Nu kan man begå politisk selvmord på mange måder, mest fordi der er mange forskellige slags politikere og endnu mere fordi disse politikere ikke allesammen har samme format. Der er dog visse hovedregler i disse sælsomme “selvmordssager” således at (især) berettigede anklager om besiddelse af børneporno er øjeblikkeligt og permanent diskvalificerende for enhver, men det er naturligvis ikke fordi det har noget specifikt med sex at gøre. Det har jo altid været alle magtfulde mænds privilegium at kunne “mæske” sig med de allerdejligste yngre og vistnok især helt unge modeller. Det allerstærkeste såkaldte “aphrodisikum” for kvinder er jo nemlig aldrig det, som de selv anfører, men simpelthen magt. “Sixpacks” og andre flygtige og foranderlige egenskaber kommer uvægerligt længere nede på ønskelisten, som alligevel aldrig kan bruges til nogetsomhelst. Næsten ligeså lidt som min drengetids ønskeseddel til jul, for uanset hvor meget jeg ønskede og plagede fik jeg aldrig min store Fleischmann-modeljernbane komplet med MY-lokomotiver og bunker af Heljan-plastichuse med sne-overtræk.
Når man er magtfuld nok så behøver man så til gengæld slet ikke at ønske, for tingene kommer alligevel ganske af sig selv, se blot Monica Lewinsky, som vist heller ikke behøvede synderlig “lokkemad” fra præsident Clinton (selv om hun vist umiddelbart derefter fik “mad” alligevel…nå den var lidt lav måske) Tilbage til dagens af flyttekasser noget forkortede emne: Man kan som politiker faktisk ganske dårligt begå politisk selvmord selv gennem gentagne ganske udenoms-ægteskabelige affærer og da slet ikke, hvis man er magtfuld nok. For mindre magtfulde mænd skal der noget mindre til men generelt kan man vel sige, at mest øjeblikkeligt diskvalificerende for alt andet end den absolutte elite af politikere er en “ynkelig opførsel” Jo mere den har med sex at gøre jo bedre eller altså værre for politikeren. For eksempel forsvandt den venstrepolitikker, som belurede nøgne damer i et solcenter jo ganske hurtigt over i den nyere poltiske historie, mens socialdemokraten Jeppe Kofoeds bolleri med en 15-årig pige på en kursus, hvor han underviste, kun gav ham et næppe synlig ridse på renommeet. Forskellen lå naturligvis ikke i, at noget var mere dadelværdigt eller strafbart (Kofoeds var vel i kraft af “unge i varetægt” noget langt ude over kanten og ville have givet de fleste lærere en øjeblikkelig fyreseddel). Nej, forskellen var simpelthen “forbrydelsens” YNKELIGHED, intet andet. Den ene fik rigtig sex og ordførerskab, den anden fik vist blot , ja vel nærmest lidt småklamme bukser. Ellers var det egentligt lige klamt.
Nå, tilbage atter til “politiske selvmord. Sådan et har den lokale borgmesterkandidat for Venstre, Gert Bjerregaard, nemlig netop begået i den sælsomme sag om de århusianske skolemadpakker. Om han selv ved det, ved vi naturligvis ikke, men én eller anden burde nu nok fortælle ham, at efter denne sag er hans chancer lig nul eller måske mindre endnu. Og så fik han hverken sex eller blot noget der lignede, stakkels mand. Helle affæren omkring de århusianske skolemadpakker er i sin essens et så næsten “kafka`sk” mareridt (eller alternativt “orwell`sk” hvis enkelte skulle have læst den) , ren surrealisme simpelthen. Kommunen har i bureaukratisk bedste mening udliciteret leverancerne af frokostmadpakker til en ekstern leverandør, som ifølge en vanskeligt læselig 5-siders formular har forpligtet sig til til enhver tid at kunne dokumentere næringsværdien i produktet. Inden man nu ligefrem utidigt begynder at fyre med nytårsraketter af begejstring over denne tilsyneladende kommunale omsorg skal det vel også lige med, at det jo er en del vanskeligere at få ungerne til at æde maden. Det burde jo egentligt sige sig selv.
