Så er den allerførste sporadiske nedpakning ved at finde sted i vores hjem i forbindelse med den forestående udflytning til Paradis i kreative Åbyhøj. Dér forventer vi naturligvis, at den i denne bydel op-koncentrerede masse af mega-talent vil medvirke til yderligere at styrke vores ydmyge virksomhed og i den retning er det jo næsten personligt intimiderende blot at bevæge sig rundt i Kvickly derude. Man møder simpelthen alle de allermest kendte fra en ende af. Det skal dog lige med, at langt de fleste faktisk hilser ganske venligt på denne ydmyge skribent og undertegnede har faktisk kun været ude for et mindre uskyldigt attentatforsøg fra en af de indfødte. En tidligere ganske god ven slog nemlig et ret uskyldigt sving (måske en slags lokal-forkølet hilsen, hvem ved?) med en varevogn af mærket Renault, mod vores firma-cykelanhænger. Det kan selvfølgelig osse være for at understrege de reelle proportionsforskelle mellem vores lille hyggelige firma og det store firma, som han nu selv repræsenterer og det er vel ganske forståeligt. Hvis det altså ikke havde været fordi, han da vist er gået konkurs med det, men der kan tydeligvigvis være ganske mange bevæggrunde til at bevæge rattet…Nå, vi hilste høfligst tilbage mens vi forsøgte at genvinde balancen. “Høfligst” betyder jo så altså ikke altid “høflig”
Det forunderligste ved denne hændelse var så næsten, at det drejede sig om ganske det samme køretøj, som utallige gange tidligere har fragtet denne skribent rundt. Det var nemlig det forlængst stendøde Dansk Audio Tekniks gamle firmabil og hvordan i alverden den dog kan være havnet der er jo juridisk et ganske spændende spørgsmål. Den har godt nok fået nye nummerplader som en del af de tydeligvis anonymiserede biler af mærket BMW, som regelmæssigt fræser over for rødt dér i krydset ved Kvickly i Åbyhøj (disse er blot tyske, der er åbenbart en betydelig tysk minoritet i Gellerup..) mens de her godt nok ser danske ud.
Den her bil spiller faktisk en rolle i “mytologien” om Pouls Audiobutik for så vidt at denne bil og anvendelsen af samme var den aller-allerførste alvorlige anstødssten i det mangeårige nære samarbejde, som nogle måneder senere førte til oprettelsen af dette firma. Nu har vi selv 2 hanhunde i vores husstand og er ikke ganske uvante med alle de små markeringer mellem dem i hierarkiet, som Naturen foreskriver det. Alligevel var episoden dengang i juni 2005 bemærkelsesværdigt i retning af ledelse i sin allermest hjernedøde form. Nemlig når man som den fra de pelagiske ocean-masser så kendte pindsvinefisk puster sig op til en lille rund hornmine-lignende kugle. Problemet er jo desværre, at når de små fisk bliver trætte af at puste sig op er verden derude alligevel ganske den samme og så bliver man ædt af de rigtigt store fisk.
Denne forunderlige og ret beset skæbnesvangre episode omkring brugen af Renault-firmabilen dengang adskiller sig vel mest fra hanhunde-verdenen derved, at hunde altid holder en bagdør åben. Hunde er tydeligvis klogere end en del mennesker, og derfor holder bilen nu derude i Åbyhøj med andre plader og det er vi svært tilfredse med. Så må vi jo blot håbe på, at selvsamme bil ikke som hovedpersonen i John Carpenters film “Christine” ikke nærer samme personlige nag mod denne skribent som som altså den “hilsende” fører fornyligt. Som bekendt var denne Christine nemlig en besjælet bil af den mere ondsindede og dræbende trafik-usikre slags…
Ellers kører homo-festivallen jo videre i København i disse dage og der er kun rapporteret om ganske få episoder. Om det så er ensbetydende med, at der ikke har været ret mange er ikke til at vide. Vi følger faktisk heller ikke særligt intenst med i denne noget ligegyldige sommerlige begivenhed på samme måde som veteran-legene World Masters heller ikke ligefrem interesserer alverden. Findes de overhovedet længere, for dengang de var i Århus var de da en slem vits? Måske det bare ikke er særligt sjovt at se korpulente gamlinge med betydelige vandladningsproblemer konkurrere i skildpadde-tempo i de discipliner, hvor de for 50 år år siden måske vandt OL-guld? Publikum var der ihvertfald ingen af.
Nå, homo-festivallen findes altså. Om der har “marcheret” forbi Nørrebro endnu ved vi ikke, men der har da været de forudsigelige “rituelle” voldelige overfald på enkelte af bøsserne. Nå, det er jo ikke nogen mediemæssig interessant nyhed på samme måde som det ville have været, hvis det var sket i Give eller Thyregod i det åndsformørkede Midtjylland, hvis altså blege homofobiske danskere havde begået dem. Vi kan nok godt gå ud fra, at overfaldsmændene ikke var derfra, så ville vi nok have hørt mere. Meget, meget mere. Tolerance overfor anderledes tænkende er altså noget underligt noget. Man skal tåle alt selv og da især dem, der ingenting selv kan tåle overhovedet og når de så banker løs på uskyldige bøsser, så skal man også forstå det.
Forstå det, hvem der kan.