Som en lille parentes på vores månedlange ophold i Australien indtil for ganske nyligt skal det lige med, at vi i millionbyen Adelaide besøgte den lokale hifi-forretning. Vi siger “den lokale”, ud fra den selvindlysende tautologiske forklaring, at der ikke er andre i over 500 kms omkreds og ikke bare så meget som en lillebitte én. Det er måske overraskende i lyset af, at ellers et af de mere mærkværdigt udseende prestigemærker, nemlig Halcro med deres Meccano-byggesætinspirerede design af store og endnu dyrere forstærker-komponenter faktisk ligger i Adelaide-forstaden Torrensville. Nu er det noget uklart, om disse svinedyre prestigeprodukter stadigvæk er i business, ihvertfald er deres hjemmeside reduceret til rene salgsforespørgsler uden angivelse af nogen produkter, så det er de vel nok ikke rigtigt.
Forrige gang var jeg faktisk forbi Halcro af ren nysgerrighed, og allerede dengang i tiden for jubel-konjunkturens buldren forbi som hovedfeltet i et gennem-dopet Tour de France-hovedfelt var det påfaldende, at dette “verdensmærke” ikke havde noget skilt, ja end ikke nogen postkasse på sin adresse. Det var nu ikke fordi det som så meget andet blev produceret i Kina, næh, det var såmænd fordi Halcro blot var et stykke “anvendt legetøj” for ejeren af en helt anden virksomhed, som tilfældigvis var verdens største producent af metaldetektorer til mine-industrien. Sådan en virksomhed var der til gengæld og den var der god gang i der er åbenbart guld at finde, ihvertfald andre steder. Helt andre steder. Allerede dengang var Halcro blot et arbejdsbord i hjørnet af et travlt værksted, og i dag er det altså tilsyneladende som så meget andet med salg indenfor overflødige status-produkter blevet en hel del mindre.
Hvordan det så lige kan ske i praksis uden helt at lukke butikken har vi ingen ide om og det er vel også i virkeligheden ganske ligegyldigt. Ihvertfald havde de ikke nogen Halcro-produkter i denne hifi-butik i Adelaide. Til gengæld havde de vældigt meget andet som for eksempel Martin-Logan, Mark Levinson, (ma)Krell og alt muligt andet men det havde åbenbart ikke været nok til at sikre fornuftig rentabilitet. Det indrømmede bossen i butikken ihvertfald, og for at skabe lidt ny gang i biksen havde man investeret en halv mill. i et ellers spændende varelager med fine komponenter fra rent kinesiske Quad og (ligeledes kinesiske-producerede) Tannoy og deres nye prestigemodeller. Ja, der stod ligefrem Tannoy Canterbury 15 til demo, absolut prisværdigt
Til gengæld bliver de så nok stående, til støvet engang har ædt dem, for ejeren af butikken benyttede lejligheden til at øse sine frustrationer over branchen ud over os sagesløse turister. På trods af ihærdige salgsanstrengelser havde han nemlig ikke kunnet sælge så meget som en lillebitte smule af de dyrt indkøbte sager men havde til gengæld spildt uanede oceaner af tid med at kommunikere med fjolser af en så monumental kaliber, at selv denne erfarne mand havde fået seriøse knopper. Enkelte af disse lød til en være af næsten selvsamme plagsomhed som den lille gruppe personer, som får alle de sunde elementer danske grupperinger fra hi-fi til øl-entusiaster til at ønske sig hen hvor peberet gror.
