgernes vurdering af Århus Festuge, noget der vel egentligt er ligeså sprængfarligt som en smagstest af pølserne fra pølsevognen på Lille Torv. Begge ting har det til fælles, at det garanteret varer et stykke tid, inden man går derhen igen, for Festugens vedkommende jo bl. a. fordi den først vender tilbage om knapt et år. Hvis man derimod vil vide hvad folk mener har det jo til gengæld absolut hast med at spørge om begge dele, da den kollektive hukommelse er ganske overordentligt kort. Hvad var for eksempel den store åbningsforestilling i år, kan nogen længere huske det? Naturligvis ikke, ligeså lidt som hvilke opadkommende popnavne vi så for 2 år siden om som ellers ifølge Folmers planer altså toppe til næste år. Heller ingen bud her?

Undersøgelsen viser ellers, at halvdelen af århusianerne er ganske tilfredse med festugen, vel ikke særligt overraskende og vel heller ikke sindssygt positivt, man er vel jyder, en slags. Alligevel har undersøgelsen givet anledning til en interessant debat. Ikke bare det mindste interessant i sin tematik, udelukkende ved, at man overhovedet debatterer det. Festuge-Folmer er nemlig faret i blækhuset i en noget særegen anledning, og så er vi tilbage ved “kommissærerne” igen. Han har nemlig ingenting hørt om undersøgelsen (!!!) Ja, som han siger: “Jeg undrer mig over, at vi ikke er blevet orienteret om spørgsmål og konklusioner i undersøgelsen” (!!!) Se, det her er rigtigt interessant i det større perspektiv. Lad os kikke lidt.

Det interessante er naturligvis ikke undersøgelsen i sig selv. Næ. det helt grundliggende problem er naturligvis, at festugedirektøren reelt hermed forlanger ikke blot indsigt i, men vel i virkeligheden mulighed for censur af de spørgsmål, som blev stillet til borgerne. Det er for denne skribent en noget alternativ udgave af almindelig god forvaltningsskik (som at lade politiet undersøge sig selv) og det bedste ville vel så i denne alternative optik have været at lade festugen selv foretage denne tilfredsheds-undersøgelse. Med passende personlig tilstedeværelse af festugedirektøren selv og et par “slæbere” deroppefra ligesom ved valgene i Zimbabwe ved alle interviews. Det gør jo også stemmeoptællingen noget lettere..Nå, kommunen valgte heldigvis en anden løsning.

Og så begynder historien rigtig, for nu ruller Folmer sig ud: “Jeg skal ikke blande mig i, hvordan de arbejder i Kultur og Borgerservice (som bestilte undersøgelsen), men hvis jeg havde en pressechef, der handlede på den måde, ville jeg nok kalde ham ind på kontoret til en kammeratlig samtale” Mon ikke denne samtale ville blive en kort enetale? Nå, man må vel utvetydigt kunne konkludere, at han netop “blander sig” og endnu mere, når han nu siger han ikke gør. Som alle herskere har gjort i alle historiens epoker.

I det hele taget skal offentligheden overhovedet ikke ifølge Folmer blande sig i den virkelighed, som festugedirektøren enevældigt redigerer. Som han siger: “I bestyrelsen har vi en aftale om, at vi evaluerer festugen om fire uger. Det behøver man ikke gøre i avisen dagen efter festugen” Jo, Folmer, det gør man faktisk, en senere evaluering er aldeles meningsløs for allerede nu er sidste uges festuge sammenlignelig med gårsdagens avis. Ligegyldig udover at man ikke kan pakke fisk ind i den som en vittig (vand)hund engang sagde. Den enkeltes korte hukommelse overgås vist kun i korthed af den kollektive korttids-hukommelse, så hvis man vil vide noget om indholdet i dagens TV-avis (eller festuge) så er der kun ganske kort tid til at spørge. Tiden hvor en sådan undersøgelse har blot en smule offentlig relevans er ikke meget længere, i næste uge er den for eksempel forlængst blevet til “nyere historie” og om fire uger ren “samtids-arkæologi” Fuldstændigt ligegyldig.

