Flyttemand Mathiasen

Desværre er dagens ord i dag, som ellers er dagens lille frikvarter for denne skribent, erstattet af trælsomt flyttearbejde og nedtagning af reoler m. m. i forbindelse med den umiddelbart forestående flytning. Der er dog naturligvis “business as usual” i firmaet selv om vi da i samme anledning godt kunne bruge en stærk flyttemand en times tid…
Kærligste hilsner
Pia og Poul Dahl Vikkelsø Mathiasen

Eugenik for begyndere

I dag skal vi beskæftige os med et godt gammelt begreb, nemlig den såkaldte eugenik. Det er gammelt i den forstand at det efterhånden er en del år siden det har været i større aktiv anvendelse blandt primater og det er godt i nogenlunde samme forstand, nemlig at det er godt det er et stykke tid siden. Ellers er der ikke ret meget godt at sige om dette ældgamle fænomen. Det er nemlig ikke noget voldsomt hyggeligt, det her ord eugenik beskriver, det betyder nemlig i al sin enkelhed “racehygiejne” Normalt regner man jo begrebet ihvertfald blandt mennesker for temmeligt diskvalificeret efter at en vis Herr Hitler bedrev sine eksperimenter med diverse proklamerede “Untermenschen” Man kan måske til (ganske vist beskedent) forsvar sige, at en del af disse eksperimenter foregik under streng lægekontrol, navnet “Dødens Engel” Dr. Mengele kommer jo frem på lystavlen her, men det bliver det nu ikke meget bedre af altsammen. En hel del værre er vel noget nærmere sandheden. Nu skal det da lige med, at man i de fleste lande før 2 verdenskrig osse i Danmark bedrev større forsøg med racehygiejne. Formålene var som altid i den slags sager uhyre ædle: Man ville nemlig blot udrydde lav intelligens og almindelig åndssvaghed. Til det begyndte man i mange lande at tvangskastrere psykisk syge og det danske medicinske apparats “track record” her er jo heller ikke ret heldigt. Faktisk nogenlunde ligeså heldigt (og dermed naturligvis nådigt glemt) som at man efter krigen tvang tyske krigsfanger til at gå gennem minefelter for at fastslå, om disse var tilstrækkeligt ryddede. Det var de ikke og derfor blev mange hundrede tyske krigsfanger sprængt i stumper og stykker. Så meget for den traditionelle humanisme: Den fungerer altid bedst i sin selvfede selvforståelse, når man ikke tænker sig alt for meget om eller ved noget overhovedet om den umiddelbare fortid. Se blot på reaktionerne på rydningen af Brorsons-kirken. Nej se, dengang i 1940-erne, da var der overgreb til.

Igen, intet er så slemt at det ikke sagtens kan blive endnu værre, og Mao i Kina og Pol Pot i Cambodia eksperimenterede jo løs i endnu større målestok end amatøren Hitler. Hvis man bar briller var man “dead meat” (for at blive i barndommens kampflyverserie-krigssprog) og det kunne da være sjovt på en noget morbid måde at vide, om denne raceudrensning af svagtseende dengang (og den var drastisk, de røg nemlig ud på Killing Fields alle som én) i nutidens Kampuchea har resulteret i gennemsnitligt bedre syn. Det kunne man godt forestille sig på nogenlunde samme måde som åndssvagheden i Danmark blev udryddet af den daværende socialminister K. K. Steinckes socialt betingede kastrationspolitikker. Det vil sige, det hjalp vist ikke og syn og hørelse bliver vist blot ringere med alderen for de fleste uanset om man slår den bebrillede del af befolkningen ihjel. På nogenlunde samme måde som at der i enhver population af dyr eller kongehuse eller fårehyrde-familier bliver flere uhyre svagt begavede ved gentagne fætre/kusine ægteskaber. Det er selvfølgelig et ædelt motiv at ville holde sin arv og ejendom indenfor familien, det hjælper blot ikke på sigt, for på et tidspunkt bliver race/familiegruppen så åndssvag og indavlet, at den alligevel mister det hele. Se blot det sølle habsburgske konge/kejserdynasti, dem med “habsburgerhagen”. Det gik jo fint indtil det gik ad Helvede til.

Helvede ville det også være kommet til at gå til for landets ikke-racerene hunde, hvis det var kommet til at gå efter den plan, som Venstres såkaldte “dyrevelfærdsordfører” Flemming Møller bragte frem i går. Ifølge denne grandiose politiske tænker skulle det nemlig være forbudt at avle hundehvalpe mellem hunde, som ikke havde stambog. I lighed med alle andre masseudryddelser af levende væsener havde Møller naturligvis et tilsyneladende ædelt motiv. Vi siger “tilsyneladende”, fordi denne Møller faktisk lige i denne sag er maksimalt inhabil, at det simpelthen gør ondt, han er nemlig selv dyrlæge og tydeligvis en noget bjergsom en af slagsen. Mon ikke denne politiske plattenslager ved sit forslag kunne se frem til utallige ejere af hunde, som ville valfarte til hans klinik for at få dem aflivet med enorme ekstraprofitter til følge? Det tror vi da, for efter den seneste stramning af våbenloven kan man jo ikke engang pløkke kræene selv. Nå, ædle Møller ville naturligvis gennem massemord på over halvdelen af danske hunde, nemlig alle de nuværende såkaldte “bastarder”, skabe et nyt og bedre samfund uden kamphundegener. Hvordan det så lige hænger sammen at der i denne generelle hundeblandinga-genpulje skulle være særligt mange kamphundegener har vi ingen ide om og det har denne platnakke selvfølgelig heller ikke. Man regner jo ellers sædvanligvis genetisk med, at de på alle måder allersundeste og mest tilpasningsdygtige individer af enhver art er de allermest blandede. Dysplasi og overfølsomhed og andre dyrlægekrævende ting er jo så desværre for dyrlæge Møller ikke videre udbredt blandt bastarder. Det kan der heldigvis laves om på må vel have været Møllers tanke. Opportunisme eller blot et hændeligt held, tanken blafrer blot i vinden…

Det må så have været ræsonnementet for Venstres såkaldte “dyrevelfærdsordfører” (sig lige ordet og få spontan kvalme) dyrlæge Flemming Møller. Masser af rigtig god business for Møller og hans “Endlösungs Klinik”, sandeligt et ædelt formål for dyrlæger, som jo ellers ikke etisk må reklamere. En ting er som ihvertfald en slags “halv-akademiker” som Møller måske at tro på, at man ved at indsnævre en genpulje kan gøre det såkaldte “gen” bedre”. Det er dumt grænsende til det fagligt diskvalificerende. Noget værre er det at forestille sig, at man på denne måde overhovedet kan komme kamphundeproblemet til livs, for det er jo en etableret kendsgerning, at langt de fleste kamphunde importeres fra Østeuropa og det vil de formentligt fremover blive ved med. Der er jo ikke megen status i at have en hundekennel i Danmark med speciale i kamphunde, så importen ville naturligvis blot fortsætte, denne gang naturligvis blot MED næsten overdrevent fyldestgørende stamtavler på litauisk, som behørigt ville føre hundens stamtræ tilbage til dengang Dannebrog faldt fra himlen ved Slaget ved Lyndanisse.