Ifølge ham var der ikke sket nogen ændring i antallet af fjolser, som åbenbart er konstant som den snart årligt tilbagevendende hvepse-plage. Nej, det der for alvor gjorde alting uudholdeligt var, at alle de sundere elementer af menneskeheden, her noget simplificeret udtrykt dem med disponible midler og åbne tegnebøger, efterhånden helt holdt sig væk. Udover at det jo naturligvis er livstruende for enhver virksomhed er der den selvforstærkende problematik i det, at en evt. sagesløs mulig køber, som måtte forvilde sig ind i butikken med nogen sandsynlighed ville komme til at møde en af disse lettere problematiske “tidrøvere” (og så har vi da vist formuleret det lidt mildt). Problemet er ikke, at der er “mærkelige mennesker” i en klub eller forsamling. Det irreversibelt problematiske er blot, at når disse mennesker er i åbenbart flertal i samme, så er al mulig vækst fuldstændigt udelukket. Vi kikker normalt ikke af almindelig kedsomhed på de danske fora mere (så meget keder vi os nemlig normalt ikke), men en hurtig tur afslørede nu ikke, at det skulle være spor anderledes her. Den/de samme fuldtids-skribenter kørte stadigvæk løs på en måde, som burde få alle sundere elemnter til øbeblikkeligt at dreje om på hælen og komme væk. langt, langt væk. Det er en trist tingenes tilstand, men det er tydeligvis sådan det. er. Hvorfor så ingen forsøger at gøre noget ved det er uforståeligt for gamle hifi-entusiaster som denne skribent og ret beset ganske overordentligt tragisk. For noget, der var engang og levedygtigt som de australske pungdyr, nu for manges vedkommende dømt til udryddelse.
Ellers har vi med nogen undren set denne weekends homo-parade i København. Nej, det er ikke fordi vi selv er voldsomt homofobiske ja faktisk giver mandlig homofili jo principielt et større udvalg for heteroseksuelle mænd og det er altsammen fint nok. Knapt så fint er det vel, at paraden og dens arrangører allerede før starten anså risikoen for stenkast mod paraden for denne gang særdeles overhængende. De havde bestemt osse en del at have deres bekymring i, da der allerede sidste år var ganske håndfaste eksempler. Det mere interessante denne gang var vist mest, at man denne gang “forklarede” dette noget håndfaste tegn på diskrimination mod anderledes tænkende med, at der vistnok et eller sted mellem alle de maskerede parade-deltagere befandt sig enkelte israelere. Derfor var det selvfølgeligt helt forståeligt oig måske endda undskyldeligt, at der i den “etniske smeltedigel” Nørrebro skulle kastes med sten mod de omkring 5000 deltagere hvoraf altså muligvis et en-cifret antal var israelere.
Nå, det var vel bare at gå i gang med brostenene for at finde ud af, hvem der efterfølgende efter at være blevet ramt jamrede på jiddisch og den logik kan man vel dårligt anfægte. Værre er det vel, at man ikke fra pressens side lige spørger hvem der mon egentligt er, der kaster med stenene denne gang, for det er vel næppe de traditionelle autonome brostens-ekvilibrister, som er ude. De er muligvis dumme men så dumme er de vel heller ikke. Nå så længe pressen er endnu dummere går det jo så vældigt fint. Ja, man havde endda i JP fundet en solstrålehistorie om 2 muslimske deltagere i dette homo-optog. Hurra, de var sprunget ud. Det vil sige, det var de måske lige knapt, for ihvertfald anede deres familier ingenting om det og disse kønsfrihedens frontkæmpere havde bestemt heller ikke nogensomhelst frivillige aktuelle planer om at ændre på dette. Af ren og skær angst for familiens reaktion naturligvis. Denne angst er nogenlunde den samme muligvis som ham “den lidt underlige dreng” oppe i Tolne i Vendsyssel, som heller ikke rigtigt interesserer sig for piger. Nå nej, det er det da vist alligevel ikke helt, men deroppe har de jo heller ikke brosten nogen steder, intolerante røvhuller! Frihed og tolerance har da vist ikke legefrem gode kår for tiden. Den eneste trøst er vel her, at de for tiden nok er en hel del bedre end de vil være i fremtiden, se blot den nyeste lovgivning omkring religiøs forhånelse i Irland. I et såkaldt oplyst vestligt land 500 år efter den seneste heksebrænding. Den, som man troede skulle blive den sidste, men man tog tydeligvis fejl!