Til alt held er den nye kulturrådmand ikke hoppet på den her “kommissær-udmelding” om festugens ret til egenhændigt at vurdere festugen i alle detaljer, også borgernes opfattelse. Jacob B. Johansen siger de rigtige ord i denne sjove ikke-debat: “Det er klart, at festugen skal evalueres grundigt i bestyrelsen, men det skal da ikke forhindre borgerne i at debattere festugen nu” Nej, naturligvis ikke, det er vel en selvindlysende del af det danske demokrati som ingen bør kunne anfægte og da slet ikke af indlysende inhabile kommissærer. Og da slet ikke , når de SÅ gerne vil. Så er det jo man skal være allermest på vagt, nemlig når de endda vil definere præmisserne..
Folmer er ligeglad med undersøgelsen på nogenlunde samme måde som en valgsejr/nederlag i Zimbabwe jo heller ikke nødvendigvis giver større om nogen ændringer overhovedet. Som han siger: “Den (undersøgelsen red.) kan ikke bruges til noget, vi fortsætter som hidtil..) 
Denne skibent klapper på god prøjsisk vis hælene sammen, det kan nok godt gå hen og blive det klogeste hvis Folmer får magt som han har agt.Til at fortolke hele den genstridige og besværlige virkelighed derude til gode for alle vi andre. Til den tid behøver vi ikke have en mening, ja det behøver vi ikke engang nu…Spild af tid og god demokratisk kommissær-skik overhovedet at svare på spørgsmålene.

Plads til forbedring?

I de tidlige 1950-ere lancerede sovjetiske såkaldte “landbrugseksperter” en grandios plan. Som vi skal se er hverken citationstegnene eller ordstillingen foran spor tilfældig. De var nemlig allesammen helt sikkert sovjetborgere i den helt basale forstand, at de jo ikke kunne flygte, men eksperter var de på ingen måde. Det vil sige på en enkelt måde gik det helt fantastisk godt og endda så godt, at ingen havde forestillet sig det. Hele ambitionen var at redde det allerede dengang fuldstændigt faldefærdige sovjetsystem fra historiens skraldespand og den tids nye frelser hed (trivelige og skinnende-skaldepandede) Nikita Khrusjov. Han var på trods af sit diminutive ydre og gemytlige fremtoning en ganske brutal fætter og nu havde han altså valgt at sætte alt på ét brædt. Fødevaremanglen skulle endeligt afvikles ved at opdyrke de gigantiske ubeboede steppeområder i den centralasiatiske “republik” (for det var den jo ikke, underligt navn) Kazakstan. 

Resultaterne var sensationelle. I en så heldig klimatisk gunstig sommer, som man kun oplevede en gang i hvert århundrede (nok bl. a. derfor den aldrig kom igen kan man vel regne med), blev der 
tilsået gigantiske arealer med hvede, som voksede rigtigt fint til høstklar status. Så opstod det første presserende problem, for som vel de fleste også uden dybtgående agronomisk ekspertise ved, har hvede det tilfælles med brægende malkekøer med spændte yvere, at når de skal høstes/malkes, så skal det altså være lige nu. Den totalt manglende infrastruktur i Kazakstan gjorde selvfølgelig dette ganske umuligt udover den simple kendsgerning, at der naturligvis slet ikke var blot en brøkdel af de nødvendige høstmaskiner.

Følgerne af denne rekordhvedehøst (som så altså ikke blev høstet og vel derfor blot var en “rekordhvededyrkning” men det er der vist ikke noget der hedder) var ganske katastrofale. Oppløjningen af steppejorden gav støvstorme så gigantiske, at al jorden simpelthen blæste ad Helvede til. Det var et fremragende eksempel på noget, der var så godt, at det umuligt kunne fortsætte og det gjorde man så naturligvis alligevel med den hensynsløshed, som kendetegnerne alle totalitære regimer. 

De næste år tilsåede man ganske vist noget mindre arealer, mest fordi de første jo var blevet blæst væk, men det forhindrede nu heller ikke de nye i at gøre det samme. Hele denne affære var vel det bedste eksempel på noget, der startede på toppen og så derefter naturnødvendigt og lynhurtigt ramte bunden. Det blev aldrig bedre end da det startede og dengang var det alt for godt til at være sandt. Der var simpelthen ingen plads til forbedring. Ikke fordi det var var spor godt, men fordi det var helt åndssvagt allerede fra starten.

Helt anderledes har det været i Århus Festuge og så måske ikke helt alligevel. Og så er vi tilbage ved snakken om “plads til forbedringer”. i den netop afsluttede festuge var der nemlig et arrangement i Århus Musikhus, som sikkert kun uhyre få har hørt om, ja måske ingen overhovedet. Ja, måske det i virkeligheden slet ikke har fundet sted? Vi taler om et i det mindste programsat 24-timers jazzarrangement i Musikhuset.