Det ville naturligvis have været løgn og latin, men ingen nok så grundig politi-undersøgelse ville nogensinde komme til bunds i de her sager alligevel. Forslaget om nødvendige “stamtavler” for at forbedre en art er udover nødvendigvis at være principielt skadelig for arten en politimæssig mega-farce. At de skulle rende rundt og DNA-teste hunde er jo noget ude i Hampen (det er der jo faktisk en by der hedder) og endnu sværere er det at se hvad resultaterne skulle give. Udover en herlig herlig herlig masse arbejde til åh ja disse vidunderlige mennesker, man i daglig tale kalder dyrlæger. Arbejdet ville ganske vist i en del år mest komme til at bestå i aflivninger af “under-hundene” men det kan vel også have sin charme for denne dyrlæge Møller. Måske han selv var en slags “underhund” i familien og måske hans bror blev rigtig læge i stedet for? Tanken er jo nærliggende.
Den i 1962 i det så grusomme folkemords-land Israel henrettede nazi-lejrkommandant for en lignende eugenik-orienteret anstalt, nemlig Adolf Eichmann, forstod heller ingenting af, hvad det hele gik ud på. Han kunne ikke for sin død begribe, hvorfor Mossad i Argentina bedøvede og bortførte ham for at stille ham for retten for noget, som han ikke kunne se noget forkert i. Han havde jo blot medvirket til det fælles bedste, som han sagde og det havde han vel i virkeligheden også. Ihvertfald på nogenlunde samme måde, som “dyrevelfærdsordfører” Møller fra Venstre.
Send ham dog derhen ved næste valg hvor han fortjener! DET her er simpelthen årtiets klammeste politiske forslag!

Danske solbær

Denne forfatter har lige læst den bog, der af uransagelige grunde betragtes som standard-værket om Australiens historie. Det uransagelige kommer ind i det, fordi bogen udover at være skrevet i et for akademikere absurd letlæst sprog heller ikke er ret lang. Ingen af delene plejer jo ligefrem at være obligatoriske eller blot ønskelige i danske standard-academica, hvor bogens længde og læselighed jo normalt står i bestemt omvendt proportionalitet til emnets væsentlighed og klarheden i forfatterens tanker (hvis der altså overhovedet er nogen). Jo mindre ide der måtte være i det ligegyldige emne, som forfatteren har valgt, så forekommer det alligevel uhyre magtpåliggende for forfatteren at komplicere og forkludre sproget i en grad, så ingen udover en mulig censor overhovedet gider forsøge at forstå blot en mindre del af de tågede tanker. Intet emne er for lille og ligegyldigt til, at den formelle akademiske “grovfil” ikke yderligere kan formørke emnet. Som enhver nok har gættet er undertegnede præget en del af denne hæmmende akademiske ballast, hvor indhold er intet og akademiske formalia alt.

Nå, nu var det eneste oprindelige akademiske studium jo teologi, hvor man heller ikke empirisk havde særligt mange muligheder for at efterprøve Bibelens beretninger om Paradis, det lykkedes da så vidt vides ikke. I stedet fortabte man sig som bekendt ganske til dybsindige diskussioner om, hvor mange engle der nu kunne være til på spidsen af en knappenål, hvad farve vingefjer (havde engle egentlig fjer eller hår på vingerne som fugle henholdsvis flyve-egern eller var de bare bare?) de forskellige militære grader af basun-engle nu havde 8hvor sad gradstegnene forresten?) og andre lignende væsentligheder. Det er selvfølgelig ikke fordi de klassiske teologiske discipliner som retorik, som var en uløselig partner og nødvendigt redskabsfag for at få religionens absurditet til “at glide ned” er forsvundet fra nutidens universiteter. I den akademiske verden er der jo en hævdvunden tradition for, at absurditeter blot vender tilbage iført nye akademiske gevandter. I dagens verden kan man for eksempel studere at fag, som fortidens munkeordner osse må have grundlagt, ikke mindst de mere asketiske af slagsen. Det er ganske vist et fag, som har vid udbredelse blandt marginaliserede folkeslag som for eksempel de såkaldte “romaer” (som altså ikke er indbyggerne i Rom underligt nok, gad vide hvad de hedder?). Faget på det strålende danske universitets-parnas hedder godt nok “Fund Raising” men er vel i sit væsen synonymt med ren tiggeri, som altså tidligere tiders grupper som danske sigøjnere, irske “tinkere” og altså nutidens “romaer” praktiserede så vidt det nu var muligt. Ellers stjal de vist bare ligesom kirken, så deres forbilleder var vel tjah. forbilledlige Kirkens tyveri hed blot tiende. Hm., der er vist iøvrigt tale om sigøjnere i alle disse tilfælde, måske de blot har en særlig akademisk tradition? Nu ved vi godt ikke, hvor mange kandidater denne nye akademiske “tigger-uddannelse” endnu har udklækket, men jeg mener da at have set en enkelt finde ansættelse. heldigvis et sted, hvor vi ikke behøver hverken komme eller handle, men denne lykkelige situation varer nok næppe ved.

Nå, måske verden bliver et bedre sted af, at offentlige ansatte får sig en akademisk grad i Retorik, så de med særlig malmfuld Poul Reumert-lignende klassisk Stentor-røst med formfuldendt diktion kan aflevere kommunens afslag på enhver ellers nok så velbegrundet ansøgning eller klage. Formen er uendeligt høflig, ildholdet er til fuldstændigt det samme, som tidligere blev “bjæffet” ud mellem spytklatter og sur nokotin-ånde. Eller tag blot et andet klassisk akademisk fag som “kalligrafi”, som indtil for ganske nyligt var en obligatorisk del af teologi-studiet. Det er det, vi andre i gamle dage kaldte “skønskrift”, dog i sin akademiske forklædning passende overdrevet i sine krøller og almindeligt “schwung” til det nærmest akademisk absurde. Mon ikke dette fag også snarest vender tilbage ligesom retorik for bedre at “personalisere” og menneskeliggøre kontakten mellem stat og borger? Hvis det ikke allerede er sket skal det da nok komme, og man kan vel heller ikke bestride, at en fornemt håndskrevet afslag udført i fornem kalligrafi fra kommunen på en anmodning om støtte til barnets ophold på en fritidshjemsplads er noget festligere end den sædvanlige maskinskrevne kuvert. Men alligevel, tænk dog blot at sidde ved familiefesten og fortælle, at man søreme er blevet cand. fundraiser. eller hvad det nu hedder. Det er da virkeligt academica i sit fuldeste flor. Familien må sandelig være stolt af dette nye akademiske (vild)skud..

Nå, tilbage til vores australske historie af professor Manning Clark. Som sagt omfatter den hvide historie i Australien kun godt 200 år og den sorte historie ligger jo ligesom gemt ude i mørket. Derfor er der nu masser at skrive om, at det vil vi gøre i de kommende dage. Noget af det absolut mere kuriøse i denne kulørte historie er for denne skribent dog den kendsgerning, at i langt over et hundrede år var Australiens absolut største eksportartikel uld. Det kan naturligvis synes logisk nok i lyset af det forrygende antal får, der var dernede men det er jo ikke hele sandheden og selv om denne skribent altså er en slags (ganske vist noget forkølet) akademiker, så er det altså vanskeligt at fatte, at det nogensinde i verdenshistorien har kunnet betale sig at fylde et skib op med uld og sejle det til Europa til videre forarbejdning typisk i England. Det skyldes for det første, at uld selv i sammenpresset form altså fylder ad Helvede til, er skidebilligt overalt i verden til at starte med og at der under ophold i tropiske områder uhyre let går møl i skidtet. Dette ophold blav jo nødvendigvis af længere varighed, da turen til Europa tog adskillige måneder, ja faktisk så mange, at man opererede med en “turn around”-returtid på godt et år. Skibet skulle efter sådan en tur nødvendigvis i dok og det tog altsammen tid og penge, masser af penge. Hvordan i Himlens navn det har kunnet betale sig at fragte måske blot 100 tons uld halvædt af møl hele vejen rundt om Jorden er langt hinsides økonomisk forstand for denne skribent.