Præsentationen af maden, dens almindelige appetitlighed osv. er jo en nødvendig forudsætning for, at ungerne æder den og til en pris på ca. 15 kr. incl levering pr. dag er der muligvis tale om ernæringsmæssigt LØDIG mad, men LIGEFREM LÆKKER” er en sådan en sandwich vel næppe. Ædt bliver den næppe på nogenlunde samme måde, som kun de allerfærreste patienter ligefrem tager på på alderdomshjemmene selv om maden der sikkert også teoretisk er sund. Den er blot uspiselig og skide-forkogt og flere genopvarmninger hjælper ikke meget. I det hele taget er det ganske svært at måle hvor lækker maden er, men det er naturligvis nødvendigt, for ellers bliver den jo ligesom uanset andelen af vitale næringsstoffer.Nå, måske i erkendelse af dette eller i et sjældent dansk tilfælde af “civil courage” har forældrene på et par institutioner så valgt selv at smøre ungernes madpakke og nu begynder balladen så. Forældrene kan nemlig ikke fravælge kommunens tilbud, de skal betale alligevel. Til gengæld kan de så selv opnå en (delvis) refusion af dette sælsomme brugerbetalte og altså alligevel obligatoriske kommunale “tilbud” (som jo naturligvis er et PÅ-bud) ved selv at smøre ungernes madpakker.
Desværre kommer forældrene derved i den kommunale bureaukratiske optik i samme situation som alle andre såkaldte “eksterne leverandører” af mad. Derfor skal forældrene samme formular som de professionelle og skal til enhver tid ved kontrolbesøg kunne dokumentere, at leverpostejmaden er ernæringsmæssigt helt perfekt. I betragtning af, at ernæringsrådene fra myndigherderne over selv korte perioder varierer helt vildt meget er det jo ret rystende, at man på et givet tidspunkt tror sig i stand til at “fryse tiden fast” og for altid vide, hvilken mad der er bedst. For alle uanset om de æder den eller ej.
Ikke ganske overraskende faldt massevis af lokale politikere fra både højre og venstre i går over denne idiotiske Århus-historie og ikke mindst over Gert Bjerregaard, som tilfældigvis er rådmand for sagen. Dér gjorde Bjerregaard så det, som tog livet af ham som kommende politiker: Han gik nemlig sammen med det bureaukrati i “praktisk flyverskjul” og proklamerede, at man sandelig “ville undersøge sagen” Nu er det jo fint for de kommunale medarbejdere at have en rådmand, som stiller sig så ubetinget på administrationens side, der er så desværre tilsvarende ingen særlig grund til at have en POLITISK ledelse af afdelingen, som en rådmand jo er. Ja, hvis rådmanden ingenting gør udover at forsvare sine embedsmænd i slige uforsvarlige sager, så kan han jo ligeså gå ud og spille lidt bowling (Bjerregaard ejer endda et par bowling-haller selv og kunne sikkert gøre det ganske gratis)
I går var så en helt anden dag for “selvmorderen” Bjerregaard, ihvertfald en helt anden end i dag. I dag er det nemlig en helt anderledes kritisk rådmand, som nu i ganske vist uhyre sælsom lokal udformning af den klassiske liberalisme nu går ind for, at formularen til forældrene skal gøres kortere og mere forståelig. Ikke at forældrene skal have noget valg stadigvæk, endelig ikke, man er vel ikke mere liberal end at det gør noget. Hvis man som kommende vælger til valget af borgmester skulle have lyst til at stemme på Gert Bjerregaard efter denne affære, så siger vi velbekom herfra. Når en bred politisk vifte fra SF og indover er ude med sønderlemmende og uhyre berettiget kritik af de lokale “sovjetiske tilstande”, så er det altså ikke godt nok, Bjerregaard som rådmand ikke at kunne se nogen perspektiver. Ja, du er ikke engang klarsynet nok til at turde sige til dine embedsmænd, at det her vist er helt ude i hegnet og hvad Fanden skal vi så med dig? Med disse udmeldinger kunne du sikkert være blevet en fin embedsmand men det er bare din skide pligt at agere som det politiske modspil til netop embedsmændene.
Ak ja, Gert, det ville vist være en rigtig rigtig god ide at give dig til at spille noget mere bowling og lade lidt mindre som om, at du er en rigtig politiker. Til gengæld er der tale om et elegant koreograferet og sikkert udført politisk selvmord. “Strike- tidobbelt strike” til Bjerregaard!
Konklusionen er klar: Det er ikke nok at ville noget rigtigt meget gerne, som for eksempel at være borgmester, når man nu absolut ingenting kan og hverken har forudsætninger eller nogen andre synlige kvaliteter. Ja, man kunne vel i der her tilfælde sige bevisligt tværtimod! Det er altså lige det mindste at byde ind med, Bjerregaard! Exit.