Nu kan man altid stille et muligt spørgsmålstegn ved det betimelige i at opføre intim-jazz i denne bygningskoles, det er da tilsyneladende ikke lykkedes endnu at skabe nogen synderlig success eller blot atmosfære i den nye rytmiske sal. Alligevel har der vel været visse former for jazz, som har kunnet “gnistre” i sådanne noget ferskt/sterile omgivelser og så er vi tilbage. DET VED VI NEMLIG IKKE! Til ganske mange af arrangementerne og naturligvis især i natte/formiddagstimerne var der nemlig overhovedet IKKE EN ENESTE PUBLIKUMMER. Ja, man kunne vel sige i forlængelse af atomfysikeren Heisenberg og hans kvantemekaniske “ubestemthedsprincip” sige, at blot en mulig journalists simple tilstedeværelse jo ville umuliggøre en pålidelig måling af publikum under disse særegne omstændigheder, da han jo afgørende ville påvirke målingen. Lad os dog gå ud fra, at dervar få grænsende til ingen.

Det har naturligvis ikke på nogen måde kunnet afficere vores Åbyhøj-bysbarn, festugedirektør Jens Folmer Jepsen, for som han så uhyre snusfornuftigt udtrykker det: “Det var første år, vi prøvede sådan et arrangement, og vi kan sikkert forbedre det” Tjah, ud fra de altså målemæssigt lidt problematisk/usikre tal kunne der jo tyde på, at der lige i det her tilfælde var uhyre god plads til forbedringer. Blot en tvangsudkommandering a la det gamle Sovjetunion af en enkelt særlig upopulær embedsmand eller familiemedlem ville jo kunne mangedoble successen. Med mindre altså der er tale tale om en total dødssejler-ide, hvilket jo også en del kunne tyde på. Så få jazz-interesserede kan der vel heller ikke være, de kunne jo da indtil for nyligt fylde jazzbar Bent J. op, og der var der da plads til en halvhundrede stykker… Plads til forbedringer…

Til sidst i dag skal vi lige undre os over et par udtalelser af en ellers ganske fornuftig fyr fra ejerskabet bag den nye skandalefærge til Samsø, den evigt uheldsramte “Kanhave” I et langt interview i gårsdagens JP fortæller denne Per Gullestrup om det uheldige køb af det, som han erkender har været en alt for billig og endnu dårligere færge. Derfor vil de næste færger blive bygget IKKE på det håbløse græske værft bag “Kanhave”, men i Nordeuropa, da ” Der findes jo værfter, der kan bygge ordentlige værfter-til tiden” som han jo forhåbningsfuldt udtrykker det. Det kan man så blot håbe på passer, for disse værfter må jo nok have som Lindø have haft trange tider, mens kunderne har “shoppet lavprisfærger” andetsteds og sandsynligheden taler vel endda for, at de netop af den grund af disse tider ikke er der længere. Man kan altid håbe.

På samme måde som man kan håbe på, at Gullestrup og ejrskabet bag “Kanhave” “kan have”” (undskyld ordstilligen den forekom sjov) ret i, at man selv med denne noget sølle færgelignende flydende genstand vil kunne overholde fartplanen, det har man nemlig hidtil overhovedet ikke kunnet. I den retning har man nemlig iværksat noget, der ihvertfald for denne skribent er et absolut nautisk “first”. Man har nemlig “..allerede iværksat en ombygning af “Kanhave”, så den får mindre vandmodstand og kan overholde tidsplanerne”(!!!) Nu er det ældgammel søfartsviden, at man ind imellem må skrabe rurer, langhalse og alger og sager af bunden af skibene men det er nok ikke det han mener. For at gøre det skal skibet nemlig ud af drift. Ændre faconen af denne allerede fremskredne rustbunke er vel heller ikke praktisabelt og at svejse en såkaldt “bulb-stævn” på kræver altså ophold længere tid i en tørdok. Hvad mener manden dog+ Ja det aner vi jo ikke, mon ikke dette projekt vil være omtrent ligeså effektivt som at montere “halefinner” a la gamle amerikanerbiler og male fartstriber på “Kanhave” 
og så har vi måske til allersidt i interviewet den simple hemmelighed bag denne tilsyneladende ganske umulige forbedring: Per Gullestrup siger nemlig:” Vi sætter alle sejl til for at løse de problemer, der er på øen” Jamen selvfølgelig, “sejl” er jo kodeordet her hvor naturlove og manglende motorkraft er i vejen. Hvorfor har dog ingen tænkt på det før? Alle mand til vejrs i rigningen, sæt spileren vi har en heftig medbør, folkens!