Det her må nemlig ses i det lys, at al engelsk uld igennem mere end tusind år var kommet fra Flandern, altså det nuværende Holland/Belgien lige ovre på den anden side af Nordsøen. Råvarerne var ganske billige og transportens andel helt ubetydelig og tog 5 dage. Hvordan i alverden verdensmarkederne kunne udvikle sig på den måde er helt ubegribeligt, men det kunne de altså. Uld var og forblev billigt næsten ligeså billigt som træflis. Lige den sag tager vi en anden dag, men tilstrækkeligt er det her at afsløre, at man stadigvæk i Australien har en profitabel forretning i eksporten af de allermest basale råmaterialer. Imponerende og typisk for ludfattige U-lande og normalt ingen andre. Fra steder så fjerne til markeder så langt væk, at man ingenting forstår. Næsten ligeså lidt, som at den lærde australske professor Manning ikke er blevet rituelt “akademisk slagtet” for en ubegribelig skrivefejl i forbindelse med omtale af den engelske såkaldte “Domesday Book” fra omkring år 1200, som i Mannings udlægning bliver til “Doomsday Book” I den sædvanlige akademiske verden er det helt uhørt ikke at kende den korrekte stavemåde, uha da for en brøler, som i England ville have diskvalificeret forfatteren permanent akademisk. Det svarer lidt til at kalde Holger Danske for “Holger Svenske”…

Og så lige for en bemærkning tilbage til dagens overskrift, som også er råvare-relateret omend ikke måske i den økonomisk-akademiske sværvægtsklasse. Og så måske alligevel: De danske solbæravlere har i denne sæson opnået lige knapt 3 kroner pr. kilo for deres høst. Nu har denne skribent tidligere for en del år siden høstet solbær industrielt og metoderne er næppe udviklet synderligt siden. Det er skidebesværligt fordi bærrene er skrøbelige og sidder spredt på bladrige buske, som derudover konstant skal beskæres. Fordi de ellers vokser ad Helvede til blot opefter. Inden man nu på denne for solbærhøsten så arbejdsintensive baggrund får alt for ondt af de stakkels avlere, så skal det lige med, at de 3 kr. pr. kg. simpelthen er en REKORDHØJ PRIS, som simpelthen får de glade avlere til at fyre nytårskonfetti-raketter af over buskene af bar begejstring. Så mange penge har de nemlig aldrig fået for deres bær tidligere. Det er ganske vanskeligt at forstå, at det så i dårligere år overhovedet kan betale sig at dyrke solbær i Danmark og endnu sværere er det da at forstå, at en bakke med 250 gr. henne i Brugsen eller Føtex kan koste måske 25 kr., som den gør i dag, endda på tilbud Når der nu ellers hersker sådan en fri konkurrencesituation i den danske detailhandel…Økonomi er noget vanskeligt noget. Eller rettere, set fra de danske supermarkedskæder er det jo ganske let at se, at det drejer sig om at købe ind skidebilligt og sælge skidedyrt. Fra alle andre vinkler er sagen til gengæld mere kompliceret som økonomi jo åbenbart er.
Vi tager den australske træflis-industrieksport i morgen, men prøv om du kan google afstanden og ikke mindst sejltiden fra Albany, Western Australia til Osaka, Japan. Det tager muligvis ikke et år at sejle længere men der er nu ret langt alligevel.Som fra Danmark til sydspidsen af Sydamerika…

American Staffordshire

Nu er det vel for de allerfleste danskere en hel del år siden, de har haft direkte berøring med nogen særlig natur. For de fleste er det vel efterhånden en flere årtier siden, at de har rørt noget pattedyr større end en mjavende og gnubbende huskat og den har de vel også dårligt haft mulighed for at undgå berøring med. Der, hvor jeg selv kommer fra, gav man godt nok altid disse overdrevent kælne katte et velrettet spark ud mod stalden, hvor de naturligt hørte hjemme, men det var jo også en helt anden tid på nærmest en helt anden planet. I dag er det vel ikke videre velset at affærdige disse dumme dyr selv med strint fra haveslanger og da især ikke når ejeren er til stede. Udover muligvis en enkelt lillebitte ged i en dyrepark for småbørn (hvor man nødtvungent begav sig hen med ungerne og jo måtte vise de panikslagne kræ (børnene) at dyrene var ganske ufarlige) er det vel ikke blevet til nogen videre kropslig animalsk kontakt med dyr siden man selv var sagesløst barn. Ret meget natur eller blot naturlighed er der ikke tilbage i den danske befolkning og det præger selvfølgelig osse den stående debat om de bidske muskelhunde. For bidske, det er de og det er naturligvis kun en ting at gøre ved.

Nu er det jo ikke nogen nyhed siden de allerførste ulve blev forsøgt domesticeret i oldtiden, at hunde bider. I starten må det have et helvedes arbejde og for enkelte hundearter som f. eks de australske dingoer lykkedes det jo iøvrigt aldrig. Om det så var fordi de aboriginals var for dumme til det eller hundene var det (eller klogere måske?) aner vi ikke. Nå, men i de seneste par tusind år har det udover arktiske slædehunde, som man jo heller ikke normalt betragter som andet end nødtørftigt forklædte ulve været den absolutte undtagelse, at en hund bed og hvis den gjorde, blev den ufortøvet aflivet. Indtil for ret nyligt avlede man aldrig nogensinde på bidske hunde, og hvad skulle man iøvrigt osse det for? Enhver vidste jo, at alle hunde fra de allermindste forkvaklede mode-pipkræ til de allerstørste megahunde a la “The Hound of the Baskervilles” (som vist var den efterhånden noget glemte kolossalt store irske ulvehund-underligt kræ, når der nu vist ikke siden tertiærtiden har været ulve i Irland) naturligvis var bidske. Afmålt bidske, ganske vist men ikke desto mindre bidske.

Nu er hunden jo i sin verdensomspændende oprindelse uvægerligt et flokdyr og det vel naturligvis sige, at begrebet “kamp til døden” mellem medlemmer af flokken er aldeles ikke-eksisterende og det kan enhver jo faktisk sige sig selv. hvis to hunde af forholdvis ens størrelse slås for alvor, så kan den mindre hund altid tilføje betydelige sår på den formelt sejrende hund, altså den der ikke bliver dræbt øjeblikkeligt. Disse sår bliver med absolut statsgaranti inficerede af selv mindre bidsår og det vil med nærmest samme statsgaranti efter en kort tid tage livet af den overlevende hund. Derfor har vilde såvel som tamme hunde som alle andre flokdyr selvfølgelig ritualiseret deres kampe, således at man ALDRIG “bider igennem ” for alvor. Det er nemlig ensbetydende med selvmord og så er det forresten ligemeget om man sejrer eller ej. Man bliver altid taber i en kamp til døden alligevel selv om der kan være en akademisk forskel i dødstidspunktet mellem kombattanterne på et par dage. Nå, hunde er ikke akademikere og slås derfor ikke til døden, ikke psykisk normale hunde ihvertfald og det ligegyldigt hvor “vilde” de er. ALDRIG!

Det er iøvrigt sjovt at iagttage, at selv den allerfrommeste lille hund derhjemme stadigvæk hævder disse ældgamle og næsten unedbrydelige flok-instinkter. Når f. eks. undertegnede tumler med min papdatter og for spøg slår ud efter hender, så kan man være stensikker på, at Anton Hund med en respons/reflekstid på et sekund simpelthen hænger fast med tænderne fast omkring mit håndled. Det giver ikke sår og det er heller ikke meningen, blot at hunden tydeligvis mener, at noget er ved at gå over gevind. og så “tager” DEN DET LIGE I OPLØBET INDEN DET BLIVER FOR FARLIGT.Det skal jeg tydeligvis bare helt lade være med mener Anton Hund og det må jeg så. Flokken har vel en vis kodeks for opførsel som alle flokke altid har, således også her. Når andre tumler kan det være ligemeget, det er jo udenfor flokken. Hverken Folmer eller Anton Hund er naturligvis aggressive overhovedet overfor andre hunde men alligevel oplever man sommetider, at visse hunde blot ved deres tilstedeværelse truer flokken og så er vi tilbage ved de på “nydansk” så berygtede “muskelhunde”: American Staffordshire og alle de andre misfostre-misfostre, fordi de ikke er hunde med hundeadfærd. Overhovedet! Det behøver man ikke ligefrem være hundepsykolog for at se. Hvis Folmer knurrer advarende på afstand er den gal, helt gal, og det er den selvfølgelig også. Når sådan et frådende monster går forbi på den anden side af gaden reagerer alle hunde advarende. Ikke truende, blot advarende overfor flokken som jo altså typisk kun inkluderer ejeren. En ganske lille flok, som ingen hund kan forlade. Ingen andre hunderacer end sindssyge muskelhunde “trigger” denne adfærd, men det gør de til gengæld allesammen.

