Når man har sin svigermor i Frederikshavn er det temmeligt belejligt at køre derop i bil, ikke mindst fordi alt nord for Ålborg DSB-mæssigt er så fjernt, at det næppe fortjener nogen videre tog-dækning. Ihvertfald er der ikke deroppe i Vendsyssel synderligt let at begå selvmord ved at lægge sig ud på skinnerne, dertil er toghyppigheden simpelthen så lav, at man nok i stedet vil komme til at dø af følgerne af forkølelse. Helt deroppe hvor kragerne forlængst er vendt om kan man køre af veje, som er brede og lige og fuldstændigt uden biler. Ja, de er sågar kvalificerede som motorveje, men det er nok mest for at holde cykler og knallerter væk, for det er bestemt ikke fordi disse nyere motorvejsstrækninger er synderligt befærdede. Ikke af motoriserede køretøjer omend der jo naturligvis kan være være en vildt-veksel her og der. I folkemunde hedder disse snorlige veje fra Ålborg til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn “Risgaard” og “Knudsen” Hvad der er hvad ved vi ikke rigtigt, men mon man ikke i sådanne tilfælde opkalder vejene med sædvanligt fra venstre mod højre, således at det altså er vejen til Frederikshavn, der hedder “Knudsen” Dette vanvittige motorvejsprojekt er nemlig opkaldt efter en mand, der hed Risgaard Knudsen. Denne mand var stor i sin tid og fyldte meget og det gør hans jordiske efterladenskaber altså også. Ellers ville han jo iøvrigt også have været ganske glemt og er det vel i virkeligheden osse. Sammen med en masse andre gamle politikere af samme støbning og enkelte af dem er vel i virkeligheden stadigvæk i Folketinget og de er ikke spor parti-politisk begrænsede.
Vi kommer til at tænke på det her i dag efter Svend Aukens død, fordi der bag brilliante Auken med den evige ægte begejstring i hele hans karriere altid stod en mand, som aldrig viste blot den allermindste begejstring og som ikke var spor brilliant. Det forhindrede ham ikke i at have en strålende politisk karriere, som i sine langtidsvirkninger bestemt ikke stod tilbage for Auken Som, sagt, de sjove motorvejsstrækninger ligger der da og det bliver de nok ved med uden mening overhovedet. Nu var det jo osse dengang DR havde monopol og monopolet gik jo i et vist omfang begge veje. Ihvertfald kan undertegnede aldrig mindes andet, end at den mand, det drejer sig om i dag, nemlig den mangeårige folketingsmand Jens Risgaard Knudsen, nogensinde blev kaldt andet end “Rigstaktikeren” Selv dengang undertgnede endnu stemte på Svend Auken i 1970-erne var det noget vanskeligt at se, hvad der gjorde den meget lidt-snakkende Risgaard med den skæve mund og sin evige følgesvend, en noget forsuttet pibe uden ild i, til noget særligt. Det var ikke så meget det han sagde (han sagde nemlig sjældent noget), det var mere, at der kun sjældent var nogen videre mening i de få sprog-brokker, der kom ud mellem de om piben tæt omsluttende læber. Uden at vide noget det bestemt kan det selvfølgelig være en allerede dengang ganske uddød nordjysk dialekt, som Risgaard betjente sig af, men det må dedikeret forskning engang kunne afgøre. hvis altså forskerne ikke falder i søvn i forsøget på at afdække Risgaards hemmeligheder…
Nogle hemmeligheder må der have været, for denne mand blev jo minister i ganske mange regeringer og det var helt bestemt ikke på grund af mandens medietække. Ikke alene var han i nogenlunde samme mandlige skønheds-kategori som denne skribent (og det siger jo da noget skulle jeg mene), han opererede også i tiden inden spin-doktorer. Disse ville ellers nok have kunnet “spinne” en historie om denne uhyre jævne og jordbundne mand som en rigtig troværdig fyr rundet af den nordjydske muld. Risgaard var nemlig oprindeligt gartner og det har måske været ved at stå og glo på de forblæste nordjyske trælignende væksters tapre forsøg på at forcere vestenvindens pres at han havde lært at økonomisere med talens og øvrige talenters brug. Der er jo også naturlige grænser for, hvor meget man som menneske egentligt kan have at tale for disse træer om, men måske det i virkeligheden var her, Risgaard fandt sine sande intellektuelle og ligeledes noget langsomt tænksomme ligemænd. Han dedikerede ihvertfald altid senere sig selv og sit samlede politiske virke i helt uhørt grad til denne øde og forblæste landsdel. Uden Aukens begejstring men en hel del mere vedholdende. Som træernes rødder, der langsomt og ubønhørligt arbejder sig op gennem den hårde asfalt. Ingen ved rigtigt hvorfor. men det gør de bare. Det giver ingen mening, men det er vel det, der er meningen.