For hver en bunke der forsvandt…

…er der tilsyneladende nye overalt. Indflytningen i vores paradis herude i Åbyhøj er som alle flytninger en del mere omfattende end måske først antaget. Selve mekanikken har nu været ganske overkommelig, og tømningen af lastbilen tog kun godt 20 minutter. Desværre kan selv ikke den bedste logistiske planlægning råde bod på alle de (heldige) senfølger i endelig at have plads: Masser af plads. Flere valgmuligheder giver jo ikke ligefrem nogen simplere eller blot hurtigere beslutningsprocesser, bestemt snarere tværtimod. At de i det lange løb bliver bedre og rigtigere er ganske utvivlsomt, men at de på kort sigt ikke akkurat fjerner papkasser er ligeså uomtvisteligt. Det går vel endda selv om dagens drøm om musik fortaber sig et par dage ud i fremtidens malerarbejde. Vi taler heldigvis om den fremtid, som allerede starter i morgen, men gør al fremtid egentligt ikke det? Eller måske ligefrem før, måske præcist i selve øjeblikket lige efter “nuet”? Nå, den her fremtid stopper forhåbentligt osse i morgen, for vores maler er udover at være flink også skidehurtig og så bliver der musik til folket. Højt og længe, hurra hurra! Men altså først når malingen er tør: Vi vil godt love, at vi allesammen vil stå og se den tørre, for så går det som bekendt lidt hurtigere.

Nu er der vist ikke udenfor Frankrig nogen særlig tradition for, at aktive kulturpersoner indtræder i politik og det vist hverken lokalt eller nationalt. Det første er ganske vist et kvalificeret gæt (båthornet Bondam tæller ikke med her), mens det sidste er ganske veldokumenteret. Dog har man altså i Frankrig en enkelt gang haft en betydelig litterat som kulturminister, nemlig André Malraux under de Gaulle, men det var jo også en tid, hvor kulturen tog betydelige livtag med diverse autoritære retninger (som altså Malraux med den opportunistiske ypperstepræst Sartre) uden straks som i dag at lægge sig ned, parat som en tæve i løbetiden til hvadsomhelst med hvemsomhelst. Senere var osse Jack Lang en aktiv medspiller i kulturpolitikken i Frankrig, men senere er der blevet lidt langt mellem snapsene eller måske man skulle sige “pernod-erne” 

Og så skulle man alligevel her i lille Århus opleve den store syntese mellem kultur og politik. Det evige lokale film-håb (eller hedder det egentligt “det lokale evige filmhåb”? Nå, det er svært men evigheden består jo altid længe efter at alt forlængst er kommet til kort. Det er jo ligesom det, der gør evigheden evig..Håbe kan så til gengæld gøre i al evighed.

Nå, vi snakker om en flittig men vel i saglighedens ubønhørlige klarsyn (for så vidt en sådan sandhed altså overhovedet findes, sikke filosofiske smuler vi som franksbrøds-krummer drysser i dag!) ikke overvældende fremragende filminstruktør. Nu kan man ikke nødvendigvis helt ækvivalere talent med antal solgte billetter, men udover ikke at kunne sælge ret mange billetter er denne instruktør, Aage Rais-Nordentofts, hidtidige filmproduktion tåkrummende rædselsfuld i det mindste for denne skribent. Det mest “ægte” i hans inderligt uægte film og almindelige pinagtige positurer og håbløse replikker er vel, at at man altid kan regne med, at det altid er det samme. Nu prætenderer denne skribent ikke at besidde nogen sandheder om kunst eller livsformer generelt, men nu er der nu osse i Rais-Nordentofts tilfælde hverken tale om nogen kunst eller nogen særlig duelig livserfaring. Sådan lidt almindelig entusiastisk hjælpeløshed og ubehjælpsomhed, som jo har en vis appel til enkelte, men aldrig bliver noget hit. Derfor kan vi så godt “pippe” lidt med.