Nu skal det med, at vores egen fredelige Folmer Hund faktisk 2 gange er blevet overfaldet livstruende af andre hunde. Den første gang var faktisk af en sådan amstaff, som ikke ganske overraskende havde revet sig løs med snor og det hele. Det er ikke særligt overraskende, fordi sådan et muskuløst skrummel på 70 kg. altså kan rive skulderen af led på enhver selv nok på stereoidpumpet bodybuilder-type, som tilfældigvis ikke lige er opmærksom på, hvad vej hunden lige kaster sig i sin sindssyge aggressivitet. Nå, denne store røg altså direkte på Folmer men heldigvis havde den jo statigvæk sin sele på, og det lykkedes mig at få fat iden i et anfald af lynsnar inspiration. Ja, det lykkedes ligefrem at fastholde det sindssygt frådende dyr længe nok til at få hevet Leatherman-kniven frem, ganske vist med en pris, som bestod i flåede bukser og lår. Umiddelbart inden jeg fik kniven i kræet lykkedes det så ejerne at komme frem og i fællesskab fik vi pacificeret det vanvittige dyr. Som ikke blev spor mindre sindssyg efter det blev ført væk i dobbeltsnor. Pointen med de her hundeagtige dyr er jo, at når de får fat, så slipper de ikke igen og det ligemeget om man så banker dem oven i hovedet med et jernrør. Nå, vi klarede det mest på grund af held.

Den anden gang Folmer blev overfaldet var det af 2 store labradorer, og det ville også uden behandling have medført døden for Folmer Hund. Det var til gengæld uhyre uproblematisk for undertegnede at klare den sag, for her var der blot tale om almindelige hunde. Syge hunde, ganske vist, men dog hunde. Ganske hurtigt fik jeg fat i halsbåndene på begge angribende hunde og en voldsom lufttur med passende rusk af begge køtere på samme tid afsluttede affæren og sendte dem hylende væk. Det ville aldrig være gået med 2 selv mindre amstaffer der ville intet have hjulpet og det er simpelthen forskellen på hunde og disse sindssyge ikke-hunde, som altså¨pt. kaldes “muskelhunde”. Det er jo heller genetisk videre svært at forstå, at når man helt målrettet har opdrættet hunde, som ingen naturlig aggressionsdæmpende signaler opfatter eller udsenden (man har altså avlet flokken ud af “ligningen”) og samtidigt har fået avlet en såkaldt “lock-jaw” ind i racen, således at disse hunde kan hænge i fri luft med kæben lukket om en jernstang, så er vi et stykke udenfor hunderacen. Det er fuldstændigt merningsløst at tale om, at det er jernes skyld, når disse hunde bider, for de bider altså bare uanset, hvem der ejer dem. Fordi det er det, som disse dyr er avlet til. Til netop ikke at være hunde overhovedet. Sindssygt aggressive og dødsfarlige ja, men hunde, overhovedet ikke!

Nu er jeg ikke selv videre sentimental og naturligvis skal en hund, der bider, aflives aldeles øjeblikkeligt. Det gjorde man som en selvfølge på den lille ø jeg kommer fra, med det naturlige resultat, at absolut ingen hunde bed nogetsomhelst andet end vildtet, når man gik på jagt. Hundebid fra almindelige hunde kan på grund af kræenes overvældende antal og betydelig indavl naturligvis ikke ganske undgås, men det vil altid forblive en adfærdsmæssig undtagelse. Omvendt med de her “muskelfætre” Der vil der selvfølgelig ikke være nogen regel fra den undtagelse, at selv de mest tilsyneladende veltilpassede af slagsen lige pludseligt “klikker” og når de gør det er det slut. Selv oplevede jeg det med en lille hun-amstaff, som Folmer delte lufte-plads med som ganske ung. Ejeren, en håndfast og ekstremt hunde-erfaren dame fik aldrig nogensinde nok kontrol over den til at hun kunne kalde kalde den til sig og helt gik det en dag, hvor bæstet så en en lillebitte hvid westie-hundehvalp og fór løs på den.
Det eneste positive der var at sige, var at dyrlægeregningen blev ganske lille. Hvalpen blev nemlig flået i talrige stykker uden at nogen nåede at gøre nogetsomhelst. End ikke ejeren af amstaffen fik åbnet hundens gab om den resterende lille hvalpekrop. Ikke at det ville have gjort nogen forskel. Hunden er der iøvrigt stadigvæk så vidt vides.
Det kan vi så håbe den ikke bliver med sammen med alle de her firbenede livstruende trusler. Ikke blot engang imellem, hele tiden ligesom et glas nitroglycerin. Selv om man opbevarer det forskriftsmæssigt og stødsikkert eksploderer det jo alligevel ved den allermindste uundgåelige vibration som for eksempel et nærliggende lynnedslag. Der er bare nogen ting, som er så indlysende livsfarlige, at man selvfølgelig skal undgå faren. Nemlig ved slet ikke at acceptere eksistensen af den. Ting man udmærket ved uundgåeligt eksploderer med jævne mellemrum som for eksempel ammunitionsfabrikker, fjerner man jo normalt også. Som man burde have gjort for længe siden med disse djævelske ikke-hunde.
Det er selvfølgelig derfor Folmer knurrer. Fordi det er skidefarligt for både hunde og mennesker og hunde er det naturligvis slet ikke.

Hi Fi News R.I.P.

Nu har der jo været nok død og ulykke i denne til, at det burde være alt rigeligt, men alligevel skal vi lige runde af med atter et lille “dødsfald” Denne gang drejer det sig om noget på overfladen ganske udramatisk, men dybere set er der tale om et afgørende personligt vendepunkt. Det drejer sig nemlig om, at denne skribent denne gang ikke fornyer abonnementet på det engelske hifi-blad Hi Fi News for absolut første og dermed naturligvis også absolut sidste gang. Siden gymnasietiden har dybde-læsning af forskellige hifiblade ellers været en væsentlig del af denne skribents skrøbelige personlighed. Ja, man kan ikke frigøre sig helt fra den kætterske tanke, hvad man dog ville have kunnet drive det til, hvis man ikke havde spildt sine bedste år med at sidde og glo og gen-glo i de dengang talrige og blomstrende hifi-magasiner. Siden er bladenes antal og indhold jo ganske vist blevet udtyndet i en grad, som har været aldeles grinagtig i forhold til de astronomiske prisstigninger. Nu er 40 år jo naturligvis et stykke tid, men alligevel er det ganske imponerende hvor meget for eksempel dansk High Fidelity er steget og da særligt i forhold til det almindelige forbrugerindeks. For slet ikke at tale om lønindekset, der bliver det virkeligt fuldstændigt komisk, næsten ligeså komisk som bladet er i dag. En prisstigning på næsten 20 gange er altså ikke blot meget, det er SINDSSYGT MEGET. Især når man så overhovedet ingenting får, knapt nok ordentlige annoncer længere. Vi behøver vist ikke kundgøre, at lønstigningerne i samme periode har været en hel del mindre. Pudsigt når nu man har sparet al anstændig skribentvirksomhed fuldstændigt væk men det er på den anden side sket for så længe siden, at undertegnede ikke har læst et helt magasin i de seneste 20 år. Kikket, ja, når kedsomheden har været intens nok indtil det gik op for mig selv, at selv umådelig kedsomhed alligevel var at foretrække for at glo i det her hjernelamme blad. Man fik da i det mindste ikke kvalme af at sidde og glo ud i luften!

