Vores ringe husstand har udsigt til at erhverve sig et stort værk af denne kendte danske billedkunstner i den nærmeste fremtid. Det er med vandmærke-garanti ganske ægte og endnu mere ganske stort, faktisk kolo-enormt stort. Om det så tillige er et egentligt stor-værk ved undertegnede ingenting om, optisk og billedmæssigt er jeg nemlig noget af en analfabet og kommer deuden fra den simplere af arbejderklassen, hvor heste-kadavere i syltetøjsglas var noget “værre køwenhavneri? Hov, det er da vist stadigvæk. Udover at være temmeligt stæreblind, forresten et interessant udtryk, når nu netop i denne tid forsamles i ja osse kole-enorme flokke for at dyrke simultan luft-akrobatik af allerhøjeste klasse så er bare ikke billed-menneske og slet ikke luftakrobat. Akrobatik lavet altså af stæreblinde stære. Så meget mere imponerende, godt det ikke er luftsyge mig!
Nu er dette billede en gave og dermed bliver det jo nødvendigvis en god investering uden at det dog hverken skal prøves værdisat på den ene eller anden måde. Værdien er noget er jo alligevel flygtigt og forbigående som selve livet og har det til fælles med livet, at når man så endelig skal til at leve det (eller altså sælge værket), så er man typisk allerede død eller i det mindste en hel tættere på. Det provenu man måtte få kan allerhøjst bruges til lidt viagra-piller til den tid men de tider, de sorger..
Ellers må man vel konstatere, at heller ikke alle det seneste årtis elektroniske luksus-frembringelser helt har kunnet stå distancen som investeringer. Vi afslører vel næppe nogen større hemmelighed ved at sige, at salget af de mere outrerede og tidligere så populære spektakulære “gadgets” indenfor den elektroniske branche heller ikke har vist sig endnu at være nogen sund investering. Når efterspørgslen falder efter iøjnefaldende overflodsprodukter, (og det er den jo uanset hvor meget folk snakker om at der slet ikke er tale om nogen krise i hifi-branchen), så falder brugtprisen simpelthen til det komiske. Det er naturligvis en herlig situation for de ægte entusiaster, som kan samle “smulerne fra de (tidligere så) riges bord op for en slik.
Knapt så godt er det for producenterne, der virkeligt må løbe stærkt for blot at opnå at stå bomstille. Det oplever vi naturligvis også selv i vores egen branche, men der købes der nu ganske støt stadigvæk. Hvordan det måske ser ud derude blev vi opmærksomme på i dag, da vi for 117. gang fik en spam-mail fra en uhyre eksklusiv dansk højttalerproducent. Den berettede for ligeledes for 117. gang om, hvor godt det gik, og linkede i den anledning til sin danske forhandler. Denne forhandler ligger forunderligt nok ikke i nærheden af nogen større befolkningskoncentrationer, ja faktisk ligger den noget tættere på Vesterhavet end på Århus.
Om den sælger noget ved vi heller ingenting om (ved vi overhovedet noget i dag og hvad skriver vi så egentligt om?) men noget kunne dog tyde på, at værdien af investeringen i produkterne fra dette firma fornyligt er styrtdykket. For eksempel var der i dette “fabriks-outlet” mulige at købe et sæt højttalere, som havde en anbefalet pris på ikke mindre end 249.000,- for en simpel bagatel af 98.000,- og sådan var det vist igennem hele programmet. Da en brugtpris på en vare altid reflekteres af den aktuelle (brandud)salgspris og aldrig blot nærmer sig halvdelen af denne, vil det altså sige, at man for eksempel på et år har måttet se sine brandnye højttalere gå fra en pris som den fra Onkel Joakim så kendte luksusbil “Pralford” til nogenlunde samme pris som en brugt Ford Sierra.
Vi skal vist over til det heller ikke p. t. eksisterende marked for Hummere og andre luksus 4-hjulstrækkere for at se lignende og vist ikke engang der helt så galt. På den anden side hævder bilforhandlerne så heller ikke, at der “business as usual” Bevares, der er da åbent, men hovedparten af folkene i de mere end ørkenagtige bil-glaspaladser er ørkesløse sælgere. Nu er værdien af investeringen i disse danske super-überluxushøjttalere og tilsvarende overflødige danske 4-hjulstrækkere jo ganske vist ikke faldet helt så meget som garanternes investering i den forlængst hedengangne sparekasse på Mors. De måtte jo udover at se deres indskud forsvinde ligefrem til lommerne bagefter, men alligevel må det nu være lidt surt at se på udskrifterne på den kassekredit, som købte både højttalere og biler. Ting, som man betaler på og hvor hovedstolen de første mange år ikke kommer ned på den pris, tingene nogensinde kan realiseres for i de kommende mange år. Som at betale af på et 20-årigt billån på en gammel rusten Alfasud i 15 år efter bilen er blevet skrottet.
Ak ja, investeringer er noget skrøbeligt noget. Vi håber sandelig vores Bjørn Nørgaard kan bære udgifterne til benzin t/r til Frederikshavn. Nå, det mulige tab er jo heldigvis til at overse, men vil I ikke godt lade være at spamme os dernede fra Fyn et sted, vi bliver altså så deprimerede af at læse hvor skidegodt det går for jer. Og lad da især være med at lave de her trælse links for de minder unægteligt mere om den hverdag, vi selv kender til i vores egen branche. Som da så alligevel slet ikke er nær så træls. For eksempel skal vi da i dag på masser af udeservice hvor vi kommer til at møde en masse spændende mennesker uden særlige behov for at investere formuer, som jo også alt for let fordufter. ved en producents pennestrøg og prissætning…Her er Bjørn vist bare en bedre investering, det kan han nemlig slet ikke!