Alligevel har Rais-Nordentoft altså fået sit gennembrud. Det er ganske forudsigeligt ikke filmisk, nej, Aage vil såmænd i byrådet her i byen for Socialdemokratiet. Nu må vi jo nok herfra bryde sammen og tilstå, at den fungerende borgmester Wammen faktisk har været en ganske fin borgmester for Århus og især i lyset af, at oppositionen kun kan mønstre en så skræmmende uduelig kandidat som Gert Bjerregaard er Wammens genvalg naturligvis en ren formalitet og heldigt for det. Hvis noget havde været “på vippen” havde Rais-Nordentofts kandidatur været potentielt katastrofalt, men det bliver det heldigvis ikke. Planen forekommer ellers måske på papiret god nok: Aage skal appellere til de unge og “græsrødderne” gennem sit ganske vist noget tågede “engagement” i ja, vel mest det, som allerede er etableret og opportunt. 

Nu kunne man så måske undre sig over, at man vælger en kandidat, som står for alt det, som allerede er fuldt accepteret af den samlede allerede forlængst midaldrende “godhedsindustri” og hvad det er, der gør dette til noget specielt “ungt” At sidde på det korrekte holdningsmæssige og kulturelle “flæsk” er vel ikke specielt “ungt” skulle man synes. De, der sidder der nu, er da ihvertfald ikke unge og de har bestemt ingen intentioner om at opgive deres positioner for yngre kræfter som heller ikke det forlængst forkastede “professorvælde” havde før dem. Sådan er mennesket vist bare…Ellers er Aage bare ikke..

Rais-Nordentoft skal endda lave en reklamefilm for Socialdemokratiet nok noget i retning af Socialdemokratiets årtilange formaliserede samarbejde med instruktøren Erik Balling, som til gengæld var en skidegod filminstruktør. Ingen tvivl om, at Ballings suveræne teknik og iscenesættelser og i det hele taget arbejde med en noget begrænset “politisk talentmasse” gjorde en stor forskel. Han fik simpelthen urimeligt meget ud af et særdeles begrænset talent-materiale.

Anderledes med Rais-Nordentoft. Han har hidtil ikke vist evner til andet end at dyppe snabelen i diverse tilskudspuljer til produktion af håbløse filmprojekter og så iøvrigt klage sig, når de forudsigelige fiaskoer indløb. Over at han ikke havde flere penge til at opnå endnu ringere resultater selv om altid udtrykte det lidt anderledes. Hans egen skyld eller fortjeneste var det ihvertfald aldrig ligesom det jo også altid var en anden, der havde balret ruden i min egen barndom. Især når det ikke var. 

Nå, man må jo sige, at det lokale politiske materiale er ganske godt i Socialdemokratiet i lyset af oppositionens håbløshed, så mon ikke forsigtige og politisk ret forslagne Wammen alligevel vil kunne “skinne igennem” selv Rais-Nordentofts kommende reklamefilm? Det tror vi, selv om Aage nok skal gøre sit sædvanlige bedste, som altså bare ikke er ret godt. Vi retter lige: Forfærdeligt rædselsfuldt!

Nå, det hele her er alligevel fuldstændigt ligemeget. Aages politiske synspunkter er alligevel på ren Pixi-bogsniveau og hans støtte til dette og hint tilfældige (landspolitiske) enkeltsagsprojekt, det ene mere ligegyldigt end det andet, vil givetvis sikre ham en ganske kort “levetid” i lokalpolitikken. Hvor langt klogere og langt større fisk allerede færdes og altså faktisk gør det udmærket. Når man som lille fisk ikke har mere at byde ind med end tomme luftbobler og tilfældige slag med den alt for lille hale er fremtiden jo ikke ligefrem lys. Det skulle da lige være for det danske filmpublikum, for så laver Aage jo ihvertfald ikke film imens 
Lidt godt er der vel i alting. På samme måde som alting jo også kan blive endnu værre. Aage kunne jo for eksempel komme til at instruere Charlotte Fich. Til gengæld bliver det så ikke værre og det er på en måde også meget godt.

Lidt halv-hårdt

Så er vi atter tilbage for en kort bulletin her fra “flyttekassernes holdeplads” Det, der ved allerførste blik lignede en kæmpestor tom balsal er nu godt plastret til med papkasser overalt. Ikke mindst i går, da vores “flyttelastbil”,(som vi flyttede ud i for knapt 2 uger siden) kom tilbage med alle vores forbandet mange vinyl-plader og ikke mindst vores ATC SCM 300-skrummelhøjttalere. 