Indtil engang lige omkring årtusindskiftet var det engelske Hi Fi World ganske underholdende og ikke mindst ord-rigt. Ikke altid særligt indholds-rigt, men der var dog normalt lidt at læse om, som man ikke nødvendigvis vidste på forhånd. Ikke altid, dog sommetider. Det gik så efterhånden over og det skete interessant nok i den den seneste krise kom til at kradse. Al skribentvirksomhed blev sparet ihjel for efterhånden mange år siden, og den endelige “lakmustest” for ethvert hifi-magasin (nemlig om læsningen kan vare tilman er færdig med at drikke et stort krus fra starten skold-varm kaffe) blev blev efterhånden “dumpet”. Exit Hi Fi World. Tilbage var så Hi Fi News, der undertiden tilbød fornuftig læsning, produceret af vidt forskellige skribenter, de fleste erfarne. I de senere år, altså signifikant nok også inden den nye krise, gik det så helt på samme måde som for alle de andre. Det blev efterhånden så storslået indlysende, at skribenterne simpelthen modtog betaling PR: ORD, ikke for nogetsomhelst indhold. Det betød naturligvis, at al eftertænksomhed og omtanke omgående måtte vige pladsen for eminente skribenter. Ikke dybe skribenter, næh det eminente lå i den suveræne SKRIVEHASTIGHED. Den mest berygtede “vandrepokal” i den engelske hifi-verden, nemlig John Bamford, kom efter et par årtier som “speed-(mis)informationsmedarbejder” i forskellige virksomheder tilbage til papir-bladenes verden. Et par numre med ham og så ophører alting simpelthen. Der er ingenting galt i at få penge for at skrive, men det er edderbroderemig åndssvagt at sidde og læse en såkaldt “test” af Bamford uden at vide, hvem det er, der betaler hans løn. Eller rettere, det ved man naturligvis godt, det er nemlig ganske let at se og det er jo nemlig det allerværste. Magasiner kan simpelthen spare deres skribenter og deres løn helt væk i en grad, at disse nødvendigvis må supplere indkomsten på anden vis, og det gør de så. Tilbage til kedsomheden: Ren kedsomhed UDEN kvalme er altid bedre end MED kvalme. Derfor exit Hi Fi News.

Nu er vi jo ikke i hifibranchen og det har vi altid været glade for og da ikke mindst i denne tid. Selv vores egen professionelle installations-branche er ganske turbulent, men ingenting mod den anden, som vi ser den. Nå, men det gør vi så ikke længere. Hifi vil naturligvis fortsætte med at være en kær hobby men fremover gider vi altså ikke læse bladene længere. Selv om de var gratis men så dårlige er de altså blevet. Nogle har været det ganske længe og nu er bægeret altså fyldt. Farvel Hi Fi News!

Risgaard og Knudsen

Når man har sin svigermor i Frederikshavn er det temmeligt belejligt at køre derop i bil, ikke mindst fordi alt nord for Ålborg DSB-mæssigt er så fjernt, at det næppe fortjener nogen videre tog-dækning. Ihvertfald er der ikke deroppe i Vendsyssel synderligt let at begå selvmord ved at lægge sig ud på skinnerne, dertil er toghyppigheden simpelthen så lav, at man nok i stedet vil komme til at dø af følgerne af forkølelse. Helt deroppe hvor kragerne forlængst er vendt om kan man køre af veje, som er brede og lige og fuldstændigt uden biler. Ja, de er sågar kvalificerede som motorveje, men det er nok mest for at holde cykler og knallerter væk, for det er bestemt ikke fordi disse nyere motorvejsstrækninger er synderligt befærdede. Ikke af motoriserede køretøjer omend der jo naturligvis kan være være en vildt-veksel her og der. I folkemunde hedder disse snorlige veje fra Ålborg til henholdsvis Hirtshals og Frederikshavn “Risgaard” og “Knudsen” Hvad der er hvad ved vi ikke rigtigt, men mon man ikke i sådanne tilfælde opkalder vejene med sædvanligt fra venstre mod højre, således at det altså er vejen til Frederikshavn, der hedder “Knudsen” Dette vanvittige motorvejsprojekt er nemlig opkaldt efter en mand, der hed Risgaard Knudsen. Denne mand var stor i sin tid og fyldte meget og det gør hans jordiske efterladenskaber altså også. Ellers ville han jo iøvrigt også have været ganske glemt og er det vel i virkeligheden osse. Sammen med en masse andre gamle politikere af samme støbning og enkelte af dem er vel i virkeligheden stadigvæk i Folketinget og de er ikke spor parti-politisk begrænsede.

Vi kommer til at tænke på det her i dag efter Svend Aukens død, fordi der bag brilliante Auken med den evige ægte begejstring i hele hans karriere altid stod en mand, som aldrig viste blot den allermindste begejstring og som ikke var spor brilliant. Det forhindrede ham ikke i at have en strålende politisk karriere, som i sine langtidsvirkninger bestemt ikke stod tilbage for Auken Som, sagt, de sjove motorvejsstrækninger ligger der da og det bliver de nok ved med uden mening overhovedet. Nu var det jo osse dengang DR havde monopol og monopolet gik jo i et vist omfang begge veje. Ihvertfald kan undertegnede aldrig mindes andet, end at den mand, det drejer sig om i dag, nemlig den mangeårige folketingsmand Jens Risgaard Knudsen, nogensinde blev kaldt andet end “Rigstaktikeren” Selv dengang undertgnede endnu stemte på Svend Auken i 1970-erne var det noget vanskeligt at se, hvad der gjorde den meget lidt-snakkende Risgaard med den skæve mund og sin evige følgesvend, en noget forsuttet pibe uden ild i, til noget særligt. Det var ikke så meget det han sagde (han sagde nemlig sjældent noget), det var mere, at der kun sjældent var nogen videre mening i de få sprog-brokker, der kom ud mellem de om piben tæt omsluttende læber. Uden at vide noget det bestemt kan det selvfølgelig være en allerede dengang ganske uddød nordjysk dialekt, som Risgaard betjente sig af, men det må dedikeret forskning engang kunne afgøre. hvis altså forskerne ikke falder i søvn i forsøget på at afdække Risgaards hemmeligheder…

Nogle hemmeligheder må der have været, for denne mand blev jo minister i ganske mange regeringer og det var helt bestemt ikke på grund af mandens medietække. Ikke alene var han i nogenlunde samme mandlige skønheds-kategori som denne skribent (og det siger jo da noget skulle jeg mene), han opererede også i tiden inden spin-doktorer. Disse ville ellers nok have kunnet “spinne” en historie om denne uhyre jævne og jordbundne mand som en rigtig troværdig fyr rundet af den nordjydske muld. Risgaard var nemlig oprindeligt gartner og det har måske været ved at stå og glo på de forblæste nordjyske trælignende væksters tapre forsøg på at forcere vestenvindens pres at han havde lært at økonomisere med talens og øvrige talenters brug. Der er jo også naturlige grænser for, hvor meget man som menneske egentligt kan have at tale for disse træer om, men måske det i virkeligheden var her, Risgaard fandt sine sande intellektuelle og ligeledes noget langsomt tænksomme ligemænd. Han dedikerede ihvertfald altid senere sig selv og sit samlede politiske virke i helt uhørt grad til denne øde og forblæste landsdel. Uden Aukens begejstring men en hel del mere vedholdende. Som træernes rødder, der langsomt og ubønhørligt arbejder sig op gennem den hårde asfalt. Ingen ved rigtigt hvorfor. men det gør de bare. Det giver ingen mening, men det er vel det, der er meningen.