Nå, Risgaard Knudsen var altså efterhånden gennem mange år blevet en fast og uhyre pålidelig stemmefisker oppe nordpå og havde gennem sin indædte tavshed erhvervet sig et ry som den “store rigstaktiker”. Det var altså en underlig tid, for der var nok i virkeligheden en hel del færre analfabeter dengang i Danmark. Det var ganske paradoksalt, for trods alt var der intellektuelle sværvægtere som Erling Olsen og altså osse unge Auken i Socialdemokratiet, men de var åbenbart ikke hverken taktikere eller strateger. Det viste Risgaard sig til gengæld at være. Denne “nordjyske dødvægt” og veritable “dødisklump” kunne til enhver tid udmanøvrere alle de nye socialdemokratiske cand. polit./oecon-er, som dengang endegyldigt og tilsyneladende irreversibelt begyndte at “invadere” Socialdemokratiet. Denne invasion var selvfølgelig ikke et specifikt socialdemokratisk fænomen, den fandt sted i alle partier. Alligevel kunne Risgaard alle i sin i sin succesfulde “retræte-kamp” (for nu i dag at mindes Holger Danskes lignende mod maurerne) vinde sin allersidste sejr. Sammen med ligesindede (og tilsvarende selv med uhyre elastisk målestok langtfra brilliante) danske politikere fra Venstre og Konservative som Svend Heiselberg og Kaj Ikast dannede Risgaard nemlig den noget pudsige politiske konstellation “motorvejsmafiaen” Denne alternative udenomsparlamentariske konstruktion i baglandet helt derude, hvor ingen større begavelser som Auken overhovedet gad bevæge sig, afgjorde over cigarer og sjusser og altså i det mindste sur pibe fremtiden for den danske infrastruktur.
Derfor ligger “Risgaard” og “Knudsen” i al deres fornuftsstridighed der, hvor de ligger i dag. Fordi Risgaard Knudsen i sin ultimative lokalpolitiske stejlhed fik disse vanvittige motorvejsprojekter kædet uløseligt politisk sammen med helt ufatteligt meget mere nyttige investeringer i hovedstadsområdet. Normalt er det et trafikpolitisk “dictum”, at trafikken meget hurtigt “ekspanderer” udover de allerede eksisterende trafikale løsninger. Ganske magisk “fylder” bilerne på ingen tid den plads ud, der er til rådighed og så meget mere til. Det kommer bare aldrig nogensinde til at ske i Vendsyssel, dertil er der simpelthen ikke nok biler eller mennesker. De allerfleste kører allerede i bil deroppe og selv det fylder ingenting på vejene og kommer aldrig nogensinde til det. Vi skal nok i virkeligheden til hovedstrøgene i Nordkoreas hovedstad Pyongyang for at finde lignende gabende tomme autostradaer. Sandt at sige er Pyongyang nok lidt værre, men Risgaard og Knudsen er altså ikke meget bedre. Var Risgaard så en dårlig politiker, fordi han fik opfyldt sit yndlingsprojekt her? Næh, det var han vel ikke, alle og enhver burde da have kunnet gennemskue denne pudsige politiske dinosaur. hvis de altså ikke allesammen i Socaldemokratiet have haft så uendeligt travlt med evige fløjkrige. Langt mere brilliante begavelser som Auken blev viklet ind i dem og det var bestemt ikke bedre i hverken de vanvittige personlige konflikter i de Konservative mellem “Erik-erne” Haunstrup-Clemmensen og Ninn-Hansen og så Poul Schlüter og i Venstre var det måske endnu værre.
Det er muligt, at det er landets bedste begavelser som altså netop afdøde Auken, som laver politik (tvivlsomt, men teroretisk muligt) Det er til gengæld ganske utvivlsomt, at langt mindre begavelser sagtens kan lave motorveje og altså også gør det. Til gavn for deres eget eftermæle og ellers absolut ingenting.Som altså Risgaard (og) Knudsen. Hvem der så var den bedste politiker kan enhver jo dømme om.