Denne gang var de dog noget lettere at få ind og de havde fint overlevet opholdet derude i lastbilen. Det største problem i øjeblikket er vist egentligt helt og fuldt at takke vores gamle ven Carsten Udengaard for den ufattelige hjælp det har været for os at tingene blev løst på denne måde. Det har jo i al sin enkelthed betydet, at vi har kunnet flytte ind i ganske vist hårde, men dog overkommelige tempi. Det skal dog siges, at vi er noget flade fysisk og ikke mindst vores (har det vist sig efterfølgende) ganske omfattende samling af R. M. Williams-støvler fra Australien og samme lands Akubra-filthatte, ligger, hænger og flyder faktisk alle steder i det her kæmpestore hus. 

Ellers har vi endnu til gode at høre anden musik end den fra de syngende vandrør og den daglige pisken af regn og blæst mod vores nye flotte birketræers kroner. Et af weekendens mere presserende projekter er da at få et eller andet op at køre. Et eller andet sted, stort eller lille anlæg og musikken og squ næsten osse ligemeget. Måske vores mørkt-bebrillede ven, den tyske schlager-konge Heino får en chance igen. Når en mand har været så mange år på banen som ham må han vel have visse kvaliteter, selv om de sommetider kan være noget vanskelige at erkende for de allerfleste. Denne skribent synes dog i sit uendelige kulturelle vid-syn og store tolerance overfor uendelig forskellighed, at han faktisk er meget god. Ikke rigtigt god, men hyggelig nok med sin dybe og helt urimeligt en-tonige baryton, men det er jo også en slags kunst. At kunne synge sådan uden selv at komme til at grine.

Nå, ellers er der rigeligt at smile af herude i forstæderne og vi vil straks kaste os over etableringen af diverse arbejdsborde. Det er naturligvis ganske hyggeligt, at der står 3 gode gamle venner ved siden af denne computer i form af husstandens kollektion af skidedyre SME 30-pladespillere. De spiller jo bare ikke og det er jo i sig selv temmeligt komisk grænsende til det egentligt tåbelige. Nå, det må vi vist hellere se at få gjort noget ved sammen med alle de andre ca. en million ting vi osse skal i gang med. 
Livet er herligt!

Åbyhøjvej 18

Så er flytningen til Åbyhøj sket dog ikke mere, end at der i morgen kommer en for længe siden lastet lastbil med mange tons plader og alskens andet personligt isenkram i den tonstunge afdeling fra det gamle domicil i Fåborggade. Vi beklager at vi så sørgeligt har svigtet oplysningspligten i de seneste par dage, men denne ufrivillige nyheds-blackout vil fortsætte et par dage endnu desværre. For at sige det mildt er vi ikke helt på plads endnu, men på den anden side: Det kommer alligevel til at vare skidelænge og når man er gift, så kommer man aldrig nogensinde rigtigt på plads alligevel, så mon ikke vi osse i de kommende dage lige får lusket et par enkelte visdomsord ind? 
Det tro vi og når man tror nok, så går tingene jo gerne i opfyldelse. For eksempel præste i den indtil for nyligt besatte Brosrons Kirke i København, som så heftigt troede, at nok ingen af de alt for åndsbeslælgtede venner indenfor “godshedsindustrien” ville bemærke, at han fornyligt udlejede dette uendeligt fredhellige rum til ett privat firmas mode-opvisning. At han for simpelt mammon bollede enhver ænstændighed i røven ved det faldt ham naturligvis ikke ind, men nu er selvkritik for visse mennesker jo også allerede et overgeb på menneskerettighederne af allerværste slags. Nemlig et angreb på den skinhellige præst Per Ramsdal. Og nej, det kan man vist endnu ikke blive dømt for blasfemi for at sige men det varer næppe længe. På den anden side, hvor jeg kommer fra taler gerninger mere end ord om mennesker og det er simpelthen uanstændig anvendelse af det hellige rum. Hvis vi for en start havde antaget, at det havde været helligt, hvilket vi nu ikke gør. 
Nå, pastor Ramsdal troede nok på godhedsindustriens ubetingede kammeratlige tavshed, og han fik naturligvis ret. For den rene i ånden er alting jo rent og så er det forresten skideligemeget hvor beskidt det i virkeligheden er. Som når kirken uden de allermindste anfægtelser sælger ud til kapitalen og derefter proklamerer samme allerede dybt profanerede kirkerums fredhellighed. Den eneste fællesnævner her synes at være kleresiets egen absolutte ufejlbarlighed, og det er osse rigeligt. Hvis man skal tro medierne altsåp, så det skal man vel nok ikke og heller ikke denne gang.
Han fik ret