Nå, Risgaard Knudsen var altså efterhånden gennem mange år blevet en fast og uhyre pålidelig stemmefisker oppe nordpå og havde gennem sin indædte tavshed erhvervet sig et ry som den “store rigstaktiker”. Det var altså en underlig tid, for der var nok i virkeligheden en hel del færre analfabeter dengang i Danmark. Det var ganske paradoksalt, for trods alt var der intellektuelle sværvægtere som Erling Olsen og altså osse unge Auken i Socialdemokratiet, men de var åbenbart ikke hverken taktikere eller strateger. Det viste Risgaard sig til gengæld at være. Denne “nordjyske dødvægt” og veritable “dødisklump” kunne til enhver tid udmanøvrere alle de nye socialdemokratiske cand. polit./oecon-er, som dengang endegyldigt og tilsyneladende irreversibelt begyndte at “invadere” Socialdemokratiet. Denne invasion var selvfølgelig ikke et specifikt socialdemokratisk fænomen, den fandt sted i alle partier. Alligevel kunne Risgaard alle i sin i sin succesfulde “retræte-kamp” (for nu i dag at mindes Holger Danskes lignende mod maurerne) vinde sin allersidste sejr. Sammen med ligesindede (og tilsvarende selv med uhyre elastisk målestok langtfra brilliante) danske politikere fra Venstre og Konservative som Svend Heiselberg og Kaj Ikast dannede Risgaard nemlig den noget pudsige politiske konstellation “motorvejsmafiaen” Denne alternative udenomsparlamentariske konstruktion i baglandet helt derude, hvor ingen større begavelser som Auken overhovedet gad bevæge sig, afgjorde over cigarer og sjusser og altså i det mindste sur pibe fremtiden for den danske infrastruktur.

Derfor ligger “Risgaard” og “Knudsen” i al deres fornuftsstridighed der, hvor de ligger i dag. Fordi Risgaard Knudsen i sin ultimative lokalpolitiske stejlhed fik disse vanvittige motorvejsprojekter kædet uløseligt politisk sammen med helt ufatteligt meget mere nyttige investeringer i hovedstadsområdet. Normalt er det et trafikpolitisk “dictum”, at trafikken meget hurtigt “ekspanderer” udover de allerede eksisterende trafikale løsninger. Ganske magisk “fylder” bilerne på ingen tid den plads ud, der er til rådighed og så meget mere til. Det kommer bare aldrig nogensinde til at ske i Vendsyssel, dertil er der simpelthen ikke nok biler eller mennesker. De allerfleste kører allerede i bil deroppe og selv det fylder ingenting på vejene og kommer aldrig nogensinde til det. Vi skal nok i virkeligheden til hovedstrøgene i Nordkoreas hovedstad Pyongyang for at finde lignende gabende tomme autostradaer. Sandt at sige er Pyongyang nok lidt værre, men Risgaard og Knudsen er altså ikke meget bedre. Var Risgaard så en dårlig politiker, fordi han fik opfyldt sit yndlingsprojekt her? Næh, det var han vel ikke, alle og enhver burde da have kunnet gennemskue denne pudsige politiske dinosaur. hvis de altså ikke allesammen i Socaldemokratiet have haft så uendeligt travlt med evige fløjkrige. Langt mere brilliante begavelser som Auken blev viklet ind i dem og det var bestemt ikke bedre i hverken de vanvittige personlige konflikter i de Konservative mellem “Erik-erne” Haunstrup-Clemmensen og Ninn-Hansen og så Poul Schlüter og i Venstre var det måske endnu værre.
Det er muligt, at det er landets bedste begavelser som altså netop afdøde Auken, som laver politik (tvivlsomt, men teroretisk muligt) Det er til gengæld ganske utvivlsomt, at langt mindre begavelser sagtens kan lave motorveje og altså også gør det. Til gavn for deres eget eftermæle og ellers absolut ingenting.Som altså Risgaard (og) Knudsen. Hvem der så var den bedste politiker kan enhver jo dømme om.

Manden, der så gerne ville være noget helt andet.

I dag skal vi i forbindelse med Svend Aukens død fundere lidt over menneskelivets veje og måske især vildveje. Nu er der jo en god og grundfæstet tradition for ikke at sige noget ondt om de netop afdøde og den vil naturligvis ikke bryde. Lige i tilfældet Svend Auken er der da overhovedet heller ingen grund til det, da han jo selv så rigeligt har sagt alt det, der skulle siges i netop den sag og det så visseligt både positivt og negativt. Han var jo trods alt en mand, hvor der aldrig nogensinde opstod nogen myter eller skandaler eller nogetsomhelst. Om det er godt er vi ikke helt sikre på, videre menneskeligt er det naturligvis ikke, men det var sådan det var. Som han selv i sin alderdom formulerede det, så “..ved jeg godt, at der er mange mennesker, som ikke kan lide mig” og det havde han givetvis ret i. Den idelige begejstring, som Svend altid lagde for dagen, er jo mest velegnet til at tiltrække de allerfærreste, frastøde en del flere og lige i Svends tilfælde at få alle tvivlerne til at stemme på ham. Sikkert mest af mangel på format hos de allerfleste konkurrenter, og enhver kunne jo tydeligt se, at Svend altid var ærligt begejstret. For alt muligt forskelligt ganske vist, men begejstringen kunne ingen tage fra ham. Heller ikke, at han altid var ganske ærlig, han troede garanteret altid på det han selv sagde og mere ærlig kan vel egentligt dårlig være når det nu skal være. Sommetider kunne begejstringen virke en smule søgt, som for eksempel da Svend saligt begejstredes over den tilkendte bødestørrelse på en kemisk virksomheds årtilange ødelæggelse af Storstrømmen. Bødens størrelse var ganske vist kun på størrelse med en vilkårlig momsbøde til en lokal minikiosk men blev alligevel betragtet som en stor sejr for retfærdigheden over de misdædige brødre Prom. Sandheden var den mere kedelige og knapt så bemærkelsesværdige, at virksomheden forlængst var blevet tømt for alle værdier og havde været konkurs og ligget hen som permanent ubeboelig kemi-affaldsplads a la Seveso i årevis. Sejren var mere på størrelse med nu her længe efter Hitlers død at få det gjort ulovligt at være Adolf Hitler, altså en sejr af de mere beskedne ihvertfald for ofrene og dem var der masser af begge steder.

Nå, det er vel trods alt de færreste forundt at dø uden at i det mindste et vist antal skeletter vælter ud af skabene, men vi vil nu tro, at i Svends tilfælde sker det ikke. På den måde var han givetvis en hædersmand. Alligevel er Svends liv interessant på samme måde som alle andre liv er: Primært for den, der lever det omtalte liv naturligvis, men i visse tilfælde osse for omverdenen. Svend var for eksempel den priviligerede akademiker-søn, der så forfærdeligt gerne ville gøre noget for de svage grupper. Det lykkedes givetvis også som det jo iøvrigt gør for alle politikere, da man jo ligesom ikke kan blive valgt på det modsatte program. Nå, men Svend gennemførte på brilliant vis det dengang helt nye studium i statskundskab ved Århus Universitet sammen med (næsten da, han gik lige ved siden af) en anden senere kendt politiker, nemlig Poul Nyrup. Nyrup var en mærkeligt kejtet rigtig arbejdersøn, som nok i virkeligheden passede endnu mindre ind i en arbejderforsamling end Svend. Det var egentligt et pudsigt par, brilliante Auken født med guldskeen i munden og akademisk noget mindre strålende Nyrup, der med hårdt arbejde opnåede det, som Auken fik foræret. Eller næsten da, Nyrups indædte beslutsomhed, trænet gennem al den menneskelige modgang, som han gennemlevede, var alligevel en for hård modstander for gulddrengen Svend. Det forblev nærved og næsten for Svend, der altså trods betydelige og ganske fortjente personlige stemmetal aldrig rigtigt vandt folkets kærlighed. Om han fortjente det er ikke til at vide, men i den retning kan man jo når støvet engang har lagt sig, læse ekskonen Bettina Heltbergs noget kuldslåede erindringer om Svend. Svends liv havde en pris for alle og naturligvis ikke mindst ham selv som alle liv altid har.

Svend var også en af de allerførste politikere hvis ikke den allerførste, som faktisk aldrig blev klogere end han var, da han gik på Universitetet. Det var naturligvis ikke, fordi han var spor dum, for han var blandt bedste begavelser indenfor politik. Ikke blandt landets bedste politiske begavelser, det er noget ganske andet, og hvis han havde været blot lidt bedre begavet her, ville han naturligvis være endt som mangeårig statsminister og det gjorde han ligesom ikke. Ja, han kom vel i virkeligheden aldrig nogensinde tæt på selv om det sommetider så sådan ud. Nej, det er heller ikke fordi Svend aldrig justerede sine synspunkter i den “naturlige højredrejning”, der vel er et næsten alment menneskeligt træk. Nej, Svend blev aldrig klogere eller mere hjertelig eller ægte forstående på arbejderne og deres problemer, fordi han aldrig nogensinde lavede noget, som bare kunne bringe ham i den allermindste berøring med dem. Efter sin uddannelse blev han nemlig omgående ansat på det nye institut, han var uddannet på, og som dengang skreg på ansatte: Alle og enhver! Straks derefter blev Svend valgt til Folketinget, og der har han siddet siden. Selv hans ligeledes noget i omgang med mange mennesker problematiske forgænger ( og vel formelt en kort tid hans kollega som lektor på Statskundskab) Jens Otto Krag) var jo trods alt en ægte arbejdersøn fra Randers, der helt af egen kraft havde arbejdet sig op. Krag blev helt givet klogere af det men desværre ikke lykkeligere. Hverken af at være nået op eller blive fri for det, men det er en anden tragedie til en anden dag.
Svend ville i lighed med denne skribent gerne være noget andet, end han var født til og det blev han. Gad nok vide hvad han kunne have drevet det til, hvis han havde kendt sine vælgere noget bedre. Eller overhovedet. Meget, meget mere er nok det sandsynligste svar. Æret være hans minde!

Hamsun igen.

Så er vi atter tilbage på de vante græsgange efter ferien og den gode gamle Bing Crosby-sang “Home on the Range” i high-fidelity monofonisk gengivelse gjalder atter som fordums lurer ud over Fåborggade. Om lurerne var i stereo ved man vel ikke, da det var noget før opfindelsen af denne, men det kan de måske godt have været alligevel på nogenlunde samme måde som tyngdekraften vel strengt taget var effektiv inden Newton patenterede den. Vi har sandsynligvis osse fundet et velegnet sted i den grønneste del af Århus midtby til at holde vores bryllupsfest i september, men der skulle gerne være mere endegyldigt info i morgen på dette sted for den højeste oplysning. Nå, lige i denne sag kan vi vel godt betragte os som ganske pålidelige, da vi gerne vil se alle vores gamle og nye kunder og venner ved den lejlighed. Helt vildt gerne faktisk.

Ellers står ugen på anvendt logistik på allerhøjeste plan. Vi skal simpelthen fare rundt som åndssvage i vores ydmyge Opel Omega i hele landet fra Nykøbing Mors til Herlev og fra den mere formørkede del af Mols (helt derude hvor GPS-signalerne bliver afbøjet af det intense mørke som sammenklappede stjerner, de såkaldte “sorte huller”)) til Engelsholm. Heldigvis er den unge (yngre, kan man egentligt sige det uden at de bliver ældre, det kan vel ikke rigtigt?) frue jo ganske godt trænet i den australske “outback” hvor 600 km. var en “mis”, så det går nu nok, selv om vores 2-liters motor er noget dosmer-agtig i sammenligning med den statelige 8-cylindrede Holden Statesman vi kørte i dernede. Sikke den da kunne fræse og sikke dog meget benzin den kunne bruge!

Ellers har vi desværre sovet en smule for længe i dag (tak for besøget i går, Thomas, forsker ved Århus Universitet, Biologisk Institut, det var forfærdeligt hyggeligt) og derfor bliver disse morgenord nødvendigvis noget korte og det beklager vi selvfølgelig. På samme måde som vi beklager den selvforskyldte lettere hovedpine. Mere måske. Ellers skal vi da også lige henlede opmærksomheden til en ret interessant kronik i dagens JP. Den handler såmænd om den gamle Nobel-pristager Knut Hamsun og er i sin tematik ganske interessant. Den vover nemlig at lufte det åbenbart ganske kætterske spørgsmål, om man kan og skal skelne mellem en forfatters liv og en forfatters værk (!!!) Ak ja, der kan man bare se, hvad der kom ud af undervisningen i dansk i gymnasiet i 1970-erne, (denne skribent er et tydeligt produkt), hvor emsige og åndshovmodige dansklærere for første gang “voldbollede” hele verdenslitteraturen og det så effektivt, at hele generationer holdt op med overhovedet at læse en eneste skønlitterær bog senere hen. Det eneste det har været godt for er alle de senere så blomstrende kogebogs-forlag, som har erstattet tidligere tiders skønlitteratur med rene billedbøger. Nemlig af noget, som nok kun uhyre få overhovedet forsøgte selv at kokkerere, men drømme kunne man jo altid som tidligere generationer, der så i stedet drømte om den lidenskabelige præstekone Barbara i Jørgen-Frantz Jacobsens roman af samme navn. Åh, du lækre kalvefond!

Inden alle dansklærerne slog litteraturen helt ihjel med latterlige lomme-marxistiske analyser var det jo ellers ret indlysende, at en forfatters værk kunne stå alene. Ja, ikke alene kunne det, det kunne slet ikke andet. Anderledes efter dette “moderne gennem/sammenbrud”, der var værket altid et rprodukt. Det vil selvfølgelig sige, at man naturligvis ikke underkastede forskellige politiske trosretninger helt samme “kritiske analyse” (et andet fint og latterligt prætentiøst ord fra samme “Skændselens Epoke” (vi citerer lige her en anden Nobel-pristager, jugoslaven Miodrag Bulatovic). Naturligvis forblev Bertolt Brecht en helt, selv om han i sit personlige liv var en af denne usalige verdens “naturlige rotter” og en vel efterhånden nådigt glemt anden Nobel-pristager, Michail Sjolochov tilføjede endda til identiske træk en karriere som fordrukken folkemorder-støtte og fuldbyrdet morderisk forræderi mod kolleger. Rigtigt kedelige karle, de her, og så er vi hverken kommet til de stalistiske koryfæer som Hans Kirk eller Scherfig endnu. Nå, men Hamsun var jo altså op til sin død som oldgammel stadigvæk nazist, og det er jo naturligvis ikke godt, så derfor har man jo haft svært ved at læse hans værker overhovedet..

Nu mener vi bestemt ikke, at det er meget nemmere at læse Kirk og Scherfig, men det må det da have været siden klassesættene består. De havde vist bare den mere korrekte samfundsanalyse og det er jo altid de “morderiske vindere”, der skriver historien over de (ganske vist ligeledes) “morderiske tabere” Selv ser vi ingen væsentlig forskel og Sjolochov, forfatteren til det store mesterværk “Stille Flyder Don” var vel den allerværste. Han skrev nemlig ikke selv overhovedet bogen, men fik ganske rituelt slagtet den rigtige forfatter som iøvrigt var noget så uanstændigt som jøde. Det gik til gengæld helt fint, så den sag er blevet ganske glemt men nu var han jo også mere “politisk korrekt” både dengang og underligt nok også nu. Endnu.
At man overhovedet nogensinde er kommet på den syge tanke, at man nødvendigvis skulle nærmest IDENTIFICERE en kunsters liv med værkerne siger vel allermest i den her sag. Ikke mindre sygt er det så efterfølgende at skulle argumentere for, at man godt kan skelne. Mellem det, som det selvfølgelig ALDRIG NOGENSINDE har haft nogen mening at blande sammen. Ikke blot den allermindste. Skide dansklærer-kommissærer som slog litteraturen så eftertrykkeligt ihjel og det eneste der efterfølgende kom ud af det var flere universitetsuddannede kommissærer af samme slags. Som der jo altid gør og det gjaldt jo både i nazi-Tyskland og i det stalinistiske Sovjetunionen og meget anderledes er det vel ikke i dag.
Som en lokal læserbrevsskribent så skarpt og passende skriver i dagens JP: Efter at have bemærket, at DF og Morten Messerschmidt ” vil have Danmark tilbage”, spørger den store ånd så “..hvor langt tilbage det ønsker at bringe Danmark. Til den mørke middelalder eller helt tilbage til Stenalderen?” Ifølge hans analyse er Danmark åbenbart allerede kommet “tilbage til Enevælden” Ak ja, det er søreme godt set og rigtigt god litteratur eller hvad. Jamen hør-hov, denne skribent hedder Svend Åge Madsen og er antageligt identisk med den lokale litteraturs højst fejrede Nestor. Dejligt at se, at det høje samfundsanalytiske niveau fra Kirk og Scherfig kører videre. Med efterfølgende sørgelig garanti for, at litteraturen vil forblive i det hul, hvor den befinder sig. Godt gået, Svend Åge, rigtigt godt! Hvis det altså er dig, og det er det vel nok, andre ville vel næppe sige sådan noget eklatant vrøvl.

Ledige lokaler

Vi skal lige i dag starte med at meddele, at der af ganske naturlige grunde bliver ledige lokaler i Åbogade 40 fra den 1. september, da dette firma jo holder store flyttedag nogenlunde samme tid. Man kan kaste os en mail hvis man skal bruge et atelier eller øvelokale eller lignende og så skal vi nok kanalisere den til rette vedkommende.
Ellers er verden ved at være tilbage til sit vante selv efter ferien, men noget er alligevel forandret for altid. Tag for eksempel den smukke guldring fra Kalgoorlie, W.A., som sidder på denne skrivemaskine-maskinists venstre hånd. Den vidner jo om denne sommers allerstørste begivenhed og vi takker naturligvis for alle de varme tilkendegivelser fra rigtigt mange mennesker i den anledning. Tilbage er vi vi osse ved den den fortsatte politiske korrektheds-tendens, der som de berygtede australske “cane-toads” som kryber ind over den vestlige verden som det kæmpestore fjendtlige rumskib i “Independence Day”, der kaster slagskygger overalt. Dagens mere uskyldige eksempel kommer fra JP´s erhvervssektion, hvor der er et portræt af en amerikansk “business-guru”. Dem går der jo sædvanligvis et dusin af på ja dusinet, og der har i lighed med de almennyttige mennesker, som sælger stensikre systemer til tips og Lotto naturligvis aldrig selv anvendt deres egne vise råd. Det må man da kunne gå ud fra siden det stadigvæk er nødvendigt for dem ideligt at tosse rundt og spille “franske klovne” i stedet for at bo i milliardær-paradiset Barbados. Underligt nok kan man sagtens være alvidende økonomisk ekspert uden at have ret mange penge selv, men det kan så måske skyldes, at de derude som Mærsk McKinney Møller, som virkeligt har knasterne, ikke rigtigt gider holde foredrag. Og da slet ikke om, hvordan man tjener penge mest fordi det jo er noget naivt at tro, at de ligefrem vil afsløre alle hemmelighederne.

Nå, det interressante ved netop dette amerikanske orakel Clayton Christensen er bestemt heller ikke hverken de mulige skandinaviske rødder eller hans eventuelle budskaber. Nej, det rigtigt spændende ved denne mand er ifølge omtalen, at han er født i Salt Lake City, USA og at han “tilhører en bestemt trosretning”, som der står. Ikke hvilken godt nok, man er vel blevet politisk og ret beset noget “håndsky” hos JP for derovre i Utah bor der altså udelukkende den kristne sekt, som hedder MORMONER og som ellers aldrig nogensinde har bragt en eneste vejsidebombe til eksplosion. Det betyder ikke, at mormonerne ikke har været en veritabel “svøbe” for menneskeheden, for det har de. Alle har vel mødt disse altid i et par missionerende uhyre velklædte unge mænd i det mindste en enkelt gang, mens de har forsøgt at sælge budskabet om Mormon til alle og enhver. Det har været udfordrende for folk derhjemme i gadedøren at skulle afvise disse pæne og korrekte mennesker og deres uendeligt påtrængende tro, men ikke ret mange er åbenbart hoppet på trods de unges skolede overtalelsesevner. Der er åbenbart grænser for, hvor langt man kommer med tro uden at kaste bomber men når man nu ikke gør det selv, er det da heldigt, at man kan få lidt fred i “bombeskjulet” fra dem, som gør det. Alligevel, den her tydelige og klare “ikke-omtale” af noget, som altså enhver kan regne ud, er altså noget alternativ og ret åndssvag. Når man åbenbart fra JP ikke engang ved, at mormoner altså hverken kaster med dynamit eller syre eller lader sig indrullere i noget millitær i verden. evige velklædte pacifister som de er, så bliver det nok svært fremover for frisindet.

Ikke mindst i Frankrig er mørkemændenes felttog mod lårkorte kjoler jo en sørgelig realitet. Dernede har man da endnu humoren som våben mod denne galskab, og vitserne i Frankrig om, at det jo er underligt at kunne fordømme korte kjoler, når man nu selv som vor ungdoms helt Supermule selv render rundt i hvidt under-og nattøj, en adfærd der en del steder i verden ellers fordømmes ganske strengt. Heller ikke i Norden, hvor lignende gevandter hos både mænd og kvinder var standard-beklædning i mange hundrede år, så man det ret tit på gaderne udenfor søvngænger-kredse. Den politiske korrektheds-psykose har det i det hele taget helt fint, og med de seneste juridiske tiltag i Irland og EU omkring stop for alt, som kan opfattes som religions-krænkende er vi noget længere ude, end de allerfleste nok forestiller sig. Det varer ikke længe, inden alle de danske ase-troende tosser med deres vikingeromantik (som jo iøvrigt allerede er et registreret trossamfund) kommer til at opnå EU-protektion. For slet ikke at tale om alle de fjernøstlige efterfølgere til gamle yogier som Maharishi og Moon og Guds Børn og alle de andre, som i en sælsom cocktails af almindelig pengegriskhed og mere specifik interesse for smukke langbenede blondiner (som under mere normale omstændigheder ville være noget udenfor rækkevidde af disse lavbenede noget korpulente gule guruer). Kan man overhovedet sige “gul” længere nu man ikke kan sige “sort”? Farverne eksisterer godt nok endnu hos farvehandleren, men vi kan vel gætte på det er et spørgsmål om tid.

Det bliver en herlig fremtid, hvor den ene slags fascistode politiske praksis bliver fordømt, fordi den ikke er i tilstrækkelig nær tilknytning til en varemærke-registreret (og dermed beskyttet) religion, mens en anden identisk fascistoid praksis til gengæld beskyttes betingelsesløst som var den den sarteste drivhusplante fordi kan legitimere sig på baggrund af en trosretning. Hm., det bliver noget vanskeligt at skulle skelne fremover, for enhver kan jo se, at frådende hvide racister, fra Ku Klux Klan med deres rituelle lynchninger af “niggers” (som jo heldigvis ikke eksisterer mere (som ord)-det er nok derfor det ikke ses så tit mere) selvfølgelig ikke ligefrem er sagen. Dog må man vel hellere lige kikke efter, om Ku Klux Klan ikke alligevel skulle være registreret som trossamfund i en enkelt stat i det amerikanske bibel-bælte, for hvis det er tilfældet, så kommer de jo til at nyde betingelsesløs beskyttelse fra FN og EU. Ikke at deres praksis er spor anderledes, naturligvis ikke. Den gamle indiske religiøse praksis med at brænde de ellers levende og heftigt sprællende enker efter deres afdøde ægtemænd med på lig-bålene ville garanteret have været “varemærke-beskyttet” som god religiøs Hindu-praksis i dag. Heldigvis fik englænderne jo mod betydelig indisk modstand afviklet denne syge religiøse praksis i 1800-tallet, men det var så altså ikke gået i dagens verden. Aldrig nogensinde. At brænde levende mennesker kan forekomme horribelt men man bliver nok i fremtiden nødt til at skelne mellem tingene. Tænk at skulle forstå det uforståelige og udholde det uudholdelige. Så venter vi bare på, at den kristne katolske kirke genindfører kætter-bålene, som jo også har været religiøst “undertrykt” i flere århundreder. Mon ikke de derfor har en helt god sag ved EU-domstolen? Kirken har da ihvertfald penge nok og sammen med en god sag (eller hvad man nu lige skal kalde det) har vi vel en vinder her. Og masser af tabere.